Årets 3 x 3 bedste bøger ifølge Jan

Undskyld. Jeg er en snyder. En svindler! En tølper uden anspor af en rygrad. Jeg har nemlig mere end tre bøger på listen. Plus jeg har brudt min egen dogmeregel om at læse flere danske bøger i fysisk form fremfor at sidde med snuden begravet i min Kindle.

Ja, jeg har heller ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle fokusere på faglitteratur eller skønlitteratur.

Som sagt, jeg er en ryggesløs drønnert, men her er mine bud på 3 skønlitterære bøger og 3 faglitterære bøger. Plus 3 engelske titler, der er værd at læse.

Du får altså ikke kun 3 af årets bedste bøger, men 3 x 3 af årets bedste bøger.

I hvert fald ifølge mig.

Skønlitteratur, når det er bedst

Som den skarpe læser utvivlsomt sporenstregs vil bemærke, så er bøgerne på listen ikke nødvendigvis udgivet i 2017, men jeg har dog læst dem alle i året, der er gået.

IMG_3163

Årets tre bedste skønlitterære bøger – krimi, absurditet og et drys science fiction

Den skønlitterære liste ser sådan ud:

  1. Den hengivne Hr. X
  2. Dark Matter
  3. Byen

’Den hengivne Hr. X’ fik jeg anbefalet på Facebook, da jeg efterspurgte bøger, der faldt lidt udenfor mine normale læsevaner. ’Den hengivne Hr. X’ er da også en anderledes kriminalroman, der tager udgangspunkt i kampen mellem en genial fysiker og en lige så genial matematiker, der hhv. kæmper for at beskytte en morder og afsløre denne. Kort fortalt. Der er naturligvis lidt mere i det. Det er en fremragende bog, og det skyldes, tænker jeg, i høj grad oversætterne, Jonas Steno Olsen og Mette Holm, der får sproget til at flyde, men alligevel formår at give bogen et særegent japansk præg. Sidstnævnte oversætter i øvrigt også Murakami.

’Dark Matter’ er skrevet af Blake Crouch og er, så vidt jeg ved, hans debut på dansk, om end vi kender hans arbejde fra tv-serien om byen Wayward Pines. (Se mere om den nedenfor.). I ’Dark Matter’ følger vi nok en fysiker, nemlig professoren Jason Dessen. Foruden et mysterium startende med Dessens kidnapning, så er ’Dark Matter’ en tour de force rundt i alternative verdener og de mange valg, vi hver dag træffer … eller ikke træffer. Crouch har en skarp pen og jeg håber at se mere til ham på dansk. Kan du lide et godt mysterium med en metafysisk eksistentiel vinkel, så er ’Dark Matter’ noget for dig. Er du bare en glad sci-fi nørd med en forkærlighed for en god historie, så er bogen også lige bogen for dig.

’Byen’ fik jeg også anbefalet på Facebook under min jagt på nye læseoplevelser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er horroragtig, absurd magisk realisme som kun sydamerikanere formår at skrive. Sjovt nok er der en linje til ’Dark Matter’. Crouch har nemlig også som nævnt skrevet ’Wayward Pines’, der har lidt samme indledende fornemmelse som ’Byen’. I begge bøger følger vi en hovedperson, der farer vild i et kafkask mareridt af en mindre by, hvor der tydeligvis er noget fordækt under overfladen. Lektør Tina Schmidt skrev om bogen ”Køb, køb!”. Jeg kan kun supplere ved at sige ”Læs, læs!” Mere behøves der ikke sige som ‘Byen’.

Den hellige faglitterære treenighed

Som med den skønlitterære liste er der tale om bøger, jeg har læst i 2017, om end de alle er nylige udgivelser.

IMG_3161

Historie, samfund og politik gør gode bøger. I hvert fald i min verden.

Mine bud på årets tre bedste faglitterære titler er:

  1. Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
  2. Silkevejene
  3. Gåsen med de gyldne æg

Rosanna Farbøl har skrevet en intet mindre end fantastisk bog om Den Kolde Krig i Danmark og dens eftervirkninger på dagens politiske virkelighed. Bogen er ret neutral, så hvad end man nu måtte være ræverød eller kongeblå, så er bogen klart værd at læse. Du kan læse min anmeldelse her.

’Silkevejene’ har jeg også tidligere skrevet om på bloggen, men kort fortalt så handler den om, hvordan handel og kommunikation har bragt velstand med sig gennem tiden, samt hvordan Øst og Vest i umindelige tider har handlet med, lært af og i ny og næ bekriget hinanden. Fremragende bog, som du kan læse mere om her.

I min optik er Lars Tvede en af de mest oversete faglitterære forfattere i Danmark. Han har en skarp pen, en nærmest uovertruffen analytisk sans, og fremfor alt stor respekt for kilder og fakta. Han er på mange måde en dansk pendant til Niall Ferguson. Større ros kan jeg næsten ikke give. Det er dog værd at bemærke, Tvede er politisk, men ikke en af dem, der prædiker. ’Gåsen med de gyldne æg’ er en bog om, hvad der skaber og har skabt velstand. Det er en bog om liberalisme, mennesker, frihed og det samfund, vi har skabt og risikerer at tabe, hvis vi ikke er forsigtige. Den er, som Tvedes andre bøger, virkelig godt skrevet og stykket sammen, og den hviler på et solidt grundlag af kilder, viden og indsigt.

Den angloamerikanske verdens herligheder

Jeg læser en hel del bøger på engelsk. I det hele taget læser jeg virkelige mange angloamerikanske forfattere. Det er egentlig ikke en bevidst beslutning – jeg elsker f.eks. russisk litteratur -, men sådan ser det bare ud til at være.

IMG_3159

Sortgrå forsider er tilsyneladende et must, når man vil på listen over årets bøger.

Nuvel, her er tre bøger, som pt. ikke er at finde på dansk, men som er svært anbefalelsesværdige.

  1. The Square and the Tower
  2. Known
  3. Amazing stories of the space age

Niall Ferguson er min absolutte favorithistoriker. Han er vidende, velskrivende og kendt for at gå hårdt til vedtagne sandheder. Især når de hviler på et skrøbeligt kildefundament. Her er han dog lidt uden for sit normale virkefelt. ’The Square and the Tower’ handler nemlig om netværk, om hierarkier kontra grupper, og hvordan de har fungeret i samspil og strid gennem historien. I min optik er det en fremragende bog, der, hvis man er interesseret i netværk i en større sammenhæng, er et must at have stående i bogreolen. Alene Fergusons beskrivelse af Kissingers brug af netværk til at kæmpe sig forbi andre, på papiret mere magtfulde spillere i den amerikanske administration er guld værd.

Lisbet har skrevet om Known her, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. Andet end sige, det er en mageløs bog, hvis man arbejder på at skabe sig en rolle som autoritet eller ekspert på et givent område.

’The Amazing stories of the Space Age’ er en samling af drømmescenarier, kunne-være-blevet og planlagte tiltag i rumfartens historie. Vi kommer forbi baser på månen, atomdrevne rumskibe, russiske rumfærger og meget, meget mere. Alt sammen underholdende og indsigtsfuldt skrevet af Rod Pyle. Rent raketbrændstof for en glad rumnørd som jeg selv.

3 x 3 lister er det nye sort

Ok, jeg snød, men jeg håber, du kan tilgive mig. Ganske som jeg håber, der var lidt inspiration at hente mellem de 9 bøger.

Boginfo

Den hengivne Hr. X af Keigo Higashino, 307 sider. Udgivet på Modtryk, 2016.

Dark Matter af Blake Crouch, 390 sider. Udgivet på Gyldendal, 2017.

Byen af Mario Levrero, 183 sider. Udgivet på Skjødt, 2016.

 

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende af Rosanna Farbøl, 303 sider. Udgivet på Gad, 2017.

Silkevejene af Peter Frankopan, 756 sider. Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2017.

Gåsen med de gyldne æg af Lars Tvede, 439 sider. Udgivet på Børsen Business, 2016.

 

The Square and the Tower af Niall Ferguson, 608 sider. Udgivet på Allen Lane, 2017.

Known af Mark W. Schaefer, 257 sider. Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Amazing stories of the space age af Rod Pyle, 341 sider. Udgivet på Prometheus Books, 2017.

 

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Hvad skiver jeg ikke om, kunne man fristes til at spørge. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover blogger jeg under mit nom de plume som Den Grå Bibliotekar om biblioteksrelevante emner (og hvad der nu måtte falde mig ind) og sideløbende på den bibliotekspolitiske blog Bloglioteket.

Jeg også har en ambition om engang … forhåbentlig … måske … at forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN på Bogsnak håber jeg at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han lystigt løs, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.