Her får du et indblik i, hvad tre forskellige, læsende mennesker anså for at være årets bedste læseoplevelser. De tre er: Lisbet Vestergaard, Christen Bonde og Jan M. Johansen. Næsten alle bøgerne udkom i 2025. En enkelt af dem har mange år på bagen. Pointen er: De gjorde indtryk på os i det forgangne år. Vi kommer vidt omkring: Fra lavmælt prosa, skønlitteratur på speed og gør-det-selv-litteratur til historiske romaner, smukt illustrerede fagbøger og en rejsebeskrivelse, der er julegaven til den reflekterende drengerøv m/k. Geografisk rammer vi også yderpolerne i form af Island, Hjørring, Irak, Nordpolen og det forgangne portugisisk imperium.

Lisbets bedste læseoplevelser 2025
De islandske forfattere skuffer aldrig. I år har jeg været berørt og beriget af læsningen af Auður Ava Ólafsdóttir roman DJ Bambi. Transkvinden Vindstille er 61 år gammel og bor i et højhus i Reykjavik. Hun går og venter på at blive opereret, sådan at hun får en krop, hun kan føle sig hjemme i. Vindstille har ingen ønsker om at leve anderledes endsige flamboyant. Ingen glittertøj til Vindstille, Hun drømmer derimod om at leve det almindelige liv, men hendes transition gør forholdet til ekskonen, sønnen og resten af familien tungt og svært. Hendes tvillingebror er dog et lyspunkt, og selv om Vindstille til tider overvejer at gå i havet og forsvinde, så holder verden fast i hende. Ikke mindst da en tidligere skolekammerat dukker op og beder om lov til at fortælle hendes historie.

At søge efter at være hjemme i sig selv er et tema, der foldes ud på en original og rørende måde i denne korte roman med store dybder. Ólafsdóttir har evnen til både at skrive stoisk, ømt, humoristisk og sorgfuldt. Hun rummer alle registrene og kan få de evindeligt skrigende måger til at minde om et græsk kor. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at nu er jeg kommet lidt tættere på, hvordan det er at være Vindstille, også når hendes liv er smertefuldt. Den gave takker jeg forfatteren for.

Hjemstavslitteratur
Romanen Gertrud skrevet af Erik Aalbæk Jensen udkom i 1956. Det vil sige, at den næste år har 70 år på bagen. Den dukkede op i mit forgangne læseår, fordi jeg har en morbror på 87 år, der er en ivrig læser. Han er pensioneret landmand, og derfor mente jeg, at Niels Krause Kjærs Ude for uden var noget for ham. Det var korrekt. Han læste den på to dage.

Min morbror Kristen Kjeldsen bor, ligesom min mor, i Vendsyssel. Han læser ny litteratur, klassikere og bøger fra de år, hvor han selv var ung. Her kommer Gertrud ind i billedet. Det er en roman, han har læst to gange på det seneste. Kristen har nemlig evnen til at vende tilbage til den litteratur, der taler til ham. Han skynder sig ikke altid videre til den næste bog på hylden. Jeg tænkte, at det var en fejl, at jeg aldrig havde hørt om eller læst Gertrud, når nu den optog Kristen så meget. Samtidig foregår bogen tæt på Hjørring, hvor jeg kommer fra, og derfor er romanen med på min 2025-liste. Det lykkedes at få fat på et ældre eksemplar, og endnu en gang sender jeg en kærlig tanke til de danske folkebiblioteker, der kan fremskaffe ALT, ikke mindst på grund af det velfungerede lånesamarbejde på tværs af kommunegrænserne.

Hvad handler Gertrud om? På bibliotek.dk står der lakonisk: “En ung pige, der har set sin far blive skudt som stikker, og de problemer denne begivenhed vedblivende skaber i hendes sind.” Men disse linjer kradser kun i overfladen.

Bogens fortæller er en tilrejsende forfatter, der for en stund bor i det lille lokalsamfund. Det er gennem hans øjne og ører, vi møder og hører om Gertrud, der er lærerinde og senere gift med den lokale præst. Gertrud er rejst langt væk fra hovedstaden, hvor hendes far blev skudt ned, men hun kan ikke komme fri af fortiden. Gennem hendes historie får vi udfoldet hele efterkrigstidens traumatiske register af skyld, vrede, skam og smerte. Aalbæk Jensens anden hovedperson, vil jeg påstå, er den vendsysselske natur, som han skildrer med de fineste, sanselige detaljer. Tænk, at ordene “Hjørring” og “juveler” kan optræde så naturligt ved siden af hinanden i samme sætning (“Stjernehavet strålede i de mørke nætter, og i stilheden hørte man efterårstrækkets første vingeslag (….) Langt borte lå Hjørring som en klynge juveler.“) Man skal beslutte sig for at bruge god tid på landskabsbeskrivelserne, for sproget rummer ældre udtryk og kræver, at man aktiverer sanserne. Men så bliver man også rigt belønnet. Jeg kan godt forstå, at Kristen taler varmt om Gertrud.

Det gode liv med lim, saks og papir
Fra en tidlig alder har jeg været besat af papir. Brevpapir, kort, glansbilleder, klistermærker, papirtape, pap, gavepapir og selvfølgelig: Papir i bøger. Jeg har her på kanten til de 50 somre genfundet mit indre barn og med begejstring kastet mig over journaling. Det handler kort fortalt om at klippe ting ud og klistre dem ind i notesbøger. Man kan lave for eksempel lave tematiske opslag (efterårsstemning, en collage holdt i orange toner eller sider kun med cirkler), illustrerede lister (over bøger, ønsker, ting man er taknemlig for) eller opslag, der samler oplevelser i stil med sommerferie- eller rejseminder. Puk Hyllested har lavet en indbydende og inspirerende bog med titlen Journaling. Skriv, skab og bliv glad, der har fundet vej til mit krea-hjerte. Intet mindre. Hun forbinder journaling med ord som “refleksion”, “egenomsorg” og “taknemlighed”.

I bibliotekernes DK5-system er bogen kategoriseret under “61.36, Psykisk sundhed” og “76.8, Læder- og papirkunst”. Jeg synes, det siger alt.

Lisbets litteraturliste
DJ Bambi af Auður Ava Ólafsdóttir, Batzer & Co., 2025, 211 sider.
Gertrud af Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1956, 158 sider.
Journaling. Skriv, skab og bliv glad af Puk Hyllested, Bogoo, 2025, 181 sider.

Christens litterære højdepunkter 2025
Som altid er det svært at vælge årets bedste bøger. Fravalget af nogle af de åbenlyse topkandidater er heldigvis blevet nemmere, fordi jeg har skrevet om flere af historiebøgerne andetsteds.

Jeg er så heldig at være boganmelder på Historie-online.dk under Dansk Historisk Fællesråd, en sammenslutning af museer, arkiver og alskens historiske foreninger.

Da min store passion som historiker er 1930erne og årtierne til begge sider, har jeg haft fingrene i bl.a.:

René Karpantschofs velskrevne moppedreng De ekstreme danskere, Charlie Krautwalds grundige Kampen om gaderne og ikke mindst Sofie Lene Baks fascinerende biografi om Olga Eggers, Triumf og tragedie. Eggers gik fra at støtte kvindekampen og Socialdemokratiet til at blive en forbenet og forbitret nazist og ekstrem jødehader resten af sit liv.

En anden anmelder snuppede Ditlev Tamms Opgør og retfærdighed for næsen af mig, men den er ønsket som julegave fra mine to skønne piger. Nu har jeg måske den at glæde mig til.

Retshistorikeren Ditlev Tamm har ny- og omskrevet sin historiske doktordisputats (han er også dr.jur.) fra 1984 om retsopgøret efter besættelsen.

Man gik hårdt til de danske nazister, men gik uden om at retsforfølge modstandsbevægelsens stikkerdrab og politikernes samarbejdspolitik med nazisterne – ”et juridisk galehus” er opgøret blevet kaldt. 

Nye synspunkter og 40 års mellemliggende forskning i besættelsens historie har givet Ditlev Tamm lyst til at tage sagen op igen. Som jeg har forstået, er den nye version på samme tid mere diskuterende og mere klar i mælet end førsteudgaven, hvilket er to store plusser i min sorte lommebog.

Jeg ville også gerne skrive om Peter Harmsens dyk ned i de SS-arkiver, der viser, hvordan man i al hemmelighed tog temperaturen på stemningen i den tyske befolkning før og under Anden Verdenskrig. Den må jeg glæde mig, for den venter ulæst på hylden.

Nu til sagen
Mit udvalg til #Bogsnak skulle efter planen have cirklet om temaet ’sne’ – med håbet om, at vi så vil få en hvid jul i år. Valget faldt på fire bøger af lige så mange forfattere, hvor jeg i forvejen er storfan af to af dem. Desværre nåede jeg kun at læse én af bøgerne før deadline, norske Erling Kagges Nordpolen. Ham har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere.

Eventyreren Erling Kagge (f. 1963) er den første til at have været på alle tre poler: Sydpolen, Mount Everest og Nordpolen. Kagge og vennens Børge Ousteds ekspedition til Nordpolen i 1990 var endda den første, der ikke gjorde brug af hjælpemidler som hunde, isscooter, forsyningsdepoter osv. Desuden er Kagge jurist, forfatter, kunstsamler og et filosofisk gemyt.

Det er en bog, jeg har kæmpet med. Faktisk fortrød jeg i starten, at jeg havde planlagt at skrive om den, endda anbefale den. Men jo mere jeg læste, jo bedre blev den.  

Første tredjedel er rodet, synes jeg. De mange emner – myter, kartografiens udvikling fra antikken til renæssancen, middelalderlig trosverden osv. – falder over hinanden i forsøget på at skabe et fuldstændigt billede af Nordpolen.

Ofte bliver kronologien eller afsnittets emnemæssige fokus på forstyrrende vis blandet op med forfatterens egne kommentarer og erfaringer, hvilket virker sært påklistret. Som at mikse forestillinger og selvoplevede erfaringer i én pærevælling.

Den røde tråd bliver langt stærkere, når vi når til opdagelsesrejserne. De barske beretninger bliver af og til krydret med filosofiske indsigter, især Edmund Burkes romantiske begreb om det sublime bliver en ledetråd i jagten på de moderne polarfareres motiver – et emne, som vel er bogens hovedanliggende: Hvorfor udsætter man sig for sådan noget?

Kagge skriver allerbedst, når læseren kan mærke, at stoffet berører, som når han fortæller om sine helte, landsmændene Roald Amundsen og Fritjof Nansen, eller om den amerikanske overskurk Robert Peary. Samlæsningen af Pearys persona med romanfiguren Kurtz fra Joseph Conrads Mørkets hjerte (eller filmen Apocalypse Now!) er kostelig.

Her optræder Kagges egne refleksioner og erfaringer på en langt mere tilbagetrukket og – tør man sige det? – elegant måde. Og faktisk er de langt mere til stede i fortællingen end tidligere. De får et eksistentielt præg.

Erling Kagge har simpelthen udgivet julegaven til den reflekterende drengerøv m/k.

Glædelig jul og godt nytår!

Litteraturliste (alle bøger er fra 2025)

Historisk:
René Karpantschof: De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, Gads Forlag.
Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930erne, Gyldendal.
Sofie Lene Bak: Triumf og tragedie. En biografi om Olga Eggers, Gyldendal.
Ditlev Tamm: Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen, Gyldendal.
Peter Harmsen: Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof.

Det amputerede sne-tema:
Erling Kagge: Nordpolen. Historien om en besættelse, oversat af Dorte Andersson, Politikens Forlag
Sylvain Tesson: Hvidere end sne, oversat af Nils Schultz Ravnebjerg, Den Franske Bogcafés Forlag (Forlaget Bobo).
Karl Ove Knausgård: Arendal, oversat af Sara Koch, Lindhardt og Ringhof.
Sverker Sörlin: Sne. En historie, oversat af Søren Vinterberg, Gads Forlag.

Årets bøger ifølge Jan
2025 har været et godt år for bøger, hvis man spøger mig (Jan). Som den historienørdede nørd jeg er, har jeg boltret mig i gode læseoplevelser. Det var derfor ikke nemt a vælge seks bøger til årets liste, men jeg gav mig selv de benspænd, at det skulle være bøger på dansk, de skulle være udgivet i 2025 og så skulle det være bøger med en bred appel – i modsætning til nogle af mine andre anbefalinger, der, indrømmet, kunne være lidt vel eklektiske. De benspænd gjorde det sjovt nok nemmere at udvælge en håndfuld bøger til årets liste. Lad os starte.

Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli
Nogle vil sikkert nikke genkendende til navnet Giuliano Da Empoli. Nogle kan sågar sikkert udtale det uden at lyde som en bondeknold fra Haslev som jeg selv – og måske endda have læst hans gennembrudsroman Troldmanden fra Kreml. (Og har man ikke det, så kan den kun anbefales.)

Men her er vi ovre i faglitteraturen i stil af et langt essay om moderne politik og teknologi, og Da Empolis evner med en pen fornægter sig ikke. Havde den pen ikke haft en stærk og til tider humoristisk – sort humoristisk forstås, – spids, så var Rovdyrenes tid en fuldtonet dystopi frem for den lige dele advarsel om fremtiden og indblik i nutiden, som den er.

Dyster læsning er det ikke desto mindre, for spørger man Da Empoli, så er demokratierne og den nuværende ordnede verden (hah!) ved at dø. Dræbt af en uhellig kombination og til tider sågar alliance af løbsk teknologi, endnu mere løbske tech-oligarker og ubehjælpsomme politikere.

Alt i alt en fremragende skrevet, kort bog, der kan skabe debat, eftertanke og måske også lidt frygt.

Julegavetip: Fin mandelgave til de voksne eller unge under uddannelse.

Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl
Som et neutralt og lettere opportunistisk land under Første Verdenskrig opnåede handels- og landbrugslandet Danmark, og særligt en gruppe af moralsk fleksible mennesker, stor økonomisk succes. Vores skibe sejlede med hvad som helst til hvem som helst, og vi solgte alt, hvad der med lidt kogetid og brug af billigt krydderi kunne kaldes – uden altid at være det – mad til særligt tyskerne.

Men det var ikke kun halte heste og slagteraffald, der var penge i. Spekulanter og svindlere af enhver slags trivedes også, og pengene flød som champagne rundt i samfundet i krigsårene, og de skabte ikke kun en klasse nyrige, der får den gennemsnitlige russisk oligark til at virke som et dannet menneske, men løsnede også op for samfundets normer og moralske regler, ikke mindst, hvis man var kvinde. For perioden, som Poul Duedahl skriver om, bød på valgret og kørekort til kvinder, Danmarks første lesbiske roman, kække danse og kortere kjoler (hvem vidste kvinder havde ankler?!). Alt sammen noget, der kulturelt satte dybe, langvarige spor.

Bogen er ikke kun godt skrevet og interessant, men også smuk og spækket med interessant billedmateriale. Mangler man en gave, så er  Minutmillionærer som skabt til formålet.

Nu vi taler om frigjorte kvinder, så er det svært at komme uden om Sara Alforts bøger.

Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort
Vi tager et skridt tilbage til slutningen af det 19. århundrede med Da træerne voksede ind i himlen, hvor vi følger en række historiske kvindelige kunstnere på deres vej rundt i de europæiske storbyer.

Som med Duedahls bog er der dømt fest og kalas, men denne gang med en række imponerende dannede og talentfulde kvinder som krumtap. Alfort beskriver med stor indsigt og fortælleglæde en tid, hvor kvindelige skandinaviske malere debatterede, festede og rejste Europa tyndt med overraskende stor frihed tiden in mente.

Det var en bog, jeg læste i bidder, hvor jeg tog et kapitel, når det lige faldt for, og på den måde fungerede bogen ekstremt godt. Plus, jeg lærte en masse om kunst (og glemte kvinder) undervejs. Som Minutmillionærer er der tale om en flot bog, der er meget gaveegnet.

Søfareren af Erika Fatland
Jeg absolut elsker Fatlands bøger! De er den perfekte kombination af rejseguide, historiebog og journalisme, og minder – hvis ikke man kender dem – stilmæssigt lidt om danske Puk Damsgårds bøger, særligt Arabica.

I Søfareren tager Fatland os med på rundtur i det forgangne portugisiske imperium. Og for et meget lille land i Europas udkant, er det alligevel imponerende, så langt omkring portugiserne kom, hvor meget jord de fik raget til sig, og hvor længe de formåede at fastholde deres imperium.

Det er den historie, Fatland fortæller med udgang i to spor. Den ene er et nutidigt, hvor Fatland rejser verden rundt med et fragtskib og taler med lokale kilder og karakterer, mens det andet er historisk og fortæller om stederne. F.eks. taler Fatland med en gammel general fra Guinea-Bissaus frihedskrig: ””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smiler vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””

Bogen er en ordentlig mursten, hvilket nok kan afskrække nogle, men som med Alforts bog, så egner den sig godt til at læse i bidder.

Men der skal jo også være plads lidt skønlitteratur. Historisk skønlitteratur, naturligvis.

Lysmesse af Harald Voetmann
Der går et sejlivet rygtet om, at Stephen King var høj på kokain, mens han skrev nogle af sine tidligere bøger, og jeg kan ikke lade være med at tænke, Lysmesse var den bog, vi havde fået, hvis Umberto Eco havde været tårnhøj på et eller andet funky, da han skrev Rosens navn.

Lysmesse er nemlig en rablende velfortalt og vanvittig mere eller mindre historisk korrekt fortælling om munken Thomas af Monmouth, der i det 12. århundredes England bliver sat til at skrive om Sankt William og hans mirakuløse virke. Det kommer der en interessant historier ud, der desværre stadig kan mærkes i form af fordomme og konspirationer den dag i dag.

Der er få, der kan skrive som Harald Voetmann, når han er i hopla, og det er han unægtelig her. Sproget sprudler, men bevarer alligevel en tone og en stil, der signalerer, vi er i fortiden. Det er barske løjer, for historien er i bund og grund grum, men også både spændende og til tider ret sjov grundet Voetmanns sprog og evne til at male farverige karakterer.

Har man en historieinteresseret person i sin omgangskreds, der vægrer sig ved at læse skønlitteratur, så vil  Lysmesse  være en god gaveide.

Lad os slutte af med nok en bog med ”himlen” i titlen, og det er også årets – for mig – store overraskelse. Og ja, det er nok en historisk bog.

Floderne i himlen af Elif Shafak

Det er så her, jeg føler, jeg må indskyde, jeg ikke får løn eller gratis kaffe af de gode folk på Gads forlag. De udgiver bare nogle gode bøger med historisk indhold.

Men tilbage til de himmelske floder. Vi har igen med en bog at gøre, der bevæger sig i flere spor på tværs af tid og sted, så man skal holde tunge lige i munden, når man med udgangspunkt i Gilgamesh-eposset bliver ført til oldtidens Mesopotamien og nyere tids London, Tyrkiet og Irak, blandt andet under ISIS’ storhedstid.

Vand binder historiens overordnede tre spor sammen, for som Shafak så smukt skriver, så husker vand, mens menneskene glemmer. Vi kommer fra Assurbanipal (yes, ham med biblioteket) over en nutidig yazidis ønske om at døbe sit barnebarn i helligt vand, der fører til opdagelsen af en englænders grav, til en lettere fiktionaliseret udgave af opdagelsen af det indtil da forsvundne Gilgamesh-epos af selvsamme engænder, og så tilbage igen.

Pyh, man skal holde tungen lige i munden, men hold da op, det er en smuk, episk og til tider også hjerteknusende hård historie, som jeg skylder min kollega Karen-Margrethe Revsbæk på Roskilde Bibliotekerne stor tak for at have anbefalet. (Tak, KM.)

Havde bogen været hardcover, havde den været den perfekte og smukkeste gave, men selv i en lidt slatten softcover-udgave er den en perfekt gave til den lidt kræsne eller nysgerrige læser.

Det var seks bøger fra det rige bogår 2025, som jeg kun kan anbefale på det stærkeste.

Jans litteraturliste
Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli, Politiken, 2025, 166 sider.
Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl, Gad, 2025, 287 sider.
Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort, Gads Forlag, 2025, 319 sider.
Søfareren af Erika Fatland, Information, 2025, 695 sider.
Lysmesse af Harald Voetmann, Gyldendal, 2025, 498 sider.
Floderne i himlen af Elif Shafak, Gad, 2025, 495 sider.

Et udpluk af lister fra andre år

2016: Top tre med Svend, Carina og flunkerne
2017: Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger
2018: Lisbets top tre for 2018
2019: Årets bedste bøger ifølge Jan
2020: Bogsnaks top tre i 2020
2021: Jans litterære prøvelser i 2021

I Bogsnak-kollektivet ærer vi traditionen med at fortælle om vores sommerferielæseplaner. I år er det Jan M. Johansen, Christen Bonde og Lisbet Vestergaard, der byder ind med bogtips. Der er maksimal variation i titlerne, og vi bevæger os rundt i fag- og skønlitteratur, biografier og klassikergenren plus et stænk børnebog. God sommer! Du ved, den bliver god, når du har en hel stak bøger klar, både solcreme og uldne trøjer på lager samt udsyn til marker/strande/klipper/rosenbuske/skylines/springvand/legende børn.

Med Christens ord: Det er nu, du har tid til at tænke. Og er der noget bedre at tænke med end bøger?

Jans sommerlæsning
Min sommerferie faldt tidligt i år, så jeg har allerede tilbragt min tid i hængekøjen, hvor jeg har nydt godt af de mange fantastiske bøger, der udkommer for tiden. Vanen tro, har jeg mestendels læst faglitteratur, men kender jeg Lisbet og Christen ret, så skal de nok dække den skønlitterære flanke på bedste vis. Men her er mine sommeranbefalinger, og lad os starte med et smut ud i det danske øland.

Helvede er andre mennesker – Ærømanifestet
For godt 10 år siden fik en lettere stresset storbymor den idé, at der måtte være mere i livet end at piske panisk rundt hver morgen for at få børn i skole og sig selv på job. Den åbenbaring satte en række tanker i gang hos Maj My Humaidan, der begyndte at lede efter et andet liv. Eller i hvert fald en anden måde at leve på. Et følelsesmæssigt bæredygtigt liv, kunne man sige.

Gennem dagbogsformen med månedlige nedslag følger vi i Ærømanifestet Humaidan og hendes familie på deres vej fra et liv styret af klokken og andre menneskers kalender til et mere roligt liv på Ærø. Det er en hurtig læst bog, der alligevel har vakt overraskende hård debat. Muligvis fordi den til en vis grad viser, at et lønmodtagerliv dikteret af andres forventninger ikke er lykken for alle.

Har du lyst til at høre mig fable mere om Humaidans fine bog, så kan du lytte til et afsnit af podcasten Krydsord her: https://www.roskildebib.dk/nyheder/nyheder/nyt-podcastafsnit-om-aeroe-manifestet

Uden normer, ingen kultur – Fri os fra den værdiløse borgerlighed
Anders Krab-Johansen er nok mest kendt som leder på flere af Danmarks store aviser, men her springer han ud som fuldtonet borgerlig kulturforkæmper.

Krab-Johansen har selv haft en interessant vandring fra sin ungdoms fascination af BZ’erne over det ærkeliberale til en nu mere konservativ verdensopfattelse. Og det er måske i kraft af netop den værdipolitiske vandring, Krab-Johansen har fået øjnene op for vigtigheden af kultur med stort K, og at politik for en borgerlig er og især skal være mere end blot et fokus på penge og lavere skat.

Bogen er spændende læsning for enhver politik- og kulturnørd uanset partifarve.

En overraskende helt – Showman
Simon Shuster har med Showman begået en absolut mesterlig bog. I bogen, der er lige dele biografi om den ukrainske præsindet Volodymyr Zelenskyj og lige dele skildring af det ukrainske samfund i tiden omkring den russiske fuldskala-invasion, får man en smuk, sørgmodig og alligevel sært opløftende fortælling om mennesker og heltemod.

Vi kommer hele vejen fra kontormusen, der overtaler en livvagt til at lære hende at bruge et våben, så hun kan blive på sin post, over selvopofrende soldater og embedsfolk til Zelenskyj-familien.

Titlen til trods, så er Showman på dansk, og kan ikke anbefales nok.

En regnbuenations prøvelser – Future Tense
Med det just overståede valg i Sydafrika in mente, kan jeg også kun anbefale Tony Leons Future Tense – Reflections on My Troubled Land. Hvis man vil vide mere om regnbuenationen og de massive udfordringer, der truer den nye regering og landets hårdtprøvede folk, så er Leons bog både lærerig og øjenåbnende.

Den er på engelsk, men skrevet i et ligefremt og tilgængeligt sprog, og kan uden problemer fås via for eksempel Bogreolen.dk.

Boginfo
Ærømanifestet af Maj My Humaidan, Gyldendal, 237 sider, 2023.
Fri os fra den værdiløse borgerlighed af Anders Krab-Johansen, Gyldendal, 254 sider, 2024.
Showman af Simon Shuster, People’s, 461 sider, 2024.
Future Tense af Tony Leon, Jonathan Ball Publishers, 301 sider, 2021.

Christens sommerlæsning
Sommerlæsning skal være let underholdning, der … Pladder! I ferien har du tid til at fordybe dig i noget, der kun giver mening i sig selv. Lad sommerlæsningen være svær, lad det være berigende for hjernens plasticitet!

I år har jeg dog kun sat navn og titel på én bog, jeg skal og må læse, nemlig Edna O´Briens anmelderroste biografi af James Joyce. En hurtig forhåndsgennembladning har vist, at den ikke ser så svær ud igen (men dog tungere end en krimi). Snarere fornøjelig med litterære kvaliteter.

De to foregående afsnit strider en smule mod hinanden, så lad mig forklare:

Som et udslag af midtlivskrisen lød mit nytårsforsæt, at jeg ville læse nogle af alle de bøger, jeg havde anskaffet mig gennem de seneste årtier. I hvert fald ville jeg læse flere af de bøger, jeg allerede havde på hylderne, end jeg ville anskaffe mig nye.

Nogenlunde samtidigt talte jeg med en kær, gammel gymnasieven. Mads, som han hedder, var i gang med at læse verdens angiveligt sværeste roman, James Joyces Ulysses fra 1922. Skulle jeg bevare min nørdede street-credit var sagen klar: Mit eksemplar af Ulysses måtte ned fra bogreolen, hvor den havde pyntet i alt for mange år. To fluer med ét smæk.

Kom jeg igennem strålede en adgangsbillet til det litterære frømandskorps i horisonten, mente jeg at vide. Sådan var det i hvert fald i De gode gamle Dage før iPads, Nexflix, AI og lydbøger og elbiler og … Motivationen var i top.

Ulysses er forbandet svær at læse; ingen pædagogiske baggrundsforklaringer, ingen læserafslappende miljøbeskrivelser, den næsten tomgangsagtige fortælling (!) springer fra tema til tema uden forklaring, bogen er indforstået, forfatteren benytter skræmmende mængder symbolik (kendt og hjemmeopfundet), Joyce misforstår med vilje, den litterære metode stream-of-consciousness er med rette berygtet, ordkløveriet opnår usete højder (den irske forfatter gik på en jesuitisk skole som barn) osv.

Men på den måde minder Ulysses mere om virkeligheden, vil jeg påstå, end de friserede versioner vi ellers bygger vores verdenssyn på. Formidling og virkelighed forholder sig til hinanden som fisk og gummistøvler. Nutiden er berøvet virkelig bagklogskab, hukommelsen er fragmentarisk og selektiv og springende og uformelig. Vi er kejtede, og vi siger det forkerte, selv om vi ved bedre. Vi må forstå forlæns uden gelænder osv.

Fatter man ikke en hylende papskid, må man ty til hjælp, og det gjorde jeg så. Hyggelæsningen blev et studie, et forårsfyraftensprojekt.

Bogreolen gemte Den foreløbige James Joyce encyklopædi. Den gav et hint om, at der var mening gemt i galskaben. Men den lille opslagsbog med sine skæve opslag virkede nu mest af alt, som var den henvendt og tilpasset til kulturradikale 68-ere, som allerede har læst.

Ulysses blev derefter samlæst med Sten Klitgård Povlsens kompetente bog En dag i juni. Den danske litteraturforsker byder på en mekanisk kapitelgennemgang med ”Analyse” som en fast afsnitsoverskrift, men hans klartskuende bog gjorde mangt og meget forståeligt. Et kapitel hos Joyce, derefter om det tilsvarende kapitel hos Povlsen; andre gange blev Povlsen læst først.

Hvor Joyces’ iøjnefaldende brug af symbolik har stor betydning i Povlsens fremstilling, bliver den anskuet som litterær staffage i svenske Olof Lagercrantz klassiske udlægning af Ulysses. Lagercrantz fik jeg tilsvarende megen glæde af. I øvrigt har de begge ret, selv om de mener det stik modsatte af hinanden.

Da jeg mente, jeg havde nogenlunde styr på bogen, selv om jeg stadig ikke forstod 95,4 %, læste jeg en bemærkning, der gav bogen et sjælenært dybdelag. Litteraturforsker og Joyce-ekspert Benjamin Boysen sammenfatter i en avisartikel meningen med Ulysses med begrebet ’sårbarhed’, altså at vi alle er skrøbelige individer dybest nede, og derfor har vi alle sammen et ansvar for at holde hinanden oven vande.

Det er næppe tilfældigt, at Boysens tolkning fremkommer i disse år, hvor den danske moralfilosof K.E. Løgstrups etiske fordring har fået sit andet liv. Ikke desto mindre gav Boysens pointe rigtig god mening for mig, og meget faldt på plads.

Er du forvirret? Det er sundt, nu du har tid til at tænke!

Litteratur
Arild Batzer m.fl. (red.): Den foreløbige James Joyce encyklopædi, Roskilde Bogcafé 1998.
James Joyce: Ulysses, oversat og med noter ved Bent Wiberg og Jens Feilberg, Forlaget Vandkunsten 2019.
Olof Lagercrantz: At være til. En studie i James Joyces Ulysses, oversat af Kurt Fagerberg og Bent Wiberg, Martins Forlag 1977.
Edna O’Brien: James Joyce, på dansk ved Peter Laugesen, people´s 2023.
Steen Klitgård Povlsen: En dag i juni. En guide gennem James Joyces Ulysses, 2. udgave, Klitgaard 2022.
Pernille Stensgaard: ”Ja sagde jeg ja jeg vil ja”, Weekendavisen, 4. februar 2022.

Lisbets sommerlæsning i Vendsyssel, Skåne og på Frederiksberg
Det har ikke været rigtig sommerferie, uden at jeg har læst en tyk roman. Det princip fraviger jeg ikke, og denne sommer har jeg til formålet indkøbt en solid basse på 596 sider, der skal holde mig beskæftiget i mange, selvforglemmende timer. Det drejer sig om Jordisk af Theis Ørntoft.

Bogen er nomineret til et væld af priser, og bagsideteksten har flyvehøjde, mildt sagt: “Jordisk er en slægtsroman om de grundstoffer, der udgør et menneskeliv, og om de kræfter, der binder os sammen med hinanden, med samfundet, med jorden og med universet”. Rhea, Joel og Miriam er søskende. De mødes ved deres morfars begravelse, og det bliver startskuddet til en vildtvoksende fortælling om at finde retning og formål i livet og i et Danmark, du måske eller måske ikke kender.

Kærlighed, arbejde, natur, marmor, kapitalisme, undergang og forbundethed på tværs af generationer – alt det, skal jeg fortabe mig i, og jeg glæder mig.

Et ord for blod
Jeg læser relativt sjældent biografier, men denne sommer kaster jeg mig ud i Faysa Idles Ord for blod. Jeg ved ingenting om tilværelsen i en forstad, der står i flammer. Jeg ved intet om, hvad det betyder at have somalisk baggrund. Idle er født i 1998 og har oplevet blodig bandekrig fra en meget ung alder.

”I løbet af mit liv er jeg blevet kaldt mange ting. Skide flygtning, kriminel somalier, for svensk, for muslimsk. For meget hud, for lidt hud, tag tørklædet på, tag tørklædet af, læs Koranen, du er ikke Koranen værdig, et fejltrin og ingen vil have dig, du skal dø, have tæsk, voldtages og kvæles. Man var aldrig rigtig. Så hvem var jeg egentlig? Og hvordan fanden var verden blevet så modbydelig?”

Alt det regner jeg med at få en slags svar på i Et ord for blod.

Honey from Weed: Fasting and Feasting in Tuscany, Catalonia, the Cyclades and Apulia
Min altid kokkererende og reflekterede veninde Julie har anbefalet mig en helt særlig kogebog, der også er en samling rejseskildringer og en hyldest til det enkle og sanselige liv. Forfatterinden med det forjættende navn Patience Gray blev født i 1917. Hun fik tre børn og havde ikke meget at gøre godt med. Heller ikke kærlighed i ægteskabet var der meget af.

I en alder af 52 vendte livet for Patience. Hun mødte en billedhugger, de blev forelskede og begyndte at rejse rundt i Sydeuropa, hvor de smagte på alt det gode i tilværelsen, både i konkret og overført forstand.

Læs madskrifterne, mærk olivenoliens pebrede smag på din tunge og nyd et stykke klassisk, kulinarisk litteratur. Bogen er ikke oversat til dansk. Men hvem ved: Måske sker det en dag?

Fuglehuset
Jeg har en søn, der gerne vil have sig frabedt, at jeg læser højt for ham. Det er ikke en chill ting, når man er 12 år gammel. Til alt held vil min nevø på to næsten altid gerne høre en god historie.

Denne sommer kunne det være serien med de ordknappe, men dybt humoristiske figurer Tulle og Mulle. Katten og hunden lever i et enkelt, grafisk tegneserieunivers med stærke farver. I Fuglehuset møder de en hjemløs fugl. Den tegner de et toplækkert hus til. Men det er bare ikke nemt at bygge. Det er sådan set historien, men mere skal der heller ikke til. Planer kan være vilde og ambitiøse, og nogle gange er det nemmere at bygge et luftkastel i 10 etager end et fuglehus. Det hele går jo alligevel. Den livsfilosofi vil jeg gerne abonnere på.

Der er tre andre bøger i serien med de charmerende typer Tulle og Mulle. En disclaimer må være på sin plads her: Sammen med bibliotekarlegende Julie Arndrup har jeg udvalgt serien til dansk oversættelse på forlaget Arkimedes. Når Julie synes, det er en god billedbog, så synes jeg det også. Nemt.

Boginfo
Jordisk af Theis Ørnsbo, Gyldendal, 596 sider, 2023.
Et ord for blod af Faysa Idle, HarperCollins Nordic, 224 sider, 2024.
Honey from Weed – Fasting and Feasting in Tuscany, Catalonia, the Cyclades and Apulia af Patience Gray, Prospect Books, 375 sider, 1986.
Fuglehuset af Max Low, Arkimedes, 32 sider, 2024.

Tidligere tips til sommerlæsning
Bogsnaks sommerlæsning 2022

Vi skal bare læse 2021

Bogsnaks sommertips 2020

Bogsnaks sommerlæsning 2019

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Sommerhusets fineste forsider 2017

Du står i en lang, trøstesløs kø i en anonym lufthavn et sted i Europa. Du er fanget i et regnfyldt, køligt sommerhusområde med dårligt netværk. Du sidder i toget på vej mod Firenze og prøver desperat at undgå kontakt med to ivrige hollændere, der signalerer, at de er klar på small talk hele vejen ned til Brennerpasset. I alle tre klassiske sommerferiesituationer har du brug for det samme: Gode bøger.

Her kommer Bogsnaks rituelle tips til sommerlæsning, som vi håber kan give dig inspiration i fuldfede strømme. Christen lægger ud, Lisbet følger trop, og Jan slutter af. Vi skal #barelæse, som det hedder i folkebibliotekernes sommerkampagne.

Christens sommerlæsning
Da vinteren truede kedeligst, begyndte de tomme, hvide stuevægge at lyse deprimerende (indretningen af mit singlehjem skrider langsomt frem!) Heldigvis sælger Atlas Magasin en übercool plakat med den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt.

Da plakaten var hængt op på væggen i en fin ramme, kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte få læst noget Hannah Arendt, såfremt nogen teoretisk set skulle spørge ind til hendes idéer (ligesom dengang H&M solgte populære Ramones t-shirts, men ingen af t-shirt-bærerne nogensinde havde hørt bandets musik).

”Arendts tænkning er til det yderste original. Men også åben. Åben i den forstand, at originaliteten mest kommer frem i anslaget – næsten aldrig i gennemarbejdningen,” skrev den nyligt afdøde idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz for mange år tilbage.

Forårets utallige aftener i selskab med Hannah Arendts indforståede og påståelige trebindsværk om totalitarismens oprindelse gjorde det klart, at Schanz´ ord var ment som en læseradvarsel. Oplevelsen blev ikke bedre af, at man fra tid til anden sad tilbage med en sort mistanke om, at oversætterne havde skævramt skiven, så forståelsen blev unødig besværlig.

Men ikke alt var dårligt, slet ikke. Især det afsluttende bind bød på en del interessante pointer.

Heldigvis har foråret også budt på helt igennem fine læseoplevelser. Lea Ypis livskloge erindringer Fri om at vokse op som barn i det kommunistiske Albanien og blive selvstændig i en verden efter Murens fald er selvskreven på sommerlæsningshitlisten.

Lea Ypi er i dag professor i politisk teori på prestigefyldte London School of Economics. Hendes refleksioner om stedvise gode tider, men ikke mindst absurditeter og ligefrem tragiske elementer ved de forskellige samfundssystemer, hun har levet i, er skrevet med elegant pen. En skrivestil, der ikke tvinger noget ned i halsen på læseren.

Fri er en coming-of-age fortælling, hvor de samtidige samfundsmæssige forandringer indtager en større rolle, end det normalt er tilfældet. Professorens pointer er fortalt igennem de menneskeskæbner, hun har mødt på sin vej – albanske som udlændinge.

Den næste på listen er samtalebogen Korset og himmelstigen. Den redigerede mailudveksling mellem de to selvbevidste ronkedorer – kunstneren Arne Haugen Sørensen (f. 1932) og den autodidakte kunsthistoriker, dr.phil. i historie Leo Tandrup (f. 1935) – er en helt speciel læseoplevelse.

Den kulturkristne Tandrup har som bestyrelsesmedlem i Vor Frue Kirke i Horsens (næsten) overtalt resten af meningsrådet til at bestille en ny altertavle malet af Sørensen til afløsning af den eksisterende. Sørensen sender billedfiler, som malearbejdet skrider frem, og Tandrup kommenterer frem- og tilbageskridt. Deres e-breve byder på lidt af hvert:

Betragtninger om kunst og kultur, personlige ambitioner og skuffelser, frygten for at blive spændt for andres projektvogn, vrede, tilgivelse, viden om eget værd, tilstødende bogprojekter, kristne symbolers historie, dybde og overflade, refleksioner om det visuelt virkningsfulde, menighedsrådsfnidder, nedladende bemærkninger om andre kunstnere osv.

Korset og himmelstigen er dygtigt illustreret, så læseren så at sige er med undervejs og selv kan bedømme, tænke med, skalte og vralte.

Den tredje bog befinder sig også i kunstens verden, det drejer sig om Hans Christian Davidsens flotte bog om tysk ekspressionismes ubestridte mester, Emil Nolde.

Emil Nolde malede sine farverige værker i første halvdel af det 20. århundrede. Hans storslåede kunst har i årtier skabt indhold i et fornemt museum akkurat syd for den dansk-tyske grænse. Mine forældre var glade for Nolde, så jeg har været på en del besøg dernede som barn. Jeg har arvet fascinationen.

Efter Anden Verdenskrig opstod en myte om Emil Nolde – hjulpet på vej af Siegfried Lenz´ berømte nøgleroman Tysktime (1968), der blev uhyre vigtig for unge vesttyskeres svømmetag i efterdønningerne af Det Tredje Rige – som svoren modstander af nazisternes hærgen.

Siden årtusindskiftet har vi vidst, at det forholdt sig lige præcis modsat. Nolde var nazist og antisemit om en hals. Goebbels elskede Noldes kunst som fremtidens budbringer, Hitler hadede den som degenereret Scheisse. Diktatorens linje vandt. Noldes ideologiske vrangforestillinger ændrede sig imidlertid ikke en tøddel, da nazisterne undsagde hans kunst.

Hans Christian Davidsen – kulturredaktør på Flensborg Avis – er kender og elsker af Noldes kunst, hvor motiverne ofte er hentet fra marskens mennesker og natur. Den velillustrerede, smukke bog er resultat at forfatterens mangeårige refleksioner om det intrikate forhold mellem kunst og politik.

Davidsen afdækker historien om Nolde og analyserer diskussionerne om hans kunst med sikker hånd. Bogen er velskrevet, selv om den skæmmes af en del gentagelser – måske er disse resultat af forlagets mulige ønske om tilpas meget tekst til at indpakke de mange store farveillustrationer?

P.S.: Jeg må indrømme min kvarte forudindtagethed, eftersom Hans Christian Davidsen og jeg er familie: vores respektive fædre er fætre. Jeg har nu aldrig mødt ham personligt, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Men jeg burde sende ham en varm mail om, at han har begået en fin bog, som jeg vil tage ned fra reolen igen og igen.

Christens boginfo
Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007 (citat s. 101).

Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse, oversættere Tove Nørlund og Per Borch, bind 1-3, Klim 2019.

Plakat med Hannah Arendt ill. af Peter Berke: https://atlasmag.dk/butik (250,-)

Lea Ypi: Fri. At blive voksen ved historiens afslutning, oversætter Steffen Rayburn-Maarup, Informations Forlag 2021.

Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: Korset og himmelstigen. En ilter korrespondance om Kristi begrædelse og kunstens væsen, Hovedland 2019.

Hans Christian Davidsen: Nolde. Maleren, der trådte ved siden af, Politikens Forlag 2021.

Nolde-museum i Seebüll (hovedbygningen er pt. lukket pga. renovering, men man kan se en mindre i særudstilling i en tilstødende museumsbygning): https://www.nolde-stiftung.de/dk/

Lisbets sommerlæsning 2022
Den første halvdel af 2022 har for mig været en tid med masser af læsning og dog ikke så meget læsning. Hvordan det? Jeg har haft travlt med opgaver knyttet til den nye undersøgelse Børn og unges læsning 2021, men har haft svært ved at samle mig om læsning i fritiden. Nu tager jeg forhåbentlig revanche.

Jeg lægger ud med digtsamlingen Cellekerner og menneskehjerter af den skønlitterære debutant Niklas Ilsted Smith. Niklas er i sit civile liv embedsmand i Slot- og Kulturstyrelsen, og jeg var så heldig at være kollega med ham i en kort periode. Men jeg anede ikke, at han havde en digtsamling på vej. Nu er den her.

Forfatteren har leveret en rammefortælling om digtene: “Fem unge mennesker sættes sammen i en hemmeligt laboratorium for at undersøge naturen, sig selv og hinanden. Laboratoriet er fuld af kærlighed, gåder og skjulte passager. Er universet pixeleret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets indre liv? Alle døgn går ud på at forsøge sig frem.” (fra bogens bagside).

Jeg vil af al magt bekæmpe min indre dansklærer og kaste mig frit ud i lyrikken. Kvantespring, planter, omskiftelige stoffer og plasma kan forhåbentlig forenes med solcreme, Negroni og grillspyd.

Bare en mor
Det var en overraskelse for mig, at Roy Jacobsen havde flere historier om den norske Ingrid, der som en del af en fiskerslægt næsten er vokset sammen med den barske ø Barrøy. Jeg troede, at der var tale om en trilogi. Den har jeg for øvrigt fremhævet som en af de bedste romanserier i 2010erne.

Men nu er Bare en mor udkommet på dansk, og jeg skal selvfølgelig følge Ingrid i denne fjerde bog. Hun har rejst gennem Norge, der i tiden efter 2. verdenskrig ikke ligner sig selv. Nu er hun på sin fødeø, og også her mærkes krigens efterdønninger. En lille dreng bliver afleveret på øen, og Ingrid tager ham til sig. Hvem er han? Hvor kommer ham fra? Og hvem er hans far? Romanen kredser om forældreskab og livet på øen, og jeg glæder mig til at være sammen med den stærke og mystiske Ingrid igen.

Verdenshjertet
Mads er freelance-skribent hos onlineportalen Easyjobs. Det lyder meget realistisk her i 2022. Jeg er selv prekært ansat, og jeg er ikke alene. Men denne korte beskrivelse er også afsættet for Viggo Bjerrings romandebut Verdenshjertet, som både er en samtids- og en fremtidsroman. I dette univers bliver de arbejdsløse kaldt De Unyttige, algoritmerne overtager arbejdet, og ensomheden blandt mennesker hærger. (Det virker skræmmende genkendeligt….)

Plottet er, at Mads får en usædvanlig opgave: Han skal ghostwrite en thriller. Den bliver en bestseller, men alt er ikke godt. For da han skal skrive toeren, begynder verden at smuldre omkring ham.

Jeg er hooked. Min forventning er, at jeg stryger gennem romanen på et par døgn, forhåbentlig siddende på en balkon et sted i det græske øhav.

En hummer kan ikke dø
Jeg har ingen planer om at uddanne mig til social- eller specialpædagog, men jeg agter at læse en række nyskrevne noveller, der handler om netop denne type pædagogers arbejde med børn, unge og voksne i udsatte positioner. En udsøgt skare af danske forfattere har bidraget til antologien En hummer kan ikke dø: Glenn Bech, Cecilie Lind, Lotte Kirkeby, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Elverkilde, Peter Frederik Jensen, Stine Askov, Zakiya Ajmi og Thomas Lagerman Lundme.

Jeg vil lade et uddrag fra Lagermand Lundmes bidrag til bogen slå tonen an:

”Om eftermiddagen keder hun sig.
”Det er først klokken 1 og 5, du har fri,” siger jeg og peger på digitaluret, der hænger på væggen.
”Men måske i dag kan vi bare sige et andet tal?”
Jeg ryster på hovedet.
”Det er ærgerligt, du er blevet som de andre,” siger hun så og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner eller et lidt stort lommetørklæde.
”De andre?”
”Personalerne,” siger hun.
Jeg klipper trådene over for hende.
Hun må ikke bruge saksen selv.
”Synes du, at jeg er ligesom dem?”
Hun ser lidt på mig. Så ryster hun på hovedet.
”Nej, du er stadigvæk mest dig,” svarer hun så”
(uddrag fra novellen Virkeligheden er nogen de andre har fundet på, side 154).

Min afdøde moster arbejdede på et værksted for udviklingshæmmede tilbage i 1970erne. Lige i denne passage med bordskåneren/det lidt for store lommetørklæde og den manglende tilladelse til at bruge saks får jeg et lille glimt af hendes arbejde, tror jeg. Der er både humor og afmagt på færde.

Gro
Ingen tips til sommerferielæsning uden et børnelitterært indslag. I år er det romanen Gro skrevet og illustreret af Adam O., der især er kendt for den dystopiske serie Den rustne verden. Adam O. modtog Kulturministeriets børnebogspris 2021 for bind 3, Ukrudt.

Jeg vil læse bagsideteksten på Gro højt for min søn på 10 år og håber, at han bider på:
“Historierne forsvinder fra verden. Snart vil verden til Biblioteksskoven lukke for altid. Det går op for Gro – pigen med det misformede ansigt – at der findes to slags fortællinger: Dem der giver dig noget, og dem der tager noget fra dig”.

Hvilken sommerferiedrøm at læse moderne, dansk børnelitteratur sammen med en dreng, der er vild med The Simpsons og Fortnite, og som er mere optaget af hvor mange numre, han har på sin Spotify-liste end af hvor mange bøger, han har læst siden jul.

Ja, jeg er gammel og desillusioneret. Jeg kan lige så godt stå ved det. Men det bliver en god sommer alligevel!

Læs også Litteratursidens begejstrede anbefaling af Gro.

Lisbets boginfo
Cellekerner og menneskehjerter af Niklas Ilsted Smith, Spring, 2022, 174 sider
Bare en mor af Roy Jacobsen, Gyldendal, 2022, 253 sider
Verdenshjertet af Viggo Bjerring, Ekbátana, 2021, 259 sider
En hummer kan ikke dø af Glenn Bech med flere, Akademisk, 2022, 200 sider
Gro af Adam O., Høst & Søn, 2022, 155 sider

Jans sommerlæsning 2022
Min ferie blev brugt på at flytte, slå min nye græsplæne og pakke kasse efter kasse med bøger ud. Jeg har en sær mistanke om, at jeg har pakket flere bøger ud, end jeg pakkede ned i sin tid. Pladsen på reolerne slår i hvert fald ikke til. Midt i det Sisyfos-lignende arbejde dukkede der bøger op, som jeg havde glemt alt om, så min liste i år består ikke af nye titler, men lidt ældre, der på forunderligvis er dukket op efter års glemsel.

En Mellemøstlig Legende
Og nu overdriver jeg måske lidt. ’Sultan Saladn’ fik jeg på BogForum, så den har ikke just henslæbt æoner i de mørke kroge af min bogsamling, men blot ligget i en stak på natbordet. Hvilket hos mig også kan være tæt på evig glemsel selvfølgelig. De fleste kender nok Saladin – som vi kalder ham i vesten – fra Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ fra 2005, hvor han fremstår som en stærk, men nådig og rationel karakter. Scott begår mange, mange fej i filmen, men jeg tænker, han rammer Saladins karakter ret fint.

Jonathan Phillips portræt af Saladin ligger rimeligt tæt på om ikke andet, men han formår også at kaste lyst på de knap så positive sider af Saladins person. Der er ingen tvivl om, Saladin var en af historiens mere imponerende skikkelser. Men den kurdisk-muslimske krigsherre var hverken fejlfri eller en helgen. Han kunne være brutal og han var evig ambitiøs, så som så mange andre af historiens skikkelser var Saladin et nuanceret menneske med både gode og dårlige sider.

’Sultan Saladin’ er på næsten 600 sider, men den er let læst, og man bliver uvægerligt fanget af tiden og teksten. Det er spændende læsning, ikke mindst den afsluttende del, hvor Phillips trækker tråde op til nutiden og viser, hvordan en myte kan vokse ret vildt og vidt.

Et bibliotek – et utal af liv
Nu kunne man jo tro, at en bog, der hed noget med bibliotek, ville være en, jeg nærmest havde limet mine hænder og øjne fast til det øjeblik, blækket var tørt på forfatterens manus.

Men nej. ’Midnatsbiblioteket’ var på forunderlig vis gledet under min ellers ret skarpe biblioteksradar, så den hørte jeg først om til en bog- og samtalecafe, min kollega og jeg var med til ude i Gadstrup sidste år. En af deltagerne holdt et lille oplæg om Matt Haig – kender du ham ikke, så kast dig sporenstregs over hans skriverier – og et par af hans bøger. Blandt andet ’Midnatsbiblioteket’.

Efter at have mistet sin job og sin kat, beslutter bogens hovedperson Nora sig for at ende sit liv. I stedet for efterlivet, vågner hun op i Midnatsbiblioteket, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død. Her tager bibliotekaren, i form af Noras gamle skolebibliotekar fru Elm, imod, og giver gennem bøgerne Nora adgang til en uendelighed af alternative liv, valg og muligheder.

’Midnatsbiblioteket’ minder mig lidt om ’Sofies verden’ i stil og tilgang. Det er en velskrevet bog, der giver læseren en masse input om livet og verden. Ikke overraskende føler man sig i godt humør og fuld af overskud efter endt læsning. Og der er et bibliotek og en bibliotekar i centrum. Bedre bliver det næsten ikke.

En tidsmæssigt passende bog om kaos og krig
Jeg ville nok ikke have haft ’Den Hvide Garde’ med, hvis ikke Mikhail Bulgakov var født i Kyiv. Litteratur, sport og kunst er, om vi vil det eller ej, politik, og lige for tiden, må jeg indrømme, mit hjerte ikke just banker for det russiske.

Men jeg kan heldigvis gemme mig bag det figenblad, at Bulgakov er født i Ukraine og ikke havde den store sympati for autoritære systemer. ’Den Hvide Garde’ er nemlig, som alle Bulgakovs bøger i øvrigt, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.

Bogen udspiller sig i Kyiv i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor den russiske borgerkrig rasede og det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys. Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid.

Bogen følger Turbin-familen og deres prøvelser i en tid med kaos og krig, og hvordan det ellers velordnede liv i Kyiv stille og knap så roligt smelter ned. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller liv nok nærmere.

Alt det løse …
Og så er der selvfølgelig alle de andre bøger, de engelske bøger, de genlæste bøger, de glemte bøger…Men det kan være, jeg skal skrive en særlig blogpost til dem.

Jans boginfo
‘Sultan Saladin’ af Jonathan Phillips, Kristeligt Dagblad, 2020, 574 sider
’Midnatsbiblioteket’ af Matt Haig, Svane & Bilgrav, 2021, 287 sider
’Den Hvide Garde’ af Michail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider

Hvad læste Bogsnak-folket de andre somre?

Vi skal bare læse 2021

Bogsnaks sommertips 2020

Bogsnaks sommerlæsning 2019

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Sommerhusets fineste forsider 2017