Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

Julegaveidé til bogelskere: Notesbøger til at holde styr på læsningen – tre bud fra en notesbog-affcionado og et wildcard

Jeg hedder Mikkel, og jeg er afhængig af notesbøger!

A95BA8D9-205B-4B04-8E01-AB7E8B262D69

Notesbogsamlingen herhjemme. Der ligger også en bunke på spisebordet. Og så er der en ordentlig samling på kontoret selvfølgelig …

Alle omkring mig ved det og støtter op i den svære tid. Bortset fra medblogger Rie, der gudhjælpemig lige har foræret mig en superlækker, tysk notesbog, vi oprindeligt så i en lille specialforretning i Carmel-by-the-sea i Californien. Grrrr! Mine to piger sukker højlydt, når vi er ude at rejse og lige skal kigge ind i boghandlere for at se på det lokale udbud. I det mindste er jeg ikke hoppet på fyldepen-vognen, hvor man kan bruge rigtigt, rigtig mange penge, men jeg hører fyldepennenes sirenesang og er frygteligt fristet.

Man kan selvfølgelig holde styr på læsning, bogsamling og fremtidige læseoplevelser med Goodreads, hvor man kan også kan skrive anmeldelser, organisere samlingen, lave lister og ikke mindst læse andres. Goodreads er dog gratis og derfor en rådden gave, og her skal det handle om analoge løsninger.

822E3CC4-86AF-4288-AE2F-777B812BA018

En Reddit-bruger postede dette billede i r/books. Hans bedstefar noterede alle bøger, han læste i sit liv!

De to store notesbogfabrikanter, Moleskine og Leuchtturm1917 (bare “Leuchtturm” mellem venner), har begge lavet specialnotesbøger til bibliofile, og man kan jo altid bruge spreads i sin bullet journal. Var det sidste sort tale, så læs videre.

Ingen af de nævnte notesbøger her har pen-holder, men de har alle omslagselastik, og det er alt rigeligt. Se det elegante pen-trick her.

Moleskines “Books” i “Passion Journal”-serien
Moleskine har lavet en helt “Passion Journal”-serie til os hobbyister. Der er en særlig udgave til vinfolk, havefolk, nybagte forældre, rejsende, amatørkokke osv. Og så altså bibliofile.

Moleskine, de distanceblændere, er det mærke, de fleste amatører kender bedst, men som kendere ser skævt til. Det er papirkvaliteten, der halter. De har udliciteret til flere forskellige kinesiske producenter, og de holder en lav kvalitet på 70 g/sqm i forvejen. Det betyder forskellig, men ofte lav, kvalitet fra notesbog til notesbog. Der er ghosting (man kan se, hvad der skrevet på på den anden side af et blad) og bleedthrough (tusch bløder gennem papiret). Bruger man kuglepen, stiftblyant eller de tyndeste finelinere, går det nok. Jeg kender én, der sværger til Moleskine Classic i A5 med blanke sider. Det er i mod alt, jeg står for, men vi får det til at virke alligevel. Lige akkurat … Denne notesbog fås kun i sort.

Hvad får du?

• 21 x 13,3 cm. (A5-agtig), hardcover og 240 nummererede sider
• Omslagselastik, tre bogmærkebånd, lomme bagerst med klistermærker, bogmærke
• 2 sider til at planlægge bog-begivenheder
• 156 hele sider til de enkelte bøger opdelt i alfabetiserede tabs
• 60 sider opdelt i fem blanke sektioner opdelt med seks blanke tabs
• Indeks

Hoveddelen er altså de enkelte helsider til den enkelte titel. Her er der plads til de sædvanlige bibliografiske data, og så er der to store blokke til henholdsvis citater og vurdering inkl. mulighed for at give stjerner. Der er et lidt underligt lodret notesfelt, som deler plads med de alfabetiserede tabs.

Leuchtturms “Ex Libris”
Først var jeg en Leuchtturm-fyr, som er det største, ordentlige notesbogsmærke. Så blev jeg en Dingbats-fyr. De må importeres fra Libanon, men de er ikke dyrere af den grund. Jeg overvejer lidt at gå tilbage til Leuchtturm, der godt nok har lidt ringere papir, men deres hardcovers er simpelthen så lækre. Min mørkeblå hardcover-Leuchtturm med linjerede sider indkøbt i Strasbourg er af en eller grund en tand mere lækker at holde end min Dingbats Wildlife med dottede sider, som omvendt er en tand mere lækker at bladre i. Suk! Leuchtturm bruger 80 g/sqm-papir (Dingbats bruger 100!), så man kan trygt bruge op til mellemstore finelinere uden at bløde igennem. Ghosting er der, men forstyrrer ikke. Hardcoveret er Leuchtturm-lækkert, og man kan vælge mellem seks farver. Min er en frisk pink.

Leuchtturm har ikke mærkelige serier som “Passion journals,” men de har enkeltstående produkter som “Ex Libris” og “Some Lines a Day” (se nedenfor).

Hvad får du?

• 21 x 15,2 cm. (A5-agtig), hardcover og 116 nummererede sider plus xx unummererede
• Omslagselastik, bogmærkebånd, lomme bagerst, bogmærke
• 116 sider til de enkelte bøger
• 32 linjerede sider opdelt i tre forudtrykte tabs (“To read, “To give” og “Lent to/borrowed from”) og en blank
• 32 linjerede sider (indeks) med alfabetiserede tabs delt i A-C, D-F osv.

Hoveddelen er også her de enkelte helsider til de enkelte titler. Her er plads til de sædvanlige bibliografiske data, men færre end hos Moleskine. Der er til gengæld et lille felt til afkrydsning om det er en bog eller en lydbog. Det meste af pladsen er et linjeret felt til noter, om man så foretrækker citater eller egne betragtninger. Der er ligeledes mulighed for karaktergivning og lidt plads til at notere inspirationskilden til, at man læste netop denne bog.

Sammenligning
Der er flere sider i Molskinen, men Leuchtturmen er bredere. Jeg synes, Moleskinens bogsider er lidt forkrampede, men de er sat meget pænt op. Note-feltet er dog dumt, fordi det skifter størrelse afhængigt af, hvor langt man er i de alfabetiserede tabs. Leuchtturmens er enklere, men det store notefelt har lovlig stor linjebredde, så man kan ikke skrive sååå meget.

Helt grundlæggende er der to ting, der giver min stemme til Leuchtturm og én anke. For det første forstår jeg ikke helt, hvad man skal bruge de 60 sider til, der er opdelt i fem sektioner i Moleskinen. Indekset er dog lækkert, og det ville jeg gerne have i Leuchtturmen. Den anden ting er ordningselementet for bogsiderne. Moleskine bruger alfabetiserede tabs, mens Leuchtturmen har ingen tabs eller anden ordning. Og det er en god ting! For Moleskinen bliver man næsten nødt til at alfabetisere, og det føles kønsløst og upraktisk. Hvad hvis man har seks bøger til A og ingen til N? Leuchtturmen vil man typisk bruge kronologisk, som er langt mere personligt – det fortæller en læsehistorie -og så må man leve med det alfabet-tabbede indeks.

Jeg kommer til at bruge min Moleskine til faglitteratur og finde et eller hack til de tabs. Leuchtturmen vil jeg bruge til skønlitteratur. Win-win … og en undskyldning for at bruge begge to.

Bullet journals
Hvis du ikke er notesbogsfanatiker er hele Bullet Journal-feberen nok gået hen over hovedet på dig. Hvis du er til kalendere, dagbøger eller notesbøger generelt, vil du nok give mig ret i, at Bullet Journal-konceptet er det største siden rejecocktails og ISBN-numre. Prøv at skrive “BuJo” (som de kærligt forkortes) på Pinterest, Instagram eller YouTube, og så skulle der være rigeligt at kigge på!

Hvad er Bullet Journal? Det er et organisationsprincip, der forvandler enhver notesbog til en kalender, dagbog, projektplanner – og hvad man i øvrigt end har brug for – med helt valgfrit design. Når man er kommet til sidste side i én notesbog, fortsætter man bare i den næste med god hjælp af indekset og migrationsprincipper. Se mere her fra opfinderen Ryder Carrol.

I en bullet journal kan du have dine boglister midt mellem dagbog og kalender og alt mulig andet. En konceptuelt side eller dobbeltside i en Bullet Journal kaldes et “spread.”Her er et par ideer for bøger og læsning:

Hvis du har fået blod på tanden m.h.t. Bullet Journals, så vil jeg anbefale opfinderens egen og spritnye bog: “The Bullet Journal Method” og til inspiration måske “Dot Journaling: a Practical Guide.” Som nævnt ovenfor er lidt græsning på YouTube, Instagram og Pinterest også alt rigeligt.

Skal du at købe en notesbog til din første Bullet Journal, vil jeg anbefale Leuchtturms notesbøger af samme navn. Der er tre farver, og der er fortrykt nogle af de faste elementer i selve notesbogen. Der følger en kort vejledning med. Endnu lækrere er Dingbats’ Earth-collection, der er specialdesignet til Bullet Journals. Der er tre farver opkaldt efter tre naturreservater i verden – Great Barrier Reef, xxxx, og xxxx – som også præger forsiden. Alle Dingbats produkter er 100% veganske. Siderne er mikroperforerede med virtuelle tabs og andet lir. Både Leuchtturm og Dingbats har nummererede sider. Leuchtturm kan købes nede i Arnold Busck, hvor du også kan stocke op på finelinere, lineal, farver osv. Dingbats forhandles ikke i Danmark og skal bestilles hjem.

Wildcard: Leuchtturms “Some Lines a Day”
Denne fine dagbog gør brug af et simpelt koncept. Du starter 1. januar. Du får en femtedel side til at skrive et par linjer om din dag. De andre fire sektioner for den dag er samme dag om et år, to år, tre år og fire år! Det vil sige, når du har fyldt din dagbogs øverste femtedel hen over året, starter du forfra og skriver nu i feltet nedenunder startende med 1. januar. Ovenover står dine linjer fra sidste år samme dag. Om to år starter du forfra og har nu de to sidste års skriblerier. Det kunne så snildt blive en hurtig, femårs hvad-lavede-jeg-og-hvad-læste-jeg selvbiografi!

Omtale produkter:

Sex!

Løst og fast om erotisk litteratur og anmeldelse af “Kendras blind date” af Ella-Maluca Floyd

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg ville have været i fitness-centeret, men min sølvgrå Jaguar XF10 stod i garagen med fladt bagdæk. Da jeg kom tilbage fra marinaen tidligere i dag, fik jeg tvunget hende ind i et hårdt og skarpt sving op i indkørslen, og vi ramte lige akkurat stensætningen, der markerer grænserne om min store villa ned til havet. Jeg elsker hendes dybe spinden og pludselige brøl, når jeg rammer speederen helt rigtigt. Det var punkteringen værd! Selvfølgelig har jeg alt det rigtige udstyr herhjemme, men jeg kan godt lide at være i centeret og beundre de unge pigers spændstige kroppe, mens de sukker og sveder i træningsmaskinerne. Endnu bedre kan jeg lide deres lystne blikke på min unge, solbrune, muskuløse krop. Oh, well. En hjemmeaften så. Troede jeg i al fald, men jeg skulle blive klogere. Jeg stod nøgen foran klædeskabet og skulle til at vælge shorts, da det ringede på døren. Fordømt! Jehovas Vidner sikkert. Eller Dyrenes Beskyttelse. Som om jeg ikke giver nok af min millionformue til velgørende formål. Jeg trak hurtigt et kraftigt, hvidt håndklæde om livet og gik ud for at åbne døren, og dér stod hun. Purung skønhed skruet ned i en helt kropsnær, sort kjole. Lange ben, smal talje, tykt, bølget, ravnsort hår draperet over fyldige bryster, som kjolen knapt kunne holde inde. Hendes store mørkegrønne øjne naglede mig til stedet, og mit badehåndklæde begyndte at bevæge sig, selvom jeg stod helt stille. “Jeg har skrevet en bog,” sagde hun med dyb, hæs stemme, og for mit indre blik så jeg en panter cirkle sit bytte. “Vil du anmelde den på din blog?”

Ja, det vil jeg da gerne, selvom jeg ikke helt fik bogen “Kendras blind date” i hænderne som ovenstående antyder. Lad os overlade konstruktionen af litteratur til de professionelle … men det er jo så bare ikke det, der sker. Og slet ikke den erotiske slags, og det er dét, blogindlægget i dag handler om.

Jeg er ikke målgruppen, og erotisk litteratur er slet ikke mig. Nej, jeg har ikke finere hobbyer eller mere sofistikeret smag. Det siger mig bare ikke så meget, men jeg har ændret syn på genren en lille smule efter ”Kendra.” Som bogmenneske og som professionel del af både eReolens bro og maskinrum har jeg naturligvis fulgt genrens opblomstring og sejrsgang, og jeg har opdaget en potentielt katastrofal misforståelse på eReolen, men mere om det nedenfor.

NB: Hvis noget i nedenstående synes respektløst, arrogant eller på anden måde dumt og irriterende, er det sikkert tilsigtet, men det er ikke ment grimt. Jeg synes, folk skal gøre nøjagtigt, hvad de har lyst til, så længe de ikke skader sagesløse, og jeg har kun respekt til overs for kreative mennesker og dem, der nyder deres kreationer!

Erotisk litteratur for dummies (dvs. mænd)

Hvis du ikke havde regnet ud fra den håbløse prosa, at indledningen var fra bloggerens selvironiske pen, så kunne du regne det ud fra, at det hele blev set fra en mands synspunkt. Erotisk litteratur er fyldt med unge, lækre kvinder og rige og også lækre mænd, men genren er mestendels af og til kvinder. Jo, den er. Erotisk litteratur er lige så gammel som … nå, ja … litteratur. Tænk fx på Højsangen i det Gamle Testamente – faktisk er det Gamle Testamente fyldt med snavs; voldtægt, snigesex, incest og ofte i kombinationer. Som ung klassisk-sproglig blev jeg udsat for Sapphos lyrik fra det antikke Grækenland fra samme tidsperiode. Hun digtede i det 6. århundrede f.v.t. om kærlighed til andre kvinder fra sit hjem på øen Lesbos, og, ja, det er derfra, vi har begrebet ‘lesbisk.’ Dette var en serviceoplysning fra Bogsnak.

bc2a2ece866b9f9316ba375b30i0--watercolor-the-incomparable-sappho-ancient-greece-female-port

Sappho: “Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen, på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte, nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.” (Fragment 105a)

For den moderne erotiske litteratur har vi jo klassikere som “Lady Chatterleys elsker,” “Krebsens vendekreds,” “Venusdeltaet” osv. osv. Faktisk husker jeg min egen – meget teoretiske, meget lidt hands-on – tween-introduktion til det modsatte køn som en tåget blanding af udvalgt skønlitteratur fra bogreolerne derhjemme og lingeri-siderne i Daells Varehus katalog. Man kan forestille sig, intenettet har ændret ét og andet dér, men tjek lige hvor veljusterede og velfungerende os fra den generation er, ikke, Jan? Og møgsexede selvfølgelig! Nåmen, mit fokus her er på den bølge af litteratur, vi fik efter ny-klassikeren “Fifty Shades of Grey,” som vendte op og ned på alting.

lg_e3da2921edca-fifty-shades-darker-soundtrack-2

Her er de så. Alle 50 nuancer af grå. Eller Grey, om man vil.

“Fifty Shades of Grey” er både den erotiske litteraturs og selvudgiver-segmentets største succes til dato med 125 mio. solgte eksemplarer og tre film foreløbigt. Så populær er den, at forfatteren gudhjælpemig er sluppet afsted med at begynde at skrive den igen set fra den mandlige hovedpersons synspunkt. Den startede som fan-fiction i Twilight-universet og hed “Masters of the Universe,” mens karaktererne havde Twilight-figurernes navne. Den blev senere båret ud af det univers, delt op i tre dele – ligesom Ringenes Herre i øvrigt, men bare ret anderledes, ikk’? – og fik nyt navn.

Hvis du har læst eller set den, tænker du måske: Hvor mange synes egentlig, den er god? Det lyder som et mærkeligt spørgsmål, men det viser sig, at en del læsere har læst bogen pga. latterliggørelsen, parodierne og alle de stående vittigheder. Man går i gang med den for at kunne tale med. Mange læser den af samme grund, som man ser ”De unge mødre.” Man vil gerne føle sig hævet over den slags og lissom grine nedad. En overvægt af læsere og senere biografgængere har et i bedste fald blandet forhold til historien, hvor der rulles med øjnene over noget af den, men andre dele modtages med begejstring. Det er verdens vildeste kultfænomen, og de færreste synes, den bare er almindeligt god. Ret spøjst faktisk. Kultfænomen? Ja, ikke bare er salgstallene helt skøre, Titlen har afstedkommet både en stigning i fødselstallet OG en stigning i prekære sexulykker i England. Men altså, lad os ikke tage noget fra den mht. den åbenlyse appel til … et eller andet. Jeg er ikke målgruppen, men via dette link forklares ALT.

Hurtigt fremad, og vi har en selvudgiver-/erotisk litteratur-bølge, der endda sendte den amerikanske Netflix-med-bøger tjeneste Scribd i knæ, fordi brugerne simpelthen læste for mange af den slags titler.

Mig og erotisk litteratur – en usexet historie

Selvudgivet erotisk litteratur er dårlig. Klicheerne står i kø, karaktererne er flade, og historierne ligegyldige. Sådan er genrens ry generelt, og det har egentlig også været min egen opfattelse. Serien “Calendar Girl” blev anset som en game changer, hvad angik den ny serie-udgivelsesform, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvad det var. I guder! Tjek lige plottet. Overlækker, ung kvinde (selvfølgelig) med langt, ravnsort hår, der falder ned over læderjakkens ryg, når hun tager styrthjelmen af(?!), skal bruge $1 mio. for at redde sin far fra ond gangster. Gudskelov har hendes tante et bordel, og hovedpersonen får den særlige mulighed at besøge mænd i en måned ad gangen for $100.000. Sex er ikke et krav (klaaaart …). Hendes første kunde – altså januar – har fx det store problem, at han simpelthen er for lækker og for rig, og vores heltinde skal bruges til at holde alle de interesserede kvinder væk ved at spille hans kæreste. Jeg hørte faktisk januar-delen, mens jeg var til tandlæge for at få lavet en rodbehandling, og jeg ved ikke, hvad der gjorde mest ondt … Her må jeg citere min chef: “Kvinder har så travlt med mænds angiveligt primitive sexfantasier. Hvordan synes de selv, det går???”

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjc1ODU3

Undgå!

De historier, jeg skrev til Ugens Rapport såkaldte grå sider tilbage i 90’erne var faktisk bedre, syntes jeg. Ja, jeg kendte en Rapport-journalist, der gav mig et par hundredekrone-sedler for hver historie, og for dem af jer, der kan huske dem, så … chok! … de grå sider var ikke historier fra læserne selv. Sorry.

Vi fik mange henvendelser på eReolen fra pressen her i sommer, og derfor kiggede jeg ofte på statistikker og hitlister m.v. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det var børnetitlerne, der dominerede. De blev kun udfordret af magasinet Woman’s erotiske novellesamlinger. Se, de hedder “Godnathistorier for voksne,” og det slår mig, at der potentielt er nogle rigtig grimme misforståelser her. Hvor mange voksne har kun set det med godnathistorierne, lånt dem til poderne, trykket “play” og ladet dem falde i søvn til de noveller? Tanken er … forunderlig. Nåmen, jeg har bladret lidt i de noveller og igen … I guder! Her er plottet i dem alle sammen: Jeg begyndte at gå til croquis-tegning og endte med at blive total-onduleret af underviseren. Jeg begyndte at gå til keramik og endte med at blive onduleret af instruktøren. Jeg begyndte at gå til yoga, og …

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyODgxMjY5

Forsiden burde da antyde, det ikke er for børn …

Fiskerinoteringen er mere sexet. Synes jeg altså.

Dog; folk nyder dem tilsyneladende, så det må være mig, den er gal med.

Okay, det er en svær genre af flere årsager. Det er svært med sproget. At finde lissom den frække linje mellem for sippet og for vulgært er svært. Ting lader sig ikke beskrive så nemt. Aldrig har jeg mødt så mange svulmende skød og knejsende mænd. Alle bør retteligen søge omgående lægehjælp. Literature Review uddeler hvert år en pris for værste sexscene, og vinderne er ofte etablerede, succesrige forfattere, men igen, det er bare svært. Her er et uddrag af dommernes votering for i år, hvor prisen gik til Christopher Bollen for ”The Destroyers” – en såkaldt litterær thriller.

The judges of the Bad Sex in Fiction Award were swayed by a scene involving The Destroyers’ protagonist, Ian, and his former girlfriend on the island of Patmos, where their relationship has been rekindled: “She covers her breasts with her swimsuit. The rest of her remains so delectably exposed. The skin along her arms and shoulders are different shades of tan like water stains in a bathtub. Her face and vagina are competing for my attention, so I glance down at the billiard rack of my penis and testicles.”

For det andet: Hvad skal man gøre af det dér sex? Hvis plottet bare handler om at bringe to mennesker sammen … eller tre eller fire … så de kan komme i gang, ja, så er croquiskursus-modellen helt fin, og AOF har jo mange kurser, man kan gå til. Der er en hel novellesamling lige dér. Det er ren tekst-porno og fred være med det. Det har samme betydning for Litteraturen med stort L, som traditionel porno har for filmkunsten. Ikke meget, men der er et publikum, der skal have lov at have det i fred. Her skal man ikke klage over, at alle er for lækre og for rige og besidder overmenneskelige evner, for vi hengiver os til fantasien. Fuck realisme og personbeskrivelser. Tag mig otte gange i træk op ad himmelsengens stolper og beskriv det i detaljer, please. Go, go, go!

Er erotikken uden for plottet, risikerer man, det er voldsomt i vejen. Forestil dig Jussi Adlers krimier eller … nå, ja … Ringenes Herre afbrudt af lange, eksplicitte sexscener. Nej, vel? Og dog. Som en ældre kollega fortalte om ”Rejsen over stepperne” af Jean M. Auel: ”Altså, de rejser over stepperne. Så slår de lejr og boller alle sammen på kryds og tværs.” Og det er en tyk bog, hvis popularitet i sin tid står bedre forklaret for mig nu.

Hed sex kan være en del af plottet, og det fungerer langt bedre, mener jeg ydmygt. Tænk “Blå er den varmeste farve,” men så er det ikke rigtig en genre længere, men et plotgreb i en anden genre.

blue-is-the-warmest-color-2

Blå. Varmeste farve. Ingen spørgsmål herfra.

Kendras blind date

Tilbage til ”Kendra”, jeg fik stukket i hånden sammen med en superspændende tilblivelseshistorie. Den involverer en nordjysk kordegn, der taber 40 kg. og springer ud som erotisk forfatter og forlagsejer. Vi kommer tilbage til, hvordan dét hænger sammen i en senere blogserie.

EllaMaluca_Floyd_1-1-1

Her er hun så. Kendra.

Der mangler en topløs mand med muskler og tatoveringer på forsiden, men ellers er der ingen tvivl om genren. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang.

Starten er dramatisk, og jeg møder hurtigt mit første problem af flere. Personerne bander utroligt meget, som om det skulle gøre dem hippe og happening, og næsten alle er de klicheer med soap opera-navne. Plotgrebene er også klicheer, og jeg tænker, det hele bliver en trist oplevelse. Den første sexscene er som taget ud af en jomfrus hede, men meget urealistiske drømme. Altså … hvordan skal jeg sige det … der er viril, og så er der det bizarre og muligvis behandlingskrævende. Dialogen er lidt opstyltet, og registeret skifter midt-sætning nogle gange. Nuvel. Videre, videre. Jeg ved ikke rigtigt noget om personerne, så om de får deres livs knald eller bliver angrebet af aber fra det ydre rum rører mig ikke rigtigt.

Åh, nej. Det er bare en længere ”jeg begyndte at gå til keramik …”-historie. Halvvejs gennem bogen er jeg tæt på at give op, men så sker der noget.

Vores hovedpersoner er taget på weekend, og pludselig dukker en utroligt velskrevet sexscene op. Jeg føler mig overrumplet. Den føles realistisk og vedkommende og en smule grænseoverskridende. Jeg retter mig lidt i pendlertogsædet og læser videre med fornyet interesse. Efter weekenden begynder vores kvindelige, blinde hovedperson pludselig at få en fornemmelse af at blive stalket. Det er rigtig godt skrevet og ganske creepy kulminerende i en meget mindeværdig scene. Min husmor-porno er gået hen og blevet en thriller. Og ikke bare dét. Den er god! ”Okay, hvorfor har hun ikke bare skrevet dén bog?” spurgte en kollega, jeg fortalte om mit nye anmeldelses-projekt. Jeg kan ikke svare, men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålet.

Jeg havde en fest med ”Kendra,” men måske en lidt anden fest, end forfatteren havde forestillet sig. Jeg havde fornemmelsen af at sidde i en garage og høre et nydannet band forsøge at lave noget ordentligt rockmusik. Først svært, og man skal lige finde sig selv og samspillet, men så pludselig sker et eller andet. Der rammes en særlig lyd, og det begynder at lyde talentfuldt. Råt, men talentfuldt. Jeg opdagede også, at min indre uforløste forfatter gik i selvsving. Ret dét og dét, skær dér og dér, lav dét om, baggrund ind her, der skal to twists ind, og det første skal være her, det twist skal antydes allerede her osv. osv. ”Kendra” emmer af en smittende fortælleglæde, og det føles som at være vidne til, forfatteren pludselig finder sig selv og sin stemme midt i debut’en. På den måde er det enormt livsbekræftende som læser at mikse velpoleret litteratur med uslebent selvudgiveri engang imellem. Det er spændende at være dér, hvor det hele starter. Dér, hvor man mærker den utæmmelige trang til at skrive. En trang, der sprænger alle rammer og bare vælter ud på papiret helt uden filter.

Jeg håber Ella-Maluca Floyd – eller Rikke, som jeg kender hende som – har modet til at forfølge sit litterære talent og sin fortælletrang og en dag giver os genfødslen af den erotiske thriller. Hun har det i sig, men der skal altså en redaktør på det knald. Om man så må sige …

“Kendras blind date.” Ella-Maluca-Floyd. 158 sider. Forlaget Nelumbo, 2018.

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

Forsider, bagsider og det indimellem

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/