Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

Julegaveidé til bogelskere: Notesbøger til at holde styr på læsningen – tre bud fra en notesbog-affcionado og et wildcard

Jeg hedder Mikkel, og jeg er afhængig af notesbøger!

A95BA8D9-205B-4B04-8E01-AB7E8B262D69

Notesbogsamlingen herhjemme. Der ligger også en bunke på spisebordet. Og så er der en ordentlig samling på kontoret selvfølgelig …

Alle omkring mig ved det og støtter op i den svære tid. Bortset fra medblogger Rie, der gudhjælpemig lige har foræret mig en superlækker, tysk notesbog, vi oprindeligt så i en lille specialforretning i Carmel-by-the-sea i Californien. Grrrr! Mine to piger sukker højlydt, når vi er ude at rejse og lige skal kigge ind i boghandlere for at se på det lokale udbud. I det mindste er jeg ikke hoppet på fyldepen-vognen, hvor man kan bruge rigtigt, rigtig mange penge, men jeg hører fyldepennenes sirenesang og er frygteligt fristet.

Man kan selvfølgelig holde styr på læsning, bogsamling og fremtidige læseoplevelser med Goodreads, hvor man kan også kan skrive anmeldelser, organisere samlingen, lave lister og ikke mindst læse andres. Goodreads er dog gratis og derfor en rådden gave, og her skal det handle om analoge løsninger.

822E3CC4-86AF-4288-AE2F-777B812BA018

En Reddit-bruger postede dette billede i r/books. Hans bedstefar noterede alle bøger, han læste i sit liv!

De to store notesbogfabrikanter, Moleskine og Leuchtturm1917 (bare “Leuchtturm” mellem venner), har begge lavet specialnotesbøger til bibliofile, og man kan jo altid bruge spreads i sin bullet journal. Var det sidste sort tale, så læs videre.

Ingen af de nævnte notesbøger her har pen-holder, men de har alle omslagselastik, og det er alt rigeligt. Se det elegante pen-trick her.

Moleskines “Books” i “Passion Journal”-serien
Moleskine har lavet en helt “Passion Journal”-serie til os hobbyister. Der er en særlig udgave til vinfolk, havefolk, nybagte forældre, rejsende, amatørkokke osv. Og så altså bibliofile.

Moleskine, de distanceblændere, er det mærke, de fleste amatører kender bedst, men som kendere ser skævt til. Det er papirkvaliteten, der halter. De har udliciteret til flere forskellige kinesiske producenter, og de holder en lav kvalitet på 70 g/sqm i forvejen. Det betyder forskellig, men ofte lav, kvalitet fra notesbog til notesbog. Der er ghosting (man kan se, hvad der skrevet på på den anden side af et blad) og bleedthrough (tusch bløder gennem papiret). Bruger man kuglepen, stiftblyant eller de tyndeste finelinere, går det nok. Jeg kender én, der sværger til Moleskine Classic i A5 med blanke sider. Det er i mod alt, jeg står for, men vi får det til at virke alligevel. Lige akkurat … Denne notesbog fås kun i sort.

Hvad får du?

• 21 x 13,3 cm. (A5-agtig), hardcover og 240 nummererede sider
• Omslagselastik, tre bogmærkebånd, lomme bagerst med klistermærker, bogmærke
• 2 sider til at planlægge bog-begivenheder
• 156 hele sider til de enkelte bøger opdelt i alfabetiserede tabs
• 60 sider opdelt i fem blanke sektioner opdelt med seks blanke tabs
• Indeks

Hoveddelen er altså de enkelte helsider til den enkelte titel. Her er der plads til de sædvanlige bibliografiske data, og så er der to store blokke til henholdsvis citater og vurdering inkl. mulighed for at give stjerner. Der er et lidt underligt lodret notesfelt, som deler plads med de alfabetiserede tabs.

Leuchtturms “Ex Libris”
Først var jeg en Leuchtturm-fyr, som er det største, ordentlige notesbogsmærke. Så blev jeg en Dingbats-fyr. De må importeres fra Libanon, men de er ikke dyrere af den grund. Jeg overvejer lidt at gå tilbage til Leuchtturm, der godt nok har lidt ringere papir, men deres hardcovers er simpelthen så lækre. Min mørkeblå hardcover-Leuchtturm med linjerede sider indkøbt i Strasbourg er af en eller grund en tand mere lækker at holde end min Dingbats Wildlife med dottede sider, som omvendt er en tand mere lækker at bladre i. Suk! Leuchtturm bruger 80 g/sqm-papir (Dingbats bruger 100!), så man kan trygt bruge op til mellemstore finelinere uden at bløde igennem. Ghosting er der, men forstyrrer ikke. Hardcoveret er Leuchtturm-lækkert, og man kan vælge mellem seks farver. Min er en frisk pink.

Leuchtturm har ikke mærkelige serier som “Passion journals,” men de har enkeltstående produkter som “Ex Libris” og “Some Lines a Day” (se nedenfor).

Hvad får du?

• 21 x 15,2 cm. (A5-agtig), hardcover og 116 nummererede sider plus xx unummererede
• Omslagselastik, bogmærkebånd, lomme bagerst, bogmærke
• 116 sider til de enkelte bøger
• 32 linjerede sider opdelt i tre forudtrykte tabs (“To read, “To give” og “Lent to/borrowed from”) og en blank
• 32 linjerede sider (indeks) med alfabetiserede tabs delt i A-C, D-F osv.

Hoveddelen er også her de enkelte helsider til de enkelte titler. Her er plads til de sædvanlige bibliografiske data, men færre end hos Moleskine. Der er til gengæld et lille felt til afkrydsning om det er en bog eller en lydbog. Det meste af pladsen er et linjeret felt til noter, om man så foretrækker citater eller egne betragtninger. Der er ligeledes mulighed for karaktergivning og lidt plads til at notere inspirationskilden til, at man læste netop denne bog.

Sammenligning
Der er flere sider i Molskinen, men Leuchtturmen er bredere. Jeg synes, Moleskinens bogsider er lidt forkrampede, men de er sat meget pænt op. Note-feltet er dog dumt, fordi det skifter størrelse afhængigt af, hvor langt man er i de alfabetiserede tabs. Leuchtturmens er enklere, men det store notefelt har lovlig stor linjebredde, så man kan ikke skrive sååå meget.

Helt grundlæggende er der to ting, der giver min stemme til Leuchtturm og én anke. For det første forstår jeg ikke helt, hvad man skal bruge de 60 sider til, der er opdelt i fem sektioner i Moleskinen. Indekset er dog lækkert, og det ville jeg gerne have i Leuchtturmen. Den anden ting er ordningselementet for bogsiderne. Moleskine bruger alfabetiserede tabs, mens Leuchtturmen har ingen tabs eller anden ordning. Og det er en god ting! For Moleskinen bliver man næsten nødt til at alfabetisere, og det føles kønsløst og upraktisk. Hvad hvis man har seks bøger til A og ingen til N? Leuchtturmen vil man typisk bruge kronologisk, som er langt mere personligt – det fortæller en læsehistorie -og så må man leve med det alfabet-tabbede indeks.

Jeg kommer til at bruge min Moleskine til faglitteratur og finde et eller hack til de tabs. Leuchtturmen vil jeg bruge til skønlitteratur. Win-win … og en undskyldning for at bruge begge to.

Bullet journals
Hvis du ikke er notesbogsfanatiker er hele Bullet Journal-feberen nok gået hen over hovedet på dig. Hvis du er til kalendere, dagbøger eller notesbøger generelt, vil du nok give mig ret i, at Bullet Journal-konceptet er det største siden rejecocktails og ISBN-numre. Prøv at skrive “BuJo” (som de kærligt forkortes) på Pinterest, Instagram eller YouTube, og så skulle der være rigeligt at kigge på!

Hvad er Bullet Journal? Det er et organisationsprincip, der forvandler enhver notesbog til en kalender, dagbog, projektplanner – og hvad man i øvrigt end har brug for – med helt valgfrit design. Når man er kommet til sidste side i én notesbog, fortsætter man bare i den næste med god hjælp af indekset og migrationsprincipper. Se mere her fra opfinderen Ryder Carrol.

I en bullet journal kan du have dine boglister midt mellem dagbog og kalender og alt mulig andet. En konceptuelt side eller dobbeltside i en Bullet Journal kaldes et “spread.”Her er et par ideer for bøger og læsning:

Hvis du har fået blod på tanden m.h.t. Bullet Journals, så vil jeg anbefale opfinderens egen og spritnye bog: “The Bullet Journal Method” og til inspiration måske “Dot Journaling: a Practical Guide.” Som nævnt ovenfor er lidt græsning på YouTube, Instagram og Pinterest også alt rigeligt.

Skal du at købe en notesbog til din første Bullet Journal, vil jeg anbefale Leuchtturms notesbøger af samme navn. Der er tre farver, og der er fortrykt nogle af de faste elementer i selve notesbogen. Der følger en kort vejledning med. Endnu lækrere er Dingbats’ Earth-collection, der er specialdesignet til Bullet Journals. Der er tre farver opkaldt efter tre naturreservater i verden – Great Barrier Reef, xxxx, og xxxx – som også præger forsiden. Alle Dingbats produkter er 100% veganske. Siderne er mikroperforerede med virtuelle tabs og andet lir. Både Leuchtturm og Dingbats har nummererede sider. Leuchtturm kan købes nede i Arnold Busck, hvor du også kan stocke op på finelinere, lineal, farver osv. Dingbats forhandles ikke i Danmark og skal bestilles hjem.

Wildcard: Leuchtturms “Some Lines a Day”
Denne fine dagbog gør brug af et simpelt koncept. Du starter 1. januar. Du får en femtedel side til at skrive et par linjer om din dag. De andre fire sektioner for den dag er samme dag om et år, to år, tre år og fire år! Det vil sige, når du har fyldt din dagbogs øverste femtedel hen over året, starter du forfra og skriver nu i feltet nedenunder startende med 1. januar. Ovenover står dine linjer fra sidste år samme dag. Om to år starter du forfra og har nu de to sidste års skriblerier. Det kunne så snildt blive en hurtig, femårs hvad-lavede-jeg-og-hvad-læste-jeg selvbiografi!

Omtale produkter:

Sex!

Løst og fast om erotisk litteratur og anmeldelse af “Kendras blind date” af Ella-Maluca Floyd

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg ville have været i fitness-centeret, men min sølvgrå Jaguar XF10 stod i garagen med fladt bagdæk. Da jeg kom tilbage fra marinaen tidligere i dag, fik jeg tvunget hende ind i et hårdt og skarpt sving op i indkørslen, og vi ramte lige akkurat den skarpe stensætning, der markerer grænserne om min store villa ned til havet. Jeg elsker hendes dybe spinden og pludselige brøl, når jeg rammer speederen helt rigtigt. Det var punkteringen værd! Selvfølgelig har jeg alt det rigtige udstyr herhjemme, men jeg kan godt lide at være i centeret og beundre de unge pigers spændstige kroppe, mens de sukker og sveder i træningsmaskinerne. Endnu bedre kan jeg lide deres lystne blikke på min unge, solbrune, muskuløse krop. Oh, well. En hjemmeaften så. Troede jeg i al fald, men jeg skulle blive klogere. Jeg stod nøgen foran klædeskabet og skulle til at vælge shorts, da det ringede på døren. Fordømt! Jehovas Vidner sikkert. Eller Dyrenes Beskyttelse. Som om jeg ikke giver nok af min millionformue til velgørende formål. Jeg trak hurtigt et kraftigt, hvidt håndklæde om livet og gik ud for at åbne døren, og dér stod hun. Purung skønhed skruet ned i en helt kropsnær, sort kjole. Lange ben, smal talje, tykt, bølget, ravnsort hår draperet over fyldige bryster, som kjolen knapt kunne holde inde. Hendes store mørkegrønne øjne naglede mig til stedet, og mit badehåndklæde begyndte at bevæge sig, selvom jeg stod helt stille. “Jeg har skrevet en bog,” sagde hun med dyb, hæs stemme, og for mit indre blik så jeg en panter cirkle sit bytte. “Vil du anmelde den på din blog?”

Ja, det vil jeg da gerne, selvom jeg ikke helt fik bogen “Kendras blind date” i hænderne som ovenstående antyder. Lad os overlade konstruktionen af litteratur til de professionelle … men det er jo så bare ikke det, der sker. Og slet ikke den erotiske slags, og det er dét, blogindlægget i dag handler om.

Jeg er ikke målgruppen, og erotisk litteratur er slet ikke mig. Nej, jeg har ikke finere hobbyer eller mere sofistikeret smag. Det siger mig bare ikke så meget, men jeg har ændret syn på genren en lille smule efter ”Kendra.” Som bogmenneske og som professionel del af både eReolens bro og maskinrum har jeg naturligvis fulgt genrens opblomstring og sejrsgang, og jeg har opdaget en potentielt katastrofal misforståelse på eReolen, men mere om det nedenfor.

NB: Hvis noget i nedenstående synes respektløst, arrogant eller på anden måde dumt og irriterende, er det sikkert tilsigtet, men det er ikke ment grimt. Jeg synes, folk skal gøre nøjagtigt, hvad de har lyst til, så længe de ikke skader sagesløse, og jeg har kun respekt til overs for kreative mennesker og dem, der nyder deres kreationer!

Erotisk litteratur for dummies (dvs. mænd)

Hvis du ikke havde regnet ud fra den håbløse prosa, at indledningen var fra bloggerens selvironiske pen, så kunne du regne det ud fra, at det hele blev set fra en mands synspunkt. Erotisk litteratur er fyldt med unge, lækre kvinder og rige og også lækre mænd, men genren er mestendels af og til kvinder. Jo, den er. Erotisk litteratur er lige så gammel som … nå, ja … litteratur. Tænk fx på Højsangen i det Gamle Testamente – faktisk er det Gamle Testamente fyldt med snavs; voldtægt, snigesex, incest og ofte i kombinationer. Som ung klassisk-sproglig blev jeg udsat for Sapphos lyrik fra det antikke Grækenland fra samme tidsperiode. Hun digtede i det 6. århundrede f.v.t. om kærlighed til andre kvinder fra sit hjem på øen Lesbos, og, ja, det er derfra, vi har begrebet ‘lesbisk.’ Dette var en serviceoplysning fra Bogsnak.

bc2a2ece866b9f9316ba375b30i0--watercolor-the-incomparable-sappho-ancient-greece-female-port

Sappho: “Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen, på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte, nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.” (Fragment 105a)

For den moderne erotiske litteratur har vi jo klassikere som “Lady Chatterleys elsker,” “Krebsens vendekreds,” “Venusdeltaet” osv. osv. Faktisk husker jeg min egen – meget teoretiske, meget lidt hands-on – tween-introduktion til det modsatte køn som en tåget blanding af udvalgt skønlitteratur fra bogreolerne derhjemme og lingeri-siderne i Daells Varehus katalog. Man kan forestille sig, intenettet har ændret ét og andet dér, men tjek lige hvor veljusterede og velfungerende os fra den generation er, ikke, Jan? Og møgsexede selvfølgelig! Nåmen, mit fokus her er på den bølge af litteratur, vi fik efter ny-klassikeren “Fifty Shades of Grey,” som vendte op og ned på alting.

lg_e3da2921edca-fifty-shades-darker-soundtrack-2

Her er de så. Alle 50 nuancer af grå. Eller Grey, om man vil.

“Fifty Shades of Grey” er både den erotiske litteraturs og selvudgiver-segmentets største succes til dato med 125 mio. solgte eksemplarer og tre film foreløbigt. Så populær er den, at forfatteren gudhjælpemig er sluppet afsted med at begynde at skrive den igen set fra den mandlige hovedpersons synspunkt. Den startede som fan-fiction i Twilight-universet og hed “Masters of the Universe,” mens karaktererne havde Twilight-figurernes navne. Den blev senere båret ud af det univers, delt op i tre dele – ligesom Ringenes Herre i øvrigt, men bare ret anderledes, ikk’? – og fik nyt navn.

Hvis du har læst eller set den, tænker du måske: Hvor mange synes egentlig, den er god? Det lyder som et mærkeligt spørgsmål, men det viser sig, at en del læsere har læst bogen pga. latterliggørelsen, parodierne og alle de stående vittigheder. Man går i gang med den for at kunne tale med. Mange læser den af samme grund, som man ser ”De unge mødre.” Man vil gerne føle sig hævet over den slags og lissom grine nedad. En overvægt af læsere og senere biografgængere har et i bedste fald blandet forhold til historien, hvor der rulles med øjnene over noget af den, men andre dele modtages med begejstring. Det er verdens vildeste kultfænomen, og de færreste synes, den bare er almindeligt god. Ret spøjst faktisk. Kultfænomen? Ja, ikke bare er salgstallene helt skøre, Titlen har afstedkommet både en stigning i fødselstallet OG en stigning i prekære sexulykker i England. Men altså, lad os ikke tage noget fra den mht. den åbenlyse appel til … et eller andet. Jeg er ikke målgruppen, men via dette link forklares ALT.

Hurtigt fremad, og vi har en selvudgiver-/erotisk litteratur-bølge, der endda sendte den amerikanske Netflix-med-bøger tjeneste Scribd i knæ, fordi brugerne simpelthen læste for mange af den slags titler.

Mig og erotisk litteratur – en usexet historie

Selvudgivet erotisk litteratur er dårlig. Klicheerne står i kø, karaktererne er flade, og historierne ligegyldige. Sådan er genrens ry generelt, og det har egentlig også været min egen opfattelse. Serien “Calendar Girl” blev anset som en game changer, hvad angik den ny serie-udgivelsesform, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvad det var. I guder! Tjek lige plottet. Overlækker, ung kvinde (selvfølgelig) med langt, ravnsort hår, der falder ned over læderjakkens ryg, når hun tager styrthjelmen af(?!), skal bruge $1 mio. for at redde sin far fra ond gangster. Gudskelov har hendes tante et bordel, og hovedpersonen får den særlige mulighed at besøge mænd i en måned ad gangen for $100.000. Sex er ikke et krav (klaaaart …). Hendes første kunde – altså januar – har fx det store problem, at han simpelthen er for lækker og for rig, og vores heltinde skal bruges til at holde alle de interesserede kvinder væk ved at spille hans kæreste. Jeg hørte faktisk januar-delen, mens jeg var til tandlæge for at få lavet en rodbehandling, og jeg ved ikke, hvad der gjorde mest ondt … Her må jeg citere min chef: “Kvinder har så travlt med mænds angiveligt primitive sexfantasier. Hvordan synes de selv, det går???”

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjc1ODU3

Undgå!

De historier, jeg skrev til Ugens Rapport såkaldte grå sider tilbage i 90’erne var faktisk bedre, syntes jeg. Ja, jeg kendte en Rapport-journalist, der gav mig et par hundredekrone-sedler for hver historie, og for dem af jer, der kan huske dem, så … chok! … de grå sider var ikke historier fra læserne selv. Sorry.

Vi fik mange henvendelser på eReolen fra pressen her i sommer, og derfor kiggede jeg ofte på statistikker og hitlister m.v. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det var børnetitlerne, der dominerede. De blev kun udfordret af magasinet Woman’s erotiske novellesamlinger. Se, de hedder “Godnathistorier for voksne,” og det slår mig, at der potentielt er nogle rigtig grimme misforståelser her. Hvor mange voksne har kun set det med godnathistorierne, lånt dem til poderne, trykket “play” og ladet dem falde i søvn til de noveller? Tanken er … forunderlig. Nåmen, jeg har bladret lidt i de noveller og igen … I guder! Her er plottet i dem alle sammen: Jeg begyndte at gå til croquis-tegning og endte med at blive total-onduleret af underviseren. Jeg begyndte at gå til keramik og endte med at blive onduleret af instruktøren. Jeg begyndte at gå til yoga, og …

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyODgxMjY5

Forsiden burde da antyde, det ikke er for børn …

Fiskerinoteringen er mere sexet. Synes jeg altså.

Dog; folk nyder dem tilsyneladende, så det må være mig, den er gal med.

Okay, det er en svær genre af flere årsager. Det er svært med sproget. At finde lissom den frække linje mellem for sippet og for vulgært er svært. Ting lader sig ikke beskrive så nemt. Aldrig har jeg mødt så mange svulmende skød og knejsende mænd. Alle bør retteligen søge omgående lægehjælp. Literature Review uddeler hvert år en pris for værste sexscene, og vinderne er ofte etablerede, succesrige forfattere, men igen, det er bare svært. Her er et uddrag af dommernes votering for i år, hvor prisen gik til Christopher Bollen for ”The Destroyers” – en såkaldt litterær thriller.

The judges of the Bad Sex in Fiction Award were swayed by a scene involving The Destroyers’ protagonist, Ian, and his former girlfriend on the island of Patmos, where their relationship has been rekindled: “She covers her breasts with her swimsuit. The rest of her remains so delectably exposed. The skin along her arms and shoulders are different shades of tan like water stains in a bathtub. Her face and vagina are competing for my attention, so I glance down at the billiard rack of my penis and testicles.”

For det andet: Hvad skal man gøre af det dér sex? Hvis plottet bare handler om at bringe to mennesker sammen … eller tre eller fire … så de kan komme i gang, ja, så er croquiskursus-modellen helt fin, og AOF har jo mange kurser, man kan gå til. Der er en hel novellesamling lige dér. Det er ren tekst-porno og fred være med det. Det har samme betydning for Litteraturen med stort L, som traditionel porno har for filmkunsten. Ikke meget, men der er et publikum, der skal have lov at have det i fred. Her skal man ikke klage over, at alle er for lækre og for rige og besidder overmenneskelige evner, for vi hengiver os til fantasien. Fuck realisme og personbeskrivelser. Tag mig otte gange i træk op ad himmelsengens stolper og beskriv det i detaljer, please. Go, go, go!

Er erotikken uden for plottet, risikerer man, det er voldsomt i vejen. Forestil dig Jussi Adlers krimier eller … nå, ja … Ringenes Herre afbrudt af lange, eksplicitte sexscener. Nej, vel? Og dog. Som en ældre kollega fortalte om ”Rejsen over stepperne” af Jean M. Auel: ”Altså, de rejser over stepperne. Så slår de lejr og boller alle sammen på kryds og tværs.” Og det er en tyk bog, hvis popularitet i sin tid står bedre forklaret for mig nu.

Hed sex kan være en del af plottet, og det fungerer langt bedre, mener jeg ydmygt. Tænk “Blå er den varmeste farve,” men så er det ikke rigtig en genre længere, men et plotgreb i en anden genre.

blue-is-the-warmest-color-2

Blå. Varmeste farve. Ingen spørgsmål herfra.

Kendras blind date

Tilbage til ”Kendra”, jeg fik stukket i hånden sammen med en superspændende tilblivelseshistorie. Den involverer en nordjysk kordegn, der taber 40 kg. og springer ud som erotisk forfatter og forlagsejer. Vi kommer tilbage til, hvordan dét hænger sammen i en senere blogserie.

EllaMaluca_Floyd_1-1-1

Her er hun så. Kendra.

Der mangler en topløs mand med muskler og tatoveringer på forsiden, men ellers er der ingen tvivl om genren. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang.

Starten er dramatisk, og jeg møder hurtigt mit første problem af flere. Personerne bander utroligt meget, som om det skulle gøre dem hippe og happening, og næsten alle er de klicheer med soap opera-navne. Plotgrebene er også klicheer, og jeg tænker, det hele bliver en trist oplevelse. Den første sexscene er som taget ud af en jomfrus hede, men meget urealistiske drømme. Altså … hvordan skal jeg sige det … der er viril, og så er der det bizarre og muligvis behandlingskrævende. Dialogen er lidt opstyltet, og registeret skifter midt-sætning nogle gange. Nuvel. Videre, videre. Jeg ved ikke rigtigt noget om personerne, så om de får deres livs knald eller bliver angrebet af aber fra det ydre rum rører mig ikke rigtigt.

Åh, nej. Det er bare en længere ”jeg begyndte at gå til keramik …”-historie. Halvvejs gennem bogen er jeg tæt på at give op, men så sker der noget.

Vores hovedpersoner er taget på weekend, og pludselig dukker en utroligt velskrevet sexscene op. Jeg føler mig overrumplet. Den føles realistisk og vedkommende og en smule grænseoverskridende. Jeg retter mig lidt i pendlertogsædet og læser videre med fornyet interesse. Efter weekenden begynder vores kvindelige, blinde hovedperson pludselig at få en fornemmelse af at blive stalket. Det er rigtig godt skrevet og ganske creepy kulminerende i en meget mindeværdig scene. Min husmor-porno er gået hen og blevet en thriller. Og ikke bare dét. Den er god! ”Okay, hvorfor har hun ikke bare skrevet dén bog?” spurgte en kollega, jeg fortalte om mit nye anmeldelses-projekt. Jeg kan ikke svare, men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålet.

Jeg havde en fest med ”Kendra,” men måske en lidt anden fest, end forfatteren havde forestillet sig. Jeg havde fornemmelsen af at sidde i en garage og høre et nydannet band forsøge at lave noget ordentligt rockmusik. Først svært, og man skal lige finde sig selv og samspillet, men så pludselig sker et eller andet. Der rammes en særlig lyd, og det begynder at lyde talentfuldt. Råt, men talentfuldt. Jeg opdagede også, at min indre uforløste forfatter gik i selvsving. Ret dét og dét, skær dér og dér, lav dét om, baggrund ind her, der skal to twists ind, og det første skal være her, det twist skal antydes allerede her osv. osv. ”Kendra” emmer af en smittende fortælleglæde, og det føles som at være vidne til, forfatteren pludselig finder sig selv og sin stemme midt i debut’en. På den måde er det enormt livsbekræftende som læser at mikse velpoleret litteratur med uslebent selvudgiveri engang imellem. Det er spændende at være dér, hvor det hele starter. Dér, hvor man mærker den utæmmelige trang til at skrive. En trang, der sprænger alle rammer og bare vælter ud på papiret helt uden filter.

Jeg håber Ella-Maluca Floyd – eller Rikke, som jeg kender hende som – har modet til at forfølge sit litterære talent og sin fortælletrang og en dag giver os genfødslen af den erotiske thriller. Hun har det i sig, men der skal altså en redaktør på det knald. Om man så må sige …

“Kendras blind date.” Ella-Maluca-Floyd. 158 sider. Forlaget Nelumbo, 2018.