Det kan dårligt komme bag på nogen, at jeg for øjeblikket er på barselsorlov og derfor er hjemme de fleste dage for at passe min lille datter på snart 8 måneder.

Omend meget af tiden går med bleskift, at lave mos af økologisk frugt og grønt, vask og skold af sutteflasker og andre helt ufatteligt spændende opgaver sniger der sig også tid ind til at læse bøger. Ikke i samme grad som før jeg fik min datter….slet ikke i samme grad som før, men litteraturen kan ikke undværes herhjemme i lejligheden på Nørrebronx…..om alt går vel ender min lille datter med også at blive en læsehest når hun bliver ældre.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en bog af forfatteren Per Lau Jensen, der havde skrevet en bog om et liv med hunde og en rejse til Spanien med et par behårede venner med på slæb. Ganske glimrende bog, for øvrigt, der også er anmeldt på bogrummet.dk, hvor denne boggnasker også anmelder bøger under pseudonymet “newyorkcitygirl“.

Tidligere i 2018 udkom så Per Lau Jensens seneste bog, en roman, der har fået titlen “Drømmepiger og dragehoveder”. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en rigtig fin og god bog, som har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til hvad både bog og forfatter fortjener.

Eftersom bogen er så glimrende synes jeg kun det vil være passende, at lægge en anmeldelse af bogen op her på bogsnak i håbet om, at andre måske også har lyst til at læse bogen:

Er I klar?

Godt så.

Her er anmeldelsen af “Drømmepiger og dragehoveder” af Per Lau Jensen.

I slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne var der stadig dømt hippie-tid i Danmark. Det var dengang vildskab var lig med en boret Puch (hvor kikset ville det lige være for en teenager i dag?) og landets teenagere lyttede til Led Zeppelin eller Deep Purple.

Tre drenge ved navn Mogens, Bo og Rolf – eller Mo, Bo og Ro, som de kaldes i romanen – vokser op sammen og har vel egentligt det man kan kalde et helt almindeligt liv og et almindeligt venskab til hinanden med de roller alle nu engang får tildelt i venskabsrelationer. Almindeligt venskab indtil en af drengene pludselig trækker sig fra venskabet og tingene ændres.

40 år senere er drengene blevet til modne mænd, der alle lever rimeligt priviligerede liv som forfattere. Mange ting har ændret sig siden de var teenagere – og ikke kun det faktum, at de alle er blevet lidt grå i toppen. Noget, der ikke har ændret sig synderligt er de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang, og alle der har passeret de 40 ved, at det ikke altid er lige kønt når disse magtstrukturer viser sig igen efter mange år.

De fire (nu modne) mænd mødes efter 40 år, hvor de holder en uges ferie i en villa i Portofino. Det, der lyder som en rar ferie med folk fra gamle dage viser sig kun at være delvist skønt og hyggeligt eftersom gamle minder – og en gammel hemmelighed fra dengang – kommer op til overfladen.

”Drømmepiger og dragehoveder” er en rigtig fin og god bog, som tegner et billede af 1960´ernes og 1970´ernes Danmark – og det er interessant for en som mig, der er født i 1977 og derfor ikke husker 1970´erne særlig tydeligt og kun kender 1960´erne fra fotos, historiebøger eller fra fortællinger fra mine forældre.

Udover at være en tidstypisk roman er det – i endnu højere grad – en bog om venskaber, relationer mellem mennesker og om hvordan alting ændrer sig over tid.

Man kan sige, at romanen måske ikke gør noget stort væsen af sig, men det er også en del af bogens styrke: det er en stærk og medrivende hverdagsfortælling, som jeg synes er både velskrevet og spændende. Jeg synes, at Per Lau Jensen er klog på mennesker og at han med ”Drømmepiger og dragehoveder” har bedrevet en roman, som indtil videre er en af de bedste bøger jeg har læst i 2018.

”Drømmepiger og dragehoveder” får fire store stjerner med på vejen – og så håber jeg, at der er mange andre, der også har lyst til at læse denne meget fine bog.