Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Søren Kenner – storforbruger af læseoplevelser

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

En troldkvindes bekendelser

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019

 

 

Fabulerende fortællelyst på rumænsk

Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.

Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.

F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier,  som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.

’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.

3 stærke og balstyriske noveller

Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.

‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.

Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’.  Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.

Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.

F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.

På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.

’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.

Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.

Summa summarum

Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.

Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.

Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.

Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.

Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.

 

Boginfo

’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.

Den gode Bogstavsamler

Sociale medier er ofte udskældte og bliver tit lagt for had i disse dage. Selv har jeg nu overvejende kun haft gode oplevelser med dem, og det skyldes ikke mindst de mange søde, sjove og vidende mennesker, jeg har lært at kende gennem Facebook, Twitter og Instagram.

Et af de mennesker, jeg er blev ved med at rende på, var Bogstavsamleren. Bogstavsamleren var en smule anderledes end mange andre bookstagrammere, bloggere eller bogglade mennesker på diverse sociale medier, for fokus var på ældre bøger. Ikke nødvendigvis klassikere, men bøger, der havde et par år på bagen.

Det viste sig, at manden bag Bogstavsamleren var Linse Daugaard. Linse slår til dagligt sine folder i Jylland, hvor han er redaktør for sociale medier hos Nordjyske og ofte er ude i landet, hvor han foruden at lufte sine farverige skjorter har mange gode samtaler med folk om bl.a. bøger.

Ikke mindst interviewet med bogsamleren Helmuth Lyager, der gennem et langt liv havde samlet et gevaldigt privatbibliotek på gode 4.000 bind, slog mig som spændende og interessant. For en bibliotekar er der noget fascinerende over at læse om folk, der deler ens hobby og glæde i en grad, så de ender med at have et eget bibliotek.

For hvad er det ved bøger, der griber folk sådan? Det tænkte jeg, jeg ville spørge Bogstavsamleren om.

Linse Daugaard – en mand med mange bøger

Linse arbejder som nævnt for Nordjyske, men jeg tænker, det kunne være interessant at høre lidt mere om mennesket bag Bogstavsamleren, så mit første spørgsmål var; hvem er Linse Daugaard?

Linse: ”Jeg er 52 år gammel, gift med portrætfotograf Pia Daugaard. Vi bor sammen med to hunde og to katte på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune få kilometer fra Blokhus. Jeg har arbejdet i medie- og filmbranchen i snart 30 år, men jeg har læst og samlet på bøger i endnu længere tid, det må være mindst 45 år.”

Linse Daugaard - bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Linse Daugaard – bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Hvor stammer din samlertrang fra?

Linse: ”Min trang til at eje bøger udviklede sig meget tidligt, og startede med læsningen. Jeg læste mange bøger og lånte også mange bøger på biblioteket, men ønskede mig altid mine egne bøger til jul og fødselsdag. Jeg tror trangen til at skabe mit eget bibliotek kom dels fra læseglæden, dels fordi det var tiden før internettet, så al viden var samlet i bøger, så det var vigtigt at kunne slå op i bøger når som helst.”

Bogstavsamleren er foruden en blog også aktiv på Facebook, Twitter og Instagram, men hvordan begyndte det? Hvad fik dig til at kaste dig ud i en blog?

Linse: ”Jeg startede med at blogge i 2006, hvor Facebook og Twitter ikke var ret udbredte og Instagram dårligt nok opfundet, så det var stadig naturligt at starte sin blog op som en webbaseret hjemmeside. Jeg gjorde det dels for at afprøve, om jeg kunne finde ud af at skrive om litteratur og bøger, dels for at komme i kontakt med andre med samme interesser.”

Da Linse arbejder som redaktør for en større avis’ sociale medier, så greb jeg chancen for at høre om hans overvejelser i forbindelse med brugen af de forskellige platforme. For i bund og grund kunne man vel nøjes med en Facebookside og en Instagramkonto, kunne man ikke?

Linse: ”Det kunne man sagtens. Det tror jeg egentlig også, der er mange, der gør. Grundlæggende vil jeg blot gerne have så meget kontrol med min blog som muligt, så derfor er jeg nødt til at lægge arm med WordPress og betale for hosting. Jeg supplerer især med Instagram, fordi jeg godt kan lide den visuelle måde at fortælle på, og i anden række for at gøre opmærksom på bloggen.”

Og bloggen er også i den grad værd at være opmærksom på. Det, der for mig gør Bogstavsamleren til noget særligt, er det lidt atypiske fokus på ældre bøger. Men hvad er det ved ældre værker, der er så fascinerende?

Linse: ”Jeg har det som en opdagelsesrejsende i det 19. Århundrede, må have haft det, mens de huggede sig vej gennem junglen med macheten eller forfrossent kæmpede sig med slæde over isen. Bortset fra, jeg ikke skal finde hverken dr. Livingstone eller Nordpolen, men bare nye læseoplevelser. For det er litteraturhistorien jo fyldt med, sammen med litterære fejder og litterære ideer, som jeg synes, er spændende at opdage. Så lader jeg andre om at fordøje den nye litteratur og dens tendenser.”

Kan du give et eksempel på litterære ideer, du er dykket ned i?

Linse: ”For eksempel har jeg dykket ned i den tjekkiske forfatter Karel Capeks (1890-1938) forfatterskab. Han var, blandt meget andet, sammen med sin maler-bror Josef en del af en særlig tjekkisk kubistisk bevægelse, så mit næste projekt bliver at forstå, hvordan Capek og William Faulkner og andre skrev kubistisk litteratur. Hvad pokker var ideen med det og hvordan ser det ud?”

En forfatter og to anbefalinger

Nu vi snakker om eksempler, så er det ikke en blogpost på Bogsnak uden et par anbefalinger. Hvad finder man, hvis man græsser ved din bogreol? Hvilken bog er f.eks. mest repræsentativ for dine læsevaner og hvilken stikker ud?

En bogstavsamlers bogreol

En bogstavsamlers bogreol

Linse: ”Man vil finde et hav af bøger, opslagsbøger og biografier om bøger, litteratur og forfattere. Og så vil man finde skønlitteratur i både førsteudgaver og Tranebøger. Lige nu læser jeg den russiske forfatter Vladimir Korolenkos (1886-1921) erindringer i en tysk førsteudgave fra 1918 oversat af Rosa Luxemburg mens hun sad fængslet i Berlin og kort inden hun blev myrdet, og hvor bogstaverne er trykt med gotisk skrift. Det går langsomt, kan jeg godt afsløre, men det er nok et ret typisk projekt for mig; stor litteratur med en stænk af verdenshistorie … og med indlagte tekniske forhindringer.”

Og hvis ens skoletysk ikke helt er, hvad det burde være?

Linse: ”Ellers vil jeg anbefale ’Den farlige’ alder af Karin Michaëlis og minde om, at Agnes Henningsen kunne andet end at skrive erindringsromaner. Læs fx Minna-trilogien ’Vi ses i Arizona’, ’Den lidenskabelige pige’ og ’Bølgeslag’. Og hvis det er længe siden, du har læst ’De tre musketerer’, så gør det lige igen. Det er en knaldgod sommerferie-roman.”

Ofte er der en forfatter eller et forfatterskab, der har sat sig dybe spor. For mit eget vedkommende, så har canadiske Robertson Davies ramt mig som få andre forfattere. Er der en forfatter, du særligt føler for?

Linse: “Jeg plejer på det spørgsmål at nævne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan, men jeg tror, jeg denne gang vil slå et slag for den rumænske forfatter Panaït Istrati (1884-1935), som skriver nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene. Forlaget Det Poetiske Bureau har en enkelt titel, ’Codine’, af Panaït Istrati, men ellers må du på biblioteket eller til antikvaren og spørge efter cyklusen ’Adrian Zograffis liv’.”

Panaït Istrati på rad og række

Panaït Istrati på rad og række

Summa summarum

Til min store bibliotekariske skam må jeg indrømme, jeg ikke kender Panaït Istrati, men det kan der rettes op på. Jeg har f.eks. lige bestilt ‘Codine’.

I det hele taget har min samtale med Linse givet mig lidt blod på tanden, når det kommer til at finde læsestof. Det behøver ikke altid være Lee Child, Philip Kerr eller de store russere.

I den forbindelse har Linse et sidste godt tip.

Linse: ”Hvis du gerne selv vil starte dit eget personlige bibliotek op, behøver det ikke være en dyr fornøjelse. Antikvariske bøger er ofte meget billigere end nye bøger. Tjek fx de to antikvariatshjemmesider findbogen.dk og antikvariat.net ud.”

Tak til Linse Daugaard for en svært behagelig bogsnak, der mindede mig om, at der virkelig er mange gode bøger derude. Også af den ældre slags.

 

 

Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Hvad skiver jeg ikke om, kunne man fristes til at spørge. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover blogger jeg under mit nom de plume som Den Grå Bibliotekar om biblioteksrelevante emner (og hvad der nu måtte falde mig ind) og sideløbende på den bibliotekspolitiske blog Bloglioteket.

Jeg også har en ambition om engang … forhåbentlig … måske … at forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN på Bogsnak håber jeg at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han lystigt løs, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.