Mikkels 2017 top-3

Aaaarrhhh … nytårslister. Elsker dem! Lisbet startede top-3 ballet her på bloggen i forrige uge med en livsviis liste, men sådan er hun jo. Det er mit job at følge op med et eller andet usammenhængende for at få mine medbloggere til at se endnu bedre ud.

Den gode nyhed er, jeg overgik mit Goodreads læsemål for 2017, men det var så også sat lidt uambitiøst. Mit forsvar – ikke at jeg har brug for ét – er, at jeg læser en del såkaldt grå faglitteratur; rapporter, notater, strategier o.lign. Jeg forfatter også min del til den djøffede del af den litterære kulturarv. Jeg har skrevet en luns af denne her fætter i år fx:

Ingen kredit på forsiden. Jeg fik ingen penge for det. Det tog lang tid. Få læser den. Om nogen. Da den blev præsenteret på IFLA-verdenskonferencen i Wroclav i år, ventede ingen fans i åndeløs spænding på mig. Jeg skal være ærlig; at være en internationalt publiceret forfatter er mindre glamourøst, end jeg havde håbet. Til $126 er vi nok heller ikke ude i noget årets julegaveidé eller noget.

I årets første del genbesøgte jeg min gamle science fiction-fascination, som jeg deler med medblogger Jan. Jeg læste de to første bind i ”The Expanse”-serien (nu på Netflix) og de to første bind af Iain M. Banks ”The Culture”-serie på min elskede Kindle. Jeg genbesøgte også min barndomshelt Stephen Kings ”Mr. Mercedes”-trilogi, men gensynsglæden var behersket. Så kastede jeg mig over Svend Brinkmann som den sidste i Danmark og en ordentlig bunke selvhjælpslitteratur. Det blev sommer med følgende sommerkrimier (bvadr!) og efterår med masser af lystlæsnings-faglitteratur med titler som ”The End of Ownership,” ”Om strategi” m.v. Jeg sluttede af med mit tredje forsøg på at få læst hele Ringenes Herre-trilogien inkl. Hobbitten. Jeg er halvt igennem nu og kan godt huske, hvorfor jeg gik i stå de første to gange.

I livet uden for bøgerne har jeg lavet vilde ting på arbejdet med ny strategi for Københavns digitale bibliotek og forhandling af de store forlags genkomst på eReolen. Josephine og jeg var til U18-EM i kickboxing i Skopje med et 13 timer langt forsinkelses-layover i Wien på vejen, og vi var i New York på konfirmationstur. Senere var jeg med en trio af kolleger i Californien, hvor medblogger Rie og jeg underholdt på en konference. Når slud og sjapsne overtager verden, og sultne isbjørne drager hærgende gennem gaderne, kan jeg stadig lukke øjnene og mærke mig selv køre den store, fede lejebil ned ad Stillehavskysten med country i radioen og californisk hedebølge på vores smukke, unge ansigter. Suk!

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Tim Wu: “The Attention Merchants.” Denne blev anbefalet af en kollega, der er i noget så fint som en international læseklub. Hun anbefalede også ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag,” som man vel retteligen bør læse alene pga. titlen. Wu’s bog er lidt for lang, men en grundig, historisk gennemgang af, hvordan vores opmærksomhed fanges, fastholdes og monetariseres er det under alle omstændigheder. Der er naturligvis en tricky pointe i, at titlen omtaler ”opmærksomhedskøbmænd” og ikke reklamefolk, og det skyldes, at annoncefolk, konceptudviklere, reklamefilmsinstruktører og andre småskumle typer ikke er alene om det. Faktisk er de aktører, der skaber grundlaget, vigtigere. Hvis du afvikler verdens bedste reklame i en mørk skov, hvor mange køber så produktet?

Facebook er vel det bedste eksempel. Facebook er gratis som privatforbruger. Hvorfor mon? Fordi vi ikke er aftagere af en service. Vi er produktet! Når vi er kroget ind og stimlet sammen som kvæg i millionstore flokke, sælger Facebook vores opmærksomhed til annoncører, og det er lukrativt til tonerne af en markedskapitalisering på ca. 4.000 mia. kr. Bogen lever særligt i de første historiske afsnit om aviskrigen i New York i 1800-tallet – et underholdende ræs mod bunden komplet med slibrige rapportager og spektakulære fake news – og de første cigaret- og mirakelmikstur-reklamer. Der er dog en lige linje til nutidig praksis, som bogen trofast fører os op mod, så læs den og lær at frygte gratis services!

IMG_2097

Tim Wu: “The Attention Merchants.” 2017. Atlantic Books. 432 sider.

Nr. 2. Amy Chua: ”Battle Hymn of the Tiger Mother” (på dansk: ”Kampråb fra en tigermor”). Nej, den er ikke ny, men jeg læste den først i 2017 og kun ved et tilfælde. Jeg er altid småbesat af problemstillingen, hvilke værdier man giver videre til sine børn, og jeg kan huske, at ”Tigermor” kastede en frygtelig masse debat af sig i sin tid. Amy Chua er kinesisk-amerikansk juraprofessor og gift med en jødisk mand. ”Tigermor” fortæller om hendes kamp for at opdrage deres to døtre på kinesisk vis trods alles modstand. Jeg havde egentlig indstillet mig på en lidt tør sammenligning af kinesisk og vestlig opdragelse, men fik i stedet en øjenvidneberetning fra et perfekt kaos af en dysfunktionel familie. Bogen er urkomisk, for Chua er tydeligvis semipsykopatisk og udleverer fuldstændigt sig selv undervejs. Døtrene må ikke have venner, holder ikke børnefødselsdage, og har ingen hobbyer, men de må øve sig på henholdsvis klaver og violin i timevis hver dag.

amy-chua-and-her-daughters

”For vestlige forældre er det en stor ting, når børnene øver sig en time på deres instrument. For en kinesisk mor er det bare let opvarmning.”

Den lille new yorker-familie bliver en krigszone med en ustoppelig kraft – moderen – der rammer en urokkelig modstand – særligt den yngste datter. Trusler, afpresning og uendelig råben er hverdag. Samtidigt er der berømte lærere, der skal stalkes og fedtes for, og skolen skal jo også passes med 13-pil-op. ”Tigermor” forårsagede som sagt en del debat i sin tid, og vi fik også lidt skvulp herhjemme med TV-programmer, hvor onde kinesiske mødre tog fat i dovne, danske børn (”Slappe af? Du kan da slappe af, mens du går hjem fra skole!”). Kinesisk opdragelse slår særligt danskere som vanvid og tortur, mens kinesere forfærdes over det potentiale, vores børn spilder, mens de hygger sig og opdrages af ipads. Vælg selv side. Til EM i kickboxing så Josephine og jeg med rædsel på de russiske træneres behandling af børnene, men samme børn virkede knap så triste, når de efterfølgende vandt det hele. Aldrig har jeg hørt den russiske nationalsang så meget! Lad mig omformulere: Skal man vælge side? Kan man kombinere?

201102-omag-battle-cover-300x205

Amy Chua: “Battle Hymn of the Tiger Mother.” 2011. Penguin. 237 sider.

Nr. 1. Kristen Roupenian ”Cat Person.” Dette er en overraskelse for mig selv. For det første er det en novelle, og jeg har ikke gjort det i noveller siden … lang tid. For det andet er det ikke stor litteratur, men til gengæld kan du læse den lige her:

Novellen “Cat Person”

oogway_hero

Mig anno 2017

Jeg har valgt den, fordi der har været en vis udskiftning på min arbejdsplads. Afdelingen er rykket et andet sted hen. Folk siger op eller flytter, og nye kommer til. Pludselig er jeg havnet i stald med en masse yngre, superskarpe medarbejdere, som jeg totalt uden held forsøger at forme i mit eget billede. Ikke bare går det slet ikke, det er dem, der underviser mig i tidens trends som #metoo, de 347 nye køn, nye seksualiteter, omgangsformer m.v. Meget forvirrende, men meget berigende for en mono- og ciskønnet person som mig selv – selvom jeg tit føler mig som en 1.000 år gammel skildpadde.

”Cat Person” er ikke en #metoo-historie, men tilsyneladende en historie om et seksuelt møde, kvinden egentlig havde langt mere lyst til at bakke ud af, men ikke gør, og som også bliver lige så kikset og ’cringe’ (som teenagerne siger) som frygtet. Det aspekt var dét, der fik novellen til at gå viralt mellem kvinder, der åbenbart kender det alt for godt, og mænd, der blev stødte.

Se her, her og her (husk at følge links inde i artiklerne til Twitter-debat):

Første Guardian-artikel

Washington Post: Hvorfor “Cat Person” gik viralt.

Gaurdian: Hvorfor hader mænd litteratur skrevet af kvinder?

Det er dog også en historie om, hvordan man konstruerer hinanden via chat og tekst, og hvad man gør med den sørgelige, fysiske manifestation, når man pludselig står over for den. Ydermere foregår den i et brændpunkt bestående af det asymmetriske forhold mellem mænd og kvinder, der nogle gange hersker, at mænd frygter, kvinder sårer og ydmyger dem, mens kvinder frygter, mænd gør fysisk skade på dem. Det sidste anede jeg ikke noget om, indtil en skarp kollega gjorde opmærksom på det. Alene fordi vi har snakket så meget om den i min professionelle omgangskreds, har den fortjent førstepladsen. Forfatteren har i øvrigt lige landet en million-dollar kontrakt på en roman, der skal hedde ”You know you want this.” Yrks!

cat-person-cat.w1200.h630

“While she was home over break, they texted nearly non-stop, not only jokes but little updates about their days. They started saying good morning and good night, and when she asked him a question and he didn’t respond right away she felt a jab of anxious yearning. She learned that Robert had two cats, named Mu and Yan, and together they invented a complicated scenario in which her childhood cat, Pita, would send flirtatious texts to Yan, but whenever Pita talked to Mu she was formal and cold, because she was jealous of Mu’s relationship with Yan.”

Anyway; godt nytår til jer alle derude. I 2018 regner vi med at udvide kollektivet og bringe endnu mere indhold til vores horder af fans 😊 Det bliver godt!

 

Bøger til dit arbejdsliv 2018

Der er en uge til jul. Glem julen. Glem gaverne. Tænk på dit arbejdsliv det kommende år. Det skal være sjovt, tilfredsstillende og meningsfuldt. Men kan det lade sig gøre? Måske – hvis du læser eller i det mindste skimmer disse tre fagbøger.

Known:
The Handbook for Building and Unleashing your Personal Brand in the Digital Age
Denne bog er gennemamerikansk i sit look, sin tone og sit indhold. Den er personlig branding og ”you can do it” i 50 forskellige udgaver og ulidelig. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale den. Known handler ikke om at blive rig og berømt. Den handler om at blive kendt, sådan at du kan nå nogle af de mål, der er vigtige for dig.

Det kan være at få et nyt job, at tiltrække sponsorer til en værdig sag eller at få lov til at bruge en nørdet ekspertise i mange forskellige sammenhænge. Mark Schaefer skriver, at det ikke er nok at have en passion eller en god idé. Der skal en plan til, som sikrer, at verden får kendskab til ideen – og til dig.

Den gode nyhed er, at vi har fantastiske, digitale muligheder for at række ud og skabe netværk. De sociale medier er selvfølgelig oplagte her. Udfordringen er at skille sig ud og blive ”the go to guy” (M/K), som bliver betragtet som en troværdig og generøs autoritet på et givet område.

Der er fire opgaver: Du skal finde dit ”place”, dit ”space”, dit ”fuel” og dit publikum, som du kan interagere med.

”Place” er din unikke niche. Det kan være en særlig kombination af viden om ernæring og talent for at lave flotte infografikker. Alle mulige kombinationer kan komme på bordet. Det vigtigste er, at du får identificeret en vedvarende interesse, som du ikke forlader efter et par år. Det er et ringe eksempel, men alligevel:

Jeg interesserer mig for læsning. Det har jeg nu gjort i 34 år. Fra Søren og Mette til Theory of Mind. Selv om jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder, slipper jeg ikke læsningen. Den interesse er bred og ikke unik. Min udfordring vil være at kombinere den med noget andet. Jeg kunne prøve at kombinere teorier om karrierevejledning med læsning af litteratur. Kan man bedrive meningsfuld karrierevejledning ved at kombinere den med læsning af udvalgte romaner og digte? Tja, det er da en idé, jeg kunne file lidt videre på.

”Space” dækker over din platform og udgivelsesfrekvens. Er det Instagram tre gange om dagen, Youtube en gang om ugen eller et velskrevet og fyldigt blogindlæg en gang om måneden? Dit publikum er ikke over det hele. Her er det vigtigt at vide, hvor ens publikum tilbringer mest tid.

”Fuel” er dit indhold. Schaefer har et eksempel med en sydamerikansk kok, der laver madvideoer til Youtube. Det er der millioner af mennesker, der gør. Men denne kok tematiserer sine videoer over klassiske film. Hun klæder sig ud og laver referencer til film, hvilket lyder voldsomt krævende. Til gengæld er hendes film umiskendeligt hende. Hun har lavet sit eget format.

Et andet eksempel er en miniaturekunstner, der hver eneste dag året rundt uploader dagens billede til Instagram. Hver dag er der nyt og unikt indhold, som ingen andre end hun, ville kunne skabe. Hun laver en miniature hver dag. Også når hun har influenza.

Vedholdenhed betyder alt. Det kan tage 3-5 års indsats uden slinger i valsen at få sit navn etablereret. Netop derfor er det så vigtigt, at man har fundet sin vedvarende interesse. Det er lidt ligesom at skrive til skuffen i årevis.

”Audience”-afsnittet sætter fokus på, hvordan man kan række ud og skabe kontakter, pleje sit netværk, hjælpe og inddrage andre i det projekt, man har gang i. Den netværkslogik er jeg med på.

Known er en sjov bog med syrede cases. Samtidig sætter dig den i gang med at lave en holdbar plan. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi. Hvis folk vil bruge tid på at læse dig, lytte til dig eller se på dig, så er det mere værd end alt andet. Pyha, mon du læser resten af blogindlægget? Jeg får sved på panden.

Med Known i baghovedet kan du bedre skære gennem støjen og give dit bidrag til verden. Store ord, men sådan er det med The American Way.   

img_1272-1

Place, space, fuel, audience: Hvis du har fundet de fire, så er du godt på vej til at blive kendt. Ikke berømt; kendt. Denne håndbog er alt andet end Jantelov. Hvis du kan identificere din niche og være vedholdende, så er verden din østers. Det siger den entusiastiske Mr. Schaefer.

Karriere: Kunsten at flytte sig
Monika Janfelt har været forsker, har arbejdet i en HR-afdeling på universitetet og er nu selvstændig underviser, coach og forfatter. Hun legemliggør, hvordan karrierer kan bevæge sig sidelæns og i uforudsigelige mønstre, der dannes hen ad vejen.

Janfelts budskab er, at vi har brug for stærke karrierekompetencer i vores arbejdsliv, og netop kunsten at have lidt mere hånd i hanke med transitionsprocesserne er afgørende. Der er selvfølgelig stor forskel på at blive fyret eller selv frivilligt finde et nyt karrierespor, men for os alle kan det være nyttigt at tænke over temaer og muligheder i vores arbejdsliv. Også mens vi sidder i gode, faste jobs og tænker, at her kan vi fint være de næste ti år.

Et fast job er heller ikke helt, hvad det plejede at være. Omorganiseringer giver jævnligt anledning til fyresedler, projektansættelser vinder frem, og det prekariserede arbejdsmarked er en mærkbar realitet for mange nyuddannede.

Når der skal ske noget nyt
Hvad sker der, når man føler sig spændt ud mellem snusfornuftens ”Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”, rutine, nysgerrighed og debatten om employability, karrierekompetencer og medarbejdere i evig  udvikling med fødder, men ingen rødder? Hvem skal afgøre næste skridt? Annoncerne på Jobindex.dk? Er det muligt at lære noget om egne valg- og læreprocesser gennem karriereudforskning?

Ja, siger Janfelt. Du kan lære at genkende oplevelsen af at stå i et vadested og tage karrieretransitionen på dig. Du kan lære noget om at flytte med din faglighed. Det kræver, at du hiver dig selv væk fra hverdagen en gang imellem og laver noget grundigt tankearbejde. Du kan også føre dagbog over dit arbejdsliv.

En af Janfelts skarpeste pointer er, at arbejdspladser skal være bedre til at give organisatorisk støtte til medarbejderes processer med at være i karriereskift. Transitioner er kommet for at blive! Det handler om at få organisationers strategiske mål og udviklingen af medarbejderes karrierekompetencer til at spille bedre sammen.  Det skal ikke bare være noget, man kort berører til MUS en gang om året.

Karriere: Kunsten at flytte sig er en tankevækkende bog, hvor forfatteren vil hjælpe os med at definere pejlemærker og navigere mere velovervejet rundt på arbejdsmarkedet og ikke bare acceptere at blive kastet rundt med af tilfældigheder, som vel at mærke fortsat spiller en stor rolle. Det er godt at være klar over egne værdier, styrker og præferencer, sådan at man kan gribe tilfældighederne, når de dukker op.

Bogens grafiske opsætning er lidt speciel, idet der øverst på hver side er godt med luft. Jeg har brugt pladsen til mine egne noter, og bogen bliver også først rigtig spændende, hvis du hele tiden holder dit eget arbejdsliv op imod Janfelts analyser og pointer.

Karriereudvikling er ikke bare noget for DJØFere og erhvervsledere. Det er relevant for alle med et arbejdsliv. Janfelts bog vil nok alligevel vække mest umiddelbar genklang hos vidensarbejdere, ledertyper og HR-konsulenter.

Bogen rummer cases, gode råd og en inspirerende samt fyldig litteraturliste. Det er ikke en smart New Public Management-udgivelse, men en eftertænksom tekst, der ikke anviser hurtige løsninger. I juleferien bevæger du dig nok mest fra spisebordet til sofaen og tilbage igen. I 2018 bevæger du dig måske til din næste spændende station i arbejdslivet. Du kan begynde med at læse Karriere: Kunsten at flytte sig. Så er du godt i gang med at skrive næste kapitel i din personlige karrierebiografi.

Den helt nemme genvej er at høre podcasten Workflow, hvor tidligere DR-journalist Anders Høeg Nissen har Monica Janfelt i studiet. Episoden er fra 30. november 2017.

 

img_1271-1

En klog bog i et handy format. Hvem skal afgøre dine karriereveje? Annoncerne på jobindex.dk? Din personaleleder? Eller mest af alt dig selv? Decembers mest retoriske spørgsmål. Beklager.

Deep Work: Rules for Focused Success in a Distracted World
Har du prøvet at cykle hjem fra arbejde og overhovedet ikke kunne huske, hvad du lavede på kontoret? Udover at skrive mails? Jeg må med skam melde, at jeg har prøvet det hundredvis af gange. Tilfredsstillelsen ved at koncentrere sig om skrivning af længere tekster kan være svær at opnå i et kontorlandskab, hvor alle hjælper alle, kolleger kigger forbi og hastesager lander på skrivebordet. Folk arbejder typisk hjemme, hvis de har krævende koncentrationsarbejde. Det er umuligt at udføre henne på kontoret. Du kan ikke lave dit arbejde på dit arbejde.
Newport stikker sylen ned det ømmeste sted: Vi har så travlt med vores jobs og styrter rundt.  Men skaber vi egentlig noget af værdi? Bruger vi vores kræfter på det rigtige?

Deep Work er en bog med et enkelt budskab: Det dybe liv er det gode liv. Vi kommer ikke udenom mails, møder og koordineringsopgaver. De skal til. Men de skal ikke fylde så meget, som vi giver dem lov til i dag.

Newports definition af Deep Work er: ”Professional activities performed in at state of distraction-free concentration that push your cognitive capabilities to their limit. These efforts create new value, improve your skill, and are hard to replicate” (s. 3). Det minder om flow, hvor vi glemmer alt omkring os og er behageligt opslugte af at spille, skrive, tegne, kode eller noget helt femte.

Deep work er ikke bare luksus. Det er her, vi skaber den største værdi. Det er her, robotterne ikke kan overgå os.

Bogens første halvdel udfolder dette argument, mens den anden halvdel giver råd til, hvordan deep work kan fylde mere i dit liv. Newport anbefaler, at du dropper sociale medier, omfavner kedsomhed og ritualiserer dit dybe arbejde. Hvis det virker urealistisk at få tre timers koncentrationstid hver dag, så begynd med en time. Den time skal være hellig. Her tjekker du ikke mails eller Facebook. Det lyder nemt, men hvornår har du sidst siddet en time og koncentreret dig om én eneste opgave? Newport foreslår også, at du laver en logbog over dit tidsforbrug, sådan at du får blik for alle de opgaver, der stjæler kostbar tid og energi fra din deep work-zone.

Bøgerne Deep Work og Known behøver ikke at stå i kontrast til hinanden, men Newports anbefaling om at tjekke 100 procent ud af de sociale medier vil nok være svær at følge, hvis man samtidig vil gøre brug af rådene i Schaefers bog. Jeg kaster mig ikke ud i en grundigt sammenlignende læsning her, men konstaterer blot, at begge bøger fremhæver vigtigheden af vedholdenhed, er inspirerende og nemme at læse.

Du kan roligt bruge Deep Work som godnatlæsning i sengen. Newport illustrerer med cases og genkendelige hverdagsoplevelser fra sit eget liv. Han er ikke hellig, men han har en drøm, som mange af os deler: Mere fokus. Mindre flimren.

img_1270-1

Deep work er tydeligt at se hjemme i vores stue, når Aske på fem er i tegnetrance. Man skal IKKE forstyrre ham midt i fordybelsen og koncentrationen. Tegner (pun intended) lovende for næste generation. Jeg kunne også have valgt et foto af et iPad-spil, men det her er sjovere.

Boginfo
Known af Mark W. Schaefer, 257 sider.
Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Karriere: Kunsten af flytte sig af Monika Janfelt, 240 sider.
Udgivet på Moveo Publishing, 2017.

Deep Work af Cal Newport, 296 sider.
Udgivet på Little, Brown Book Group, 2016

Skulle det være lidt mere faglitterær inspiration, så tjek mit indlæg Faglitteratur med fråderen på fra foråret 2017.

 

 

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger

Dogme-regler er en gave til menneskeheden. Tror jeg nok. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan min top tre over årets bedste udgivelser skulle se ud. Nu er jeg endelig klar.

Valget er faldet på to faglitterære bøger og en roman. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan voteringen har fundet sted. En indre forhandling førte til konklusionen, at det er de rigtige vindere, eftersom jeg har lyst til at genlæse alle tre bøger i 2018 samt at give dem som julegaver til store dele af min vennekreds og min familie.

Sproget er som et hus
Vi lægger ud med nummer 3: Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af lingvist og ph.d. Justin Markussen-Brown. Ja, titlen er ikke saftig som en julegås fyldt med svesker, men her er vidensformidling i verdensklasse på blot 155 stramt strukturerede sider. Bogen handler om sprog, og der er tydelig sprogglæde at spore hos forfatteren.

Bogen er en imponerende komprimeret guide gennem de sprogudviklingsfaser, som børn gennemgår fra gurglende baby til konverserende og fortællende børnehavebarn. Helt uden at kigge i mine noter husker jeg, at sproget er som et hus. Der er nogle elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd, dernæst grammatik og så pragmatik, altså den kontekstafhængige brug af sprog i praksis. Der er forskel på at lege parallelt og pludre med Elsa fra vuggestuen og læse bog sammen med farfar søndag eftermiddag.

Du får viden, sjove eksempler fra Justins egen barndom og praktiske tips til sprogstimulering, der er nemme at gå til. Især hvis du i forvejen er lidt af en sprognørd og synes, at sprogrige miljøer er noget af det mest fascinerende i verden.

Som titlen siger, handler bogen om pædagogisk praksis, men bare se bort fra det. Det ville være ærgerligt, hvis denne lille perle kun bliver læst i fagkredse. Giv den eventuelt til din kusine, der lige er gået på barsel med nummer et.

img_0842-1

Tag ikke fejl af den ferske forside: Justin FTW.

Uddannelse begynder på puslebordet
Som en værdig nummer 2 har jeg valgt Agi Csonkas Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Informations Forlag har vist skelet lidt til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-format. Det gør slet ikke noget. I serien Moderne Ideer tager førende forskere og debattører samfundsudfordringer op til kontant behandling.

Agi Csonka er mønsterbryder og taler derfor med en særlig stærk og autentisk stemme. Hun kommer fra en ufaglært, ungarsk familie og er i dag en højt profileret forsker og programleder.

I bogen, der nærmest er en pamflet, mikser hun med humor og bid personlige oplevelser fra sin opvækst med bredere, samfundsmæssige betragtninger. På trods af velfærdsstatens store fokus på læring og lige adgang til uddannelse er der stadig en tæt sammenhæng mellem menneskers sociale baggrunde og deres placering  i livet som voksne.

Csonkas ærinde er, at få snakken om lige muligheder for alle børn til at blive til mere end snak. Hvis målet er, at alle børn får de bedste lærings- og udviklingsmuligheder, så skal vi turde at kigge på, hvilke hverdagskulturer børn vokser op i. Hvad sker der rundt om middagsbordet? Sat på spidsen: Bliver der kigget ned i telefoner, mens far og mor ser tv og børnene skal være stille eller bliver der på kryds og tværs af børn og forældre snakket om juletraditioner, fodbold, kommunalvalg og bøger? Får børnene aviser og bøger ind med modermælken eller møder de dem først i børnehaven?

Csonka giver råd til pædagoger og lærere (biblioteksmedarbejdere må sikkert gerne lytte med her) og beder dem om at kigge uligheden i øjnene. Jeg får lyst til at skrive til Csonka, at early literacy-programmet Bogstart, der har bragt bøger og viden om sprog helt ind på puslebordene i de små hjem, skal udbredes til hele Danmark hurtigst muligt. Måske kunne hun lige finde 300 mio. kr. til det, nu hvor hun er blevet programleder hos Villumfonden? Det er jul. Man har da lov til at ønske.

Giv denne bog til alle kulturradikale onkler og tanter i din familie. Den er billig. Og giv så nogle af de resterende julegavepenge til Læs for Livet eller en anden fed NGO med hjertet på rette sted. Så kan du med et veltilfredst smil på læben kaste dig over konfektdåsen og juleøllen.

img_1171

En konstruktiv, rørende og samtidig opsangsgivende pamflet på 76 sider. Vær en guerilla: Køb 10 eksemplarer og spred dem rundt omkring på nogle ledelseskontorer  i skoleverdenen.

Graviditet, gedde og et dysfunktionelt ægteskab
Årets topscorer er romanen Et barn at føde af svenskeren Kristina Sandberg. Hovedpersonen er den stræbsomme Maj på 20, der kommer fra trange, landlige kår. Hun arbejder nu som bagerjomfru i byen. Hun bliver gravid med den forkerte mand og må æde konsekvenserne: Ægteskab af nød, en træls svigermor på loftet og en mand, der er lidt for glad for de våde varer. Romanen foregår i slutningen af 1930erne, og Maj er på alder med min mormor Marie, der er en vigtig referenceperson for mig. Hun var husmor og fødte sine børn hjemme på køkkenbordet. Dog ikke samtidigt.

Den svenske avis Expressen har kaldt bogen for ”et monument over de hjemmearbejdende kvinder.” Det rammer plet. Når jeg læser om Majs genvordigheder i dagligdagen og forsøg på at få blekogning, bagning, indkøb, rengøring og tøjreparation til at gå op i en højere enhed, kommer jeg tættere på min bedsteforældregeneration. Jeg får en fornemmelse af, hvor byrdefuldt og anstrengende det var at få en husholdning med små børn til at fungere.

Der er nogle uforglemmelige og intense scener i Et barn at føde, hvor Maj skal have hele svigerfamilien til julemiddag. Hun har efter mange overvejelser besluttet sig for at servere dampet gedde, og arbejdet med den forbaskede gedde rulles frem som et sindsoprivende drama. For det er ikke nemt at lave perfekt tilberedt gedde til 20 krævende familiemedlemmer 4. juledag.

Maj kæmper og prøver. Hun er sej, og hun bliver jævnligt sur. Forfatteren skildrer de indre, følelsesmæssige kampe og kampen med gedden og smørsovsen lige inderligt. Derfor glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg håber, at jeg bliver lige så opslugt af dem og ligesom ved læsningen af Et barn at føde får den perfekte anledning til at sætte vasketøjet og sokkesorteringen på stand-by. Du kan roligt købe Et barn at føde som julegave til alle grå hjelme i familien. Der er stof til mange gode samtaler om kvindeliv og familiemønstre i det 20. og 21. århundrede. 

et-barn-at-foede_367085

Jeg var i symbiose med denne roman, på godt og ondt. Årets mest sansemættede og opslugende  læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen.

Boginfo
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af Justin Marcussen-Brown.
Udgivet på Turbine Akademisk, 155 sider, 2017.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af Agi Csonka.
Udgivet på Informations Forlag som en del i serien Moderne Ideer, 76 sider. 2017.

Et barn at føde af Kristina Sandberg.
Udgivet på Modtryk, 478 sider. 2017.

Min top tre fra 2016 spændte fra Svend Brinkmann til antropologen Carina Fast og Flunkerne, som FORTSAT er populære hos hjemmets femårige dreng.

Hvordan man holder en upassende konfirmationstale, selvhjælpsbøger og kohøne-opdræt

I maj skulle min ældste konfirmeres. Det er hende på forsiden af bloggen, om end billedet er et par år gammelt. For sent gik det op for mig, jeg skulle holde en tale, og at den gerne skulle være både viis og opbyggende og personlig og vedkommende og munter og ikke alt for forglemmelig. Det har knækket større ånder end mig. Her er mit problem i lidt grov form: Jeg ved ingenting. Om noget. Jeg er er alkoholikerbarn. Jeg må gætte mig frem til normal adfærd. Det er rigtigt! Det er noget så fint som et syndrom; ACoA hedder det. Ej, okay. Så slemt er det heller ikke. Nedenfor er et par berømte ACoA’ere, men stadig ikke det bedste grundlag for at rive livsvisdom af sig i nemme soundbites.

Nu er man jo ikke et biblioteksmenneske for ingenting, så jeg slog det hele op, men jeg gjorde det lidt mere intelligent end at google ”the meaning of life.” Det var jo sådan set heller ikke meningen med livet, jeg skulle afsløre, men gode faderlige råd. Så hvem ved noget om, hvordan man bør leve sit liv? Døende, selvfølgelig. Morbidt, men skarpt set af mig, synes jeg selv. Det er endda så heldigt, at en samvittighedsfuld sygeplejerske med en lang karriere i palliativ behandling af terminalt syge mennesker engang skrev de døende patienters livsvisdom ned og lavede en liste over de oftest nævnte råd. Listen følger i bunden af posten her, og den dannede grundlag for min tale, som jeg var meget begejstret for selv. Det var også nemt, fordi suverænt faderskab fra min side(?!) og mange ture i bilen til og fra kickboxingtræning og ditto stævner i ind- og udland har gjort, at jeg kender min lille kohøne ganske godt. Enkelte fandt dog temaet upassende. Meh …

24133823_10155383009802261_1355066126_n

Teenagere elsker kommenterede oversættelser af Østens filosofi for begyndere …

 

Så her er min plan: Jeg tvinger hende til at læse en håndfuld bøger om, hvordan man får et godt, lykkeligt og produktivt liv. Jeg har været igennem en del hen over årene, så der er lidt at tage af. Der skal være én om buddhisme og én om taoisme. Jeg er ikke ellers en østlig flipper, men begge filosofier har solide bud på meningen med tilværelsen. Min privatsamling på området er ved at være betragtelig. Mere om dét en anden gang. Der skal være én om vaner, én om tænkning og én om indstilling også. Det er en god håndfuld, der kommer omkring. Her er mine bud:

”The Tao of Pooh” af Benjamin Hoff er mit bud i taoisme-genren. Det er en ældre sag, der er langsom og hyggelig og bør læses sammen med opfølgeren ”The Te of Piglet.” Alting er bedre, når det forklares i hypotetisk samtale med Peter Plys og Grisling. Den oprindelige ”Tao Te Ching” findes i dansk oversættelse og en del engelske at vælge mellem, men teksten er så fjern i tid og sprog, at oversættelserne er vildt forskellige, og hvad skal man vælge? Avancerede brugere kan finde glæde i kommenterede oversættelser (se billede ovenfor). Begge bøger findes på dansk som henholdsvis ”Peter Plys og hans tao” og ”Den tapre Grisling.”

”The Subtle Art of not Giving a F*ck” af Mark Manson er mit bud i buddhisme-genren. Det er ikke eksplicit en buddhistisk tilgang til tilværelsen, og måske kunne den også kaldes stoisk, men den slår mig som buddhistisk inspireret først og fremmest. Den bramfri pointe er, at man kun har så mange fucks at dele ud af, så man bliver nødt til at beslutte sig for, hvad der er virkelig vigtigt, og så give sine fucks dér – om man så må sige. Vejen til lykke går gennem en flod af bæ (oh, de mentale billeder), og positiv tænkning er for narehatte. Mark Manson indfører i øvrigt karakteren Nedturs-pandaen (superhelten, ingen kan lide), og alene dén er hele bogen værd. Bogen findes endnu ikke på dansk.

Der er jo selvfølgelig et væld af introduktionstekster til taoisme, buddhisme osv., men det kan være tørt stof, så det er bedre at starte lidt let.

”The Seven Habits of Highly Effective People” af Stephen Covey. Selvhjælps- og produktivitetsbiblen! Kæft, jeg har i min tid været tvangindlagt til at høre på mange effektivitetskonsulenter, hvis hele budskab var planket fra Stephen Covey. Mest pinagtigt er det selvfølgelig, når de har misforstået centrale dele. Egentlig er hans bog et opgør med at tænke i vaner og handlemåder og tænke over karakter i stedet for, og hans syv gode vaner er da heller ikke som sådan vaner, men tænkemåder. Der er så meget gods her, i alt fra hvor stress og angst opstår – illustreret med to cirkler – til hvordan vi spilder vores tid og vores potentiale – illustreret med en 2 x 2 matrix. Hans søn har skrevet en udgave til teenagere, som jeg trofast har købt, men den virker efter lidt bladring super-kedelig og meget amerikansk. Jeg tror dog, jeg skal give den en chance mere. Bogen findes på dansk som ”7 gode vaner.”

”13 Things Mentally Strong Don’t Do” af Amy Morin. Uh, der er meget at hente her i bogen, der egentlig er den udvidede version af et blogindlæg, der gik viralt. Den var lidt træls at komme igennem, for der er trukket meget i den for at blive til en bog, og 13 er måske et par stykker for mange, men den er ligesom levertran. Den er god for dig! Nogle af tingene trækker tråde tilbage tilbage til Covey og længere tilbage endnu. Ikke overraskende sådan set. Alle 13 får en grundig behandling, anekdoter og fokuspunkter. Bogen findes på dansk som ”13 ting mentalt stærke ikke gør.”

”The 5 Elements of Effective Thinking” af Edward B. Burger og Michael Starbird. Min nye yndlingsbog! Jeg har lyst til at give den til alle, jeg kender, og jeg har hede feberdrømme om at oversætte den og udgive den på eget mikroforlag. Forfatterne demonstrerer, hvordan man med fire ændrede perspektiver kan forvandle sin bevidsthed fra en sløv dejrulle til en skræmmende skarp skalpel. De fire perspektiver er mnemoteknisk opkaldt efter de fire elementer og pakket ind i en femte forandringspakke. Det lyder new age- og hippie-ævlet, men er det ingenlunde. De to forfattere er matematik-professorer. Bogen findes som antydet endnu ikke på dansk.

Og så er der den lovede liste over døende menneskers største fortrydelser. Se også her.

5. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med gamle venner

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

Og slutteligt og noget af en huskekage – og lad os love hinanden, det ikke sker for os:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve mit liv, som jeg selv ønskede det – frem for hvad jeg troede, andre forventede af mig.

Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind

Det vælter ind med læsevaneundersøgelser dette efterår. Først Tænketanken Fremtidens Biblioteker rapport om tweens læsevaner, offentliggjort september 2017.

Så kulturministerens Bog- og Litteraturpanels undersøgelse af voksnes læsning, der kom på gaden 30. oktober 2017. Det er godt og nyttigt, at der hele tiden kommer ny viden på området. Jeg dyrker ivrigt tallene og hæfter mig ved, at de kan vinkles på mange måder.

Men jeg graver mig også nogle gange ned i, hvad læsning er for en størrelse. Hvad er det lige der sker, når vi via bøger kommer ind i andre menneskers hoveder? Og hvor begynder det hele? Hvad er “theory of mind”, og hvorfor er bøger fortsat suveræne til at træne vores evne til empati? Det handler dette blogindlæg om.

Må jeg bede om din opmærksomhed?
Det hele begynder på Babyfabrikken. Det er ikke et sted, hvor der bliver lavet børn. Det er en hyggelig butik på Amager, hvor der også er legestue og rytmik for småbørn.

I sidste uge sad jeg på Babyfabrikkens gulv med seks forældre og seks børn mellem et halvt og to år. Jeg var værtinde ved barselscaféen Når dit barn lærer sprog.

Der var bøger over det hele. De tre bukke bruse vandrede rundt i lokalet. Forældrene kastede sig begærligt over mit medbragte udvalg af pegebøger, fagbøger for småbørn, rimbøger, skod-Disney-findebøger og andet litterært vraggods fra børneværelset derhjemme.

Jeg fortalte om børns sprogudvikling. Sproget er kort sagt som et hus. Der er en række elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd og til sidst grammatik og pragmatik, som betyder brug af sproget i specifikke situationer. Børn lærer fx, at sprog er en ting hjemme i mormors dagligstue og noget andet på børnehavens legeplads. Sprog bruges forskelligt alt efter kontekst.

De seks børn på Babyfabrikken var gode til at illustrere mine pointer undervejs. Man skulle næsten tro, at de havde fået instruktioner på forhånd.

Da jeg ville illustrere, hvordan pegebøger er velegnede til at skabe fælles opmærksomhed, så fulgte Oliver på ti måneder ivrigt min finger, da jeg pegede på en krokodille i den udødelige pegebogsklassiker Hvor er Plet? Fælles opmærksomhed er evnen til at dele en fælles, viljestyret og vedholdende opmærksomhed med en anden (kilde: Sprogpakken.dk)

 

img_1037

Spændingen er ulidelig! Igen og igen.

 

Mentalisering
Måske forstår vi det ikke til bunds, men det er næsten et mirakel. Oliver, som ellers ikke kendte mig,  forstod, at jeg havde en intention. Jeg ville vise ham noget. Her var de spæde ansatser til theory of mind eller mentalisering. Theory of mind er evnen til at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler og handle derefter.

Lad os springe frem i tiden til 2036. Lad os lave et tankeeksperiment. Er du klar?

Man ved aldrig, om Oliver om 18-19 år vælger at læse medicin. Men hvis han gør, er der en vis sandsynlighed for, at han støder ind i faget Narrativ medicin, som Syddansk Universitet har gjort obligatorisk for lægestuderende i 2017. Her læser de studerende skønlitteratur for at få en bedre forståelse af patienter som hele mennesker. Læger kan føle smerte og lidelse ligesom alle andre, men ikke nødvendigvis den samme lidelse som deres patienter. Smerte kan have mange ansigter, og eksistentiel meningsskabelse kan finde sted på mange måder.

Når vi læser skønlitteratur, kan vi ligge på dødslejet uden at gøre det. Læs Stoner af John Williams, hvis du vil prøve det. Vi kan blive skilt og miste en arm. Vi kan bestige Kilimanjaro, spise katte, vinde VM i roning, miste vores hus i en orkan og arbejde på et plejehjem, en boreplatform eller i Kulturministeriet.

Vi kan man med andre ord komme ind i andres hoveder. Der er ingen moderne it eller virtual reality involveret. Det hele sker ved mentalisering. Du gør arbejdet selv. Derfor sætter det sig så dybt i kroppen.

Når vi læser litteratur, anstrenger vi os både intellektuelt og emotionelt. Også selv om det ikke føles sådan. Vi er nødt til selv at skabe meningen og læse mellem linjerne. Det er krævende og tit meget tilfredsstillende. Tygget mad er kedeligt og kønsløst.

Med Oliver på tidsrejse
Vi forlader 2036. Tilbage til Babyfabrikken 2017.

En ting er, at Oliver forstår, at jeg vil noget med ham. Noget andet er, at han om nogle måneder begynder at gøre sig forestillinger om, hvor Plet er henne. Under tæppet? I skabet? Der er mange muligheder.

Oliver ved også, at Plet ikke er det samme som en hund på gaden uden for vuggestuen. Plet er en repræsentation af eller et eksempel på en hund. Det er også et mirakel. Oliver er i gang med at udvikle en kompliceret tegnforståelseskompetence.

Der findes andre hunde i bøger og andre hunde ude i verden. Der findes mange kategorier af hunde. Hvis Oliver bliver voldsomt hundeinteresseret, så lærer han, at gravhunde, pudler og Golden Retrievere er vidt forskellige typer. Og hvad med ulven? Er den også en hund? Svaret er ja. Ordforrådet vokser – især på de områder, som et barn nærer stor interesse for.

Oliver-eksemplet kan udfoldes i alle mulige retninger. Hundelyde er jo ikke bare hundelyde. Men det gemmer jeg til et andet blogindlæg.

Hvor er Plet? Kom nu med svaret
“Hvordan kommer jeg IND i bogens verden?” spurgte min søn lidt frustreret, da han var fire år. Han var dybt optaget af universet i en spændende billedbog.

Jeg havde lyst til at svare, at han måtte finde et garderobeskab og kravle ind i det. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Måske: “Med dine tanker.” Hvis nogen kan hjælpe mig med et bedre svar, så tager jeg med glæde imod det.

Indtil videre må han affinde sig med, at jeg godt kan blogge om emnet men ikke for alvor levere en håndfast løsning. Han må bare blive ved med at prøve. Ligesom dengang han til sidst fandt Plet i en kurv.

På videnskab.dk kan du læse mere om forskning i koblingen mellem litteraturlæsning og evnen til empati

På information.dk er der et letlæst interview med lingvisten Justin Markussen-Brown, der nærmest er et orakel på området børns tidlige sprogtilegnelse

Bogen Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis (2017) af Justin Markussen-Brown guider dig igennem den fantastiske rejse, som børns sprogudvikling er. Du får viden, sjove eksempler og praktiske tips, der er nemme at gå til. Også selv om du bare er forælder og ikke pædagog. Bogen er udgivet på forlaget Turbine.

På bloggen børnenesbøger.dk er der en fin intro til Plets univers. Det er forlaget Apostrof, der udgiver bøgerne i Danmark

Læs mere om narrativ medicin på Syddansk Universitets hjemmeside

Dobbelt halvanden anmeldelse af nye bøger om sociale medier

Vi har lånt Københavns Hovedbiblioteks fritgående SoMe-geni, Troels Hedegaard Mortensen, så han kan hjælpe mig med at anmelde to nye bøger om sociale medier. Vi har begge læst den ene grundigt og den anden lidt mere i punktnedslag (det er en antologi), så det er ikke en dobbelt dobbelt anmeldelse, men en dobbelt halvanden anmeldelse, og det er jo også ganske enestående!

13707019_591546031049955_1657439198_n (1)

Troels. Han er greaaat!

Trina-Maria Kristensen. 2017: ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier.” Gyldendal. 278 sider.

Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose (red.) 2017: ”Sociale medier.” Hans Reitzels Forlag. 303 sider.


Troels:

Emma Gad er kommet på Facebook

Trine-Maria har skrevet en bog om at begå sig på sociale medier – og om sig selv og sine bekendte. Hendes bog ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier” er bevidst meget personlig, og det er bogens store styrke men også det, der vil skubbe nogle væk.

Jeg er helt sikkert skadet af sociale medier, og min evne til at fokusere er hårdt såret af de dopamin-lækre likes, der ofte kræver min opmærksomhed. Så jeg har brug for alle gode råd om at bruge medierne med omtanke og få et større udbytte af dem. Derfor har jeg læst Trine-Marias nye bog.

Trine-Maria er ekstrovert, hun blogger, holder foredrag og har arbejdet med sociale medier i mange år. Og så er Trine-Maria på en mission. En ret stor en af slagsen. Hun vil opdrage danskerne til at tænke over, hvorfor og hvordan vi bruger sociale medier og undgår at spilde vores tid.

I første del af bogen bliver vi taget tilbage til antikken for at få en forståelse for klassiske personlighedstyper. Der er fx den flegmatiske type med et roligt temperament og den koleriske, der er opfarende og elsker at debattere. Det er interessant at læse om og sætter en teoretisk ramme. Alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke ”Åhh, skal jeg nu trækkes gennem hele antikken – for at undgå spildtid? Really?”

Faamereudafdentidduspilderpaasocialemedier300dpi-e1501783894773

Det skulle jeg heldigvis ikke, og bogen bliver aldrig kedelig, for Trine-Maria sætter sig selv og sine bekendte i spil i alle kapitler gennem anekdoter, eksempler og humoristiske observationer. Det er bogens store styrke. Det er forfriskende, at en forfatter tør at bruge sig selv og sit netværk på en så åbenhjertig måde, og i løbet af kort tid havde jeg dannet mig et billede af, hvem Trine-Maria er. Hun skriver om, hvordan hun tog en pause fra sociale medier, da hun fik stress, om hendes ringeagt for kommentarsporet på ‘nationen’, hun giver sin mening til kende om at dele billeder af børn online, være ven med ekskæresten på Facebook og skriver om det positive og problematiske ved at fortælle hele netværket om alvorlig sygdom.

Den personlige stil og tone er dog også det, der risikerer at skubbe nogle læsere væk. Nok har Trine-Maria indsamlet og undersøgt information om emnet, men anbefalingerne er ofte, og må nødvendigvis være, subjektive, fordi det handler om social interaktion, der ikke kan sættes på formel. Det er som at have en venskabelig samtale til et middagsselskab, hvor du indimellem nikker genkendende til sidemandens synspunkter og andre gange lytter til velmenende råd men ikke ser det på samme måde. Uanset hvad kommer du til at reflektere over din adfærd på medierne, og dermed er Trine-Maria allerede halvt i mål med sin mission.

22279692_10155725116829603_1880450345164400449_n

Skamløs promovering fra Trine-Marias Facebookside. Eller ufiltreret meta.

”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder) på sociale medier” er en letlæst, uformel guide til den private bruger af sociale medier. Den tager fat i hverdagens problemstillinger, som mange brugere på et tidspunkt har stået overfor og giver konkrete forslag til at håndtere dem. Der er fine pointer i bogen, men personligt har jeg selv igennem årene prøvet mig frem og fundet ud af, hvad der passer mig i forhold til tone, debat, deling og venskaber. Guiden egner sig godt til nybegyndere, der gerne vil med på vognen, til bedsteforældrene, der famler en smule på de nye medier og generelt folk, der gerne vil have større forståelse for, hvorfor veninden igen deler en ligegyldig solnedgang.

Mens jeg skrev anmeldelsen her, har jeg ladet mig afbryde af min telefon 11 gange. Jeg blev nødt til at Google den etymologiske betydning af ‘kolerisk’, finde Trine-Maria på LinkedIn og tjekke Facebook og Instagram … 9 gange [indsæt selv gul thumbs up, abe der holder sig for øjnene eller ked-af-det-smiley]. Fordi mange som mig, mere eller mindre tvangsneurotisk, tit færdes på sociale medier, har en bog som denne sin berettigelse. Hvis du er enig i, at sociale medier skal være rum, der er givtige eller i det mindste behagelige at være i, så kommer Trine-Maria til undsætning som en moderne Emma Gad med glimt i øjet. Om du køber præmisserne og tager imod rådene er så op til dig.

Hvis du har lyst til at læse mere dybdegående om kommunikationsteori og professionel brug af sociale medier, så har Trine-Maria også bidraget til en bog om emnet. Den hedder kort og godt ”Sociale medier” og er rettet mod brugere, der arbejder strategisk med medierne i virksomhedsøjemed. Tjek den ud, hvis du har styr på (n)etiketten og vil nørde mere med marketingsdelen.

9788741268354


Mikkel:

De sociale medier er blevet voksne

Borte er de glade dage, hvor studentermedhjælpere varetog selv større selskabers Facebooksider uden instruktioner eller kontrol, og man kunne finde poster med ”lolcats” og surfende bulldogs på selv meget alvorlige firmaers sider. Borte er 3’s tematiserede opslag, hvor døden engang var én af dem, for – hey – hvilket mobilselskab vil ikke gerne forbindes med døden? På sin vis er det blevet mere kedeligt og mere voksent, og de unge er skredet forlængst til steder, hvor de kan være alene, for hvem gider få kommentarer fra mor og farfar, når man prøver at se sej og sexet ud? Nu er de sociale medier også blevet voksne målt på den litteratur, der bliver skrevet om dem. Der er nu manualer for dem, der pludseligt befinder sig ukomfortabelt i rollen som sociale medie-redaktører, og der er hjælp at hente for dem, der vil inddrage sociale medier i store markedsførings- og kommunikationsplaner, og så er der – endelig – kommet en manual for dem, der enten er nye eller mangler inspiration og viden (selvom de ikke ved det selv).

Den selvstændige, social medie-konsulent, Trine-Maria Kristensen, har forfattet den sidstnævnte. ”Få mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier” er den mundrette titel, der samtidigt nok så præcist indikerer, at bogen er henvendt til privatpersoner, men ikke nødvendigvis amatører. Der er rigeligt med gods i til fx selvstændige.

Emnet er kompliceret, mangeartet og forvirrende, så der er brug for analytiske greb. Trine-Maria anvender to gennemgående. Det første greb er at inddele i de cirkler, vi bevæger os i målt efter nærhed. Personligheden er det næreste; dig selv. Hvem er du? Hernæst følger nærheden; familie og de næreste relationer. Herefter venligheden; hvordan er man en god SoMe-ven? Næstsidst er fagligheden; hvordan får du mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier til at støtte op om dit job eller din karriere? Sidst er offentligheden; hvordan kan du interagere med kendte og politikere og i store debatter?

Det næste greb hører egentlig under personligheden. Hvilken personlighedstype er du, og hvilken betydning har det for din ageren? Og ikke mindst hvordan kan din personlighed bedst bruge sociale medier? Jeg skulle selvfølgelig prøve min personlighed af, og fandt en gratis test på nettet omtalt i bogen. Det viste sig, jeg er en neurotisk opportunist. Great! Den gode nyhed er, at opportunister har det sjovt, men den dårlige er, at det har neurotikere ikke. Virkelig ikke! Vi skal passe på trolde fx og kun indgå i følelsesladede debatter med stor varsomhed. Det har jeg egentlig lært, men det var en smertefuld lektie.

2017-10-31 19.44.33

Jeg er med i bogen. Troede du, jeg ikke lige ville nævne det?

Trine-Maria arbejder med fem par karaktertræk: Ekstrovert vs. introvert, neurotisk vs. emotionel stabil, venlig vs. svær at omgås, samvittighedsfuld vs. impulsiv, åben vs. mere traditionel og deler glad ud af gode råd til de forskellige typer i forskellige kontekster. Det er frivilligt komisk, når hun skal give råd til uvenlige mennesker. Det er nemlig svært, og man fornemmer en vis lad-nu-bare-være-med-at-være-en-narrehat bag det hele.

Bogen er spækfyldt med gode tanker og ting at fundere over i alle mulige og umulige situationer på de forskellige sociale medier, og Trine-Maria skriver med lune og indgående kendskab. Køb bogen og giv den til det ældre familiemedlem, der siger tillykke til dig som svar på en anden persons besked. Eller endnu bedre den person, du kender, der kan få ethvert billede af en hundehvalp til at handle om flygtninge og Lars Løkkes underbukser i løbet af ingen tid og sammenligner Anders Samuelsen med Hitler kort tid efter. Men læs den selv først. Du har også brug for den. Det er rigtigt.

Er du mere til en meget alvorlig kommunikationsfaglig redegørelse, skal du bruge det nye værk fra Hans Reitzels forlag, ”Sociale medier,” redigeret af Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose. Det er, som verbet ”redigere” kraftigt antyder, en antologi. Her er alvorlige gennemgange af sociale medier set gennem mange faglige briller; kommunikationsteoretisk, ledelsesmæssigt, markedsføringsmæssigt osv.

2017-10-31 18.57.05

Her finder vi også et superfint kapital fra vores veninde, Trine-Maria. Emnet er, hvordan man skriver en SoMe-strategi, og det er ofte her, skoen trykker, når firmaer og offentlige myndigheder er håbløse på sociale medier. Jeg er desværre gammel nok til at huske flere steder, jeg har arbejdet, hvor man besluttede sig for, man retteligen burde være på de dér sociale medier, men ikke hvorfor eller hvordan. Resultatet var lige så forfærdeligt, som det var forudsigeligt.

Der er virkelig guld i nogle af bidragene – særligt omkring, hvordan man får en ordentlig SoMe-vinkel på den eksisterende kommunikations- og markedsføringsstrategi.

Tegnet magi, tegnet læselyst

Vi har igen med fornøjelse overladt pladsen til litteraturformidler på Randers Bibliotek og renæssance-menneske, Jacob Krogsøe. Han causerer nedenfor over en fem uger lang serie daglige Facebook-poster fra tidligere i år om tegneserier, der står hans hjerte meget nær, og hvad det førte med sig. Enjoy! /red.

Skødstrup, oktober 2032.

Regnen hamrer ned mod taget, uden pause, uden nåde. Efteråret har den sidste måneds tid haft godt fat i landet. Den globale opvarmning har nemlig efterhånden dikteret, at efterår varer fra slut august til start november, og at vinteren løber fra november til april. Men inde i det lille hus er der ro og varme. De tre søskende er kommet hjem til deres forældre for at finde en skat.

Da de åbner lemmen til loftet, kaster duften af ælde sig ud i gangen, mens spindelvævet hiver sig fri og danser foran dem. Kort efter er de oppe på det lille loftsrum, hvor de tre lommelygter skaber små øer af lys. Der, inderst inde, står den. Den gamle skibskiste. Den skibskiste, som deres far har arvet fra sin morfar, den skibskiste, som de ved er fyldt med værdier. De kravler hen ad de gamle brædder, der knirker under dem, mens støv hvirvles op og de ser edderkopperne der løber i skjul.  

Da kisten åbnes, åbnes en dør til fortiden. En dør til tegneseriernes verden.

Klassisk romantik. Men hvis vi lige skærer igennem den romantiske tåge, så er der noget vigtigt på spil her. Og det handler om tegneserier.

I perioden fra d. 16/8 til d. 20/9 postede jeg dagligt et tegneserieopslag på min Facebook-væg. Når man taler om læsning, synes jeg ofte at tegneserierne bliver forbigået, som noget kun børn læser, som noget der er romanen underlegent. Jeg ville gerne sætte fokus på de tegneserier, der havde været med til at forme mig som læser, der havde været med til at forme mig som person. Og jeg var meget positivt overrasket over den respons, og den glæde, som mine opslag skabte.

Krog

Da jeg var barn kunne jeg godt ofte se mig som selv som en satellit, men i disse herlige internetdage kan jeg jo se, at jeg var en del af noget større. Jeg elsker, at vi sammen er en del af en fortid, hvor meget var anderledes.

Men lad mig tage jeg med på en lille rejse gennem nogle af mine opslag.

Det hele startede meget simpelt med dette opslag en august morgen om Ridder Goodwill:

Ridder Goodwill

”Jeg anbefaler alle at starte dagen sammen med denne nostalgiske ridder, der er tegnet af Luguy og skrevet af Leturgie. Den udkom i 1984 på Interpresse og blev tilrettelagt af Henning Kure og Jens Trasborg, oversat af Inge Då og håndtekstet af Helle Nielsen.”

Det affødte hurtigt kommentarer som:

”Dejligt, Jacob. – Jeg plejede at have et komme-hjem-fra-folkeskole-ritual: Spiste en Skål Corn Flakes & læste bibliotekslånte Comics, til. – Tintin, Lucky Luke, Splint & Co, Gammelpot og også Ridderen, her:)”

Og

”Krogsøe, du er en smuk kulturbærer! Læste dem rigtig meget som barn, har dog ikke rigtig fulgt med i serien som voksen, men absolut kærlighed til den herfra! Inge er storfan, og vi skulle selvfølgelig også lige hilse på Luguy og have en signering med, da han var på Art Bubble, hvor fruen endda købte en af hans originaltegninger.”

Her ser vi hvorledes at andre, som det også er tilfældet for mig selv, sendes tilbage i tiden når de ser en bestemt tegneserieforside. Men det er ikke kun nostalgi. Det handler også om drømme.

d7

Valhalla

Et par dage efter, og dagen efter sommerens terrorangreb i Barcelona, skrev jeg følgende om Valhalla:

”Jeg havde faktisk en anden tegneserie klar til dagens morgenkaffe. Men efter det der skete i går fik jeg lyst til at søge tilflugt i nostalgiens tåger og gennem dem rejse tilbage til en mere ubekymret tid, hvor jeg som barn opdagede denne fantastiske serie på Landsbiblioteket i Aabenraa. Men her er ulven jo også løs, som den er lige nu, her i den mørke nutid. Albummet udkom i 1979 og det sidste bind i serien, bind 15 “Vølvens Syner”, udkom i 2009. Det er en af de helt store, nok den største, bedrift i den danske tegneseriehistorie.

Peter Madsens streg er finurlig og levende. Han lægger vægt på karikaturen, og Ulven er løs er stort set blottet for de mørke undertoner, som mange af de senere bind får og det passer godt til mit humør i dag. Det er naturligt, at det første bind i en serie på mange måder bliver til en prøveklud for tegneren, før han finder den rigtige stil. Det bærer albummet også præg af. #bogsnak”

Kort tid efter kom denne smukke anekdote i kommentarsporet:

”Som bleg 15-årig teenager og tegneserieentusiast, havde jeg den store fornøjelse at møde Peter Madsen, da han var på vores skole for at holde et lille foredrag om hans evner som tegner – jeg var noget nervøs, da jeg tog mod til at kontakte ham efter hans oplæg og sige at jeg også godt kunne lide tegneserier og jeg tegnede lidt selv – han var meget sød og flink og gav mig sågar hans kort, hvis jeg nogensinde ville sende ham noget. Det gjorde jeg dog aldrig, og sidenhen har jeg forfulgt andre drømme, men det var stadigvæk et stort øjeblik dengang og faktisk også lidt i dag…”

Kan I mærke de sociale mediers ægte magi som er på spil her? Sammen tager vi på en tur tilbage i tiden. Til en tid, hvor vi som unge mennesker var i støbeskeen, lige dér, lige i de øjeblikke, hvor vi blev formet som kulturbrugere.

Dværgenes konge

Jeg kunne på det tidspunkt godt fornemme, at jeg havde gang i noget der var sjovt. Ikke kun for mig selv, men også for andre, så jeg gravede dybere ned i min samling og fandt Dværgenes konge frem og jeg fandt mit unge jeg på biblioteket:

”Tilbage til noget gammelt tegneseriemagi til morgenkaffen. I slutningen af 1980’erne begyndte jeg at spille rollespil. I det små var Martin og jeg tyvstartet med eventyrlege i skoven (efter interessen for fantasy var blevet vækket da Andreas introducerede os til Sværd og Trolddom i fjerde klasse) og efterfølgende et hjemmelavet rollespil Martin lavede baseret på Sværd og Trolddom, hvor Martins genbo Morten også ofte var med.

Men så en dag så vi et opslag på biblioteket. “Kom og spil rollespil, kom og spil Dungeons & Dragons”. En fredag eftermiddag troppede vi så op på biblioteket og magien og eventyret blev sluppet løs. Og der blev spillet MEGET rollespil de kommende år, hvor højdepunktet er den Dungeons & Dragons-kampagne vi spillede fra 1992-2005 og hvor jeg alle årene spillede dværgen Ben Firebreath, som fulgte Jacob Krogsøe fra han var barn til han blev voksen. Med i den kampagne, som havde den samme GM alle årene, den samme Martin som tidligere i oplaget, var der mange forskellige spillere, blandt andet Anders Stryhn-Johnsen , Jens Christian Hoff og Lauge.

Apropos dværge så blev der i perioden fra 1990-1992 udgivet tre bind i en serie, “Dværgenes Konge” som uden tvivl er en af de serier jeg har læst flest gange. Mørk, mystisk, magisk, voldsom og meget fascinerende hvor vi møder barbaren Morkai, tyven Firfin og dværgene Aren, Noren og Oten. Det fungerede nærmest som stoffer for den unge rollespilshjerne. Og den dag i dag er den stadig en fornøjelse at læse.

Skrevet af Bruno Chevalier og tegnet af Thierry Ségur og oversat af Ole Steen Hansen. I 1998 udkom den samlede udgave i et lækkert hardcover bind og den er en samlingens perler. Så kom den Ebbe og husker du også denne Emil ? #bogsnak”

Og så kom folk ellers til tasterne.

”Åh ja – fantastisk og holder stadigt – jeg har voldlæst den og håber jeg en dag selv udgive noget der er lige så episk, mørkt og samtidigt har fantastiske personskildringer ps. jeg spillede dungeons and dragons (det røde sæt) mange dage om ugen fra jeg var 11 og resten af folkeskolen, dog kom AD&D snigende og alle de andre systemer. At være master i rollespil er grundlaget for min forfatterkarriere … det sidste års tid har jeg rent faktisk arbejdet med en trebindsserie til store drenge i dark fantasy stil – fyldt med drager og blodig magi (min målgruppe er for det meste Emil 12 år) … sorry jeg hele tiden kommer til at snakke om mine bøger, men det er lissom der min begejstring for alle de fede tegneserier har ført mig hen.”

Og

”Uuh, jeg har været SÅ tæt på at poste denne her i kommentarerne til nogle af dine andre gamle kendinge, Jacob. Men jeg forventede at den måtte komme. Den her har været absolut formativ i min udvikling fra et barn med et barns smag til en modnere person med sans for grimhedens æstetik… fantastisk serie både indholds- og udtryksmæssigt.”

Og en helt sjov en, hvor den der kommenterer, har en vigtig relation til det omtalte album:

”Da jeg var knægt havde min far verdens fedeste job… jo han var faktisk også brandmand, men det allerfedeste var, at han var håndtekster. Så far Asger sad og skrev den danske tale ind i boblerne, tegnede lydord osv i afskyeligt mange numre af Basserne og en lang række albums udgivet i årene 1988ish til 1995…. Ud over at det gav gode rabatordninger hos Interpresse og en masse gratis blade, så landede der ind imellem også de her udgivelser på hans bord, som man kun kunne frydes over i en alder af 12-13 år. En af de mest mindeværdige var Dværgenes Konge, hvor min far håndtekstede i hvert fald de to første bind. Det var sgu blæret, drenge og piger.”

Når jeg har udlånsvagter på biblioteket i Randers, og når jeg holder introduktioner i biografen eller skriver klummer, er noget af det vigtigste for mig, at vække andres læselyst. At skubbe i den rigtige retningen, at genantænde læselysten. Netop også derfor var kommentarer som de her så vigtige for mig:

”Fedt. Du har reaktiveret min lyst til tegneserier. Jeg er i gang med at lave en liste over hvilke serier der er fyldt med huller og nu skal lukkes.”

Og

”Nu får jeg en ubændig trang til at grave mine gamle tegneserier frem fra gemmerne.”

d8

Watchmen

 “”Is that a comic book? No! It’s a graphic novel! Is that porn? No! It’s adult entertaiment”

-Robin Williams.

Da jeg første gang stødte på Vogterne, de seks store bind stod og lokkede på biblioteket, fattede jeg ikke en skid. Det var omkring 1990 og jeg forsøgte mange gange, sad på biblioteket med dem og lånte dem med hjem til Dyssevej i Hostrupskov der ligger ca 7 km sydøst for Aabenraa.

Der er nogle tegneserier som jeg som knægt kunne nyde selvom jeg ikke forstod de dybere lag. Alan Moores revolutionerende tilgang til tegneseriemediet var IKKE en af dem. Jeg kom først mange år senere til at nyde den, til at forstå den, til at elske den.

Da Alan Moores Watchmen kom frem i 1986 var det i en tid, præget af frygt for en kommende atomkrig og for den kolde krig mere generelt, og den frygt formår tegneserien at videregive helt sublimt. Det er også en stemning af frygt, som ikke kun er knyttet til den kolde krig, men som også er blevet, om muligt, mere aktuel efter 9/11, uden at dette skal lyde som nogen terrorkliché.

Men det har ikke udelukkende været Moores formål at skildre frygt i en tegneserie for et voksent publikum. Hans agenda har langt mere været en leg med selve tegneserieformatet, og en inddragelse af virkemidler fra romaner generelt, hvor han viser, at tegneserier af denne kaliber skal tages seriøst. Samtidig viser det, hvor vanvittig dygtig Moore er som forfatter, hvilket man også ser i mange af hans andre værker, hvor man også fornemmer, at Moore er et stort legebarn, der også kan lide simple ting. Men Watchmen er alt andet end simpel.

Watchmen udkom i 12 hæfter i perioden fra september 1986 til oktober 1987. I Danmark udgav Interpresse serien i 6 bind tilbage i 1989 og i 2006 kom den samlede udgave fra Egmont.

Hvordan men end vender og drejer det, så var Watchmen med til at gøre begrebet graphic novel mainstream, og Alan Moore tog den rene eskapistiske underholdning og gjorde det til noget, som kloge hoveder på litteraturvidenskab kan falde i stave over, mens de ryger på deres pibe og drikker deres latte. Og hvis én tegneserie skal gøre det ud for, hvordan man beskriver en graphic novel, så må det være Watchmen.

Watchmen tager pusten væk fra sin læser. Der er underholdning på mange forskellige planer, og den er et vidnesbyrd på Alan Moores helt unikke fortællerevner.”

Og her fandt jeg igen andre der havde haft det ligesom jeg selv, da jeg troede at jeg sad alene med mine tanker på biblioteket.

”Jeg er vild med din tegneserieføljeton! Hurra! Vi bør alle sammen hylde vores helte meget oftere end vi gør.”

Og

”Min all-time yndlingstegneserie, Krogsøe! Ligesom du mødte jeg også Watchmen i en for ung alder, hvor jeg ikke forstod at værdsætte den. Fortællestilen var for fremmedartet og kompleks, universet syntes for kynisk og amoralsk, og det lokale bibliotek havde aldrig det rigtige album hjemme (der var nu et eller andet særligt over de overdimensionerede, danske udgaver! :D), hvilket ikke hjalp på den overordnede forståelse. 😛 Men da jeg flere år senere fandt hele serien på tilbud, besluttede jeg at give den en chance mere. Muligheden for at læse den i ro, mag og sammenhæng med yderligere nogle års erfaringer i livet og som tegneserielæser ikke bare vandt, men henførte mig, og mit nørdliv blev aldrig det samme.”

d5

Tintin

”Tintin, den lille bandit, gjorde i 1984 mig til en lille bandit. I boghandleren havde jeg set det fantastiske dobbeltalbum der indeholdt “De syv krystalkugler” og “Soltemplet”. Men det havde en knægt på seks år jo ikke råd til. Så jeg gik i tænkeboksen og den tænkeboks sendte mig i min mors pung, hvor jeg “fandt” nogle pengesedler. Så tog jeg dem, gik op i boghandleren og købte det magiske album. Efter jeg havde læst det, og før mine forældre kom hjem, lagde jeg det i postkassen. Så da min kom hjem tømte vi postkassen. Og hov, der lå jo det album. Men desværre gennemskuede min mor mig i løbet af to sekunder og det var en pinlig oplevelse, at blive taget med op i boghandleren, hvor min mor fik sine penge tilbage og albummet kom retur på hylden. Men hey, jeg var jo helt forelsket i de tegneserier og er det stadig. For et par år siden besøgte jeg Hergé-museet i Belgien og det var en kæmpe oplevelse. De albums kan jeg læse igen og igen og igen.

PS: billederne stammer fra en nyere udgave, den samlede udgave er lidt svær at skaffe, den udkom i 1984 og kan ses på det ene billede.

PPS: undskyld mor.”

For nogen er Tintin også forbundet med lydbånd man lånte på biblioteket som disse to kommentarer afslører:

”Jeg husker lydbåndene fra fritidshjemmet, helt fantastiske.”

Og

”Jeg har dem alle og nyder dem jævnligt! Alt kan afsluttes med et Tintin-citat fra de bånd!!”

d4

Sære fortællinger

Jeg fortsatte turen gennem mit barndoms bibliotek.

”Endnu en biblioteksklassiker som har en særlig plads i den mørke del af mit tegneseriehjerte.

Hermann kan meget mere end Jeremiah og Tårnene. Med de fire historier i “Sære fortællinger” (Recits lugubres) graver han sig dybt ned i frygten og gyset. Elementer, der bestemt er til stede i hans store fortællinger, men her opleves de i destilleret form som små skarpe gyserfortællinger.

“Massakren”, “Flugten”, “Buret” og “Hævnen” var hård kost da jeg 10 år gammel læste albummet på biblioteket i Aabenraa. Det er den slags albums der giver den unge tegneserielæser hår på brystet. Og den er den slags albums, hvor Hermanns uovertrufne stil giver en lyst til at læse flere og flere tegneserier. Albummet er, som så meget andet guld fra min barndom/ungdom, oversat af Niels Søndergaard.”

Det affødte denne herlige kommentar:

”Fuck, jeg har ledt efter det album i næsten 20 år! Det var på biblioteket i den by hvor min efterskole lå, og det brændte sig totalt fast i min hjerne. Desværre var det en lidt for … stimulerende periode på andre punkter, og jeg glemte både titel og forfatter. Så fedt endelig at have noget at gå efter. Nu skal et antikvarisk eksemplar støves op.”

d3

Morbus Gravis

Og så til en mere vovet en af slagsen.

”Når man taler om opvækst, om at blive teenager og om tegneserier, så må man også tale lidt om erotik og måske porno.

Sønderjylland var et alsidigt sted da jeg var ung. Adgang til alpefilmene på Sat.1, sexkioskerne ved grænsen og Kramboden i Aabenraa. Men før jeg turde gå ind i en butik og købe Ugens Rapport, så var der biblioteket. For tegneserier kan også være spækket med erotik, som kan være mere pirrende end pornoblade. Der sad også mange unge mænd og læste i de tegneserier på biblioteket i Aabenraa og de store klassikere, som Morbus Gravis, var næsten altid udlånt. Morbus Gravis udkom i otte bind i perioden fra 1986-2003.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, faktisk så fjern, at alt hvad der er tilbage af verden som vi kender den, er små fragmenter i form af tilfældigt bevarede levn.

Fremtiden har ikke været nådig ved vores gamle Jord; en enorm metropol dækker nu hele kloden – i hvert fald kender menneskene ikke længere andet end Byen. En by der langsomt forfalder, og i takt med omgivelsernes opløsning, ædes menneskene op af Soten. Det er navnet, den uhyggelige pest, der hjemsøger Byens indbyggere, har fået.

Alrune fra 1995, der var det første album jeg købte, er på mange måder en kondenseret udgave af seriens tematik. Vi får lidt af det hele her, men i en meget mere koncentreret form end tidligere. Der er blod, vold, sex – masser af sex – mutanter, sci-fi-techno-babble og en generel stemning af undergang. Det er derfor også svært at sige noget negativt om albummet.

Morbus Gravis er meget mere end bare porno. Det er en spændende blanding af science fiction og horror, mageløst tegnet og med en helt unik stemning.”

Her kom en kender hurtigt til tasterne:

”Det er en morsom sag, at danske biblioteker ikke har porno på hylderne, med undtagelse af Det Kongelige Biblioteks pornoarkiv, som kun forskere har adgang til, og så tegneseriehylderne, hvor enhver frit kan bladre og låne. Det er præcis de samme typer tegneserier, som man kan finde i enhver pornobutik verden over, fx Fanny-serien, rangerende fra det ubehjælpsomme til det mesterlige.”

d2

En ende på legen

Efter lidt over en måned stoppede jeg mine daglige opdateringer med denne tekst:

”De sidste mange dage har jeg lavet en daglig opdatering om mit forhold til forskellige tegneserier. Både dem, jeg stadig nyder gennem nostalgiens briller, og dem, der er fremragende, nostalgi eller ej, den dag i dag. For mig har det været en dejlig rejse gennem en masse herligheder. Tak fordi I fulgte med, det har været en fornøjelse at læse jeres kommentarer. Rejsen bliver snart til en samlet artikel.

Og her ser I så en del af min samling. Men kun en del.”

Det gav blandt andet disse kommentarer:

”Det har været pissesjovt – vi har meget ens smag og læst meget af det samme, når det kommer til comics.”

Og

”Vi siger da Tak, Jacob. Det har været skønt at følge med rundt i denne Odysse af både nutidigt og fortidigt KvaliGuf – og Diversiteten af samme. Vi har åbenbart også ret ens smag i Comics. Vi skal have parret Løjtnant Pjock med Druuna, en af de her dage:)”

Samt

”Du kan ikke stoppe nu!! der mangler en masse! Hvad med Vakse Viggo? har jeg overset den?”

Så måske jeg snart vender tilbage igen? For der er mange tegneserier jeg mangler at omtale. Og jeg, eller andre kunne gøre det samme med musik, film, computerspil, brætspil osv. For selvom nostalgien ofte kan være med til at holde en fast i fortiden, så kan nostalgien også bruges aktivt til at skue frem i tiden, se på det der virkede dengang, se på hvad der var med til at forme mig og hjælpe mig til at formidle i nutiden, eksempelvis når jeg snakker med mine børn eller når jeg hjælper lånere på biblioteket. Der er nostalgien og disse små rejser tilbage i tiden en stor gave.

d1

Skødstrup, oktober 2017.

Den lille rejse er slut. Mine tre børn er ni, syv og fire år gamle. Så der er heldigvis både lang tid til, at de bliver voksne og til, at de potentielt set, i 2032 kravler op på loftet og finder min tegneseriesamling. For nu, hvor jeg har set en potentiel fremtid, vil jeg som en ægte tidsrejsende nostalgiker forsøge at ændre netop den fremtid. For de tegneserier skal naturligvis aldrig op på loftet. De skal blive fremme. De skal læses, de skal nydes, både af mine børn, mine børnebørn og hvis de ikke er faldet fra hinanden, skal de også nydes af de kommende generationer når jeg er død og borte. For det er en vigtig kulturarv. En arv der handler om at læse, om at blive dannet som menneske.

Liste over de tegneserier jeg omtalte på Facebook:

Ridder Goodwill

Jeremiah

Valhalla

Secret War

Usagi Yojimbo

The Walking Dead

Dværgenes konge

Linda og Valentin

Thorgal

Tårnene i Maury-Skoven

Drengen der gerne ville være bange

Sten og Stoffer

Nick Fury contra gule klo

Sin City

Watchmen

Groo

Conan

Judge Anderson

Anders And og co

Wolverine

Batman – filmen som tegneserie

Gammelpot

Tintin

Henrik og Hagbart

Edderkoppen

The Far Side

The Dark Knight

Sære fortællinger

Gotham by gaslight

Morbus Gravis

XIII

Basserne

Gnaws

Star Wars

New York City; en bibliofil tour de force med en ordentlig spand billeder

Ældste datter, Josephine (14), fik i år i konfirmationsgave en tur til NYC med sin far. Hvor heldig kan man være? Turen skulle foregå i anden halvdel af september 2017, og dengang så kalenderen fornuftig ud. Siden blev hun udtaget til U18 EM i kickboxing i Skopje, og vi brugte følgelig en uge i Makedonien i starten af september. Hun skiftede også skole i sommerferien og lagde altså hårdt ud med en del fravær fra de nye kammerater, fag og lærebøger. På mit arbejde har vi altid travlt i september, og to ugers forskudt ferie var helt skørt. Det er alt sammen førsteverdensproblemer, men i al fald begyndte vi først at geare op til ferien og bladre i “Turen går til” og “Lonely Planet,” da vi bogstaveligt talt sad i SAS-maskinen til Newark.

Der er noget over New York. Noget uforklarligt. Folk vil altid gerne snakke om den. Høre, hvad man har besøgt. Fortælle, hvad de selv har set. Vi havde en lidt spøjs tur. Det var første gang, vi prøvede AirBnB (og måske sidste). Vi tog til baseball på Yankee Stadium to gange. FN havde lukket, og Ellis Island cruises var udsolgt. Til gengæld fik vi en særlig rundtur på The Met af en kollegas kollega. Vi havde dårlige oplevelser i Harlem, men til gengæld blev vi flyttet fra bagerste til forreste række til “Stomp” osv. osv. En anstrengende, men fantastisk uge blev det i al fald.

 

IMG_1203

Vafler i Bryant Park. Breakfast of champions! Bagsiden af New York Public Library i baggrunden.

Og så kiggede vi i boghandlere! Josephine, det kære væsen, gad faktisk godt gå i utallige boghandlere med sin far. Fantastisk opdragelse lige dér. Jeg fik kun ca. 50 spydige bemærkninger undervejs, og det er højst 10 mere end normalt 😉 Hun var så også høj på junkfood og Oreos hele tiden.

New York er et paradis for bibliofile! Udbuddet er enormt og kundepotentialet ligeså. Koblet til amerikanernes sans for salesmanship er det jo ikke så mærkeligt, den by har så fantastiske boghandlere. Her er en kronologisk liste, bare fordi jeg må dele den med andre.

Alle steder er på Manhattan, og billederne er måske ikke de bedste, fordi jeg ikke kan lide at forstyrre folk, så mobilen kom op lidt gedulgt.

Kinokuniya New York: 1073 6th Ave, New York, NY 10018

 

Kinokuniya er en japansk boghandel, med japanske titler og japansk tingeltangel i underetagen,. “Har de ikke manga?” spurgte Josephine, der ville tage en video og gøre en god manga-fanatisk ven jaloux. Hele første sal var manga! Så vidt vides, eksploderede den stakkels fyrs hoved, da han så videoen. Kinokuniya er en stor kæde med 68 butikker i Japan, 12 i USA, 4 i Singapore osv.

The Drama Book Shop: 250 W 40th St #1, New York, NY 10018

 

Hvis ideen om Broadway gør dig blød i knæene, og du tit brøler highlights fra “Cats” og “Phantom of the Opera” ned i din hårbørste, er The Drama Book Shop boghandlen for netop dig, din stjerne. Det er en lille specialboghandel for alting, der foregår på en scene. Noderne til “Rent”? Guide til teaterledelse? Tips om at bryde igennem off-Broadway? 17 udgaver af Shakespeares samlede værker? Tjek, tjek, tjek, tjek. Masser af arrangementer ligeledes, og så er personalet omvandrende teater- og musicalleksika. Brug gerne lidt tid her og græs dig gennem titler, du ellers aldrig vil se. Denne perle åbnede i øvrigt i 1917.

Rizzoli Bookstore: 1133 Broadway, New York, NY 10010

 

Rizzoli er en italiensk boghandel, men mere italiensk er den heller ikke. Den er i al fald ikke nær så italiensk, som Kinokunyia er japansk – hvis det ellers giver mening. Til gengæld er det meget smukke lokaler, og udvalget handler meget om mode, arkitektur og kunst. Rizzoli er måske ikke så hyggelig, som den er fornem, og man føler sig i nogen grad transporteret tilbage til “shyyy”-æraen i folkebiblioteket. Til gengæld er det virkelig et godt sted at blive set i sit nye designertøj, mens man henkastet bladrer i de nyeste arkitekturværker, og måske – måske – vil den helt utroligt åbenlyst homoseksuelle ekspedient så værdige dig et blik 🙂

Barnes & Noble: 33 E 17th St, New York, NY 10003

 

Den største og bedste B&N i følge vedvarende rygter. Stor er den i al fald. Og god! Fire etagers boglækkerier blandet med brætspil og en café og alskens parafernalia. Tekstbogsafdelingen er helt utrolig, og man fristes til at tro, der er alle tekstbøger, der nogensinde er brugt i high school og college. Alle steder. Til alle tider. I alle fag. Young Adult-sektionen fylder fra gulv til loft i indbydende reoler væg-til-væg. Hvis man ikke kan finde noget at læse dér, er der noget fundamentalt galt med én. Det tog Josephine en halv time at komme et par meter ned ad reolsystemet, og hun havde allerede valgt et par must-read værker og sat dobbelt så mange tilbage igen. Sæt tid af her!

Strand Bookstore: 828 Broadway, New York, NY 10003

 

Strand er vanvittig! Nye og brugte bøger fra gulv til luft og på borde og under borde og i hyldejungler under gadeniveau. På øverste etage er de sjældne bøger. Rygtet vil vide, der er omkring 26 km. bøger. Jeg indrømmer blankt, jeg gik i panik. Som en narkoman, der endelig får brudt ind i apotekets inderste lagerrum. Josephine var gået noget død efter fem timer ned ad Broadway og 9/11-museet stadig langt væk. Hun sad og læste i en sofa. Jeg stod rådvild midt i stueetagen, indtil jeg til sidst greb hende og løb. “Skal du ikke købe noget?” spurgte hun undrende. “Flygt!” råbte jeg. “For. Mange. Bøger!” Jeg ville gerne tilbage – frisk i hovedet og med en 2-3 timer til rådighed.

The Mysterious Bookshop: 58 Warren Str, New York, NY 10007

 

Nu er jeg ikke krimi-, spændings- eller detektivfan, men alligevel er det her en superfed boghandel. Som navnet antyder, er de ovennævnte genrer de eneste, man finder her. Boghandlen er ét kvadratisk lokale med et læsemiljø i midten og så ellers bøger fra gulv til loft langs væggene og – selvfølgelig – gult polititape hen over døren til baglokalet.

Book Culture on Colombus: 450 Colombus Avenue, New York, NY, 10024

 

Lad det være sagt med det samme. Der er edderhyleme mange duftlys i Book Culture! Og tingeltangel og ægte træting og venstreorienteret propaganda. Den kunne ligge på Østerbro. Antallet af klapvogne er slående. Dog er den frygtelig hyggelig, og så har de jo et pirrende bog-blinddating koncept. Du kan investere i hemmelige bøger, hvor du kun kan føle dig frem til størrelse og vægt og – endnu vigtigere – spor på forsiden. “Læs denne, hvis du nød X, Y og Z.” Konceptet holder hele vejen, for man kommer derfra med bøger, man måske nok ikke havde valgt selv, men som er i ens generelle interessesfære. Hvad nu, hvis man allerede har læst den, hører jeg dig spørge. Jamen, så er der jo “store credit.” Titlen står på kvitteringen, så den bliver behørigt gemt i indpakningen. Herlig børnesektion i kælderen også.

Amazon New York: 7 W 34th St, New York, NY 10001

 

Syret, ikke? “Big Evil” åbner fysiske boghandlere efter at have betvunget det digitale marked mere eller mindre globalt. Mange digitale outfits åbner fysiske outlets idag, men Amazon Books er mere end bare et outlet. Det er en boghandel i sig selv, men med et umiskendeligt Amazon-præg. I øvrigt æælsker jeg Amazon, så jeg var særligt spændt på, hvad de havde fundet på. De tror ikke på den lange hale, de ellers tjener på online. Tværtimod er der flere eksemplarer af de bøger, der så er, og der står ingen bøger uden kunde-anmeldelser fra online-udgaven. Samtidig bruger de alle de muligheder, den enorme mængder kunde-feedback, de har på lager, giver. Derfor finder man kategorier som “Bøger med over 10.000 anmeldelser,” “Bøger med over 4,8 stjerner,” “Lokale titler vurderet højt” osv. Det er et overflødighedshorn! 🙂

McNally Jackson: 234 Mulberry St, New York, NY 10012

McNally Jackson er vel nærmest den mest almindelige boghandel på hele listen og er svagt tiltet mod studerende i alle aldre. Herlig café, herligt kurateret indhold i boghandlen, forfærdeligt udvalg af notesbøger (fordi jeg er afhængig af notesbøger, og det var alt for godt), og ikke mindst en virkelig god underetage med faglitteratur. Her forsvinder en time eller to meget nemt.

Housing Works: 126 Crosby St, New York, NY, 10012

Normalt har man det enormt godt med sig selv, når man trasker rundt i en boghandel, men i Housing Works får man det for alvor godt, for al overskud går til at støtte HIV/AIDS-ramte menneskers adgang til sundhedstilbud, et rimeligt sted at bo osv. De ansatte hedder “frivillige,” og cafeen er fyldt med … hmmm … gadens fugle, hedder det vist, men fredelige var de. Butikken er i gamle, ornamenterede lokaler med smalle trapper til en åben mezzanin, og der er en klassisk boghandel-stemning. Udbuddet var noget ujævnt, men et godt sted at kigge efter billige perler. Faktisk prøvede vi at komme ind døren før, men der var et arrangement med en lokal forfatter og lang kø udenfor.

Konklusion: Det ville være noget billigt her at skrive noget om, at New Yorks boghandlere er meget bedre end danske, og hvis bare vi gjorde det samme herhjemme … Deres muligheder er jo nogle ganske, ganske andre. Dog vil jeg sige, at jeg ville købe så mange flere bøger, hvis danske boghandlere kunne overleve som boghandlere. Bog og Idé gør mig udefinerbar! Danske bøger er simpelthen også for dyre. Én tynd bog må simpelthen ikke koste det samme som tre måneders Netflix.

Slutteligt kan vi lære rigtig meget i bibliotekerne. Nørderiet i The Drama Book Shop og The Mysterious Bookshop, overflødighedshornene i Barnes & Noble og Strand, de stilrene Rizzoli og McNally Jackson, de tematiserede Kinokuniya og Book Culture, den klare mission i Housing Works, brugen af brugerfeedback i Amazon. Der er nok at komme efter!

22140298_10155238062067261_111328459_o

Rovet. Vi skulle jo slæbe det hjem 😦

Portræt af en meget ung læser

Er man en læser, når man ikke selv kan sætte bogstaverne sammen endnu? Måske ikke helt. Men udviklingen af en læseridentitet begynder lang tid, før man har stavet sig frem til det første ord. Det viser dette interview med Aske på fem år. Han har masser af litterære præferencer, tanker om læsning og bogoplevelser at fortælle om. Hans mor hedder for øvrigt Lisbet Vestergaard. Interviewet begynder og slutter med Flunkerne. Jeg sværger: Jeg fulgte barnets interesse, hvilket er regel nummer et i denne sammenhæng.

Lisbet: Hvilke bøger kan du allerbedst lide at få læst højt og hvorfor?
Aske: Flunkerne! De er gode, fordi man skal finde mange ting og fordi man SKAL noget.

Lisbet: Hvorfor læser man bøger?
Aske: For at få noget at vide. For eksempel om universet. Nogle gange kommer der et stort lavahul, og så kommer det ud på den anden side af solen. Når solen går ned, er der et land, der er vågen.

Lisbet: Hvem læser for dig?
Aske: Det gør Lisbet og Peter, som er min mor og far. Også Reda, som er en af de voksne i børnehaven. Hun læser tæt på, når vi skal spise den første frokost. Reda læser Betty-bøger for os nogle gange.

Lisbet: Er der nogen bøger, du får læst højt igen og igen?
Aske: Ja, Sigurds danmarkshistorie og Emil fra Lønneberg. Men Emil, det er lang tid siden.

Lisbet: Hvad er den største bog, du har derhjemme?
Aske: Dyrenes museum.

Lisbet: Hvad er den mindste bog, du har derhjemme?
Aske: Det er pixi-bøger.

Lisbet: Hvad er den skøreste bog, du har hørt?
Aske: Øøøhhh….det er den der…… Papegøjerne spang gok!

img_0880

Aske har tegnet sig selv. På hans t-shirt er en figur fra LEGO Ninjago. Hvis du skulle være i tvivl.  

Rundt om bøger
Lisbet: Hvordan synes du det er at lytte til lydbøger?

Aske: Godt. De er spændende. Jeg slapper af.

Lisbet: Hvordan har du det med at få læst bøger højt på iPad?
Aske: Det er megasjovt. Der er bøger om Batman, Superman og superhelte.

Lisbet: Har du nogensinde selv lavet en bog?
Aske: Ja, jeg har lavet to. De handlede om en, der hedder Mixit. De hed Mixit på picnic og Mixit holder fødselsdagsfest.

Lisbet: Kan man lave andre ting med bøger end at læse dem?
Aske: Ja, man kan folde dem.

Lisbet: Hvad for en bog ønsker du dig i julegave?
Aske: En dino-bog, som jeg kan tegne i. Der skal være klistermærker i, som jeg kan sætte fast og farvelægge, og så skal der være figurer, som jeg kan farvelægge.

Andre læsere
Lisbet: Kender du nogle, der er rigtig gode til at læse?
Aske: Ja!! Mine kusiner Erica og Nora. De læser Harry Potter.

Lisbet: Ved du, hvad din mor og far godt kan lide at læse?
Aske: Min mor kan gode lide at læse dameblade. Min far? Det ved jeg ikke.

Lisbet: Hvilke bøger kan dine venner godt lide?
Aske: Det er et svært spørgsmål.

Blandede bolsjer
Lisbet: Hvordan tror du, det bliver, når du selv har lært at læse?
Aske: Så vil jeg læse til frokost, om eftermiddagen og om aftenen.

Lisbet: Er der noget i bøger, der kan gøre dig bange?
Aske: Ja, der var noget uhyggeligt i en bog med en pige, der hed Tekla. Det var noget med dværgenes bjerg.

Lisbet: Hvordan synes du det er at gå på biblioteket?
Aske: Det er lidt kedeligt, men også ret sjovt.

Lisbet: Hvad laver du på biblioteket?
Aske: Drikker kakao. Og så læser min mor en Flunkerbog for mig.

Flere portrætter

I februar 2018 fortalte Josephine på 14 om sine læsevaner og litterære præferencer

I februar 2017 interviewede jeg min niece Erica på  ni år.
Læs portrættet af hende her på bloggen.

Aske har også været en stor inspiration i mit arbejde med at indkredse, hvad early literacy er. Det endte med indlægget Early literacy kort fortalt – også udgivet her på bloggen i 2017.

Hvis du interesserer dig for early literacy, så er du også optaget af, hvordan man kan skabe sprogligt rige miljøer for børn. Det har jeg udbredt mig om i blogindlægget Min mormor og Magnaprint, også fra 2017.

Askes umiddelbare begejstring for e-bøger hænger sammen med folkebibliotekernes tilbud til børn eReolen GO, hvor der er meget at vælge imellem. Den litterære kvalitet af superhelte-bøgerne skal jeg ikke hænge mig i. De vækker begejstring lige nu, og dermed skal de være en del af Askes læsemenu.

Så tager vi Ida Jessens blændende gendigtning af Bibelen for børn og anden vægtig litteratur på andre tidspunkter.


Hvad i alverden skal de børn læse?

Bogsnak-bloggen er en spæd og savlende baby ved siden af www.thejulesrules.dk, som har eksisteret i hele 15 år. Julie Arndrup, en blogger-dronning i vor midte, skriver om børnebøger, læsning, livet og kærligheden. For mange er Julie simpelthen deres Børnebibliotekar med stort B, om de så bor i Vendsyssel eller på Fyn. Julies base er i Vanløse, og i dette gæste-indlæg spiller Vanløse også en stor rolle. Det er nemlig Kulturstationen Vanløse, der lægger hus til Børnebogsmarkedet lørdag den 30. september. Metroen går lige til døren. Det er gratis. Skrumpens far kommer. Jeg glæder mig allerede. /Lisbet

Jeg tænker, du følger med på Bogsnak-bloggen, fordi du selv læser bøger? Måske har du også nogle børn i dit liv, centralt eller perifert, der læser? Måske synes du (eller deres lærer), at de skal læse mere?

Skal børn læse mere? Ja, det synes jeg, de skal. Fordi læsning udvider verden, giver perspektiv og sætter tanker i gang. Fordi det er fedt at vide ting og at være god til noget. For børn såvel som for voksne kan læsning være en måde at glemme sig selv på og samtidig en måde at finde sig selv på. Og hvem vil sige nej tak til det?

Hvad er det rigtige at læse?
Men det kan være svært at finde den rigtige bog. Den, der lige fanger på det rigtige tidspunkt og som man ikke kan lægge fra sig. Måske især når man er barn og har en masse andre ting, man også gerne vil lave. Lysten driver værket, og det er altså svært at samle sig om at læse en bestemt bog, bare fordi ens mor siger, man skal. Vi vil alle sammen helst læse noget, der vækker noget i os, som vi kan se os selv i og som fænger og fanger os.

Som børnebibliotekar siger jeg ofte til folk, at alting gælder. Hvis du skal motivere dit barn til at læse, så er alt, der vækker interesse, godt og rigtigt. Anders And-blade, tegneserier, fanfiktion på nettet, avisen, ebøger, papirbøger – det hele kan bruges. Og her er biblioteket et godt sted at starte for børnene, fordi der er et meget bredt udvalg, og det lykkes langt de fleste at finde det helt rigtige for dem.

Hvem hjælper mor og far?
Når man laver undersøgelser af børns læsning, er der altid et spørgsmål om, hvem der inspirerer dem. Hvem hjælper dem med at finde det, de læser. Og en meget stor del af dem svarer, at det er deres mor og/eller far, der hjælper dem med at finde bøger. Naturligt nok. Men hvem hjælper så mor og far? Hvor finder de inspiration, når de har foreslået alle de titler, de kan huske fra deres egen barndom?

Det gør de på biblioteket og hos børnebibliotekaren. Hver eneste dag snakker vi med forældre, der gerne vil inspireres, nu hvor de er færdige med alt af Astrid Lindgren, hvilket er en bedrift i sig selv.

Derfor laver jeg Børnebogcast, som er en podcast til forældre, lærere og andre med interesse for børnelitteratur. Så kan du få børnebibliotekaren hjem i stuen, ind i ørerne når du er på farten og få ny inspiration, når det passer dig. Du kan finde Børnebogcast her på Københavns Bibliotekers hjemmeside.

Lørdag d. 30. september går Børnebogcast live, om man så må sige, med et stort Børnebogsmarked på Kulturstationen Vanløse. Her samler vi en masse af de forlag, der udgiver gode bøger til børn, også dem du ikke altid kan finde i enhver boghandel. Der vil være oplæg ved forfattere, højtlæsning, krea-workshop, bogbyttebord og en mindre hær af børnebibliotekarer, du kan snakke med. Se mere på begivenhedens Facebook-side

img_0891

Vanløse er en urban jungle. Nu også med børnebogsmarked!

Pluk fra programmet
Hvis du og dine børn er optagede af gys, gru og væmmelige bæster, så glæd jer til at møde tegneren John Kenn Mortensen og forfatteren Benni Bødker.

Hvis I altid har drømt om at møde moren til Villads fra Valby, så kan det ønske gå i opfyldelse, når Anne Sofie Hammer indtager scenen.

Var du barn i 80erne? Så voksede du garanteret op med Skrumpen fra det ydre rum og Familien Fab. Gunnar Wille tegner og skriver stadigvæk. På Børnebogsmarkedet kan du høre ham fortælle om, hvordan han får sine ideer, og få taget en Selfie med Skrumpen. Måske er begrebet ”En skrumpfie” hermed opfundet?

img_0904

Forsider der fremmer det gode humør!