Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

januar 18, 2017april 7, 2017 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

december 18, 2016 / Jan M. Johansen / 4 kommentarer

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.

Ode til en skotte

november 23, 2016april 3, 2018 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Skulle jeg kun læse en forfatter resten af mit liv, så ville jeg uden den mindste rysten på hånden vælge skotske Philip Kerr. Udover at være som skotter er flest, nemlig svært charmerende, så skrev Kerr godt, altid underholdende og meget, meget bredt.

Nu ved jeg godt, jeg tidligere har besunget Lee Childs Jack Reacher-bøger meget højt, men hvor det er Reacher-karakteren, jeg holder af hos Child, så er det Kerr og hele hans forfatterskab, jeg holder af her. Vi kommer fra science fiction over krimier og historiske romaner til børnebøger, og de er hver og en svært velskrevne.

Udover et sidste bind i Berlin Noir-serien, kommer der desværre ikke flere historier fra Kerrs hånd. Den 23. marts 2018 døde han i en alder af 62 af kræft. Det er et stort tab, og jeg kommer til at savne ham.

Den dansktalende skotte

Jeg var så heldig at møde Kerr på Krimimessen i Horsens for et par år siden, hvor han modtog Palle Rosenkrantz Prisen for Årets bedste krimi med ’En mand uden åndedræt’ (niende bind i Berlin Noir-serien). Her oplevede man den skotske charme og det vindende vid for fuld udblæsning.

Kerr tryllebandt tilhørerne med beretninger om vodkadryppende vinterbadning i selskab med eks-KGB-agenter, og holdt i øvrigt sin takketale på et bedre dansk end jeg taler engelsk. Det var essensen af Kerr; en fortryllende evne til at fortælle en god historie på et sprog, folk forstår.

Kerr underholder i det fjerne.

En mand med mange talenter

Kerr blev født i Edinburgh i 1956, og studerede jura og filosofi ved Birminghams universitet. Studiets pensum bragte ham i kontakt med det tyske, og ledte til en livslang interesse for tysk historie og det tyvende århundredes Tyskland især.

Studietiden og den tyske interesse bragte Kerr til Berlin, en by som han holder meget af, og som også spiller en særlig rolle i navnlig de første bind af Berlin Noir-serien. Det lykkedes også gerne Kerr at tegne et kærligt billede af byens slagfærdige indbyggere.

Kerrs til tider sorte humor skinnede i det hele taget igennem i langt de fleste af hans bøger, hvilket han også var meget bevidst om. Selv skrev han på sin hjemmeside om sit forhold til Berlin og humoren: “I loved Berlin before the wall came down; I’m pretty fond of the place now, but back then it was perhaps the most atmospheric city on earth. Having a dark, not to say black sense of humour myself, it’s always been somewhere I feel very comfortable.” Har man været i Berlin før murens fald, kan man kun være enig, om end den særlige berlinerstemning dog stadig er der.

I sin tid i reklamebureauet Saatchi & Saatchi brugte Kerr eftersigende en stor del af sin tid på at trampe Berlins gader tynde, mens hans første roman, ’Martsvioler’, stille og rolig tog form. Typisk for Kerrs humor og sans for detaljer, så var titlen ’Martsvioler’ et udtryk for alle de tyskere, der pludseligt sprang ud som nazister efter Rigsdagsbranden og den efterfølgende Bemyndigelseslov (Ermächtigungsgesetz) i marts 1933.

Berlin Noir – Bernie Gunthers mange prøvelser

Berlin Noir startede som en trilogi med 30’er berlinerdetektiven Bernie Gunther i hovedrollen. Den anti-autoritære Gunther blev dog så populær, at Kerr senere fortsatte serien, der i skrivende stund tæller 11 bind på dansk med ‘Berlinerblåt’ som det seneste.

I den oprindelige trilogi følger vi Gunthers færde og problemer i nazitidens Berlin, mens vi i de senere bind bevæger os ind i både Anden verdenskrig og Den kolde krig, hvor Gunthers rappe replikker og stridbare væsen kontinuerligt fører ham ud i problemer med både nazister og kommunister. God, gedigen underholdning for alle

I rækkefølge er den originale Bernie Gunther-trilogi ’Martsvioler’, ’Den blege forbryder’ og ’Et tysk rekviem’.

Fodbold og mord – Scott Manson

Kerrs seneste påfund var en serie om den engelske manager-detektiv Scott Manson. De tre bøger – heraf to på dansk – udspiller sig omkring den fiktive engelske Premier League klub London City, og selvom der er både mord og intriger, så handler bøgerne langt mere om fodbold. Som svoren fodboldfan, så er det som narko for bogafhængighed, og man får et fantastisk indblik i international fodbold og finans. Det var endnu en af Kerrs styrker; en forbavsende evne til at basere sine bøger på ulastelig research.

Scott Manson, som er seriens ubestridte hovedperson, minder en del om Bernie Gunther. Manson, som Gunther, er begavet, lidt af en anarkist og en fremragende kanal for den vanlige Kerrske sorte humor.

’Januarvinduet’ er den første bog i serien om Manson, mens ’Guds hånd’ er den næste. Den tredje bog hedder ‘False Nine’ og bliver forhåbentlig også snart oversat.

Kerr forstår at skrive god dialog. Her er en ordveksling fra ’Januarvinduet’ … og naturligvis spiller kaffe en rolle.

Lampens Børn og alt det løse

Kerrs alsidighed sås især, når han slog sig løs som fantastisk fiktionsforfatter med serien om lampens børn til de 11-13 årige. Her følger vi tvillingerne John og Philippa, der er efterkommere af de store ørkenånder – de såkaldte djinns – i en lang række fantastiske eventyr verden over.

Tvillingerne hvirvles ikke overraskende ind i en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter som det sig hør og bør i enhver god, opbyggelig fantasybog, og Kerr formår på bedste vis at skabe en stemningsmættet serie af børnebøger.

Lampens børn starter med ’Akhenatons hemmelighed’, og der er 7 bøger i serien, og de kan varmt anbefales for enhver læser af fantasy, både ung som gammel.

Sluttelig har Kerr også skrevet en lange række enkeltstående spændingsbøger så som ’Høj gearing’, ’Mørkt stof’ med Isaac Newton i hovedrollen eller teknothrilleren ’Grillristen’. Hvis man som jeg er lidt historienørdet, så er ’Hitlers fred’ absolut læseværdig.

’Hitlers Fred’ er en af Kerrs bedste bøger, og befinder sig her i fint selskab med Berlin Noir-serien.

Kerr var i det hele taget usædvanlig produktiv.

Og vi får da også et bind mere i Berlin Noir-serien. Inden sin død nåede Kerr at skrive ‘Metropolis’ færdig. Efter planen udkommer den næste år, men så er det også slut.

Hvil i fred, Philip Kerr.

Hellere formidling end bøger

november 7, 2016november 7, 2016 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

De sidste par år har bibliotekerne, ikke mindst Københavns Hovedbibliotek været udsat for et veritabelt stormløb af et højlydt klagende skønlitterært hylekor. Jes Stein, Maria Helleberg, Jakob Vedelsby, Jan Thielke m.fl. har alle været ude med riven og beskyldt biblioteksvæsenet for alt lige fra at facilitere bogafbrændinger og til at undergrave demokratiet.

Senest har Danske skønlitterære Forfattere fundet på prisen ‘Årets bogsamling’, der blandet andet er tiltænkt det bibliotek, der er ”fyldt med gode bøger på hylderne.” Der er 100.000,- på spil, og pengene er øremærket indkøb af bøger. Formanden for de skønlitterære forfattere, Jan Thielke, siger i den forbindelse: ”Vi ønsker at sætte fokus på de biblioteker, som har en stor, kvalitativ og ikke mindst tilgængelig bogsamling, et bibliotek som ikke sætter en ære i at kassere så mange bøger som muligt.”

Hvis man ser bort fra de gerne højstemte og lidet faktuelle betragtninger, så har bibliotekskritikkerne dog ret i, at bibliotekerne de senere år har kasseret mange bøger. Rigtig mange. Men er det et problem? Og hvorfor er det egentlig nødvendig at kassere bøger? Og er det i det hele taget bibliotekernes rolle at samle til bunke? Lad os kigge nærmere på det.

Dø, bog! DØ!

Sætter vi i biblioteksvæsnet nu også ligefrem ”en ære i at kassere så mange bøger som muligt”? Her er svaret kategorisk nej. Kassationer er et nødvendigt onde. Ja, det er egentlig ikke så meget et onde, som en simpel nødvendighed.

Hvorfor, spørger den interesserede læser så?

Blandet andet fordi, der bliver udgivet bøger som aldrig før i Danmark. Det er kun positivt, men da antallet af kvadratmeter endsige hyldemeter i bibliotekerne ikke stiger proportionelt med antallet af udgivelser, så må noget smides ud, når der kommer nyt.

Det fremgår af Bog- og litteraturpanelets årsrapport fra 2016, at produktionen af ny dansk litteratur er steget med 50 % siden 2009. Der udkommer altså nye danske bøger som aldrig før, og antallet af titler på de danske biblioteker er da også steget med 1052 styks. Her er det dog værd at indskyde, at der gerne er færre eksemplarer af de forskellige bøger.

Figur 4 fra rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der udgives mange(!) skønlitterære bøger på dansk.

Vigtigt er det også at ihukomme, at når der i rapporten skrives, at der er forsvundet næsten 40.000 titler på bibliotekerne siden 2009, så er en titel ”i denne sammenhæng det samme som et faustnummer, som er et unikt nummer, der tildeles hver udgivelse i Dansk Bogfortegnelse. Den samme bogtitel kan godt være ophav til flere forskellige faustnumre, hvis den eksempelvis udkommer i en ny udgave med et nyt forord.” Her spiller de ændrede brugs- og informationsmønstre ind.

Det er nemlig værd at bemærke, og tænke lidt over, at det ikke er skønlitteraturen, der lider mest under kassationerne. Det er faktisk faglitteraturen. Mange af de kasserede titler er nemlig, igen ifølge Bog- og litteraturpanelets rapport, fag- og årsbøger. Her er bl.a. tale om håndbøger, opslagsværker, undervisningsmaterialer eller eksempelvis rejseguides. Internettet og e-ressourcer har simpelthen taget livet af f.eks. Karnov og teoribøger mange steder, og ældre udgaver af fagbøger især kasseres rask væk, da brugerne efterspørger nyeste udgave i højere grad.

En anden grund til, at der de seneste år også er blevet kasseret rigtig mange bøger, er, at der er blevet lukket en del biblioteker, og dermed også forsvundet mange hyldemeter.

Der kasseres naturligvis også slidte bøger, men også bøger, der ikke lånes ud. Især sidstnævnte er en kilde til evig kritik, men jeg kan godt garantere, at gemte vi alle de bøger, som vi kasserer på grund af manglende udlån i stedet for løbende at udskifte dem med nye og mere efterspurgte værker, så ville biblioteket forvandle sig til en mennesketom udørk. Foruden vi også ville forbryde os mod bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet.

Rollen som formidler

Nutidens store problem er da heller ikke en manglende adgang til litteratur, men at navigere og fremfor alt lade sig inspirere til rent faktisk at gide at læse noget. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed. Sådan var det engang, men ikke mere.

Da jeg trådte mine barnesko på bibliotekerne i 80’erne herskede der kartellignende tilstande i bogverdenen, så bøger kostede langt mere end, hvad jeg eller mine forældre havde råd til. Derfor spillede bibliotekets udbud en stor rolle. Inspirationen var mindre vigtig da. Der var det adgangen til bøger, der talte. Sådan er det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald. Vi kan købe bøger til rimelige penge, bytte os til dem på nettet eller læse dem digitalt fra vores lænestol. Ja, vi kan altså også låne dem på bibliotekerne. Mulighederne er praktisk talt endeløse.

NU er problemet at finde tid til bøgerne, at prioritere dem over Netflix, cafébesøg eller et rask halvmaraton i den nærmeste storby, og det er her, formidling kommer ind i billedet. Bibliotekerne er som aldrig før nødt til at formidle, gøre sig relevante og øge interessen for det skrevne ord, ikke bare stille bøger til rådighed.

Man må heller ikke glemme, at det er meget få – ikke engang jeg selv –, der bare kaster sig over en hvilken som helst bog på en vilkårlig hylde. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, hvor ens nysgerrighed, interesse og ens hunger efter mere litterære værker vækkes. Informations- og brugsmønstre har ændret sig. Folk græsser ikke længere bare rundt mellem reolerne. Det gjorde man i gamle dage, men mest af mangel på formidling. Der var simpelthen intet alternativ til at flakke formålsløst rundt blandt hylderne, som en anden flyvende hollænder på evig søgen efter et eller andet. Mødet med bogen er ikke bare et møde med en bog på en hylde. Det er en væsentlig mere kringlet vej, der går gennem flere faser. Hvis man er bekendt med udtrykket købsrejse, så ved man, hvad jeg mener.

Biblioteket – bogens eller dannelsens hus?

Vi ved nok alle, at ordet bibliotek har en særlig betydning – og nej, det er ikke bogreol eller bogsamling. Det betyder kort og godt hylde til skriftruller. Så ganske som ordet bibliotek ændrer betydning med tiden, så ændrer biblioteket også rolle. For så vidt man altså kan tale om én rolle for biblioteket.

Det Kongelige Bibliotek (og Statsbiblioteket) har nemlig sammen med centralbibliotekerne nogle særlige forpligtelser til at indkøbe og ligge inde med et bredt udvalg af litteratur. Hovedbiblioteker og lokalbiblioteker har nogle andre prioriteringer. Her gælder det om, at være relevante for det besøgende publikum og udnytte hyldemetrene mest effektivt.

Biblioteket skal ikke, som nogle i ny og næ mener, være et alternativ til det kommercielle bogmarked. Altså, opkøbe alle de bøger, der ellers ikke ville blive solgt, må man forstå. Den holdning har alle dage vakt min forundring. Bibliotekerne prøver netop – oftest i samarbejde med forfattere, forlag, boghandlere m.fl. – at gøre deres absolut bedste for at sikre kvalitet, alsidighed og aktualitet i bestanden, OG servicere brugerne og tilgodese deres ønsker. Biblioteket er altså et supplement til det kommercielle bogmarked, ikke et alternativ, og bør have et skarpt fokus på formidling og dannelse.

Historisk set har bibliotekets rolle da heller aldrig været at pushe danske skønlitterære forfatteres værker. Eller opbevare bogruller en masse for den sags skyld. Nej, det har alle dage været tænkt som et dannelsens hus, ikke nødvendigvis et bogens hus. Det er også derfor bibliotekerne i højere og højere grad arrangerer samtalecaféer og debataftener, og forsøger at give borgerne et neutralt frirum at bliver klogere i.

Fortidens bibliotekarer var i høj grad smagsdommere, hvor litteratur gerne skulle være opbyggelige, mens nutidens biblioteksansatte er forpligtede til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ikke promovere de ”rigtige” skønlitterære bøger. Personligt vil jeg til enhver tid hellere hjælpe med til at give danskere læselyst end jeg vil læsse ulæste bøger på hylderne.

Burde vi fortsat gemme sådan en fætter her? Nej, vel?!

Hvad end kritikerne nu kan lide det eller ej, så er formidling en essentiel biblioteksydelse nu om stunder, og på mange måder vigtigere end fyldte hylder. Ganske som bibliotekerne også understøtter civilsamfundet, ansporer til debat og er en central aktør lokalt.

Et bibliotek er et levende sted, ikke et arkiv, en simpel bogsamling eller en litterær kirkegård.

Science Fiction – når litteraturen viser vejen frem

oktober 16, 2016juni 7, 2018 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

For nyligt skrev jeg en introduktion af mig selv til Odense Læser. Her fablede jeg om min store kærlighed til science fiction, hvorpå en af mine venner, den gode Amdi Silvestri, i et anfald af spydig moro skrev på Facebook: ”Hvem læser egentlig det der sci-fi-noget? Altså, helt ærligt!” Som det sig hør og bør for et par nørder, havde vi efterfølgende en god debat om det rigtige antal udråbstegn at benytte i en sådan en snak om sci-fi- læsning.

MEN det er ikke det, vi skal tale om nu – om end jeg er sikker på, det sikkert også kunne udvikle sig til en fascinerende snak. Nej, vi skal kigge lidt på, hvorfor det er vigtigt, at genren kommer ud til et bredere publikum. Der er nemlig ikke mange, der læser science fiction i Danmark, og slet ikke hvis vi taler om dansk sci-fi.

Derfor lå det også lige til højrebenet at spørge Amdi – eller A. Silvestri som er hans nom de plume -, hvad han tænker om science fiction som genre.

Science fiction som genre og begreb

Inden vi fortsætter, så er det værd at dvæle ved science fiction som begreb og genre. Den Store Danske definerer science fiction som ”(en) mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l..”. Med andre ord, så er der tale om fiktion, der i stil og indhold trækker på videnskabelige elementer.

Det er dog mere i science fiction. Mathias Clasen, adjunkt på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur, redegør i ’Science fiction som brobygger’ for professor ved Montreals McGill Universitet Darko Ronald Suvins definition på genren, og kommer i min optik her tættere på kernen af sci-fi. ”Science fiction er endvidere karakteriseret ved tilstedeværelsen af et såkaldt “novum”, dvs. en nyskabelse, som er underbygget af en kognitiv logik. Novummet er selve den nyhed eller det radikalt anderledes, som fortællingen er struktureret omkring; det kan f.eks. være en opfindelse som tidsmaskinen i H.G. Wells’ The Time Machine.”

Den vagt langhårede formulering til trods, så er det en definition, jeg helhjertet kan støtte op om. I min optik er det ”mærkværdige” og det nyskabende indenfor en videnskabelig ramme nemlig essentielt i ”rigtig” science fiction. Det er de to elementer i samspil, der griber læseren.

Vigtigheden af videnskab og spændvidde

Vi taler ofte om, at science fiction, som så megen anden litteratur, er en linse, man kan betragte samfundet og udviklingen gennem. Et fremtidsspejl, som sci-fi-forfatter og genreelsker Flemming R.P. Rasch, kalder det. Og det er også sandt. Som Mathias Clasen har skrevet, er science fiction fantastisk til at kommentere på den teknologiske udvikling og hvad teknologi gør ved mennesker og samfundet omkring dem.

Refleksioner er et element i sci-fi, man ikke skal undervurdere. Inspiration er dog vigtigere, da det adskiller sci-fi fra ”almindelig” litteratur.

MEN science fiction har også en anden styrke, nemlig styrken til at inspirere og give os tiltro til ikke kun menneskets teknologiske færdigheder, men især til fremtiden. Begge dele er vigtige. Den antagelse underbygger Calla Cofield, der skriver for Space.com og Scientific America, i et interview til NPR.org: “It is very well-documented that people who work for NASA have been inspired by science fiction,” og hun fortsætter: “And there’s always a back-and-forth, you know, between science fiction and reality. All of this is about dreaming about what’s going on off the surface of the Earth.”

Historisk set har det alle dage været gældende. Igor Sikorsky læste med stor fornøjelse Jules Verne, og gav ofte ’Robur, luftens erobrer’ kredit for at have inspireret ham til at udvikle helikopteren. Sikorsky var langt fra den eneste, der har ladet science fiction inspirere sig. Den amerikanske raketpioner, Robert H. Goddard, fik ligeledes vakt sin interesse for himmelrummet og raketter ved at læse science fiction. I Goddards tilfælde var det H.G. Wells ‘Klodernes kamp’, der fyrede op under hans fantasi og gav ham drømmen om interplanetær flyvning.

Det er stort set umuligt at finde en stor opfinder, ingeniør eller raketforsker, der ikke har læst science fiction som ung. Meget rammende skrev Verne i ’Jorden rundt på 80 dage’, at ”alt hvad en mand kan forestille sig, kan en anden mand skabe.”

This is what Sci-Fi is for. Inspiring Sci-Fact.

Men det behøver ikke kun være relevant i forbindelse med store maskiner og rumraketter. Manden bag den første mobiltelefon, Motorolas teknologidirektør Martin Cooper, giver Star Trek æren for at have inspireret ham til at udvikle den første mobiltelefon tilbage i 1970’erne.

Science fiction er fremtiden!

Hvor jeg har den indstilling, at science fiction netop er bundet hårdt op på naturvidenskab og det nye, novummet, så har Amdi Silvestri en lidt anden, men ikke nødvendigvis modstridende vinkel på genren.

”Science fiction er måske den mest filosofiske genre der findes, og det ganske ligegyldigt om en fortælling handler om at overleve på Mars uden forsyninger, eller om hvordan et overvågningssamfund registrerer din mindste bevægelse. Den tvinger historiens læser til at tage stilling til ikke bare beskrivelserne og handlingen, men også til læseren selv.”

Her bevæger vi os ind i det litteratur over en bred kam kan, eller det fremtidsspejl som Flemming R.P. Rasch talte om, nemlig, at belyse den menneskelige tilstand og udvikling.

Silvestri uddyber: ”En af de tanker, der kan holde mig vågen om natten, er spørgsmålet Er vi alene? Og jeg frygter et ja, langt mere end jeg frygter et nej. Hvis mennesket er alene i universet, så står vi med et uhyggeligt ansvar. Vi alene har udviklet os til at befolke, beskue og bedømme, og jeg er ikke helt sikker på at vi er opgaven voksen. Til gengæld giver et ja os også den helt fantastiske mulighed, at vi kan blive fantastiske. Vi har rent faktisk mulighed for at skabe præcis det vi vil.”

A. Silvestri – den tænksomme forfatter på vej ud i fremtiden.

”Der er noget ufatteligt fascinerende over at for 150 år siden kørte folk stadig i hestevogn, størstedelen af befolkningen boede på landet, man blev sjældent gift med nogen der kom længere borte fra end 15 kilometer, den gennemsnitligt forventede levealder var 43 år, de færreste mennesker havde brugt en telegraf og der var stadig enevælde i Danmark. Det er fem generationer siden, og det samfund har næsten intet tilfælles med det, vi har nu. Det er mindst lige så fascinerende at forestille sig en verden 150 år og fem generationer fra nu. Så skriver vi 2166, og ingen kan forestille sig hvordan der ser ud. Men science fiction-forfattere forsøger alligevel, og det er ikke alene nødvendigt, det er også fantastisk,” fortsætter Silvestri og slutter af med ”Science fiction er fremtiden!”

Det kan jeg dårlig være uenig i, og det underbygger også bare min antagelse, at science fiction, rigtig science fiction, er et vigtig element i at inspirere os til storhed, fremgang og for at give os en tiltro til fremtiden.

Tro, håb og videnskab

Lad det være sagt med det samme, jeg er ikke den store Star Trek-fan. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg altid fundet Star Trek en anelse plat og kedelig, men jeg er ikke blind for, at især den første serie brød flere af samtidens tabuer og havde fremskridt og håb som kerneelementer i fortællingen. Det var en lys historie, der viste, hvad mennesker (jow, jow, og rumvæsener) kunne opnå ved at samarbejde og, ikke at forglemme, vha. teknologi.

Det var et overflodssamfund med fokus på diplomati og individets rettigheder, ikke blot endnu en håbløs dystopi. Dét gjorde Star Trek til noget særligt, og noget der afgjort mangler i de nye film, hvor der er mere tjubang end idealisme. Ganske som det også mangler i mange især danske science fiction-udgivelser. Hvilket er en stor skam, for vi har behov for de gode science fiction historier, hvis vi skal drømme om fremtiden, (fremfor at have mareridt.)

Neal Stephenson, forfatteren til ’Seveneves’, er inde på noget af det samme som Cofield. Udover at være træt til døden af dystopier, så siger Stephenson til NPR.org: “And here’s where science fiction comes in. If we want a better future, maybe we need better stories. What we don’t need, he says, are more dystopian stories of civilization in ruins.” Og Stephenson ved, hvad han taler om. Han var en af de første ansatte i Jeff Bezos’ Blue Origin og en af grundlæggeren af Amazons store inspirationskilder.

Forfatteren David Brin har også udtrykt sin bekymring for, at dystopier skaber en frygt for fremtiden og teknologi, i stedet for at inspirere.

I Wired er Michael Solana inde på det samme. “Fiction is capable of charting our human potential—with science fiction the most natural and forward form of this—so anything less than a push toward good through the medium is not only overdone at this point, but an incredible opportunity squandered. Every fiction is an illusion, of course. The very real danger here is man’s tendency to look to his illusion for inspiration, which is the foundation on which we build society.“ Med andre ord, så kan alt, hvad en mand kan forestille sig føres ud i livet af en anden.

Det vækker genklang hos mig. Jeg har grundet forkærlighed for science fiction dyb respekt for naturvidenskab, ingeniører og håndværkere. Det er de mennesker, der har skabt vores samfund og bærer det fremad. Jeg har med andre ord stor tiltro og kærlighed til videnskab og menneskelig påhitsomhed. En tiltro, der styrkes og gødes af science fiction.

Det samme syntes at gøre sig gældende for en masse folk hos bl.a. NASA og diverse tekno-moguler; deres fantasi og glæde ved teknik blev vakt af det skrev ord. Og det er f.eks. NASA fuldt ud klar over, hvilket man ser i deres ’From Science Fiction to Science Fact’-program. Her ved de, at det at underholde og skabe ”a sense of wonder” er essentiel. Ikke mindst, hvis man ønsker at fostre næste generation af raketpionerer og rumforskere.

Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, er nok det bedste eksempel på, at science fiction inspirerer til storhed.

Her indskyder Amdi Silvestri, at inspirationen dog også flyder den anden vej. ”Som forfatter af science fiction følger jeg meget med i de teknologiske. Jeg læser på ugentlig basis på NASAs og ESAs side, følger tæt hvad de laver i CERN og tilbringer ofte aftenerne med at studere Center for Fremtidsforsknings dejlige hjemmeside. Internettet er en helvedes god opfindelse, både når det kommer til viden og forståelse … og til kattevideoer.”

Det ligger godt i tråd med, hvad en af mine venner, tidligere Risø-forsker Sune Lund Sporring, fornyeligt gjorde mig opmærksom på, nemlig, at fiktion og fakta ofte indgår i et feedback loop, hvor de inspirerer og påvirker hinanden. Lund Sporrings ord er blot endnu et eksempel på, hvorfor den gode historie og de gode nyheder om rumraketter, opfindelser og menneskelige snilde er vigtigere end nogensinde før.

Jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvordan verden havde set ud uden Vernes og Wells værker f.eks. For hvilke voksne mennesker og hvilket fornuftigt barn gider blev ved med at læse håbløse dystopiske fremtidsfortællinger, hvor ethvert håb er udslukt og det fantastiske element består i ødelagte biler og smadrede vinduer?

Så, kære forfattere og forlag, lad os få nogle flere intergalaktiske opdagelsesrejsende og fremfor alt nogle flere rumraketter. Og lad os for Heinleins skyld få nogle romaner med store episke fortællinger.

Jack Reacher – den moderne Conan

oktober 1, 2016maj 19, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør. For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.

Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.

To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident.

Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

Forfatter: Jan M. Johansen