Jans Top 3

2018 nærmer sig hastigt sin afslutning og det er dermed blevet tid til at tænke lidt over årets store læseoplevelser.

Lisbet og Mikkel har allerede forfattet deres top 3, så jeg iler nu med at give mine bud på årets bedste læseoplevelser, inden året rinder ud.

De tre bøger, jeg har valgt, er fantastiske bøger på hver deres måde, og de har alle givet mig en længerevarende oplevelse, der rækker udover selve læsningen.

Der er en fællesnævner mere, nemlig, rejsen, man som læser kommer med på. Der er den personlige dannelsesrejse, der er en mere konkret rejse til Texas, og sluttelig rejsen ind i galskabens rædselsland. Det er med andre ord bøger, der flytter noget. Mere kan man heller ikke ønske sig af litteratur, tænker jeg.

Lad os sætte i gang …

Når biblioteker og litteratur ændrer liv

Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag uden min fødebys folkebibliotek og de bugnende bogreoler, hvis indhold satte først min fantasi i gang og siden gav mig en masse at tænke over.

Samme oplevelse synes Ahmed Akkari at have haft, og det beskriver han med hjælp fra Lars Hvidberg på fornem vis i ’Mod til at tvivle’, hvor vi følger Akkaris rejse fra stålsat religiøsitet til nysgerrig humanisme.

Og hvilken rejse.

Mod

Undertitlen alene kunne næsten gøre ‘Mod til at tvivle’ til årets bog.

Akkari og Hvidberg er et imponerende makkerpar – ordene flyder smukt og er fulde af eftertænksomhed og nuancer. Min medblogger Lisbet beskrev ’Mod til at tvivle’ så fint tidligere på året med følgende ord: ”Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.”

Og bedre kan det ikke siges. ’Mod til at tvivle’ er en kærlighedserklæring til dannelse, til bibliotekerne og til det at turde åbne sig mod verden. Det er fremragende læsning.

Texas blues

Min glæde ved Mathilde Walter Clarks forfatterskab vil næsten ingen ende tage. Walter Clark er en forfatterinde, som er svær at sætte i bås, men fælles for alle hendes bøger er et mageløst sprog, en sprudlende fortælleglæde og en imponerende og til tider skæv fantasi.

’Lone Star’ er en historie i to dele, der er bundet sammen af Walter Clarks far. Da han dør, beslutter Walter Clark sig for at kigge nærmere på sin og faderens texanske familie. Første del af bogen handler om Walter Clark selv og hendes forhold til faderen, mens den anden del fokuserer på den amerikanske familie i den kæmpestore amerikanske stat Texas.

Der er en snert af moderne slægtsroman over bogen. En mere rammende beskrivelse ville sikkert være, at det er en familiehistorie med Walter Clark og hendes forhold til faderen som omdrejningspunkt. Men det, der gør bogen til noget helt særligt, er tonen og Walter Clarks skriftsprog. Den er fyldt med sødme, sorg og til tider også humor. Det er levende og blidt, hvilket gør ’Lone Star’ til en meget behagelig bog at læse.

Lone Star

‘Lone Star’ kan også fås med et rødt cover, men jeg har forelsket mig hovedkulds i det blå …

Statens Kunstfond har da også nævnt Walter Clarks bog som en af ”10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser.” Og det er meget berettiget, tænker jeg.

Oh, rædsel, oh, gru!

Som den skarpe læser nok ihukommer, elsker jeg horror og gys, og som så mange andre gyserelskere har jeg et blødt punkt for H.P. Lovecraft. Dog har det nogle gange været svært at finde hans historier på dansk.

Det råder Forlaget Kandor – der er et imprint af DreamLitt – nu i den grad bod på. ’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ samler som titlen antyder Lovecrafts historier fra 1926 til 1928. Nu kunne man naturligvis indskyde, at det hverken er nye historier eller nogle jeg har læst for første gang, men at sidde med det digre, smukke værk mellem poterne og nyde Jakob Levinsens i særklasse fantastiske oversættelse er en oplevelse for sig.

Ovre hos vores venner af huset på Planet Pulp har Levinsen fortalt om projektet og de mange udfordringer, der er i at oversætte H.P. Lovecraft. Arbejdet fortsætter nemlig, for der er planlagt yderligere to bind, så stort set alt, hvad Lovecraft har skrevet nu kommer i Levinsens skarpe oversættelse og i smukke bind, der vil klæde enhver bogreol.

H.P. Lovercraft

Ikke kun er ‘HPL’ fyldt med skræmmende gode fortællinger, den er også smuk og imposant.

Kender man ikke noget til Lovecraft, så var han en horrorforfatter med blik for den galskab og rædsel, der lurer i det endeløse kosmos. Han skabte en række gruopvækkende skabninger, for hvem mennesket var ubetydelige fnug, og lagde med sin fantasi og sit særegne sprog grunden til det moderne gys.

Det får man syn for i dette værk. Det er horror, når det er bedst.

Boginfo
’Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018.

’Lone Star’ af Mathilde Walter Clarke, 426 sider, Politiken, 2018

’Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928’ af H.P. Lovecraft, oversat af Jakob Levinsen, 608 sider, Kandor, 2018

 

 

Skrækfest – en reportage

I sidste uge løb horrorfestivalen Skrækfest af stablen i Odense. Festivalen, der er forankret i Odense Biblioteker & Borgerservice, bød på film, musik, oplæg, litteratur, VR, spil og meget andet.

Festivalen lagde stærkt ud med et oplæg om videnskaben bag det gode gys af den kendte horrorforsker Mathias Clasen. Clasen, der har sæde på Aarhus Universitet, er en dreven oplægsholder og gav et fascinerende indblik i de mentale mekanismer, der 1) gør, vi bliver bange og 2) hvorfor vi egentlig godt kan lide at blive bange.

Onsdagen bød på to begivenheder; et oplæg med filosof og udgiver Henrik S. Harksen om H.P. Lovecraft og hele hans mytologiske univers (i daglig tale Cthulhu Mythos) og et arrangement med musik, film og oplæg om den italienske kultinstruktør Dario Argento. Sidstnævnte arrangements kombination af oplæg, musik og film er et gennemgående og effektfuldt træk ved Skrækfest.

Clasen, Harksen og Davide Eskelund Rota, der stod bag Argento-oplægget, trak noget nær fulde huse. Interessant nok, ikke mindst for en bibliotekar, så var publikum pænt fordelt mellem mænd og kvinder og også gerne under de 40 år. Publikum var med andre ord langt fra de grå hjelme, vi normalt ser til bibliotekernes arrangementer, og det var generelt gældende for Skrækfests besøgende.

Planet Pulp

Jacob Krogsøe fortæller vanlig veloplagt om film og horror, mens festivalleder Niels Mark kigger på. (Foto: Jette Holst.)

Brætspil var i fokus det meste af torsdagen, hvor også Planet Pulp bød ind med et arrangement under temaet ’Rædsler fra rummet’. Filmekspert Jacob Krogsøe fra Randers Bibliotek holdt en fremragende introduktion og viste derefter to sci-fi skrækfilm. Igen viste det sig at arrangementerne med en indledende introduktion fungerede umådeligt godt, og foruden at give publikum en større oplevelse også trak folk til.

Litteraturen var i højsæde ved fredagens arrangementer, der blev skudt i gang med en bogreception for prisvindende Lars Ahns nye bog ’Rød Høst’. Derpå overtog først Anne-Marie Vedsø Olesen scenen og fortalte om sin nyeste roman ’Lucie’. Vedsø Olesen kom vidt omkring og leverede et særdeles underholdende oplæg, der omhandlede opera, heavy, mytologi, skrivetips og svampe.

AMVO på slap line

Anne-Marie Vedsø Olesen underholder et tryllebundet publikum med historier om heavy, opera, svampe, kannibaler og meget mere.

Derpå fortalte Jakob Levinsen indsigtsfuldt og humoristisk om sit arbejde med at oversætte Stephen King og H.P. Lovecraft, og de tematiske koblinger mellem de to forfattere. DJ Karlheinz Baustelle skabte en passende grum stemning i pauserne med musikken fra udvalgte horrorfilm. Vedsø Olesen og Levinsen fortsatte efter deres oplæg over i Nordisk Films store biograf i Odense og præsenterede ’Eksorcisten’ for en fyldt sal.

AMVO på scenen

Anne-Marie og Jakob introducerer ‘Eksorcisten’ i en dyster, tætpakket og røgfyldt biografsal. Sidstnævnte synes dog at have gemt sig i skyggerne. (Foto: Jette Holst.)

Skrækfest kulminerede lørdag med en stor markedsdag, hvor der foruden boder og stande var mulighed for at prøve diverse VR, rolle- og brætspil og to forskellige labyrinter for hhv. børn og voksne. Ikke overraskende var de et stort tilløbsstykke, og Haunted Park, der stod bag, fortjener et solidt klap på skulderen. Lørdagen sluttede af med en bragende dobbeltkoncert med to af Odenses bedste dødsmetalbands og en filmmaraton med japanske skrækfilm introduceret af AIOdense.

Afsluttende tanker og erfaringer

Det var en vellykket festival, hvis jeg skal sige det selv. Ikke mindst grundet den solide opbakning fra horrormiljøet både lokalt og på landsplan, samt den kæmpe indsats fra alle de medvirkende. Stor cadeau skal i den forbindelse især lyde til Dansk Horror Selskab og Martin Schjönning.

Publikumschef i Odense Bibliotek & Borgerservice Jens Bang Petersen noterer sig da også, at ”bibliotekerne har bevæget sig fra at formidle materialer til at formidle indhold – og Skrækfest er et eksempel på det. Når der formidles indhold, så gøres det bedst sammen med dem, der er med til at skabe indholdet, så derfor søger vi som bibliotek at invitere til samarbejde bredt i horrormiljøerne.”

Og forankring i både det lokale og regionale horrormiljø er en stor styrke og ressource, der ikke skal undervurderes. Som festivalleder Niels Mark siger: ”Bibliotekerne skal blomstre og spire i tætte alliancer med byens private såvel som offentlige aktører. Biblioteket skal understøtte de lokale ildsjæle og lade kulturen udfolde sig i nye ukendte – og ikke mindst skræmmende – dimensioner.” Bedre kan det ikke udtrykkes.

Det gjorde festivalen til noget helt særligt, at det var temaet og ikke mediet, der var i centrum. Det var ikke en litteraturfestival, men en festival med fokus på gys og horror. Og det er den lektie, jeg har med mig fra Skrækfest, nemlig, at tematisk og tvær-medial formidling er måden at gøre det på. Det så vi i høj grad også med Det Store Bogshow som jeg tidligere har skrevet om. Ved at kombinere medier og berige oplevelser gennem introduktioner og oplæg, så bliver oplevelsen bare bedre og det reagerer publikum på. En af publikum sagde også efterfølgende til mig, at det var rart, at bibliotekerne lavede ting, der var relevant for andre end ældre damer og at arrangementerne også havde en kerne af substans.

Skal jeg give tre gode råd til at slutte af på, så må de være:

  • Gør brug af lokale kræfter – er der f.eks. et stærkt lokalt netværk omkring håndarbejde, så lad det være temaet for en festival
  • Brug et overordnet tema – horror, krimier, rejser, håndarbejde e.lign.
  • Sæt flere medier i spil – byg aktiviteterne op om kombinationer af film, spil, håndarbejde, litteratur, oplæg osv.

Det virker, og er oftest også tilbøjelig til at tiltrække interesse fra medierne tillige. Ren win-win.

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for årets mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af det hæderkronede selskab og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fællesskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen i selskab med andre. F.eks. ved at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med i biografen for at se en gyser.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og foruroligende mange tænder.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller jage rundt på en hjemsøgt gravplads af vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sine hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knogler på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert, overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrker vores reflekser. I det hele taget er det psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horrortitler.

Den danske tradition – når gys bliver horror

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne’ øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men det gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

3 stærke titler

Silvestri, Leis og Wilmann er blandt veteranerne i dansk horror.

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil, og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med først Nikolaj Højberg og nu Jacob Hedegaard Pedersen i front har på relativt kort tid sået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der bl.a. har udgivet ’Hvis jeg overlever natten’, ‘Rustkammeret’ og ‘Når mørket kommer krybende’. Enter Darkness drives af Lars Grill Nielsen, der også har redigeret de tre antologier.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Horror1

Et vue over de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 viser bredden i dansk horror.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014, Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 og Thomas Strømsholts stemningsmættede ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ i 2016 til Lars Ahns overraskelsesfyldte novellesamling ‘Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos’ i 2017 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for gode 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

SF Marked

Forfattere og udgivere fortæller løs om gys og horror til glade gæster til sidste års SKRÆKFEST.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke længere køber så mange eksemplarer af de forskellige titler, så har f.eks. SKRÆKFEST i Odense, Roskilde Horror og De Dødes Nat i Slagelse vist, at der er stor interesse for genren fra bibliotekernes OG fra publikums side. Som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle, hvor vi hjælper med til at skabe rammerne for en samtale om horror, er med til at taler genren op og hjælper med til at formidle glæden ved det gode gys fremfor blot at købe en masse bøger.

Skal genren blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.