Hvad er en bog?

I sidste uge var jeg til et møde med 50 sprogansvarlige pædagoger på Nørrebro i København. At være sprogansvarlig – det er en titel, der forpligter. Det betyder, at man spiller en særlige rolle for det pædagogiske arbejde med sprog i en daginstitution. Om det så er på Nørrebro eller i Nexø. 

Jeg var med til mødet for at fortælle om bibliotekernes tilbud til de yngste borgere. 

Undervejs kom vi til at tale om, hvordan arbejdet med early literacy kan forme sig i mødet med bøger i det daglige. Early literacy er groft sagt alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de kan læse og skrive i formel forstand.

En engageret pædagog fortalte mig om sin egen hverdag, hvor hun snakker med børnene om, hvad en forfatter er. Nogle gange er der en forfatter og en illustrator, som har to forskellige opgaver. Den samme forfatter kan have skrevet flere bøger. Og hvordan kan man se, at en illustrator har tegnet bogens billeder? Er der måske nogle særlige farver, personer eller en letgenkendelig ulden streg, som går igen? Børnene snakker også om, at bøger har en forside og en bagside. 

De lærer, hvad en bog er for en størrelse. Konceptet: En bog. 

Det slog mig, at den her indfaldsvinkel har jeg da aldrig fået brugt herhjemme på matriklen, hvor en fireårig huserer. Altså det med forskel på forfatter og illustrator.

I dag bad den fireårige om at få lov til at lave sin egen bog, så nu er vi klar til at snakke om, hvad det betyder at være forfatter og illustrator! 

Nedenunder er to eksempler på karakteristiske streger. De to bøger er meget forskellige, men bliver ved med at tilfredstille øjet og øret. Og at en trold kan blive vænnet til at bo på plejehjem, er da velfærdsstat 3.0. 

Læs mere om early literacy på Nationalt videncenter for Læsnings glimrende hjemmeside

To vidunderlige børnebøger, hvor tekst og billede danser elegant sammen.

                                                                             

Julie har det sjovt med Jussi :)

Julie skriver om Jussi Adler Olsen og hans nye opus “Selfies” ovre på sin glimrende blog. Læs og abonnér! 

Jussi røg hash med sit rockband!

Kassation på biblioteket er GODT for litteraturen

Jeg citerer lige fra Berlingske i dag:

“Kritikken har den seneste tid haglet ned over bibliotekernes omfattende kassation af bøger. Nu er der så kommet konkrete tal på det, for i Bog-og Litteraturpanelets årsrapport 2016, der blev offentliggjort i går, kan man sort på hvidt læse, at af den samlede bogbestand i år 2000 på 27,6 mio. bøger på de danske folkebiblioteker er næsten halvdelen forsvundet i 2015. I rene tal er der tale om 12,3 mio. kasserede bøger og 40.000 titler, der i perioden helt er forsvundet fra bibliotekernes hylder.

Den omfattende kassation har været heftigt kritiseret i store dele af dagspressen, men den er ikke nødvendigvis ensbetydende med en mindre litterær mangfoldighed.

For trods det store antal bøger, der er blevet kasseret, er det samlede udbud af titler vokset med 1.052, hvis man måler siden 2012.”

Det er næsten – NÆSTEN – som om bibliotekerne ved, hvad de gør 😉

berlinger

Kender du Marianne? 

Det danske biblioteksvæsen er huse, bøger og andre materialer – og mennesker ikke mindst. Fagpersoner, der lever og ånder for for litteratur, læsning og sprog. Mange af dem deler gavmildt deres læseoplevelser og giv inspiration til den næste roman, den næste serie, den næste digtsamling og den næste fagbog. 

Jeg kunne pege på mange bibliotekarer, der med engagement, personlig kant og professionelt overskud formidler litteratur på diverse platforme. I dag dag peger jeg på Marianne, der er ansat på Ishøj Bibliotek. Hun har blik for det lokale og det internationale. Hun blogger om serier. Hun holder øje med hot dudes reading på Instagram. Hun anmelder på Litteratursiden og bakker op om litteraturfestivaler, litterære events og den gode gammel boghandel. 

Ishøj Kommune kan være mere end godt tilfreds med sådan en medarbejder. Og vi andre kan glæde os over, at litteraturformidling anno 2016 ikke kender til kommunegrænser. 

Læs Mariannes blog på Ishøjs Biblioteks hjemmeside

Læs Mariannes anmeldelser på Litteratursiden

Nyd billederne på Mariannes Instagram-profil

Anmeldelse: “We Are Not Such Things” af Justine van der Leun

544 sider. Journalistik. Spiegel & Grau. 28. Juni 2016.

“We Are Not Such Things” med den lange undertitel “The Murder of a Young American, a South African Township, and the Search for Truth and Reconciliation” er et unikt værk. Jeg gik og læste den på min Kobo Glo HD, på samme måde som inkarnerede Pokemon Go-fans dyrker deres hobby; tabt for omverden og til stor fare for mig selv i trafikken. Den er dog også svær at få styr på.

Amy Biehl kort før sin død

Tilsyneladende handler den om drabet på den unge, amerikanske studerende og ANC-forkæmper Amy Biehl i et township ved navn Gugulethu lidt uden for Cape Town i 1993. Sagen vakte international opsigt. Biehl kæmpede indædt for sortes rettigheder under de sidste år af Apartheid, men en aften giver hun trods advarsler to sorte medstuderende et lift hjem til deres township og bliver angrebet og dræbt af en stor flok unge, vrede sorte med brosten og foldeknive. Fire lokale mænd dømmes lange fængselsstraffe, men tre år efter er apartheid afmonteret og biskop Desmond Tutus såkaldte sandheds- og forsoningsdomstol er i fuld sving. Morderne benådes, fordi de angrer, og fordi deres forbrydelse angiveligt var politisk motiveret.

Sagen tager endnu en overraskende drejning, da Amy’s forældre offentligt tilgiver morderne, bliver venner med dem og giver dem gode jobs i den stiftelse, de grundlægger i datterens navn. Som sådan går historien igen verden rundt som et symbol på tilgivelse og forsoning og den lysende fremtid for det ny Sydafrika. Det er på alle måder en belejlig historie for alle involverede. Amy’s afsjælede, mishandlede krop bærer en tung byrde selv i døden. Alle har brug for hende – selv forældrene – som den martyr, der gav sit unge liv for en bedre fremtid for et plaget land. Et symbol, en helgen, og bizart nok en overgang også et varemærke på toastbrød!?

Amy’s mor, Linda Biehl, med to af de benådede mordere

Da den amerikanske journalist Justine van der Leun flytter til Cape Town omkring 2010, beslutter hun sig for at at grave i sagen, og der skal ikke kradses meget i overfladen, før spørgsmålene begynder at vælte frem. Hvorfor kan vidnerne ikke blive enige om, hvem der egentlig gjorde hvad den aften? Hvorfor harmonerer vidneudsagnene ikke med ligsyns-rapporten? Hvor politisk er det egentlig for en menneskemængde at jage og brutalt slagte en ubevæbnet, udenlandsk studerende?

Efterforskningen tager fire år. Flere nøglepersoner er forsvundet, og andre vil ikke tale med hende. Hun opdager også en forbrydelse tidligere samme dag i 1993, som kaster nyt lys over begivenhederne, selvom offeret er som sunket i jorden.

“We Are Not Such Things” er ikke så meget en detektivhistorie, som det er historien om selve opklaringsarbejdet, om livet i townships og om raceforskelle, der stikker dybere end det afrikanske grundfjeld. Historien er fortalt med Amy Biehl-mordet som det ene kardinalpunkt og om det nære forhold, forfatteren udvikler med særligt én af morderne, som det andet. Sandheden er derude, lærte serien “The X-Files” os, og sandheden er også derude i Gugulethu – måske – men den er skrøbelig, diffus, selvmodsigende, ubehagelig og uforståelig selv for dem, der levede den.

Gugulethu i dag

Det lyder måske ikke så fristende og underligt uforløsende, men “We Are Not Such Things” er simpelthen fundamentalt spændende, rasende velskrevet og som antropologisk studie et enestående kig ind i en meget anderledes og skræmmende verden. Hvis din forståelse af Sydafrikas historie er ligeså primitiv som min (“Apartheid slemt, så Mandela, nu alt godt”) – så er her et opråb, der er uoverhørbart og i ufralæggelig form.

“We Are Not Such Things” på Goodreads.

Unik journalistik, berømt mord, et helt land på anklagebænken. 5 bogmærker af 5! 

image

Når netværk bare virker 

Ringsted Bibliotek har inviteret den samlede danske bogbranche, og i særdeleshed bibliotekerne, til at lege med hashtags i september. Legen hedder #septemberbøger. Hver dag er der en ny udfordring. En blå bog. En bog du har læst mere end en gang. En bog der fik dig til at grine. 

I Bibliotekarforbundets blad Perspektiv fortæller Camilla Bøcher Roesen, at hun sammen med en kollega satte sig ned og formulerede 30 udfordringer. En til hver dag i september. Derefter aktiverede hun diverse netværk. Og se! Det vælter frem med inspirerende, sjove og overraskende opslag på Instagram og Facebook. 


Camilla pointerer, at det ikke behøver at tage lang tid at sætte gang i sådan en bølge. Pointen er, at man laver et enkelt og letforståeligt koncept, brainer med en kollega, hurtigt rækker ud og deler med sit netværk i hele landet og på tværs af brancher. Ikke noget med fire uger til strategiproces. Aaaahhhh, hvor befriende! 

Jeg ser Ringsted Biblioteks initiativ som et eksempel på, at netværk ikke bare er noget ekstra, flødeskum og syltetøj på toppen. Hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden er man fuldstændig ude af af stand til at udføre sit job, hvis man ikke bruger sit netværk. I hvert fald i vores branche, der handler om litteratur- og kulturformidling. 

Så godt gået til Camilla og Co! 

Og tag så lige og følg Camilla og hendes kumpaner på bloggen Trilogien.

“Rød dronning” af Victoria Aveyard

Ovre hos Thejulesrules er der megen snak om dating-livet i øjeblikket, og da hun fører en ekvilibristisk pen, er det absolut værd at følge. Hvis man er til den slags altså  😉

Gudskelov får hun stadig tid til at læse og skrive om bøger. I dag har hun læst “Rød dronning” af Victoria Aveyard. En værdig arvtager til “Hunger Games”- og “Divergent”-serierne vurderer hun. Måske endda bedre! Læs og døm selv.

Syrede anmeldelser

Jeg kan huske, vi har haft problemer med Sommerbogen – folkebibliotekernes kampagne over for sommerferierende børn. Tanken er, de skal læse og anmelde tre bøger på børnesitet Biblo. De fleste gør det godt, men nogle børn skriver glad, hvordan bogen slutter, og hvad de synes om det. Man er vel grundig!?

Helt så syrede anmeldelser, som avisen The Sun fandt den anden dag, har vi dog aldrig haft 🙂