Portræt af en læser, der tegner

december 11, 2025 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Anya Winqvist er illustrator og forfatter. Hun laver bøger, plakater, animationsfilm, grafik og podcasts, og oven i det tager hun også ud på skoler og biblioteker og laver workshops med børn. I dette interview møder du først og fremmest Anya som læser. Jeg mødte Anya i 2023, da hun samlede flere grupper af unge, som skulle udvikle læsehacks, og jeg var med på sidelinjen som praktisk gris. Alle de gode ideer finder du på siden læsehack.dk. Men du kan jo begynde med at hacke dine egen læsning ved at få et indblik i Anyas liv som læser. Jeg er sikker på, at det vil inspirere dig.

Hvad er den første bog eller læsesituation, du husker?
Jeg lærte selv at læse, da jeg var omkring fem år. Jeg husker meget tydeligt, at jeg sidder med en bog, og det går meget godt, indtil der kommer et langt og kringlet ord, jeg ikke kan gennemskue. Jeg spørger min mor eller far, og ordet er bondegård. Jeg er ganske sikker på at det var Lademanns Læse-selv-bøgerne, helt vidunderligt illustrerede af Atillio Cassinelli.

Hvilken rolle spillede læsning i dit hjem?
Jeg var så heldig at vokse op med en overflod af læsemuligheder. Som yngst af tre søskende var en lind strøm af abonnementer og bogkøb allerede iværksat og for mig bare noget, som fandtes. Nye tegneserier hver måned, Det bedste (Readers Digest), billedbøger på dansk og engelsk, de Illustrerede klassikere, min fars Motor-blad, Søndags BT, avisen, Disneys bogklubber, Bamsebladet, Fantomet, Anders And, Min Hest og så videre i stor stil. Boghylderne bugnede og gik nogle gange op i limningen. Lademanns Leksikon blev flittigt konsulteret, og jeg havde aldrig under 5 faste pennevenner. Min skole havde verdens bedst skolebibliotek, og jeg havde lånerkort til både det lokale folkebibliotek og min bedstemors lokale bibliotek, så jeg kunne låne der i sommerferien. Jeg læste alt og lidt til. På familieferier læste vi ofte den samme bogserie, og ventede på at hinanden blev færdige med næste bind, så vi kunne læse videre.

Hvilken læseoplevelse fra din ungdom har sat sig fast i din krop?
Det er nærmest umuligt at vælge en. Jeg levede mig med i verdener fra Narniabøgerne til Ringenes Herre, fra Linda og Valentin til Freddy Miltons Søren Spætte-albums. Men jeg husker måske alligevel særligt Susan Coopers The Dark is Rising-serie om Will Stanton – fordi det var nye bøger, og fordi Will var 11 år ligesom jeg. Vi kaldte det vist ikke rigtigt Fantasy den gang, og det vrimlede ikke med gode Fantasy-bøger for børn, som det gør i dag. Jeg var ikke superinteresseret i realisme og bøger om almindelige teenageliv og relationer, så jeg var noget rådvild i 12-årsalderen, hvor jeg skulle gå hen med min læsning. Heldigvis fandt jeg Science Fiction, og voksenlitteratur som f.eks. Umberto Ecos Rosens Navn og Jørn Riels fantastiske univers.

Hvad betyder illustrationer og billeder i bøger for dig?
Hvor jeg elsker den rene tekstbog, for at den lader mig bygge en fantastisk verden inde i mit hoved, så holder jeg mindst ligeså meget af illustrerede fortællinger, som billedbøger, tegneserier og graphic novels. De er to ret forskellige fortællemåder, og sidstnævnte lader mig se et andet menneskes visuelle forestilling og udtryk. Ligesom en forfatter kan lege med sproget, så tager en illustrator verden og leger med den visuelt. Jeg vil ikke undvære noget af det.

Anya i en klassisk situation: Med pen i hånd.

Hvordan kom du selv til at arbejde med bogmediet?
Jeg både skrev og tegnede meget i min ungdom, men flyttede til Sverige som 21-årig og skiftede hverdagssprog. Måske var det medvirkende til at jeg blev tegner, for fortælle-genet ligger helt klart i familien, og ud skal alle tankerne af hovedet på den ene eller anden facon. Jeg startede tidligt med at arbejde med børnekultur, men det tog lang tid inden det blev netop bogmediet og billedbøger. Og så er jeg ikke særlig god til at lave det samme om og om igen, så jeg tegner til alt muligt andet end bøger også. Og laver podcast om bøger, med børn.

Anya er blandt andet aktuel med workshoppen Det gode ved mig. Med oplæsning af sin billedbog *Den dér krop* tager Anya børn med på opdagelsesrejse i, hvad der er det gode ved dig og mig og os. Bogens udgangspunkt er, at kroppen, det vil sige os selv, er fantastisk helt af sig selv.

Hvordan ser dit læseliv ud på en helt almindelig uge?
Jeg læser ikke bøger hver uge. Bøger vil jeg gerne læse ud i et stræk, så jeg holder lidt pause ind i mellem. Jeg er med i et par bogklubber, så pauserne aldrig bliver for lange. Jeg læser selvfølgelig også faglitteratur og billedbøger. Måske læser jeg nok alligevel lidt hver uge 🙂

Du har taget en master i Børns litteratur og medier. Hvad er det vigtigste, du tager med den fra uddannelse?
Menneskerne! Oh fryd, at få lov til at hænge ud med en masse andre, der elsker bøger og børnekultur.

Hvordan har du det med lydbøger?
Altså hvad som helst, som giver dig en på opleveren, og får dig til at leve dig ind i verden eller historie, er jo fedt. Jeg kender en del børn og unge, som stort set kun læser lydbøger, fordi det fungerer bedst for dem. Men de går for langsomt for mig, og så er jeg bare ret vild med at sidde med en papirbog og være absorberet.

Hvilke bøger læser du lige nu?
Jeg har lige med stor glæde læst Vi er en kat (1905) af Sōseki Natsume, oversat af Nicolai Lerche på forlaget Kokon, og så skal jeg skynde mig i gang med Susanna Clarkes The Wood at Midwinter (2024), så jeg kan nå den til bogklubbens juleafslutning.

Flere læserportrætter af dygtige fagfolk
Dyk ned i portrætterne og mød en forsker, en præst, en oversætter og op til flere biblioteksmennesker.

Portræt af en kræser læser med en bred smag
Portræt af en frisat læser
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser med lister
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en læser i Norge

Portræt af en læser på næsten fire år

november 17, 2025 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Læsere kommer i mange aldre. I denne portræt-serie har der været læsere på fem og halvfems år og alt derimellem. Nu er det blevet tid til at få de helt unge og sprøde med.

Her møder du Bille, der er født i 2021 og som om ganske få dage fylder fire år. Han er min nevø, og jeg har interviewet ham ad to omgange: Først hjemme ved vores spisebord og derefter på en gåtur hen til vores yndlingscafé på Nørrebro, hvor vi nyder en æblemost og kaffe og får snakket om løst og fast, verdens gang og de mennesker og hunde, der går forbi på gaden.

Hvem læser for dig?
Det gør Pelle. Det er ham nede i børnehaven. Han er fire trekvart år. Han læser for mig, når vi har været på legepladsen. Han læser Leopold-bøger. Dem kan jeg gode lide.

*De humoristiske Leopold-bøger er skrevet og illustreret af Dina Gellert og udgivet på forlaget Bolden. Bøgerne handler om følelser, lige fra jalousi og kærlighed til vrede og tristhed.*

Hvad laver du på biblioteket?
Jeg læser bøger. Jeg leger.

Hvor mange bøger låner du på biblioteket?
Tusindhundrede!

Hvad er den mindste bog, du har?
Det er en med Rasmus. Altså en pixi-bog med Rasmus Klump.

Hvordan tror du, man lærer at læse?
Man bruger sin fantasi.

Hvem skal lære dig at læse?
Min mor.

Hvad vil du læse, når du selv bliver større og selv kan læse?
Jeg vil læse uhyggelige bøger!

Jeg er selvfølgelig inhabil, fordi Bille er min højt elskede nevø, men jeg finder svaret på ”Hvordan tror du, man lærer at læse?” for udsædvanligt klogt og samtidigt indlysende: Man bruger sin fantasi!

Bille har en stor forkærlighed for flag, især det thailandske, sydkoreanske, spanske og svenske. På dette billede har han fået lov til at bladre i sin ældre fætters flagbog. Faglitteratur, der fænger!

Flere læserportrætter med børn og unge
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en gymnasieelev der læser

Portræt af en frisat læser

august 31, 2025 / Lisbet V. / 1 kommentar

Gennem den sidste tid er Martin Rovang Jensen tit dukket op i mit feed på LinkedIn. Martin arbejder som kulturformidler ved Næstved Bibliotek & Borgerservice og skriver altid fagligt læseværdige og underholdende indlæg. Den dag han med afsæt i overskriften Når forsiden lover mere, end bogen kan bære skrev om en ganske særlig fagbog med titlen Kom i gang med Excel, hvor forsiden prydes af en kvinde med bare ben, der går en tur i strandkanten, måtte jeg bare spørge ham: “Vil du stille op til Portræt af en læser?” Svaret var ja, og her har du ham.

Hvem lærte dig at læse?
Jeg har lyst til at svare, at det gjorde jeg selv!

Jeg kommer ikke fra et hjem med masser af bugnende bogreoler, og der blev heller ikke snakket om læsning og litteratur. Så det var egentlig noget, jeg selv så småt kastede mig over som barn. Min mor læste dog godnathistorier op for mig som helt lille, men ellers kom jeg efterhånden selv i gang. Godt hjulpet på vej af udvalget på biblioteket, hvor jeg tit cyklede hen efter skole.

Så frem for at pege på, hvem der lærte mig at læse, vil jeg hellere pege på Næstved Bibliotek som dét sted, der fik mig på læsesporet. Og nu er det så dér, jeg arbejder. Cirklen er sluttet!

Hvilken læseoplevelse er den første, du husker?
Der er to fra min barndom, der er de absolut tidligste, jeg kan huske.

Den første var en hel serie af science fiction-bøger for børn skrevet af den tyske forfatter Nikolai von Michalewsky under pseudonymet Mark Brandis. Han udgav en række bøger op gennem 70erne, der også kom på dansk og med farverige, appetitvækkende forsider. Jeg kan huske, at jeg elskede dem og læste alle dem, der stod på skolebiblioteket – op til flere gange.

Min anden store læseoplevelse var Lloyd Alexanders fantasyserie om grisepasserassistenten Taran. Jeg har ikke været særlig gammel, da jeg tilfældigt faldt over første bind på hovedbibliotekets børneafdeling og lånte det med hjem. Jeg blev straks hooked og læste så i rap alle fem bøger. Det sjove er, at jeg aldrig har mødt andre, der har læst serien som barn. Måske er den lidt overset? Nu til dags husker jeg heller ikke meget af handlingen. Blot at den gjorde et kæmpe indtryk på mig i sin tid, og at 10-11-årige Martin følte sig meget stolt og voksen over at læse sådan en mere seriøs og på nogle punkter dyster serie fra ende til anden.

Hvilken bog var vigtig for dig i dine formative år?
Der tænker jeg straks på Art Spiegelmans legendariske, allegoriske tegneserie Maus om faderens overlevelseskamp under Anden Verdenskrig. Anden og sidste del udkom på dansk i 1992, og jeg opdagede serien få år efter på biblioteket. Jeg syntes dengang, at den var helt fantastisk – hvilket jeg i øvrigt stadig synes. Jeg var også rørt af de dele af fortællingen, hvor Spiegelman ikke holder igen med at vise, hvor kompliceret et forhold han havde til sin far.

Jeg kan huske, at jeg læste Maus igen og igen, og jeg endte også med at skrive den store danskopgave i gymnasiet om den, da jeg gik i 1.g i 1996. Så den gjorde et rigtig stort indtryk. Sjovt nok har min datter, der går i 9. klasse, lige skrevet en større opgave om den i engelsk.

Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Frem til nu har mit voksenlivs læsning meget direkte taget form af min studie- og arbejdssituation. Jeg har en kandidat i dansk og historie, og de første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som museumsinspektør, særligt med musikhistorie. Det betød, at jeg i mange år nærmest ikke læste andet end musikbiografier og musikhistoriske værker, og det er også dét, der primært fylder i min egen bogreol i dag.

Herefter kom nogle år, hvor jeg var gymnasielærer i dansk og historie på STX, og dér havde jeg så pludselig behov for at få læst op på dansk skønlitteratur – men stadig med et blik stift rettet mod, hvad der kunne bruges i undervisningsøjemed eller stod som specifikke krav i læreplanen. Ellers havde jeg nok ikke af egen drift læst folkeviser og Holberg!

Så i mange år var min læsning ret instrumentel. Jeg læste primært specifikke titler, fordi de skulle bruges til research, i udstillinger eller i undervisning.

Derfor har jeg det nu lidt, som om jeg er kommet op til overfladen i mit nuværende job som kulturformidler på et bibliotek. Jeg får ofte følelsen af, at jeg er tilbage i min barndoms læseglæde og -oplevelser, som jeg husker som præget af hygge og nysgerrighed på at læse alt muligt forskelligt. Selvfølgelig læser jeg som kulturformidler stadig en del med arbejdsmæssige briller, men sammenlignet med tidligere er rigtig megen af min læsning nu langt mere lystbetonet og umiddelbar, – hvad jeg lige falder tilfældigt over og som jeg synes, ser spændende ud.

Det føles lidt som at være ’sat fri’ som læser. Dét nyder jeg!

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Der kan jeg klokkeklart sige, at der ikke er noget bedre end at arbejde på et bibliotek, når det kommer til at finde læseinspiration. Jeg falder konstant over spændende titler. I vores udstillinger, i reolen med nye bøger, når jeg sætter lånernes reservationer på plads, på min ugentlige vagt på et lokalbibliotek osv. Det sker også ofte, at vi kolleger indbyrdes anbefaler titler til hinanden. Så min huskeliste på Biblioteket-appen er alenlang, fordi jeg så ofte tilføjer nye titler, jeg er stødt på i forbifarten.

Derudover følger jeg selvfølgelig også med i anmeldelser rundt omkring, og så er jeg ret glad for Goodreads-appen, hvor man kan logge sine læste bøger og via en ’minder om & andre læsere af denne har også læst…’ anbefalingsfunktion får mange gode anbefalinger. Det fungerer i hvert fald for mig.

Hvordan arbejder du med læsning som fagperson?
Som kulturformidler på et bibliotek bliver man jo hurtigt involveret i et væld af projekter, der kredser om læsning og læselyst.

Hvis jeg skal remse et par eksempler op, så kører jeg blandt andet en læsekreds, er involveret i et lille pop-up bibliotek i Næstveds nye svømmehal, er med til at kuratere vores meget populære inspirationsborde med nye titler og har nu på femte år et samarbejde med en lokal biograf, hvor vi ser filmatiseringer af romaner, og hvor deltagerne hører om både forfatter, bog og film. Lige om lidt skal jeg også sammen med to kolleger søsætte et væld af markeringer af FNs Internationale Læsedag og Read Hour d. 8. september.

Jeg er ret interesseret i, hvordan man hjælper de voksne, der egentlig gerne vil med på læsevognen, men ikke føler de har tid eller overskud til det. Måske også fordi jeg kan genkende mig selv i dén følelse?

Jeg må ærligt erkende, at især som travl gymnasielærer kunne jeg slet ikke overskue at læse andet end lige alt det, jeg havde brug for til min forberedelse af undervisning. I sådan en situation kan man måske understøtte på forskellig vis: med anbefalinger af gode, men korte bøger, pege på andet læsestof såsom tegneserier og skabe rum til planlagt læsetid med oplæsninger og læsekredse. Jeg synes, det er meget spændende at overveje, hvordan folks læsning kan hjælpes på vej på forskellig vis.

Hvad er din litterære sorte samvittighed – hvis du har sådan en?
Sådan en har jeg ikke rigtigt.

Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig over, hvad man nu engang kan lide at fordybe sig i – hvad enten det er læsestof, musik, film, hobbies eller andet. Jeg læser selv meget forskelligt i de her år. Det skyldes i høj grad også, at jeg uge efter uge er eksponeret for mange forskellige typer af bøger på mit arbejde. Så tit bliver min læsning ret tilfældig og uplanlagt formet af, hvad jeg lige falder over.

I stedet for en sort samvittighed kan jeg måske så i stedet tale med om ens egen dårlige samvittighed, når det kommer til læsning. Der har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser flere fagbøger i de her år. Det har jeg tidligere gjort. Men jeg tror simpelthen, jeg nåede en mæthedsgrænse som museumsinspektør og gymnasielærer og derfor de sidste år har haft behov for at læse skønlitteratur som en modvægt.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Desværre tvinger jeg ofte mig selv til at læse den færdig.

Jeg ville personligt gerne blive bedre til at droppe bøger, der ikke har fanget mig efter de første 30-40 sider for i stedet at bruge min læsetid på noget andet og bedre. Men dels har jeg så en følelse af, at den tid, jeg allerede har investeret i bogen, vil være spildt, dels kunne det jo også tænkes, at bogen bliver bedre undervejs?

Det sker nogle gange. Sidste sommer var jeg meget tæt på at opgive 20-30 sider inde i Jaqueline Harpmans I Who Have Never Known Men. Jeg holdt dog ud, og så blev bogen undervejs til en af mine bedste læseoplevelser dét år!

Generelt sker det dog ikke ofte nok til, at det retfærdiggør, at jeg altid hårdnakket hænger i med bøger, der ikke fanger mig. Så jeg gad godt at blive bedre til bare at lægge dem fra mig, hvis f.eks. den første tredjedel ikke siger mig det store.

Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnak-bloggens læsere?
Jeg har et eller andet med – og måske er det min historikerbaggrund? – at være fascineret af romaner, der udspiller sig i det vilde Vesten.

To romaner i dén setting, som jeg virkelig har nydt at læse og anbefaler til alle, der gider høre på mig, er Butcher’s Crossing af John Williams og I det fjerne af Hernan Diaz. Begge greb mig fra start til slut, og under læsningen kunne jeg nærmest se vindheksene hvirvle over prærien, føle mig øm bagi over at sidde på hesteryg i månedsvis eller dufte røgen fra aftenbålet.

Er man ude efter det samme i en dansk kontekst, synes jeg også, at Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara er en virkelig vellykket roman – som hun selv har kaldt en hede-western!

Til slut vil jeg vende tilbage til tegneserierne. Der er så mange fantastiske udgivelser derude med lige så store kunstneriske kvaliteter som selv de bedste skønlitterære værker.

Sammen med en kollega kører jeg en læsekreds for voksentegneserier, og af de mange titler, vi efterhånden har læst og diskuteret sammen med deltagerne, har jeg lyst til at fremhæve Bedemandens datter af Alison Bechdel, Dramaholdet af Nick Drnaso og Sort hul af Charles Burns. Fantastiske læseoplevelser som burde feje benene væk under enhver, der stadig tror, at tegneserier er useriøse eller kun for børn!

Portræt af en læser med mange læseminder

april 16, 2025 / Lisbet V. / Skriv en kommentar

Asta Lucia Bonifacini Jensen er min kollega på kontoret i Vartov i København. Asta arbejder med kommunikation hos Organisationen Danske Museer, og hun hjalp med oplæsning af skønlitterære tekstuddrag, da jeg i 2024 lavede to podcast-episoder om ledelse og skønlitteratur. Sikke en stemme!

I dette portræt møder du læseren Asta, der elsker at fordybe sig i læseminder.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem?
Asta: Jeg kommer fra et hjem med MANGE bøger, og hvor der altid er blevet læst meget. Derfor har læsning og bøger altid været en del af mit liv. Da jeg var barn, læste mine forældre altid højt for min lillebror og mig, inden vi skulle sove. Min mor kan stadig levende berette om, at jeg var særligt glad for en bog om en blå kanin, som hun selv ikke kunne fordrage, fordi hun syntes, moralen var alt for tydelig og tyk (haha). Men den blev læst og læst aften efter aften, og jeg kan stadig huske de flotte billeder og den lyslilla farve, bogen havde. Da min bror og jeg blev lidt ældre, ville han hellere høre fodboldbøger læst højt, og jeg bevægede mig ind i skønlitteraturens mere forunderlige verden med Det lille hus på prærien og Anne fra Grønnebakken, først læst højt af min mor indtil jeg kunne læse de sidste bind i serien selv.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Asta: Mine forældre. Der er ingen tvivl om, at de har spillet den største rolle i mit liv, (også) når det kommer til læsning. Især min mors glæde og passion for de medrivende historier i romaner har inspireret mig og har lært mig, hvor fantastisk det er at læse. Det startede med Anne fra Grønnebakken og er kun fortsat siden da.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Asta: Jeg var, som utallige andre piger, kæmpestor fan af Twilight-serien. Jeg var besat af de bøger og det univers. Jeg elskede det så højt, og det var en meget stor del af mit liv og min identitet dengang at gå op i og dyrke det. Når jeg nu som voksen ser tilbage på det, kan jeg godt forundres over den indlevelsesevne og passion, jeg lagde for dagen, når det kom til Twilight. Jeg har nok læst første bind i serien en 15-20 gange på både dansk og engelsk. Serien havde alt det, mit unge hjerte sukkede efter; umulig men dyb kærlighed, venskaber, intimitet, mystik.

Lisbet: Hvad er den bedste bog, du selv har givet som gave?
Asta: Forrige jul forærede jeg min fætter Væggen af Marlen Haushofer. Det er en roman, som har gjort et dybt indtryk på mig og en af de bedste, jeg har læst. Jeg tror desværre ikke min fætter var lige så fortryllet som jeg, men jeg var glad for, at endnu en fik den læseoplevelse, som Væggen er. Jeg har gjort det til en personlig mission at anbefale den til så mange som muligt, for det fortjener den virkelig. En helt vidunderlig roman.

Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af og hvorfor?
Asta: Jeg har de seneste år fået øjnene op for science fiction, og den bog, som katalyserede den interesse, var Ursula K. Le Guins Mørkets venstre hånd. Bare titlen er jo fuldstændig fantastisk og får mit blod til at isne, når jeg tænker på den grufulde historie. Den roman har ætset sig ind i min hukommelse og vækket min nysgerrighed efter mere science fiction og de undersøgelser af menneskets forhold til køn og naturen, som mange af de science fiction-romaner skrevet omkring 1950erne og 60erne beskriver.

Lisbet: Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Asta: Det er svært for mig at sætte fingeren på præcis hvor, jeg finder inspiration til, hvad jeg skal læse næste gang. Det er, som om det nærmest sker, helt uden at jeg lægger mærke til det. Som en fornemmelse indefra.

Men jeg ved, at når min stak med bøger, der skal læses efter den næste, er høj, så skal jeg passe meget på at gå på biblioteket, for jeg kan slet ikke styre mig, når jeg går forbi udstillingen med ’anmelderdarlings’ og bøgerne med stjerneklistermærket, som man kun må låne i 14 dage. Der bliver min nysgerrighed og læselyst virkelig pirret, og jeg skal tage mig sammen for ikke at låne en 5-10 bøger med hjem hver gang, (som jeg så slukøret må aflevere to uger efter, ulæste, for selv ikke en passioneret læser som mig kan nå at læse så meget)

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Asta: Marvfolket af Keri Hulme, en maorisk New Zealandsk forfatter der vandt Booker-prisen for romanen tilbage i 1983. Romanen er en julegave fra min mor, og jeg havde ikke hørt om den før, men den er sært fascinerende og virkelig godt skrevet. Klart en anbefaling herfra.

Lisbet: Hvordan tror du dit læseliv er om 30 år?
Asta: Jeg håber, at det ser ud, som det gør nu, hvor der altid ligger en bog på mit natbord, og jeg altid er i gang med en bog. Og så håber jeg, at jeg måske er blevet en del af en bogklub eller læsekreds, hvor jeg kan dele min læsning med andre. Jeg tror altid, jeg kommer til at være ’læsende’.

Lisbet: Hvad er dit eget bedste læsehack?
Asta: Læs hver dag inden du skal sove. Det behøver ikke at være mere end et par sider, men læs hver dag. Det giver ro i hverdagen, man sover bedre, når man slutter sin dag med læsning, og man når at få læst de bøger, man gerne vil.

Lisbet: Hvad er den smukkeste bog, du ejer?
Asta: Jeg er generelt meget optaget af bøgers omslag og har faktisk skrevet både bachelor og speciale om netop bøgers omslag og titler. Derfor vil jeg gerne svare på det her spørgsmål som hvilken bog, der fysisk er den smukkeste i min samling. Og der må jeg bare sige alle udgivelser i Solvej Balles Om udregning af rumfang-septologi. De bøger er så lækre og gennemførte i deres æstetiske udtryk. Farvevalgene til de enkelte bind som både er så smukke hver for sig og sammen giver en farvepalet, som jeg kun kan drømme at have god nok smag til at udvælge. Og omslagets taktilitet med dets lidt nubrede, men samtidig silkebløde overflade. Ej, men jeg kunne blive ved. Det er bare virkelig godt bog-håndarbejde, og nogle virkelig, virkelig gode romaner.

Flere læserportrætter
Læserportræt-formatet har nu eksistereret otte år her på bloggen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.

Portræt af en læser, der kan læse alle steder
Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951

Portræt af en læser, der kan læse alle steder

marts 15, 2024 / Lisbet V. / 1 kommentar

I løbet af min arbejdsuge er jeg tit nogle timer på kontoret hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker, hvor vi har lidt plads, men enorme mængder af hygge og endnu større mængder af biblioteksrelateret fagsnak. I en periode var jeg kollega med Josefine Ísafold Auðunsdottir Nielsen. Hun er nyuddannet sociolog med kærlighed for og erfaring med biblioteker, litteratur og læsevaner. Jeg har fået lov til at lave et portræt af Josefine som læser. Hun fortæller blandt andet om sin litterære awakening, læsning som et pauserum og sociale medier som en essentiel spiller for læselysten.

Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jeg kan huske, at min mor og jeg læste Karla-bøgerne højt, da jeg var lille. Og da jeg ramte en alder, hvor jeg selv kunne læse, blev jeg meget optaget af Witch – både bøgerne og tegneserien. Men en læseoplevelse, der fremstår skelsættende for mig, var, da jeg som 12-årig læser Twilight. Det var lige omkring, den første film kom ud, og hypen var episk. Det var første gang, jeg oplevede den der fuldstændig opslugende læseoplevelse. Hvor man fuldstændig glemmer tid og sted. Hvor man kommer igennem en vild følelsesmæssig rutsjetur, fordi indlevelsen er så dyb og akut. Den efterfølgende sommer blev de sidste bøger i serien oversat, og jeg kan huske at være fuldstændig ude af rækkevidde, mens læsningen stod på. Jeg ville ikke slippe bogen for noget. Til min lillesøsters store frustration. Men what to do? Jeg havde oplevet min litterære “awakening”.

Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet?
Siden min Twilight-besættelse tog det fart med at udvikle min ‘læseridentitet’, som jeg vælger at kalde det. Jeg har lige siden mine pre-teenage-år været kendt som hende, der læste meget, og der har ikke været en jul eller fødselsdag siden, der ikke har haft bøger på ønskesedlen. Mængden har varieret, bevares, men der har som regel altid været en bog i gang, selvom det måske nogle gange har taget mig nogle måneder (*host* mange måneder) at komme igennem dem. Det seneste års tid eller to er min læsning dog eskaleret som aldrig før, til min pengepungs store fortrydelse.

Hvilken slags læser er du i dag?
Jeg er uden al tvivl, hvad man ville kalde en mood-reader. Mine følelser og mit humør dikterer, hvilke bøger jeg læser, selvom jeg dog typisk bevæger mig rundt i de samme to genrer – contemporary romance og fantasy (okay, okay, romantasy). Er jeg ovenpå og har overskud, så kan jeg for eksempel kaste mig over en lidt mere kompleks fantasy-roman, hvor et detaljeret verdenssystem kræver, at forestillingsevnen står skarpt. Har jeg brug for bare at slå hjernen lidt fra og lade mig underholde, så kaster jeg mig over ufarlige moderne kærlighedshistorier, der typisk følger en semi-generisk outline, så man ikke skal forholde sig til de helt store overraskelser.

Jeg er også en superforbruger af litteratur – hvis man kan sige det sådan. Jeg læser rigtig meget. Som i rigtig, rigtig meget. Jeg tror læsningen er et pauserum, som jeg især har brugt under det sidste halvandet års tid af min uddannelse, hvor jeg begyndte at mærke, at presset blev tungt. Her blev litteraturen en form undslippelse, en emotionel sutteklud – så usexet som det nu lyder. Det giver mig bare meget på overskudsfronten at kunne lukke af for omverden for en stund og så bare dykke fuldstændig helhjertet ned i to personers rejse mod hinanden. Læsningen er en substantiel del af min hverdag, og hvis det skulle ske, at jeg ikke får læst en dag, så er det helt sikkert, at jeg går i seng med følelsen af at have glemt et eller andet. I kender følelsen, ikke?

Josefine foran sin stærkt appetitvækkende bogreol.

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
For tiden er det helt sikkert sociale meder, der driver min læsning fremad og sørger for, at min to-be-read liste altid er uoverskuelig lang. Jeg tror, sociale medier er med til at holde mig til ilden og holde min læselyst oppe, fordi jeg oplever en overflod af anbefalinger af bøger, som jeg virkelig gerne vil læse. Heldigt for mig, er der mange andre unge kvinder som mig, som er kæmpe suckers for pastelfarvede, melodramatiske romancer, så dem tror jeg ikke, jeg løber tør for lige fremover.

Hvorfor har du skrevet speciale om et læserelateret emne? Og hvad handler dit speciale om?
Jeg har skrevet speciale om the Bookternet, hvilket er en samlebetegnelse for alle litterære nicheuniverser på tværs af forskellige sociale medieplatforme. Mere specifikt har jeg undersøgt, hvordan unge oplever, at sociale medier påvirker deres læsevaner, og hvilke potentialer sociale medier kan have i udviklingen af læselyst blandt unge. Min interesse for det her fænomen ligger i høj grad i min egen oplevelse med the Bookternet. Som jeg lige nævnte, så er sociale medier en essentiel spiller for min egen læselyst, og jeg var simpelthen så nysgerrig på, hvad det egentlig var, der foregik her. Hvordan kan et simpelt billede af en bog med et random citat i beskrivelsen give mig en akut trang til at læse bogen? Hvordan kan det være, at en 15 sekunders video med billeder, der illustrerer en bogs æstetik, er alt hvad der skal til, for at bogen lander på min TBR? Der var nogle dynamikker på spil, som jeg meget gerne ville blive klogere på. Og så var jeg også stærkt motiveret af tanken om, at the Bookternet muligvis har potentiale til at blive et værdifuldt redskab til at skabe mere læselyst. Kunne det ikke være cool?

Hvor og hvordan kan du godt lide at læse?
Efter så mange år har jeg udviklet en fantastisk evne til at kunne læse alle steder, men jeg foretrækker helt sikkert at sidde i min sofa, med min bog og en helt tom dag foran mig. Den bedste læsesituation er den uforstyrrede læsesituation. Hvis bogen er meget spændende – eller bare moderat spændende, hvis jeg skal være ærlig – så kan jeg uden problemer sidde hele dagen og læse. Det eneste værre end at være tvunget til at lægge en god bog fra sig er æselører.

Hvordan tror du, dit kommende læseår bliver?
Jeg håber, det bliver lige så produktivt som sidste år, også selvom jeg i starten af året havde sat mig for at skrue lidt for læsemængden. Som nyuddannet går jeg lidt en uvis tid i møde, så det er svært at gisne om, hvor meget læsetid der bliver. Nogle veninder og jeg har lige startet en læseklub op, og den første bog, vi skal læse, er Måden Du Rør Mig På af Maja Lucas – ikke en bog der naturligt ville have placeret sig på min læseliste. Så jeg ved at det bliver et år, hvor jeg skal bevæge mig ud fra mine komfortgenrer.

Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Jeg sætter måske lidt Bogsnaks læsere på en prøve med de her anbefalinger, men jeg synes de tilsammen afspejler min kærlighed for det fantastiske, det romantiske og det historiske. Og det skulle jo være meget sundt at læse lidt uden for sin komfortzone engang i mellem.

Anbefaling 1: Anastasia af Sophie Lark. En episk genfortælling af tegnefilmen med samme titel fra 1997, der tegner en fiktiv fortælling om den sidste russiske zars yngste datter. Den rammer bare et sweetspot mellem min indre prinsesse og indre power-woman.

Anbefaling 2: Archers Voice af Mia Sheridan. En smuk kærlighedshistorie fortalt gennem nonverbal kommunikation. Medbring Kleenex.

Anbefaling 3: Amazonernes Ring af Anne Fortier. En hommage til min teenageår, hvor alt, hvad der lugtede bare det mindste af historie og sagnomspundne myter, havde min interesse.

Flere læserportrætter
Læserportræt-formatet har nu syv år på bagen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.

Portræt af en læser jeg mødte på LinkedIn

februar 18, 2022februar 18, 2022 / Lisbet V. / 3 kommentarer

En dag i februar 2022 sendte et venligt menneske en besked til mig på LinkedIn. Det var Jonas Varsted Kirkegaard. Han skrev blandt andet, at det gjorde ham glad i låget, når nogen slår et slag for den livsvigtige læsning. Jeg blev glad og begejstret, for jeg har i et stykke tid prøvet at snige en del opslag om litteratur og læsning ind i mit feed på LinkedIn.

Mens Facebook er den joviale storebror og Instagram er den storblomstrede, kagebagende og æstetisk anlagte kusine i familien af sociale medier, så slæber LinkedIn rundt på en tør, revisorlignende onkel-identitet. Men sådan behøver det måske ikke at være? Måske kan LinkedIn være et sted, der handler om mere end jobskifte, forfremmelser og CV-eksponering? Måske kan vi have det lidt sjovere derinde i det lysegrå univers? Jeg spurgte straks Jonas, om han ville være med i Portræt af en læser. Han var med på legen, og her kan du læse, hvad der kom ud af det.

Lisbet: Hvem er du?
Jonas: Jeg er 46 år, født og opvokset i Aarhus, siden berejst og uddannet indenfor Humaniora og i dag ansat ved Københavns kommune. Jeg er bredt interesseret, hvilket afspejler sig i min litteratursmag.

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jonas: En serie af særlige børneudgaver af litterære klassikere. Og ”Basserne”, hvis det tæller. Masser af ”Basserne”.

Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung?
Jonas: Kurt Vonneguts vittige melankoli tiltalte mig meget. Det samme gjorde Leif Panduros og Dan Turélls respektløse humor. Jeg betragtede dem som trofaste allierede i kampen mod alt, hvad der – i mine unge øjne og skråsikre bevidsthed – var dødssygt ved voksenverden. I slutningen af mine teenageår slog jeg mig eftertrykkeligt på agentromaner, primært fra koldkrigsæraen. Vejen til mesteren John le Carré gik via langt mindre talenter som Frederick Forsyth.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Jonas: Ret kræsen og krævende – jeg har slet ikke den dér impuls til at færdiglæse en bog, når først man er begyndt på den. Fænger det ikke efter ti sider, ryger bogen i bytteskabet eller til den lokale antikvar. Jeg har som nævnt en bred smag og mener generelt, at et stort forfattertalent kan få noget spændende ud af en hvilken som helst genre. Men når det er sagt, forekommer fantasy-genren mig vældigt uvedkommende.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Jonas: Medlemmerne af min læseklub ikke mindst.

Lisbet: Hvad får du ud af at være med i en læseklub?
Jonas: Møder med mennesker jeg sikkert ellers ikke ville have lært at kende. Læseoplevelser jeg ikke selv ville have opsøgt. Perspektiver på litteratur jeg ikke selv ville have tænkt over. Og hygge ikke at forglemme.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jonas: I lænestolen, i toget, i sengen, på halvtomme caféer.

Lisbet: Hvordan tror du, at dit kommende læseår bliver?
Jonas: Fuldkommen forrygende – ligesom alle de foregående.

Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Jonas: ”Vilhelms værelse”. Eller bare alt af Tove Ditlevsen.
”Moby Dick”. Af mange grunde – en af de væsentligste er, at den rummer litteraturhistoriens vel nok bedste skurk. Jan Kjærstads trilogi ”Forføreren – Erobreren – Opdageren”. Her går forestillingsevne, observationskraft og musikalsk sprogbeherskelse op i så høj en enhed, at ingen superlativer er for hidsige: ”Tryllebindende”, ”magisk”, ”bjergtagende”. Og i sandhed ”forførende.” Susanne Stauns ”Liebe” og ”Døderummet”. Udover vittig som bare fanden er Staun frygtløs som få. Et yderst vigtigt karaktertræk hos en forfatter. “Celluloid Skyline”. En mesterlig guidet tur gennem New York City og dens skildring gennem filmhistorien. Rigt illustreret og det skulle da også lige mangle. ”How to be Alone”. At Jonathan Franzen tillader sig at være så talentfuld som både romanforfatter og essayist, tangerer det øretæveindbydende. Men taknemmelig er man ikke desto mindre.

Flere portrætter
Det er sjældent, at jeg hører om mænd, der er med i læseklubber. Men Jonas er selvfølgelig ikke den eneste. I 2019 lavede jeg et portræt af læsekredsen De Ulige, hvor medlemmerne hedder John, Ole, Steffen, Svend og Poul.

Dyk ned i flere læserportrætter lige her:

Portræt af en læser årgang 1951

november 1, 2021 / Lisbet V. / 4 kommentarer

Min onkel tog heldigvis imod udfordringen, da jeg bad ham om at være med i Portræt af en læser-serien. Han er født i 1951 og har arbejdet som lærer i forskellige sammenhænge. I denne tekst kalder jeg ham bare “onkel”. Du kan jo prøve at tænke et af dine egne familiemedlemmer ind i hans svar. Men min onkel er lidt sejere end de fleste: Han tog på langfart med ØK-skibe, da han var meget ung, og han har undervist i et åbent fængsel.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem?
Onkel: Læsning betød meget i mit barndomshjem. Mine forældre var brugere af det kommunale bibliotek. Før TV blev almindeligt i danske hjem, var de med i en lokal læsekreds. Det var tydeligt, at bøger havde værdi både som et middel til erhvervelse af indsigt og viden og som underholdning.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Onkel: Jeg lærte alfabetet af min søster ( 3½ år ældre) før skolestart. Jeg husker det, som om jeg hurtigt knækkede koden til læsning i 1. klasse.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn og ung?
Onkel: Af store læseoplevelser som barn og ung vil jeg nævne ”Stendolken” af Palle Lauring. Da jeg læste den, var jeg 12-13 år. Senere som 15-16-årig var jeg meget begejstret for J. D. Sallingers ”Forbandede ungdom” ( ”Catcher in the rye”)

Lisbet: Hvad har litteratur og læsning betydet i dit virke som lærer?
Onkel: Da jeg i mit virke som lærer mest har undervist i matematik og idræt, har litteratur ikke fyldt særlig meget – undtaget relevant faglitteratur. I en årrække var jeg dog dansklærer/klasselærer i 1-5. kl., så læseindlæringsprocessen samt højtlæsning for eleverne (Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter med flere) havde naturligvis høj prioritet. Skolebiblioteket frekventeredes regelmæssigt (skemalagt besøg).

Lisbet: Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Onkel: Min udvikling som læser gennem livet er en underlig størrelse. Som sagt lærte jeg tidligt at læse – teknisk/færdighedsmæssigt set, men indholdet i de første skoleår sagde mig intet. Jeg kunne honorere lærerens krav til læsefærdighed – og det var så det! Jeg kunne læse side efter side uden at hæfte mig ved indholdet. Min evne til at læse og tænke samtidigt virker ukoordineret, underudviklet. Jeg læser ufattelig langsomt, selvom jeg rent teknisk kan læse hurtigt. Det fordrer stor koncentration for mig at læse en bog, fordi koblingen mellem læsning og samtidig tænkning er ufuldkommen.

Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af?
Onkel: For nylig har jeg læst ”Pigen fra det store hvide skib” , Jesper Bugge Kold & Mich Vraa. Den læste jeg med stor interesse blandt andet på grund af sammenblandingen af fakta og fiktion (faktion). Som forlaget Lindhardt og Ringhof skriver: ”En fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte. Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.” Der er visse aspekter af genkendelse fra min egen tid som 17-18-årig, da jeg tog på langfart med ØK-skibe.

Du hører Kim Larsen synge Jutlandia, når du ser denne bogforside. Eller: Det gør jeg.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Onkel: Min søster, som lærte mig alfabetet, er god til at inspirere mig til læsning. Hun har fornemmelse for, hvad der kunne have interesse for mig at læse. Min ældste datter gav mig ”Det du ikke forstår, gør dig klogere”, som er en samtalebog med Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev. Den fandt jeg meget interessant, da de kommer rundt om og ind i de store spørgsmål til menneskelivet.

Så nærmeste familie er min største inspiration til læsning.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Onkel: På mit natbord ligger aldrig en bog (men en blodtryksmåler). Jeg kan slet ikke fordrage at ligge ned, når jeg skal læse.

Flere læserportrætter
Dyk ned i flere læserliv. Der er et par stykker at vælge imellem, og de er vidt forskellige.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge

Portræt af en disciplineret lystlæser

september 7, 2021 / Lisbet V. / 1 kommentar

Det var ikke mange timer, jeg nåede at sidde på kontor med Simon Rosenstand, før jeg vidste det: Her er det næste portrætoffer. En mand fra Ribe, der påstår, at han ingen særlige talenter har, men masser af særlige interesser – det kan nu noget. Især når han samtidig siger, at han er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur. Mød Simon og find ud af, hvordan der kan være en tæt sammenhæng mellem læseglæde og selvdisciplin.

Lisbet: Hvem er du?
Simon: Jeg er 27 år, københavner på syvende år og relativt nyuddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg gik egentlig og troede, at jeg skulle være højtflyvende litteraturteoretiker, men i stedet er jeg snublet ind i tilværelsen som litteraturpraktiker, eller projektmedarbejder, hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Her bruger jeg broderparten af min tid på projekter, der har til sigte at få litteraturen ud at virke. Det kan virkelig også noget – ligesom litteraturen i øvrigt. Nå ja, så skriver jeg også selv digte og sådan, men det må du ikke sige til nogen.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Simon: Jeg kan sjusse mig frem til, at mit første læseminde må være min mor, der læste højt af Børnebiblen for mine brødre og mig. Min familie er absolut ikke frommere end gennemsnittet, men den bog er fuld af gakkede historier og flotte billeder, der kan sende enhver børnefantasi på himmelfart.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Simon: Min tidlige barndom var fuld af højtlæsning af alt fra HCA til HP (vistnok til og med femmeren). Og Snøvsen. Og Troldepus før det. Det må forresten være første gang, jeg har tænkt på Troldepus i over 15 år. Jeg har helt sikkert glemt en masse bøger fra dengang.

Da jeg blev lidt ældre og begyndte at læse på egen hånd, kastede jeg mig grådigt over faglitteraturen. Jeg læste atlas og leksika i rå mængder. Jeg rettede nok min til alderen hørende nysgerrighed ned i historiebøgerne snarere end ud blandt mine samtidige.

Først på gymnasiet vendte interessen for skønlitteraturen frygteligt tilbage. Her læste jeg alle de forfattere, som så mange andre småprætentiøse gymnasiaster har læst før mig: Dostojevskij (fordi han var svær), Orwell (fordi han var vild) og Sartre (fordi han var dyb). Jeg omtaler dem af og til som mine litterære børnesygdomme, men det er ikke fair – eller mindre prætentiøst. De har alle sammen deres kvaliteter, og de har formet mig som den læser, jeg er i dag.

Lisbet: Hvorfor valgte du Litteraturvidenskab?
Simon: Jeg havde ingen særlige talenter, men masser af særlige interesser. Jeg kunne lige så godt have læst filosofi eller kunsthistorie. Når jeg alligevel valgte litteraturvidenskab, skyldes det nok litteraturens spændvidde. I litteraturen kan jeg nærme mig såvel de store, filosofiske spørgsmål som kunstens stoflighed – foruden havearbejde, hvalfangst og alt mulig andet. Mit studievalg var altså nok et udslag af passioneret vægelsind.

Lisbet: Hvad var din vej ind i den sovjetiske litteratur, som du skrev speciale i?
Simon: Jeg blev grebet af den sovjetiske litteratur i begyndelsen af min kandidat, da jeg blev introduceret for den af en pissedygtig og i øvrigt meget, meget pæn underviser. Det fantastiske ved den sovjetiske litteratur er for mig at se dens insisteren på, at litteraturen ikke blot kan, men også skal noget! Den skal bygge, flytte, rykke, smadre. Det bundideologiske litteratursyn har både kastet noget af den mest gråmelerede, monstrøse og morsomme litteratur af sig. Den sovjetiske litteratur bliver det selvsagt ikke skrevet mere af, men dens fascinationskraft er stadigvæk enorm, hvis man går fordomsfrit til den.

Lisbet: Har du taget din tro på litteraturens kunnen med dig over i dit arbejdsliv?
Simon: Det har jeg helt sikkert, men ikke på den helt stor, ideologiske klinge. Mit i forvejen praksisorienterede litteratursyn er om muligt blevet endnu mere praksisorienteret. De projekter, jeg arbejder på, skal ikke diktere læserne nogen særlig adfærd eller noget. De skal bare ind og pirke til læselysten og engagementet. Det allervigtigste er at møde læserne dér, hvor de er. Den ideologiske overbygning må de så selv tømre sammen.

Lisbet: Hvilken slags læser er du?
Simon: Jeg vil nok betegne mig selv som en disciplinær, grænsende til tvangsneurotisk lystlæser. Det er egentlig en uskik at bruge en uddateret psykologisk term på den måde, men prøv at følge mig engang.

Jeg læser kun i de perioder, hvor jeg har lyst. I disse perioder læser jeg til gengæld efter klokkeslæt: en time til halvanden hver ledig aften efter aftensmaden, altid i den samme position, altid med en kop te i hånden. Altid, altid, altid. Det er nok en gammel arbejdsskade fra studietidens lektielæsning, men er du gal, jeg får læst mange gode bøger. På den måde kommer jeg helt ned i gear og langt, langt væk. Sådan bliver jeg nok ved, så længe disciplinen hverken kvæler læselysten eller -glæden.

Lisbet: Hvilke bøger vil du anbefale?
Simon: Jeg er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur! Gladkovs Cement er en fantastisk fabriksroman, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt man kan arbejde sig ud af et kollektivt traume (svaret er tja); Platonovs Udgravning til fundament er en kulsort satire over sovjetmagtens magt og magtesløshed; Grossmans Liv og skæbne er en mursten om krigens rasen og ideologiernes fallit; og Jerofejevs Moskva-Petusjki er et lårklaskende langdigt om en på alle måder udsigtsløs togtur til provinsen med tårnhøj promille.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord?
Simon: Huset Buddenbrook. Jeg kan bedst lide nøje at forberede min læsning en måneds tid frem, men af og til indhenter jeg mig selv, og så må jeg hive en ulæst bog ned fra bogreolen for ikke at bryde min stime. Sådan endte 600 så vidt ret spændende siders Mann på mit natbord. Det giver mig lidt tid til at forberede mit næste læseprojekt.

Flere portrætter

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge

Portræt af en kræsen læser med bred smag

juni 13, 2021juni 13, 2021 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Når det gælder dedikerede formidlere, så udgør de danske folkebiblioteker et slaraffenland Jeg var så heldig at møde en af dem, nemlig Josephine Nobre Boisen Valentin, på Brønderslev Bibliotek i 2019, da jeg var på en mini-studietur. En vigtig sidegevinst ved besøget var, at jeg fik lov til at sidde bag rattet på bibliotekets bogbus. Vi kom dog aldrig ud at rulle, men det var nu en god fornemmelse. The feeling of power!

Her kan du møde Josephine, som inhalerer litteratur fra morgen til aften, og som formentlig har danmarksrekord i afhentning af den største stak biblioteksbøger.

Lisbet: Hvem er du?
Josephine: Det var et stort eksistentielt spørgsmål. Jeg er en kvinde, mor, læser, arbejder. Jeg er også dragende, kommanderende, højtråbende, diskuterende og fyldt med glimmer. Hvis man skal genkende mig i en flok, så gå efter den, der griner højest. Jeg er også korthåret, tyk og elsker at spille Playstation.

Altså, jeg er Josephine, jeg er 28 år gammel, gift, har et barn, bor til leje i et rækkehus i Aalborg, og så arbejder jeg som kulturformidler for børn og unge ved Brønderslev Bibliotek. Måske er jeg først og fremmest virkeligt glad.

Lisbet: Hvordan var din vej ind på Brønderslev Bibliotek?
Josephine: I 2014 fik jeg et jobtilbud som personlig assistent for Josefine Ottesen i forbindelse med hendes familielæseprojekt med udgivelsen af Helgi Daner. Hun samarbejdede med Brønderslev Bibliotek, og derigennem lærte jeg dem at kende. Især udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård, og det var gennem hende jeg fik nys om et praktikophold og blev tilknyttet projektet Ny Nordisk.

Brønderslev Bibliotek er faktisk årsagen til, at jeg, en syd-vestjyde, fandt ud af, at Nordjylland indeholder så meget godt og slet ikke er farligt. Efter et ophold i Canada og en graviditet var de også det bibliotek, jeg helst ville være hos. Jeg tror vitterligt, jeg kan sige, jeg har verdens bedste arbejdsplads.

Lisbet: Hvad er dit stærkeste læseminde fra din barndom?
Josephine: Må man svare hele min barndom? Jeg fik godnatlæsning, til jeg var 13. Det er kun den sidste Harry Potter-bog, jeg ikke læste højt sammen med min mor. Jeg husker at være den “store” hos min moster, og ikke rigtigt ville lege med de “små” mere, men stadig være med. Der var jeg bedstemoren, man kom hen og fik læst eventyr ved. Det var en samling af Grimms eventyr.

Jeg er blevet taget med på Esbjerg Hovedbibliotek af min morfar, og min mor uddannede sig til skolebibliotekar, mens jeg gik i skole. Jeg er blevet stopfodret, foræret, tilbudt og vist alle de bogtilbud, der var mulige. Jeg har været med på BogForum, siden jeg var 12. Det var som at træde ind i Narnia, når Forum åbnede dørene.

Jeg husker at køre på ferie. Vi kørte sydpå, gerne en 16 timers kørsel i ét hug om natten, og at sidde der med CD’er og kassettebånd, som alle fortalte deres historier, mens bilen åd kilometre, var og er helt magisk for mig.

Jeg håber lidt, der stadig går rygter om hende på bogbussen ved efterskolen i Vostrup, der havde reserveret og fik 98 bøger på én gang, så hun blev nødt til at ringe efter nogen af de andre elever til at komme og bære. Det var nemlig mig. Jeg har meget få minder, hvor der ikke lå bøger i tasken, bilen, i hånden. Bøger har altid været med og altid været en del af mig.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din ungdom?
Josephine: Det er svært at være konkret, når jeg altid har læst meget. Jeg har ikke haft en oplevelse af at læse én bestemt bog, der gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg startede, da jeg kunne vende sider, og er aldrig stoppet. Gennem min gymnasietid læste jeg 1-5 genstande om ugen. Jeg lånte lydbøger, som jeg lagde ind på min iPod, og jeg var på biblioteket mindst to gange om ugen. Især det selvbetjente bibliotek åbnede en helt ny verden for mig, dét og bibliotek.dk, hvor hele landets bøger stod til min rådighed. Jeg har skambrugt og elsket det. Men måske især var det her min passion for tegneserie startede, om end det ikke prægede mere end engelsk YA.

Lisbet: Hvordan er din læsesmag?
Josephine: Bred. Jeg læser virkeligt i mange retninger. Børnebøger, helt fra dem lavet i pap til de mere æstetiske med alvor på hjerte. Jeg læser YA og thrillers. Jeg læser oversatte japanske mesterværker og danske debutanter.

Jeg har også et dogme om, at jeg hvert år mindst skal læse en krimi, fordi det ikke er en genre, jeg er velbevandret i. Jeg læser sågar også en biografi i ny og næ. Absurd nok er jeg faktisk kræsen, og jeg er også typen, der ikke færdiggør en bog, hvis den ikke fanger. Der er for mange gode bøger, til jeg gider læse dem, som ikke falder i min smag.

Lisbet: Hvordan ser en typisk læseuge ud for dig?
Josephine: Jamen, jeg starter min læsning, når jeg sætter mig ind i bilen på vej til arbejde. Her hører jeg altid lydbog, hvilket også er tilfældet på vej hjem. 24 minutter til og fra løber hurtigt op, især når hastigheden er skruet op.

Så læser jeg pege- og billedbøger med min søn om eftermiddagen og kan nogen gange snige lidt sider i en fysisk bog ind, imens Gurli Gris får lov til at holde hans opmærksomhed. Eller jeg kan sidde i lænestolen og følge med i legen, mens jeg sluger ord. Så bliver han puttet, og der læser vi cirka tre bøger sammen, og derefter kommer han i sin seng. Jeg ligger på gulvet og læser i en e-bog, imens han falder i søvn. Jeg læser tegneserier eller billedbøger, når jeg børster tænder, og gerne en længere bog som det sidste i sengen.

Nogen dage læser jeg mere intenst end andre, men fælles er, at jeg får læst hver dag. Så ikke helt en uge, men en typisk dag for mig, der løber sammen til en uge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning på sociale medier?
Josephine: Årh, så mange mennesker. Både forfattere og anmeldere på Instagram inspirerer mig helt vildt. Jeg er sådan en, der helst vil vide meningen om bogen men ikke indholdet. Det betyder også, at jeg sjældent nærlæser en anmeldelse, før jeg selv har læst bogen, fordi jeg gerne selv vil opleve den. Det betyder også, at dem, som skriver mere om, hvad de selv mener, er bedre som anbefalere for mig, end dem som skriver mest om handlingen. Jeg elsker mit feed på Instagram, som flyder over med bøger.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Josephine: Der ligger altid en rodet stak af aviser, billedbøger og almindelige bøger. Jeg har totalt snydt på mit billede (se nedenunder) og lige samlet dem pænt, for normalt er det en bogbombe, der er eksploderet ud over bordet og gulvet. Det, der står, er dog netop det, som lå på bord og gulv ved min side af sengen. Samlingen er konstant flydende, lidt ud og ind, men der er altid en bunke. Faktisk har jeg lige investeret i en reel trækasse, som kan samle alle soveværelsets bøger, fordi de godt kan fylde lidt af og til.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Josephine: Lydbogen tror jeg faktisk. Jeg hører ikke særligt meget podcast, fordi jeg hellere vil lytte til en bog. Jeg tror, begge dele er givende. Det er bare altid bogen, der trækker. Og hvis jeg føler, jeg hverken har tid eller overskud til en bog, så er det altid tegneserierne, jeg vender mig imod. Jeg tror også, udfordringen med at prøve noget andet end det, jeg tyr mest til, er god. At læse en digtsamling, en thriller eller en essaysamling giver et nyt perspektiv og noget nyt at tænke over, hvilket gør min læsesult større.

Lisbet: Hvilken bog er magtpåliggende for dig lige nu at anbefale til læserne af Bogsnak-bloggen?
Josephine: Åh jeg har lige læst Katarsis af Luz, som er en tegneserie om massakren ved bladet Charlie Hebdo i Paris, og hvordan Luz er den af kollegerne, der overlever, fordi han kom en time for sent på arbejde. Jeg tudede helt vildt.

Blå tiger af Line-Marie Lång er en roman, som er helt magisk. Jeg hørte den oplæst af forfatteren selv, som har den blideste og rareste stemme. Omdrejningspunktet er en ung kvinde, der har haft en noget speciel opvækst i et kollektiv. Hun er anderledes end normen, og langsomt indføres vi i hendes liv og sind, mens begge dele langsomt opløses og erstattes og bliver fast og noget andet. Det er en vild roman på den mest stilfærdige underfundige måde. Jeg tror, Bogsnak-bloggens læsere ville nyde den.

Flere læserportrætter

Mød flere formidlere i disse portrætter:

Niels Offenberg: Portræt af en litteraturformidlende læser | #bogsnak

Helle Brandstrup Jensen: Portræt af en læser med lister | #bogsnak

Siri Rønne Christiansen: Portræt af en læser i det italienske hjørne | #bogsnak

Portræt af en læser i 2. klasse

juni 9, 2021juni 9, 2021 / Lisbet V. / 7 kommentarer

Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?

Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.

Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv?
Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.

Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog?
Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.

Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse?
Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.

Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger?
Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.

Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie?
Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.

Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien?
Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.

Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.