Vi kan jo altid diskutere om socialrealisme er god eller dårlig litteratur.

Vi kan også diskutere om markedet ikke snart er mættet og om vi ikke allesammen har fået nok af mennesker som Lisbet Zornig Andersen, Lotus Turéll og andre, som har haft en barndom, der er udgået fra helvede.

Er det i virkeligheden ikke kun disse voksne mennesker, der kan kaldes for Underdanmarks fodsoldater, der får noget ud af at skrive deres erindringer ned mens alle vi andre sidder med deres erindringer/åbne sår hængende ud af en vis legemsdel? Kan folk dog ikke bare holde op med at lufte deres snavsede vasketøj og booke tid hos en psykolog i stedet for at plage os andre?

Næ, ikke rigtigt.

Jeg vil mene, at det er et sundhedstegn, at der er åbenhed om de syge miljøer nogle mennesker vokser op i, at det er udtryk for, at berøringsangsten og nogle af tabuerne er lagt på hylden. Samtidigt synes jeg det er både sejt og modigt, at nogle mennesker rent faktisk har modet til at udstille både sig selv og den familie de nu har trukket i livets lotteri….

For nyligt læste jeg en af disse socialrealistiske bøger; en erindringsbog med titlen “Kommunebarn”. Det er faktisk en bog alle burde læse, uagtet at den giver mareridtslignende drømme og på ingen måde er en munter bog.

Der er kommet denne anmeldelse ud af læsningen af bogen:

”Kommunebarn” er en af den slags bøger, der er langt mere uhyggelig end nogen krimi du nogensinde har læst og mere skræmmende end den værste og mest blodige horrorfilm man kan tænke sig. Forskellen er bare, at der her er tale om virkelige hændelser og ikke begivenheder, der er udsprunget i en fantasifuld forfatters kringlede hjerne.

Laura Helena Pimental da Silva bliver født i Brasilien i en familie, hvor faderen er kriminel og moderen er alene med en børneflok. Familien er fattig og børnene går ofte sultne i seng. I et forsøg på at skaffe sig selv og børnene bedre levevilkår gifter moderen sig med en dansk mand og flytter til Danmark.

Det viser sig at være et katastrofalt dårligt valg, både for mor og børn.

Lauras stedfar er en led, modbydelig satan, anderledes kan det ikke siges. Han tæver sin kone gul og blå, drikker for meget og voldtager børnene på skift og tvinger de andre børn til at se på mens han begår sine modbydelige overgreb på dem. Laura er kun et par år gammel da stedfaderen begår den første af mange fuldbyrdede voldtægter mod hende.

Børnene tvangsfjernes da Lauras ældre søskende fortæller en lærer i skolen om hvad der foregår hjemme hos dem, og herefter følger en årrække af anbringelser i plejefamilie og på opholdshjem for unge mennesker. Plejefamilien behandler Laura skandaløst, de gider hende ikke og fortæller hende ofte at hun ikke er en del af familien og at de ikke gider hende. Opholdende på opholdshjemmene er lige så katastrofale, det ene sted bliver hun udsat for blufærdighedskrænkelse af en af pædagogerne, der også sender hende lumre sms-beskeder, på et andet opholdssted går hun i sultestrejke på grund af dårlig behandling, men bliver ikke taget seriøst da pædagogerne udstiller hende som ustabil og spiseforstyrret overfor pigebarnets læge.

”Kommunebarn” er kort fortalt en bog om en barndom og ungdom i helvedes forgård og om et system, der gang på gang svigter udsatte børn og unge uden at lære noget som helst af fortidens svigt.

Bogen er meget, meget skræmmende, men det er samtidigt også en særdeles rammende beskrivelse af hvordan det er at vokse op i et meget sygt miljø.

”Kommunebarn” er en meget overbevisende og skræmmende bog. Bogen er velskrevet, logisk opbygget og giver læseren et godt indblik i den psykologi, der gør sig gældende i syge familier – og i et sygt behandlersamfund, hvor de udsatte børn behandles værre end det skidt man træder på.

Lad denne bog være en lærestreg for behandlersamfundet – og lad os alle reagere prompte hvis vi har mistanke om at børn eller unge vanrøgtes.

5 meget store stjerner herfra – og dyb respekt til forfatteren hun er en meget modig og meget sej ung kvinde og jeg ønsker hende alt det bedste her i verden.