Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)