En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser

Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.  

 

Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind

Det vælter ind med læsevaneundersøgelser dette efterår. Først Tænketanken Fremtidens Biblioteker rapport om tweens læsevaner, offentliggjort september 2017.

Så kulturministerens Bog- og Litteraturpanels undersøgelse af voksnes læsning, der kom på gaden 30. oktober 2017. Det er godt og nyttigt, at der hele tiden kommer ny viden på området. Jeg dyrker ivrigt tallene og hæfter mig ved, at de kan vinkles på mange måder.

Men jeg graver mig også nogle gange ned i, hvad læsning er for en størrelse. Hvad er det lige der sker, når vi via bøger kommer ind i andre menneskers hoveder? Og hvor begynder det hele? Hvad er “theory of mind”, og hvorfor er bøger fortsat suveræne til at træne vores evne til empati? Det handler dette blogindlæg om.

Må jeg bede om din opmærksomhed?
Det hele begynder på Babyfabrikken. Det er ikke et sted, hvor der bliver lavet børn. Det er en hyggelig butik på Amager, hvor der også er legestue og rytmik for småbørn.

I sidste uge sad jeg på Babyfabrikkens gulv med seks forældre og seks børn mellem et halvt og to år. Jeg var værtinde ved barselscaféen Når dit barn lærer sprog.

Der var bøger over det hele. De tre bukke bruse vandrede rundt i lokalet. Forældrene kastede sig begærligt over mit medbragte udvalg af pegebøger, fagbøger for småbørn, rimbøger, skod-Disney-findebøger og andet litterært vraggods fra børneværelset derhjemme.

Jeg fortalte om børns sprogudvikling. Sproget er kort sagt som et hus. Der er en række elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd og til sidst grammatik og pragmatik, som betyder brug af sproget i specifikke situationer. Børn lærer fx, at sprog er en ting hjemme i mormors dagligstue og noget andet på børnehavens legeplads. Sprog bruges forskelligt alt efter kontekst.

De seks børn på Babyfabrikken var gode til at illustrere mine pointer undervejs. Man skulle næsten tro, at de havde fået instruktioner på forhånd.

Da jeg ville illustrere, hvordan pegebøger er velegnede til at skabe fælles opmærksomhed, så fulgte Oliver på ti måneder ivrigt min finger, da jeg pegede på en krokodille i den udødelige pegebogsklassiker Hvor er Plet? Fælles opmærksomhed er evnen til at dele en fælles, viljestyret og vedholdende opmærksomhed med en anden (kilde: Sprogpakken.dk)

 

img_1037

Spændingen er ulidelig! Igen og igen.

 

Mentalisering
Måske forstår vi det ikke til bunds, men det er næsten et mirakel. Oliver, som ellers ikke kendte mig,  forstod, at jeg havde en intention. Jeg ville vise ham noget. Her var de spæde ansatser til theory of mind eller mentalisering. Theory of mind er evnen til at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler og handle derefter.

Lad os springe frem i tiden til 2036. Lad os lave et tankeeksperiment. Er du klar?

Man ved aldrig, om Oliver om 18-19 år vælger at læse medicin. Men hvis han gør, er der en vis sandsynlighed for, at han støder ind i faget Narrativ medicin, som Syddansk Universitet har gjort obligatorisk for lægestuderende i 2017. Her læser de studerende skønlitteratur for at få en bedre forståelse af patienter som hele mennesker. Læger kan føle smerte og lidelse ligesom alle andre, men ikke nødvendigvis den samme lidelse som deres patienter. Smerte kan have mange ansigter, og eksistentiel meningsskabelse kan finde sted på mange måder.

Når vi læser skønlitteratur, kan vi ligge på dødslejet uden at gøre det. Læs Stoner af John Williams, hvis du vil prøve det. Vi kan blive skilt og miste en arm. Vi kan bestige Kilimanjaro, spise katte, vinde VM i roning, miste vores hus i en orkan og arbejde på et plejehjem, en boreplatform eller i Kulturministeriet.

Vi kan man med andre ord komme ind i andres hoveder. Der er ingen moderne it eller virtual reality involveret. Det hele sker ved mentalisering. Du gør arbejdet selv. Derfor sætter det sig så dybt i kroppen.

Når vi læser litteratur, anstrenger vi os både intellektuelt og emotionelt. Også selv om det ikke føles sådan. Vi er nødt til selv at skabe meningen og læse mellem linjerne. Det er krævende og tit meget tilfredsstillende. Tygget mad er kedeligt og kønsløst.

Med Oliver på tidsrejse
Vi forlader 2036. Tilbage til Babyfabrikken 2017.

En ting er, at Oliver forstår, at jeg vil noget med ham. Noget andet er, at han om nogle måneder begynder at gøre sig forestillinger om, hvor Plet er henne. Under tæppet? I skabet? Der er mange muligheder.

Oliver ved også, at Plet ikke er det samme som en hund på gaden uden for vuggestuen. Plet er en repræsentation af eller et eksempel på en hund. Det er også et mirakel. Oliver er i gang med at udvikle en kompliceret tegnforståelseskompetence.

Der findes andre hunde i bøger og andre hunde ude i verden. Der findes mange kategorier af hunde. Hvis Oliver bliver voldsomt hundeinteresseret, så lærer han, at gravhunde, pudler og Golden Retrievere er vidt forskellige typer. Og hvad med ulven? Er den også en hund? Svaret er ja. Ordforrådet vokser – især på de områder, som et barn nærer stor interesse for.

Oliver-eksemplet kan udfoldes i alle mulige retninger. Hundelyde er jo ikke bare hundelyde. Men det gemmer jeg til et andet blogindlæg.

Hvor er Plet? Kom nu med svaret
“Hvordan kommer jeg IND i bogens verden?” spurgte min søn lidt frustreret, da han var fire år. Han var dybt optaget af universet i en spændende billedbog.

Jeg havde lyst til at svare, at han måtte finde et garderobeskab og kravle ind i det. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Måske: “Med dine tanker.” Hvis nogen kan hjælpe mig med et bedre svar, så tager jeg med glæde imod det.

Indtil videre må han affinde sig med, at jeg godt kan blogge om emnet men ikke for alvor levere en håndfast løsning. Han må bare blive ved med at prøve. Ligesom dengang han til sidst fandt Plet i en kurv.

På videnskab.dk kan du læse mere om forskning i koblingen mellem litteraturlæsning og evnen til empati

På information.dk er der et letlæst interview med lingvisten Justin Markussen-Brown, der nærmest er et orakel på området børns tidlige sprogtilegnelse

Bogen Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis (2017) af Justin Markussen-Brown guider dig igennem den fantastiske rejse, som børns sprogudvikling er. Du får viden, sjove eksempler og praktiske tips, der er nemme at gå til. Også selv om du bare er forælder og ikke pædagog. Bogen er udgivet på forlaget Turbine.

På bloggen børnenesbøger.dk er der en fin intro til Plets univers. Det er forlaget Apostrof, der udgiver bøgerne i Danmark

Læs mere om narrativ medicin på Syddansk Universitets hjemmeside