Forfatter: Lisbet V.

Faglitteratur med fråderen på

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Læsningens steder

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Når vi læser, sker det aldrig i et vakuum. Vi er altid et konkret sted. Det er en konkret dag i et konkret år. Det er en årstid. Det regner. Solen skinner. Vi er sultne eller mætte. Tøjet kradser. Skoene er for varme. Naboen larmer. Der lugter af karry eller pandekager.

Jeg har fundet ud af, at nogle af mine mest betydningsfulde læseoplevelser er tæt forbundne med nogle særlige steder. Det er ikke en dyb erkendelse, men den er sjov at dykke ned i. Derfor har jeg lavet ti nedslag mit læseliv; ti steder og tider, som jeg husker meget tydeligt og dermed også den litteratur, jeg læste. Tag med i tidsmaskinen. Der er hængekøje, frost, strandsand, amning og israelske æbler involveret. Så er du advaret.

Nedslag 1: Sommerferien 1986
I min erindring tilbringer jeg hele juli i hængekøjen i haven hjemme hos mine forældre. Jeg er 10 år gammel og bidt af den vildeste læsebacille. På programmet er samtlige bind i Laura Ingalls Wilders serie om Laura og hendes familie. Det lille hus i den store skov, Det lille hus ved den store sø, Det lille hus på prærien og så videre. Min hud er meget lys og fregnet. Det passer mig fint at ligge i skyggen af det store birketræ. Resten af verden eksisterer ikke for alvor. Når jeg rejser mig, har jeg rudeformede mærker på ryggen og bagsiden af benene.

Nedslag 2: Vinteren 1988
Som et hav af andre piger er jeg fortabt i alt skrevet af Herta J. Enevoldsen. Historiske romaner om smukke og modige royale heltinder er bare et hit. Jeg ligger på maven på det lune gulvtæppe i spisestuen derhjemme og kværner første bind af trilogien om Leonora Christina, der gik så grueligt meget igennem. Jeg læser så intenst, at jeg bliver tør i munden og rundtosset.

Bonusinfo: På grund af Hertas bøger kom alle mine katte til at hedde Corfitz.  Om de så var af hun- eller hankøn.

lisbet og paddington

Her er det Paddington, jeg forlyster mig med omkring 1985. Livet er skønt!

Nedslag 3: Forsommeren 1993
Det kan godt være, at jeg havde skiftet de tunge briller med hvidt plasticstel ud med kontaktlinser. Men intellektuelle aspirationer, dem havde jeg stadig masser af. Jeg ønskede mig bøger af Simone de Beauvoir i fødselsdagsgave. En gryende feminisme var på færde. Jeg sad og læste i min kurvestol på mit værelse. Det var En velopdragen ung piges erindringer bind 1-2, der optog mig. Min egen opvækst foregik på landet i en jævn familie. Simone voksede op i Paris i begyndelsen af 1900-tallet som barn af velhavende, borgerligt forældre. Hun forfulgte på oprørsk vis en akademisk karriere. Hendes liv var meget langt væk fra mit, men alligevel oplevede jeg en form for forbindelse til hende. Katten Corfitz lå i fodenden af min seng, mens jeg læste.

Nummer 4: Foråret 1996
Læsning og kibbutz-ophold er to uforenelige størrelser. Der er typisk hektisk aktivitet i volontør-barakken med dåseøl, drillerier og international kyssen i krogene. Det overlader ikke meget tid eller koncentration til romanlæsning. Jeg aner ikke, hvorfor jeg havde medbragt Kafkas Processen. Men det kunne tænkes, at jeg på lettere prætentiøs vis ville holde fast i mit nye image som dannet og alvorlig Krogerup Højskole-elev. Det lykkedes på ingen måde. Men jeg husker, at jeg lå med den lille, slidte paperback på den solbeskinnede plæne nogle eftermiddage sammen med de andre voluntører og læste max 3 sider ad gangen. Vi var trætte og glade efter dagens dont i marken, i køkkenet eller på æblepakningsfabrikken. Jeg var i Kibbutz Bar-Am i tre måneder. Det lykkedes mig at få læst bogen færdig, men det var ren og skær viljestyrke. Ingen lystlæsning der. Til gengæld fik jeg trænet en del engelsk, blev offer for en drænende ulykkelig forelskelse og hyggede mig med nye venner fra Sydafrika, Midtjylland og Grønland.

Nedslag 5: Vinteren 1998
I mine første studieår boede jeg i et kollektiv midt inde i det gamle København. Adressen var Pilestræde 44. Mit værelse lå i baghuset og var på 6 kvadratmeter. Det var småt og dyrt, men alle pengene værd. Jeg læste Litteraturvidenskab på andet år og var noget usikker på det hele. Efter diverse eksaminer i januar gav jeg mig selv lov til at læse skønlitteratur for sjov. Det var ellers ikke noget, vi praktiserede på Litteraturvidenskab. Mit valg faldt på Henning Mortensens serie om drengen Ib fra det midtjyske. Ibs barndom og ungdom i Horsens er præget af astma, socialdemokratiske baller i Folkets Hus og forældrenes svære forhold. Midt i al socialrealismen tilfører Mortensen elementer af magi og unik poesi. Humoren er der hele tiden som en understrøm. Åh, det var dejligt at tyre de første tre bind i serien på et letfatteligt dansk, der alligevel rummede dybder og sproglig originalitet. Jeg må have lånt dem på Københavns Hovedbibliotek. Jeg kunne ane den grå vinterhimmel gennem de gamle vinduer, og der var ingen, der ville mig noget. Kun Ib!

Nedslag 6: Vinteren 2002
En uge efter, at jeg havde besluttet at jeg ville være specialestuderende i Berlin, mødte jeg min kæreste. Det er ham, jeg bor sammen med i dag og som er far til min søn. Det var en kold vinter i Berlin. Jeg var nyforelsket, savnede min kæreste forfærdeligt og havde svært ved at få specialet til at rykke. Der var ikke internet og tv på værelset. Mine roommates var en mærkelig indadvendt japaner og et belgisk par, der var i praktik som landskabsarkitekter. De var søde, men aldrig hjemme. Så meget for at forbedre mine tyskkundskaber. Når jeg skulle glemme tid og sted, læste jeg Knuth Beckers romanværk om antihelten Kai Gøtsche og hans familie i en nordjysk lilleby kaldet ”Vendelby”. Seriesporet er stærkt, ser jeg nu. Jeg havde fået alle bøgerne med i kufferten fra mine forældre. Kai er en uheldig dreng, der ikke altid har det største kognitive budget at gøre godt med. Han kommer på opdragelsesanstalt og går så meget ondt og uretfærdigt igennem. Det er ikke en oplivende serie, men den er vanvittigt godt skrevet. Og til sidst får Kai sin Marianne. Og jeg fik min Peter.

Nedslag 7: Sommeren 2003
 Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis ikke man havde læst Lykke-Per af Henrik Pontoppidan. Eller min far påstod, at hun havde sagt noget i den stil. Min kæreste havde et fint gammelt eksemplar stående i sin bogreol. Jeg fik lov til at låne de to bind. ”Såfremt du ikke sætter fedtefingre i dem”, lød det formanende fra ham. Man passer vel på sine bøger! Vi tog på Amager Strand en varm dag, og her lå jeg og læste en del kapitler. Plagede unge mænd er åbenbart også et spor i mit læseliv.  Da jeg var færdig med klassikeren, læste min kæreste den. Der var er noget helt særligt ved, at vi næsten samtidig har læst Lykke-Per.

Nedslag 8: Foråret 2012
Jeg var gravid og gik bare og ventede. Og ventede. Jeg havde arvet Sigrid Undsets værk om Kristina Lavransdatter fra min moster. Nu var der tid til at få has på de tre bind. Der er et hav af fødsler i de bøger. Kristin er en fødemaskine. Masser af sønner. Den norske middelalder er barsk og fascinerende. Jeg lå mest i sengen og læste. Jeg opdagede, at præsten og Undset-eksperten Doris Otzen holdt foredrag om værket i et sognehus et sted i Indre By. Man laver de mærkeligste ting, når man venter på et barns ankomst. Jeg tog til et arrangement en eftermiddag sammen med 15 ældre damer fra menigheden for at høre mere om værket. Der var kaffe og bløde småkager. De kunne godt se, at jeg var en fremmed fugl. Men vi havde noget vigtigt til fælles: Vi havde alle læst Kristin Lavransdatter en eller flere gange.

Nedslag 9: Sommeren 2012
Baby var kommet. Endelig. Jeg var i en slags euforisk tilstand, hvor jeg ikke var specielt træt, selv om jeg ammede hver tredje time. Jeg sad i lænestolen i den solrige stue, ammede den lille en halv time ad gangen og genlæste Helle Helles Rødby-Puttgarden, for jeg kunne da lige så godt læse noget lødigt. Det var genkendelsens glæde kombineret med noget helt nyt: At være mor. Senere i min barsel gik det ned ad bakke med læsningen, må jeg indrømme.

Nedslag 10: Sommeren 2014
Vi er i Sverige i sommerhuset, og det er gråt. Det er ikke spændende at være i sommerhuset, når vi ikke kan komme til søen og bade. Den toårige er meget svær at få til at falde i søvn. Jeg drømmer om, at han falder i søvn på ti minutter og napper den berømmede to timer lange middagslur. Da han endelig sover, kaster jeg mig begærligt over Caitlin Morans Kunsten af være kvinde i stedet for at tage opvasken eller plukke ribs. Morans skæve og sjove feministbibel får mig til at klukke af grin. Det er egentlig ok, at det begynder at regne. Moran redder min ferie lige den eftermiddag i Skåne.

PS om litteraturens steder
Læsningens steder får mig til at tænke på litteraturens steder. Forskeren Anne-Marie Mai har skrevet tre bind med titlen Hvor litteraturen finder sted. Her tager hun os med til slotte og kirker, kældre og klostre for at fortælle den danske litteraturs historie på en ny måde –nemlig gennem de steder, hvor den er blevet skrevet, læst og brugt. De bøger skal vist på min ønskeliste, for greb til genopdagelse af danske klassikere er altid velkomne i min verden.

Om det så gør os til ordentlige mennesker at læse Lykke-Per og de andre store værker, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Mit eget bud er, at der formentlig skal lidt mere til, herunder et drys Caitlin Moran og en solid portion Astrid Lindgren.

Læs mere om trebindsværket Hvor litteraturen finder sted på Litteratursiden

Portræt af en læser

/ Lisbet V. / 24 kommentarer

I vinterferien var jeg nogle dage sammen med min ældste niece, Erica på knap 9 år. Hun går i 2. klasse, og læsning er en vigtig del af hendes hverdag. Jeg fik lov til at stille Erica nogle spørgsmål om det at læse bøger. Om et par år gentager jeg nok øvelsen, hvis Erica stadig er med på den.

 

Lisbet: Kan du huske, hvordan du lærte at læse?
Erica: Jeg kan huske, at de første bøger jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.

Lisbet: Hvad får du ud af et læse?
Erica: Mange ting. Jeg er bare glad for at læse. Min farmor siger, at hun altid er hovedpersonen i de bøger, hun læser. Sådan har jeg det ikke.

Lisbet: Snakker du og dine venner om at læse?
Erica: Ja, jeg er i gang med at læse Harry Potter sammen med min veninde. Vi er på samme læsetrin. Vi er en slags læsegruppe ovre i skolen. Nogle gange snakker vi om det, vi har læst. Det var min veninde og jeg, der fandt ud af, at vi var på samme læsetrin og godt kunne læse de samme bøger samtidigt.

Lisbet: Hvad gør din lærer for at inspirere alle elever til at læse for sjov?
Erica: Min lærer vidste fx, at jeg havde læst en masse bøger af Ole Lund Kirkegaard. Hun vidste også, at jeg syntes, at de bøger var ret gode og sjove. Så det fortalte hun til de andre i klassen.

Lisbet: Hvornår kan du bedst lide at læse?
Erica: Lige før jeg skal sove. Jeg gør det altid. Jeg kan godt lide at falde i søvn på noget, jeg kan tænke over. Jeg er ret god til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe og sove.

Lisbet: Hvordan finder du de gode bøger?
Erica: På biblioteket og nogle gange i en boghandel. Jeg har mit eget lånerkort. Jeg finder meget selv. Hvis jeg vil læse en bog i en serie eller finde en bog, som min mor siger, at jeg er klar til at læse, så spørger jeg bibliotekaren.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Erica: De er sjove, men jeg kan bedre lide at læse selv. Nogle gange når vi skal på en længere rejse, så downloader jeg en lydbog på min mors iPad. Vi finder lydbøger på eReolen.

Lisbet: Læser du bøger på iPad?
Erica: Det har jeg prøvet. Det helt nyt. Jeg kan bedre lide at læse bøger. Jeg ved ikke hvorfor.

Lisbet: Kan du lide at læse bøger, du har set på film?
Erica: Ja, nogle gange, fx Harry Potter. Jeg så først filmen, og så ville jeg gerne læse bøgerne. Men dengang var jeg ikke så god til at læse, så min mor læste højt. Jeg tror, at jeg forstår mere, når det er mig selv, der læser bogen.

Lisbet: Læser du højt for nogen?
Erica: Ja, for min søster, der er et år yngre end mig. Hun kan godt lide den læsebog, som jeg har ovre i skolen, så jeg har læst hele bogen højt for hende.

Lisbet: Hvem er din yndlingsforfatter?
Erica: J.K. Rowling

Bonusinfo

bornebogcast_300x300_6

Til Ericas forældre og alle andre, der gerne vil have inspiration til, hvad deres børn selv kan læse, så er det bare med at lytte til den fremragende Børnebogcast. Det er børnebibliotekar Julie Arndrup og lærer og skolebibliotekar Lisa Gardum Andersen, der står bag podcasten.

Du finder den på Københavns Bibliotekers hjemmeside

God lyttelyst.

 

 

Min mormor og Magna Print

/ Lisbet V. / 4 kommentarer

Ude på landet i Vendsyssel i perioden 1976-1983 var der ikke daginstitutioner. I hvert fald ikke i Astrup, som jeg kommer fra. Jeg blev i mine første syv år passet af min mormor, Marie Kjeldsen, når mine forældre var på arbejde. Hun er blevet et af mine læseforbilleder. 

Her er historien om, hvordan hun sørgede for, at jeg voksede op i et sprogligt rigt miljø, hvor der både var Lykkehjulet, krydsogtværs, salmevers og masser af romaner.

Damen med de store briller, der har en beskyttende arm rundt om den korthårede pige, er min mormor. Pigen er mig.

Marie var født i 1913 og elskede læse og skrive. Hun var bogligt begavet, men som så mandre andre børn af den tid havde hun ikke mulighed for at tage en længere uddannelse. Hun blev gift med Søren, de fik en gård og fire børn i 1935, 1938, 1947 og 1951. Hun blev enke som 63-årig og var på det tidspunkt flyttet fra gården ind til et hus i en landsby. 

Her passede hun børnebørn og tog imod en lind strøm af kaffetørstige gæster. Min mormor var svagtseende og havde meget tykke briller. Min mor sørgede for at låne Magna Print-romaner i rigelige mængder til hende. Jeg var fascineret af Magna Print-bøgernes flotte, grafiske forsider med de karakteristiske striber. I lang tid troede jeg, at at Magna Print var en forfatter – en yderst produktiv forfatter! 

Min mormor skrev indløbslister, breve og julekort. Hun kunne et hav af tekster fra Højskolesangbogen og salmebogen ud af. En af hendes største fornøjelser var at løse krydsogtværs. Da TV2 åbnede sad hun trofast klar foran skærmen hver aften, når der var Lykkehjulet. Den lille ordleg med køb af vokaler underholdt hende igen og igen. Hun strikkede nok eller skrællede kartofler, mens hun fulgte med. Det var dengang Michael Meyerheim var en frisk ung mand. 

Vendsyssel Tidende, Sindal-avisen, Jyllands-Posten og ugeblade var blandt de vigtigste trykte medier hos min mormor. Inden middagsluren på sofaen læste hun i sin bog. Så skulle jeg være stille. Jeg kan godt forstå, at hun har haft brug for en stilletime. Jeg var et meget talende barn, siges det. Imens kiggede jeg f.eks. i hendes bog med billeder af den danske kongefamilie. Jeg sad også og kiggede i familiealbummer med fotos af Kjeldsen-klanens medlemmer. En familie er vel en familie. 

Da jeg selv lærte at læse og fik smag på længere bøger, kastede jeg mig begærligt over klassikere som Sind af Jakob Knudsen og Desirée af Anne Marie Selinko. Selvfølgelig i Magna Print, der lå hjemme hos mormor. Alvorlige sager for en 12-årig. Det var dybt tilfredsstillende at kværne så mange sider SÅ hurtigt. Det kan man nemlig med Magna-bøgerne. Jeg husker dog ikke, at min mormor og jeg nogensinde snakkede om bøgerne. 

Som 14-årig var jeg ligesom alle andre 14-årige piger fortabt i Tine Brylds Liv og Alexander-bøger. Med sex, utroskab og hele moletjawsen. Min mormor sagde, at hun egentlig godt ville prøve at læse bøgerne for at få en idé om, hvorfor jeg godt kunne lide dem. Så hun lånte mine paperback-udgaver. Jeg stivnede lidt ved tanken om de erotiske scener. Dem ville hun jo støde på. Pinligt. Da hun havde læst romanerne, sagde hun ligefremt, at det ikke var noget for hende, men at hun godt forstod, hvorfor jeg var så optaget af dem.

Det glemmer jeg aldrig. Det har for mig stået som noget helt særligt, at min mormor var interesseret i mine læsepræferencer. Inspirationen gik ikke kun den ene vej. En pige på 12 og en kvinde på 75 kan have meget til fælles ud over blodets bånd. 

Min mormor anede intet om pædagogiske tilgange til early literacy, børns tidlige sprogtilegnelse eller didaktiske principper. Hun havde bare en hverdag, hvor skrift, bøger og tekst i bred forstand fyldte meget. Ligesom i så mange andre almindelige menneskers liv. Jeg var en del af hendes husholdning, og alt, hvad der skete i hendes stue, husker jeg skarpt. Nu er jeg 40. Hvis jeg er heldig, så får jeg selv lov til at blive den slags bedstemor et godt stykke ude i fremtiden. Men det bliver uden Lykkehjulet.

Forskeren Kjeld Kjertmann har mange bud på, hvordan børns læsestart kan kobles meget tidligt med hverdagens almindelige gøremål, hvor skrift er involveret. Hans hovedpointe er, at skolen ikke skal have monopol på læsestarten.

På Kjeld Kjertmanns hjemmeside ligger en række inspirerende artikler om emnet

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne

/ Lisbet V. / 7 kommentarer

Det er ikke nogen nem opgave at vælge årets bedste tre bøger. Mine medblogger Jan har sat fokus på skønlitteraturen. Jeg vil derfor sætte fokus på fagbøger samt snige børnelitteraturen ind.

Altid godt med et par benspænd! 

Årets tredjebedste bog 

Denne bog har jeg funderet meget over. Det er en børnelitterær udgivelse fra 2016, som deler vandene i min husstand. Jeg bliver helt træt i ansigtet, når jeg skal læse den højt ved puttetid. Men min søn på fire år udviser den vildeste begejstring. Og når en bog kan udløse så meget fryd hos et barn, så fortjener den hædrende omtale. Den kommer her.

Flunkerne i Danmark forfattet af Joaquin Cera og Juan Carlos Ramis, udgivet på Carlsen, er en myldrende findebog med små grønne figurer fra det ydre rum. I denne 27. flunkerbog er de kommet til Danmark og besøger Den Lille Havfrue, Den Gamle By, Kronborg og en masse andre seværdigheder. Forfatterne har taget bestik af Flunkerne enorme popularitet i Danmark og simpelthen skrevet og tegnet en hyldestbog til vores nation. 

Jeg har spekuleret over bogens fascinationskraft hos børn. Der er fuld skrue på fantasien, Captain America blander sig med kentaurer og klassiske H.C. Andersen-figurer. Der er er væld af skæve situationer og mærkelige scenarier, som med usvigelig sikkerhed trækker de yngste læsere ind i bogens verden. 

Bogen gør nærmest ikke andet end at lægge op til dialogisk læsning. Alle bøger kan bruges til det formål, men med en findebog er det selve pointen. Hvem, hvad, hvor og hvorfor og flere hv-ord præger den fælles læsning af denne bog. Den gode fortælling med begyndelse, point of no return, klimaks og afslutning er ikke det, det handler om. Der er noget andet på færde her, og det er lysten til at lege detektiv og gå på opdagelse med øjne på stilke. 

Læsning er en relation. Når jeg overtaler Aske på fire til at høre Jul i Bulderby, så skal jeg selvfølgelig også læse Flunkerne i Danmark for ham. Og det skal jeg nok også i 2017.

Flunkerne huserer hos mange børnefamilier. Lidt danmarkshistorie sniger sig ind i denne udgivelse fra 2016.

 

En glidende overgang til nummer to

Den svenske antropolog Carina Fast har skrevet en forbilledlig, letlæst og engagerende fagbog udgivet på Klim. Titlen er Læs med dit barn: Sådan støtter du dit barns læse- og skriveudvikling. 

Fast har en velgørende uhøjtidelig tilgang til, hvad forældre kan gøre for at stimulere deres børns interesse for sprog og skrift. Verden er fuld af tegn, symboler og ord, som man kan lege og læse med – også inden barnet kan læse og skrive i formel forstand. Krusedulleskrift, ord på slikposer, spil på iPad, bilmærker, samtaler om bøger og film, ønskesedler og sange er alt sammen veje til læsning.

Fast understreger hvor vigtigt det er, at forældre hjælper børnene med at finder bøger om deres interesser. Dette fokus på litterær præference fra en meget tidlig alder rinder mig i hu, når jeg læser Flunkerne i Danmark, jf. min nummer tre på årets boghitliste. 

Carina Fast har en befriende udogmatisk rolle til alle de skærme, der er i vores og vores børns liv. Hun fokuserer på alle potentialerne i tablets, computerspil, børne-tv og film frem for at dæmonisere dem. Samtidig har hun et skarpt blik for alle de hverdagssituationer, hvor børn kan deltage og samtidig få styrket deres sprog og glæde ved samt forståelse af skrift. 

Læs med dit barn er udkommet i et handy format, som for mig er ensbetydende med høj brugsværdi. Der er velvalgte illustrationer og en eksemplarisk litteraturliste for de nørdede, som vil læse mere. Denne bog er den oplagte gave til nybagte forældre og bedsteforældre og alle, der interesserer sig for early literacy. 
. 

Herlig forside til en herlig bog.

Nummer 1: Vores alle sammens Svend
Jeg er nok ikke alene om at mene, at Svend Brinkmanns Ståsteder: 10 gamle ideer til en ny verden var årets største faglitterære læseoplevelse. Bogen er udgivet på Gyldendal Business, og den blev akkompagneret af Brinkmanns Rosenkjær-programmer på P1. Jeg læste bogen i efterårsferien med god tid til at tygge på de tunge emner. 
Brinkmann retter en i bund og grund lammende kritik mod instrumentaliseringen svøbe. Alt, hvad vi gør i dag, skal bruges til noget. Der er efterhånden ikke noget, der er værdifuldt i sig selv. Kunsten skal gøre os innovative. Legen skal føre til læring. Tilgivelsen skal gøre os lykkelige. 

De ti eksistentielle ståsteder, som Brinkmann går i dybden med, er en modvægt til nyttetænkningen. De har i iboende værdi, og de giver os en slags fast grund under fødderne i modernitetens flydende verden, hvor vi skal have fødder og ikke rødder. 
Samtidig vil vi jo gerne have det meningsfulde liv. Det liv findes ikke indeni os selv, men i relationerne til verden og andre mennesker. Brinkmann har fortsat ikke været hos coach, hvis nogen skulle være i tvivl. 

De ti ståsteder er Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Og ja, de skal skrives med stort. 

Brinkmann kan noget med at syntetisere vestlig filosofi gennem et par årtusinder på en uprætentiøs måde. Det er jeg stor fan af. Han har holdninger, og han lægger ikke skjul på dem. En vis lun, jysk humor stikker hovedet frem fra tid til anden i denne ellers alvorlige sag. Som når han får nævnt en slidt gammel gyngestol og ægteskabelig kærlighed i samme passage. Her er der lidt Niels Hausgaard-style, som fungerer ret godt i samklang med Platon og andre store tænkere. 

Ståsteder kan jeg tage frem år efter år og få rystet livsperspektivet på plads. Nu er det bare spændende, hvad Brinkmann byder på i de kommende år. 

Ståsteder står i min vindueskarm i dagens anledning. Der står den godt.

Den musiske bogsnak

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Musik kan være fyldt med stor litteratur. Ikke et ord om Bob Dylan i dette lille indlæg. I skrivende stund vides det vist ikke med 100 procent sikkerhed, om han dukker op og modtager Nobelprisen i litteratur i december. Men moooooon ikke. 

Litteraturen i musikken er noget, som musikformidler Anya Mathilde Poulsen ved Roskilde Bibliotekerne ved noget om, mildt sagt. 

Hun arrangerer beat:litt-aftener på biblioteket, hvor musikere i forbindelse med koncerter fortæller om deres egne yndlingsbøger og deres forhold til litteratur. Hun laver podcasts, underviser på Folkeuniversitetet på museet Ragnarock, organiserer lytteklubber og kender for eksempel PJ Harveys tekstunivers fra hjørne til hjørne.

Inspirerende musikformidling, der åbner geniale sangskriveres tekstverdener for os, kan kun kalde på begejstring! 

Hold øje med Anya på Roskilde Bibliotekernes Facebook-side og disse steder: 

Roskilde Bibliotekernes musikblog lydspor.nu
P1 Podcaster i godt selskab med Susanne Sommer 
Eller hvad med at låne Anyas bog med titlen Feminint forstærket: Syv samtaler med kvindelige musikere

Lydbøger og indslumring

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Jeg elsker ideen om lydbøger. Den gode oplæser, den koncentrerede oplevelse, hvor resten af verden lukkes ude, og ikke mindst den stærkt beroligende effekt. Stærkere end kamillete, portvin og et varmt bad. 

Nu skriver jeg, at jeg elsker ideen om lydbøger. Min udfordring er nemlig, at jeg i hverdagen lytter forbløffende lidt til lydbøger. De er en del af mit aftenritual, lige inden jeg skal sove. Og derfor har jeg været i gang med den første halve time af Lykke-Per i fire aftener nu. Jeg falder meget hurtigt i søvn og må nærmest begynde forfra hver aften. 

Oplæseren er Dan Schlosser, og hans stil er egentlig ikke søvndyssende i sig selv. Bogen er langt fra kedelig, mildt sagt. Sproget er forrygende, og der er skam også handling lige fra side et. Eller hvad det nu hedder, når det er en lydbog. Per er det sorte får, der ikke passer ind i familien og det gennemkristne miljø i hjemmet. Han er en outsider, selv om Pontoppidan af gode grunde aldrig ville bruge den vending. Romanens motiv bliver lagt tydeligt ud ganske tidligt. 

Jeg har læst romanen før, men det er mange år siden, og jeg er en inkarneret Pontoppidan-fan. Når man er det, så genlæser man hans romaner. Det er ellers ikke noget, jeg praktiserer meget. 

Men jeg falder i søvn lynhurtigt. Som en baby. Noget må gøres. For Lykke-Per som lydbog varer 26 timer. Jeg VIL være en lydbogslytter. Jeg må kombinere lytningen med praktiske sysler i hjemmet og eventuelt en omgang amatør-pilates på stuegulvet. Nej, det sidste er nok alligevel for usandsynligt…..Lad os se, om jeg er klar til en ny lydbog i 2017! 

Læs om klassikerbegrebet på Litteratursiden. Teaser: His Bobness er nævnt i artiklen

Artiklen er skrevet af forfatter og litteraturkonsulent ved Gentofte Bibliotekerne Signe Langtved Pallisgaard 

Bemærk: Denne mand er vågen. Dog lidt fjern i blikket. På vej til indslumring?

Hvad er en bog?

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

I sidste uge var jeg til et møde med 50 sprogansvarlige pædagoger på Nørrebro i København. At være sprogansvarlig – det er en titel, der forpligter. Det betyder, at man spiller en særlige rolle for det pædagogiske arbejde med sprog i en daginstitution. Om det så er på Nørrebro eller i Nexø. 

Jeg var med til mødet for at fortælle om bibliotekernes tilbud til de yngste borgere. 

Undervejs kom vi til at tale om, hvordan arbejdet med early literacy kan forme sig i mødet med bøger i det daglige. Early literacy er groft sagt alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de kan læse og skrive i formel forstand.

En engageret pædagog fortalte mig om sin egen hverdag, hvor hun snakker med børnene om, hvad en forfatter er. Nogle gange er der en forfatter og en illustrator, som har to forskellige opgaver. Den samme forfatter kan have skrevet flere bøger. Og hvordan kan man se, at en illustrator har tegnet bogens billeder? Er der måske nogle særlige farver, personer eller en letgenkendelig ulden streg, som går igen? Børnene snakker også om, at bøger har en forside og en bagside. 

De lærer, hvad en bog er for en størrelse. Konceptet: En bog. 

Det slog mig, at den her indfaldsvinkel har jeg da aldrig fået brugt herhjemme på matriklen, hvor en fireårig huserer. Altså det med forskel på forfatter og illustrator.

I dag bad den fireårige om at få lov til at lave sin egen bog, så nu er vi klar til at snakke om, hvad det betyder at være forfatter og illustrator! 

Nedenunder er to eksempler på karakteristiske streger. De to bøger er meget forskellige, men bliver ved med at tilfredstille øjet og øret. Og at en trold kan blive vænnet til at bo på plejehjem, er da velfærdsstat 3.0. 

Læs mere om early literacy på Nationalt videncenter for Læsnings glimrende hjemmeside

To vidunderlige børnebøger, hvor tekst og billede danser elegant sammen.

                                                                             

Kender du Marianne? 

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Det danske biblioteksvæsen er huse, bøger og andre materialer – og mennesker ikke mindst. Fagpersoner, der lever og ånder for for litteratur, læsning og sprog. Mange af dem deler gavmildt deres læseoplevelser og giv inspiration til den næste roman, den næste serie, den næste digtsamling og den næste fagbog. 

Jeg kunne pege på mange bibliotekarer, der med engagement, personlig kant og professionelt overskud formidler litteratur på diverse platforme. I dag dag peger jeg på Marianne, der er ansat på Ishøj Bibliotek. Hun har blik for det lokale og det internationale. Hun blogger om serier. Hun holder øje med hot dudes reading på Instagram. Hun anmelder på Litteratursiden og bakker op om litteraturfestivaler, litterære events og den gode gammel boghandel. 

Ishøj Kommune kan være mere end godt tilfreds med sådan en medarbejder. Og vi andre kan glæde os over, at litteraturformidling anno 2016 ikke kender til kommunegrænser. 

Læs Mariannes blog på Ishøjs Biblioteks hjemmeside

Læs Mariannes anmeldelser på Litteratursiden

Nyd billederne på Mariannes Instagram-profil

Når netværk bare virker 

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Ringsted Bibliotek har inviteret den samlede danske bogbranche, og i særdeleshed bibliotekerne, til at lege med hashtags i september. Legen hedder #septemberbøger. Hver dag er der en ny udfordring. En blå bog. En bog du har læst mere end en gang. En bog der fik dig til at grine. 

I Bibliotekarforbundets blad Perspektiv fortæller Camilla Bøcher Roesen, at hun sammen med en kollega satte sig ned og formulerede 30 udfordringer. En til hver dag i september. Derefter aktiverede hun diverse netværk. Og se! Det vælter frem med inspirerende, sjove og overraskende opslag på Instagram og Facebook. 


Camilla pointerer, at det ikke behøver at tage lang tid at sætte gang i sådan en bølge. Pointen er, at man laver et enkelt og letforståeligt koncept, brainer med en kollega, hurtigt rækker ud og deler med sit netværk i hele landet og på tværs af brancher. Ikke noget med fire uger til strategiproces. Aaaahhhh, hvor befriende! 

Jeg ser Ringsted Biblioteks initiativ som et eksempel på, at netværk ikke bare er noget ekstra, flødeskum og syltetøj på toppen. Hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden er man fuldstændig ude af af stand til at udføre sit job, hvis man ikke bruger sit netværk. I hvert fald i vores branche, der handler om litteratur- og kulturformidling. 

Så godt gået til Camilla og Co! 

Og tag så lige og følg Camilla og hendes kumpaner på bloggen Trilogien.