Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

børnslæsning

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

biblo

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

ec7a0d7188c18248ee3ccea2d61e53bb

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

  1. Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
  2. eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
  3. Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

  1. Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
  2. Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
  3. Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

european_court_of_justice-4f451e1-intro

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Reuter

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Sommerhusets fineste forsider

Det er juli, det er sommervarmt, og jeg ligger i græsset og læser. Forkert! Det er juli, det regner og blæser, og jeg er inde i sommerhuset hele dagen. Her følger en beretning om, hvad jeg fandt på at lave den dag dybt inde i de skånske kolde og fugtige skove. Udover at tage opvasken, selvfølgelig.

Vores sommerhus var fuldt møbleret og fyldt med bøger, da vi overtog det for 12 år siden. De tidligere ejere var danske, og de efterlod sig en tidstypisk og fyldig bogsamling. Med tidstypisk mener jeg bøger fra perioden 1966-1986. Jeg kastede mig ud i at kategorisere nogle af dem efter forsider. Det viste sig at være en god leg. For en stund glemte jeg at være sur over vejret. Mens jeg sorterede og farvekoordinerede, steg humøret flere grader. Det blev til syv kategorier, og der er ikke skyggen af det officielle DK5-system på færde her, må jeg straks advare om.

De vovede og de sjove
img_0622
Sangen om den røde rubin var en af de norske nyklassikere, jeg læste som teenager. Og tænk: Der findes åbenbart en feminin pendant med titlen Jeg – en kvinde. Læs den før deres første mand! Det står der på forsiden, og så bliver det jo ikke meget mere vovet. Rend mig i traditionerne er både sjov og lidt vovet, mens alt af P.G. Wodehouse har en helt anden tækkelig tone. P.G. tager andre midler i brug for at bringe latteren frem. Rød, gul og grøn. Erotik, oprør og latter. Det jager regnvejrsstemningen på flugt.

De flotte fagbøger
img_0620
Er det en skarnbasse eller en eghjort? Er det en trompetkantarel eller en af de rigtige, der fortjener smør og persille som følgesvende på panden? Det er vigtige spørgsmål, som kræver eksakte svar. Så er det godt at ty til striben af fagbøger. Meget fakta ændrer sig med tiden, men en citronsommerfugl vil altid være en citronsommerfugl. Hvilket minder mig om, at vi faktisk mangler at have en udgave af Inger Christensens digtkreds Sommerfugledalen på lyrikhylden. Julegaveønske nummer et noteret.

De grafisk stærke
img_0621
Tage Voss er en markant herre. Hans stærke, rørende og underfundige bog fra tiden som læge på Christiansø med titlen på Status på skæret har en kontrastrig forside, som jeg aldrig bliver træt af at kigge på. September af Aksel Sandemose har også en forside med knald på. De sorte og blå rammer er så dekorative, at det er en skam at sætte bogen op på hylden. Den må ligge fremme. Falmet pink på Det brogede slør hænger bare godt sammen.

De seriøse i sort, hvidt og gråt
img_0623
Det ville være mærkeligt, hvis forsiden af Gift var holdt i klare farver. Der må gråt til. Dea Trier Mørchs linoleumstryk er en integreret del af Kastaniealleen. Hvor hun dog både kunne skrive og illustrere. Forsiden af Hvis hvedekornet ikke dør af Nobelprismodtageren André Gide ligner et sart akvarelstudie. Bogen fra 1924 handler om forfatterens barndom og ungdom i et puritansk miljø, hans frigørelse og accept af sin egen homoseksualitet. Jeg har ikke læst den, men det er lige gået op for mig, at det skal jeg.

De hurtigt glemte krimier
img_0629
Døden i Ulden. Den titel er uforglemmelig, men ikke på den gode måde. Disse tre forsider glimrer ved det lidt tarvelige og ubehjælpsomme look. Jeg kan ikke udelukke, at de sammen med et udpluk af kapitlerne indgår i min collage- og origamiproduktion.

Børnebøgerne
img_0630
Der fulgte ikke børnelitteratur med, da vi overtog huset. Derfor har jeg tilført bogsamlingen enkelte titler. Her er tre favoritter, der på tydelig vis illustrerer Askes udvikling i litterær smag. Fra Lotte støvsuger til Pixars De utrolige på godt fire år. Mellemstationen var en hyggelig pop-up-bog. Der er en stor pointe i, at nogle bøger kun findes i sommerhuset. Der er en pendant, når vi holder ferie hos mormor. Her læser vi altid læser En kat får killinger som godnathistorie. Det har vi gjort i tre år nu. Aske vil for altid forbinde mormors hus med samtaler om navlestrenge. Ser du symbolikken?

De moderne
img_0624
En bogsamling må ikke være helt uforanderlig. Den skal have nyt blod. Derfor har jeg taget enkelte bøger med fra dette årtusind. Cirka hvert andet år læser jeg præsten Preben Koks Skæld ud på Gud. Den kvikker op. Alain de Bottons Kærlighedens gang minder mig om, at vi skal holde op med at være så forbandet romantiske i vores tilgang til parforholdet. Det er kommunikation, der holder os sammen. Ikke ideen om, at vores partner er en sjælefrænde, der kan læse vores tanker og instinktivt forstår alle vores behov. Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman Hvad man ikke ved har jeg kun læst 50 sider af på to år. Men det er så betryggende at have nogle hardback-murstensromaner at vende tilbage til. Jeg er ikke helt fanget af historien endnu, men jeg har ikke travlt. Måske skal jeg først læse den om 5 eller 10 år. Der er ingen hast.

Sommerhuset bliver ved med at være der, og måske får vi en gæst en dag, der har brug for lige netop den slags roman.       

Næste gang det regner i den svenske skovidyl, så må jeg lave bogtitelpoesi. Her ser du nogle fine eksempler på Instagram.

God bogsommer!

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Hvad Ragnhild lærte mig i engelsk

Nogle gange er det så befriende at komme på afstand af ens skoletid. Der er detaljer og irritationsmomenter, der bliver udvisket. Det vigtigste står frem.

Jeg er i gang med at se tilbage på min gymnasietid. Jeg kan se, at den lærer, der virkelig har præget mig og givet mig trangen til at beskæftige mig med litteratur og fortællinger i mere bred forstand, var en nydelig ældre dame ved navn Ragnhild. Hun var altid iført beigefarvede cashmere-sweaters, pumps og et noget uforudsigeligt temperament. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man vidste aldrig, om det var tordenskyen eller den venlige forårssol, der trådte ind ad døren til klasseværelset. Når hendes enorme nøglebundt var væk, var det uden tvivl tordenskyen.

teacher-1373216_1280

Der mangler bare et rødt, blankt æble på dette billede…..

 

Shakespeare og Hemingway var hendes bedste venner. Men hun kunne blive lige så begejstret for sangtekster af Peter Gabriel anno 1993 og intet mindre end henført over Michaels Caines diktion i filmen Educating Rita. Når Mr. Caine var på skærmen, slog hun om i et kvidrende og ungpigeagtigt stemmeleje. Det er nok sådan, jeg har det med skuespilleren Damian Lewis i dag.

Hendes nysgerrighed var imponerende. Hun kørte ikke på auto-pilot, selvom hun havde været gymnasielærer i 30 år. Ikke noget med genbrug af overheads – og tak for det. Når vi foreslog helt nye tekster, var hun ægte interesseret og åben. Til sammenligning sukkede min dansklærer over, at vi jo skulle finde nogle danske tekster fra de seneste fem år at læse. Det var noget, der plagede hende. Hun kan ikke have været på rette hylde.

books-2241631_1280

Bøger på græs. Helt åbne og afslappede.

 

Hvad var det, som Ragnhild lærte mig, og som jeg har gjort til mit eget?

For det første: Læg altid mærke til det første ord og den første sætning. Hvis det er en film: Den første scene. Der ligger nøgler til resten af fortællingen her. Regner det? Sæt alle kræfter ind på at absorbere stemningen og ordene i historiens åbning. Forpligt dig med det samme!

For det andet: Der er altid noget med valg, forpligtelse og konsekvenser til stede i en historie. Ja, Ragnhild var en stor tilhænger af eksistentialismen.  Og det skal hun have tak for. Måske var hun lidt skematisk i sin tilgang, men det var der også brug for i 1.g. Hun holdt aldrig op med at fryde sig over de uendelige variationer over temaet ”et menneskeliv”. Det er derfor, at vi aldrig kan blive færdige med at læse.

Sidst, men ikke mindst: Det er frugtbart at opleve den samme tekst på mange måder. Læs Macbeth på engelsk og på dansk. Se skuespillet og filmen. Hør sangteksterne i The Wall og læs dem. Teksterne åbner sig og lukker os ind, når vi oplever dem i forskellige formater og sammenligner dem på kryds og tværs.

Pyha, jeg tør næsten ikke at sige det; men hun var tværmedialt minded, den gode Ragnhild. De typer af litteraturmøder, som hun iscenesatte i engelskundervisningen på Hjørring Gymnasium, gjorde mig nysgerrig. Det var dem, der fik mig til at læse Litteraturvidenskab, som før hed Komparativ Litteratur.

Hun gjorde det godt. Det var ikke Døde Poeters Klub, men det var alligevel uforglemmeligt og værdifuldt. Jeg håber, at Ragnhild var glad for at være engelsklærer lige frem til sin sidste, skemalagte dag på Hjørring Gymnasium. Jeg håber også, at hun holdt fanen højt med cashmere og pumps i sit otium.

Det er så velgørende, når klassikerne bliver brugt og ikke bare ligger på hylden.

Læs mere
Silkeborg Bibliotekerne samarbejdede i 2016 med Gyldendal om nye former for litteraturundervisning i gymnasiet. Der er masser af inspiration fra projektet i Slots- og Kulturstyrelsens projektbank.

Den gode lærer kan sikkert slet ikke lade være med at opsøge ny viden inden for sit fagfelt. Litteraturundervisere kan med fordel flokkes om Nationalt Videncenter for Læsning, der samler, spreder og skaber viden om læsning. Et af deres tidsskrifter er dedikeret til emnet “Litteraturdidaktik”. Find tidsskriftet på centrets hjemmeside

Døde piger lyver ikke på Netflix … eller gør de?

Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.

Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.

IMG_1736

Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.

Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.

Kritik og drama her:

img_1732

Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.

Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.

IMG_1733

Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”

Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!

13-reasons-why-season-two

TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.

PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?

Bag om bloggen: Hvem er Lisbet?

Introduktion: Lisbet er verdens yngste 85-årige og arketypisk mellembarn. Hun er ukronet verdensmester i at drikke kaffe med folk, så hun kender alle, og alle elsker hende. Siden hun forlod Københavns Biblioteker for at fuldtidsstudere, har de tidligere kolleger klædt sig i sæk og aske og barberet håret af for at sørge. Ansættelsen af hendes efterfølger var en græsk tragedie med kor og det hele. Korets funktion var at messe “Vi finder alligevel aldrig en ny Lisbet! Waaa-haaa!” Vi undskylder hende kun, fordi hun er så vidunderlig 🙂 /Mikkel

Jeg har boet over halvdelen af mit 40-årige liv i København. Alligevel fylder de nordjyske referencer stadig meget i mit liv. Jeg forstår faktisk, hvad Niels Hausgaard sagde i 1970erne, før han slog over i tillempet rigsdansk. Den kompetence er ikke vigtig for andre. Slet ikke. Men jeg værner om den.

Min familie var landmænd, bilsælgere, lærere og hjemmegående husmødre. Men det var landbruget, der fyldte meget i snakken til de fleste familiefester. Mælkepriser og braklægning. Ensilage og malkemaskiner. Der blev ikke snakket om bøger. Men alt det med landbrug forklarer måske, hvorfor jeg stadig bliver så opslugt af bøger som Jens Smærup Sørensens nyklassiker Mærkedage og andre romaner, der skildrer samfundets bevægelse fra land til by.

Praktisk arbejde var ikke min bedste ven i min barndom. Jeg var håbløs til meget af det og især en klovn til sløjd. Men staveord og færdighedsregning var en helt anden sag, da jeg gik i den lille skole med 100 elever i landsbyen Astrup. I en periode var jeg dog også ret ferm til rundbold.

gammelt foto 1

Det er mig med katten og brillerne ude til venstre. Min søster, min far og fødegården til højre.

Ord og netværk
Hvad har jeg med mig af værdier og oplevelser fra min barndom? Højskolesangbogen, vigtigheden af retstavning og almen viden, en vild optagethed af relationer (hvem kendte hvem og hvorfor og hvornår?), pligtfølelse og en dybfølt glæde ved moster Elses hjemmelavede hønsekødsuppe og sirupslagkage.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at boltre mig i ord. Det var sikkert også derfor, jeg valgte at læse Litteraturvidenskab. Men i virkeligheden tror jeg på devisen ”less is more” i mange af livets mest betydningsfulde situationer. Få, velvalgte ord gør et større indtryk end blomstrende falbelader.

Jeg har arbejdet som embedsmand i otte år i Slots- og Kulturstyrelsen. Her var det også vigtigt at kunne fatte sig i korthed, mest af alt i stramme notatskabeloner. Min indre workshop-fetichist fik derfor en voldsom optur, da jeg i to år arbejdede som konsulent ved Københavns Biblioteker. Her jonglerede jeg med kulørte post-its og bølgepap, mens jeg sammen med dygtige biblioteksmedarbejdere prøvede at finde ud af, hvordan fremtidens bibliotekstilbud kunne skrues sammen.

Jeg var også så heldig at være involveret i et projekt, der satte fokus på folkebibliotekers litteraturformidling på sociale medier. Projektet hed i daglig tale Bogsnak. Sic!

lisbet 2017

En selfie fra foråret 2017. I baggrunden det svenske hus, som nogle andre end mig konstant er i gang med at forbedre. Der skal fx nyt tag på. Omfangsdræn er fikset.

Sporskifte og bagland
I 2017 justerede jeg kurs og begyndte på fuld tid at tage diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs-  og karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Jeg brænder for at tale med folk om, hvordan de kan få et så tilfredsstillende arbejdsliv som muligt. Jeg er mest interesseret i de horisontale bevægelser, hvis man kan sige det sådan. Den traditionelle karrierestige er der mange andre, der tager sig af. Jeg er i gang med noget nyt, men jeg holder aldrig op med at interessere mig for læsning, litteratur og folkebiblioteker. Heldigvis behøver de forskellige interesseområder ikke at udelukke hinanden.

Mit bagland består af en kæreste, der er it-konsulent og samtidig det mest vedholdende menneske, jeg kender, når det gælder afrensning af stuk, samt vores søn på fem år. Han efterspørger nogle gange Kim Fupz, ofte Flunkerne og i lange perioder Emil fra Lønneberg eller eventyr. Jeg er godt tilfreds med hans brede smag og vil gøre meget for at holde hans nysgerrige tilgang til litteratur levende.

Hvad skriver jeg om?
Her på bloggen byder jeg blandt andet på refleksioner over små og større børns appetit på bøger. Begrebet early literacy bliver jeg aldrig færdig med at udforske. Et andet tema er, hvordan vi gennem litteraturen forstår og ser vores egne liv. Jeg elsker at gå på opdagelse i mine egne læseoplevelse og holder af at beskrive mennesker og situationer, der har præget mig som læser og skriver.

gammelt foto 2.JPG

De store briller fra 80erne skal med. En vigtig del af min historie. Og så familiens stolthed: En gammel Saab. På billedet til højre er jeg på Færøerne i 1983. Min far og bror poserer også.

Faglitteratur med fråderen på

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Hvem får dig til at læse?

Jacob Krogsøe spørger i Randers Amtsavis, hvad der får os til at læse. Spoiler alert: For Jacob er det bl.a. bloggen “Fra Sortsand.”

Vi generer nok ikke nogen ved at kalde Fra Sortsand en genre-blog – og en cool én af slagsen. Den beskriver sig selv således:

“Mit navn er Martin og dette er min blog. Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på.”

God weekend 🙂

Kronikken i læsevenlig tilstand her.

17203620_10154436852215878_1926056240_n

Portræt af en læser

I vinterferien var jeg nogle dage sammen med min ældste niece, Erica på knap 9 år. Hun går i 2. klasse, og læsning er en vigtig del af hendes hverdag. Jeg fik lov til at stille Erica nogle spørgsmål om det at læse bøger. Om et par år gentager jeg nok øvelsen, hvis Erica stadig er med på den.

 

Lisbet: Kan du huske, hvordan du lærte at læse?
Erica: Jeg kan huske, at de første bøger jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.

Lisbet: Hvad får du ud af et læse?
Erica: Mange ting. Jeg er bare glad for at læse. Min farmor siger, at hun altid er hovedpersonen i de bøger, hun læser. Sådan har jeg det ikke.

Lisbet: Snakker du og dine venner om at læse?
Erica: Ja, jeg er i gang med at læse Harry Potter sammen med min veninde. Vi er på samme læsetrin. Vi er en slags læsegruppe ovre i skolen. Nogle gange snakker vi om det, vi har læst. Det var min veninde og jeg, der fandt ud af, at vi var på samme læsetrin og godt kunne læse de samme bøger samtidigt.

Lisbet: Hvad gør din lærer for at inspirere alle elever til at læse for sjov?
Erica: Min lærer vidste fx, at jeg havde læst en masse bøger af Ole Lund Kirkegaard. Hun vidste også, at jeg syntes, at de bøger var ret gode og sjove. Så det fortalte hun til de andre i klassen.

Lisbet: Hvornår kan du bedst lide at læse?
Erica: Lige før jeg skal sove. Jeg gør det altid. Jeg kan godt lide at falde i søvn på noget, jeg kan tænke over. Jeg er ret god til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe og sove.

Lisbet: Hvordan finder du de gode bøger?
Erica: På biblioteket og nogle gange i en boghandel. Jeg har mit eget lånerkort. Jeg finder meget selv. Hvis jeg vil læse en bog i en serie eller finde en bog, som min mor siger, at jeg er klar til at læse, så spørger jeg bibliotekaren.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Erica: De er sjove, men jeg kan bedre lide at læse selv. Nogle gange når vi skal på en længere rejse, så downloader jeg en lydbog på min mors iPad. Vi finder lydbøger på eReolen.

Lisbet: Læser du bøger på iPad?
Erica: Det har jeg prøvet. Det helt nyt. Jeg kan bedre lide at læse bøger. Jeg ved ikke hvorfor.

Lisbet: Kan du lide at læse bøger, du har set på film?
Erica: Ja, nogle gange, fx Harry Potter. Jeg så først filmen, og så ville jeg gerne læse bøgerne. Men dengang var jeg ikke så god til at læse, så min mor læste højt. Jeg tror, at jeg forstår mere, når det er mig selv, der læser bogen.

Lisbet: Læser du højt for nogen?
Erica: Ja, for min søster, der er et år yngre end mig. Hun kan godt lide den læsebog, som jeg har ovre i skolen, så jeg har læst hele bogen højt for hende.

Lisbet: Hvem er din yndlingsforfatter?
Erica: J.K. Rowling

Bonusinfo

bornebogcast_300x300_6

Til Ericas forældre og alle andre, der gerne vil have inspiration til, hvad deres børn selv kan læse, så er det bare med at lytte til den fremragende Børnebogcast. Det er børnebibliotekar Julie Arndrup og lærer og skolebibliotekar Lisa Gardum Andersen, der står bag podcasten.

Du finder den på Københavns Bibliotekers hjemmeside

God lyttelyst.