Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.
Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.
F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier, som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.”
Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.
’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.
3 stærke og balstyriske noveller
Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.
‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.
Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’. Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.
Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.
F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.
På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.
’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.
Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.
Summa summarum
Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.
Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.
Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.
Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.
Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.
Boginfo
’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.
#bogsnak 