5 tips til at få børn til at læse mere

november 8, 2019november 8, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Paladser for folket – social infrastruktur og lokalsamfundets styrke

maj 10, 2019maj 10, 2019 / Jan M. Johansen / 5 kommentarer

Tilbage i september 2018, da Eric Klinenbergs bog ’Palaces for the People’ udkom, sad en ung borgmester på sit kontor i South Bend i den amerikanske delstat Indiana, og kunne se tilbage på to embedsperioder, hvor hans by havde oplevet en økonomisk opblomstring og en mindre renæssance.

Borgmesteren, med det knap så mundrette navn Pete Buttigieg, var midt i at lægge det nye budget, men fandt tid til at anmelde ’Palaces for the People’ i The New York Times under titlen ’The Key to Happiness Might Be as Simple as a Library or a Park’, og han var ganske begejstret.

I skarp kontrast til mange anmeldere, ikke mindst mig, så ved Buttigieg, hvad han taler om. En del af South Bends økonomiske opblomstring skyldes nemlig SMART STREETS, hvor fokus var på at ændre den indre by til et sted med liv, som folk søgte til i stedet for blot at passere igennem. Altså et sted, hvor folk lever, ånder og interagerer.

Under sin tid i Flåden, gjorde Buttigieg tjeneste i en efterretningsenhed i Afghanistan, så han har også set den anden siden af medaljen; en fejlslagen stat uden civilånd og trivelige lokalsamfund.

Hvorfor har jeg nu så meget fokus på Buttigieg og hans oplevelser, spørger du rimelig nok?

Fordi Klinenbergs bog og hans pointer fortjener at blive taget alvorlig. Det er let at affeje min glæde ved biblioteker og social infrastruktur. Jeg er ansat på et og har arbejdet i en eller anden form for offentlig virksomhed hele mit liv, så min entusiasme kunne hurtigt tolkes som nok en offentlig ansat, der blot ønsker mere fokus på, hvor meget lige netop hans eller hendes indsats betyder. Også kendt som ”send flere penge syndromet”.

Men når en mand som Buttigieg finder ’Palaces for the People’ relevant og værd at bide mærke i, så betyder det noget.

Og så kan jeg også bare godt lide Pete Buttigieg. Han er en cool gut.

Men tilbage til Klingenberg og folkets paladser.

En hedebølges anatomi

Klinenberg starter med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

Den indsigt fik Klinenberg til at skrive ’Palaces for the People’.

Og hvilken bog det blev!

Folkets paladser – en af 2018’s bedste og mest tankevækkende bøger.

Som biblioteksmenneske, så er det nærmest som at få et kontinuerligt kram af en stor blød bamse at læse ’Palaces …’. Det er dog ikke kun som bibliotekar, jeg føler bogen går rent ind.

Jeg er en af de der forbenede liberale typer, og her kan jeg mærke, der også er noget at hente. Bogen understreger nemlig på bedste vis, hvor vigtigt lokal- og civilsamfundet er for et menneskes trivsel og mulighed at bedre sine kår. Den sætter også fingeren på noget, som en del af mine mere radikale frænder alt for ofte synes at glemme, nemlig, at vi mennesker er sociale væsner, og for at udvikle os kræver det en form for stillads og rammeværk.

Det kræver med andre ord en social infrastruktur at have et civilsamfund.

Men hvad er social infrastruktur egentlig?

Social infrastruktur og folkets paladser

Indirekte, så er social infrastruktur de fysiske rammer, der gør et lokalsamfund kan eksistere, trives og dets beboere kan opbygge social kapital.

Det er skoler, offentlig transport, veje, broer, kloaker, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, statuer, bænke, fortove osv.

Det er også adgangen til information, altså internet, biblioteker og public service.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

De gode folk på SGS Economics and Planning har lavet en fin præsentation af begrebet. Biblioteker er sågar nævnt. Læs mere her. Det er, tænker jeg, til dels et partsindlæg, men interessant alligevel, og det indikerer, ganske som SMART STREETS i South Bend, at social infrastruktur betyder noget og, hvilket man i disse DJØF-dage ikke skal negligere, giver et afkast.

I ’Palaces …’ kommer Klingenberg hele vejen rundt. Som man kan se af indholdsfortegnelsen, så handler bogen langt fra kun om biblioteker:

Introduction: The Social Infrastructure
Chapter One: A Place to Gather – Her er bibliotekerne især i fokus
Chapter Two: Safe Spaces – lidt om sociale boligkomplekser mm. plus grønne arealer
Chapter Three: Learning Together – skoler og uddannelser
Chapter Four: Healthy Bonds – plejehjem, blandede bebyggelser mm.
Chapter Five: Common Ground – det polariserede og opdelte samfund, og fællesskaber
Chapter Six: Ahead of the Storm – katastrofer og deres effekt
Conclusion: Before We Lift the Next Shovel – det tredje sted, private aktører og effekten af besparelser på bl.a. biblioteker

Gældende både for social infrastruktur, men især for biblioteker var der halvvejs gennem ’Palaces …’ en rammende udtalelse fra Sharon Marcus, som Klinenberg taler med om bibliotekernes betydning. Marcus fortæller om sin barndoms bibliotekarer: “They were just neutral. And that, I think, was a real gift. It made the library a space of permission, not encouragement that pushed you in a certain direction, where you feel like people are watching you and like giving you their approval, but just freedom to pursue what you want.” Det er en vigtig pointe, at hvis social infrastruktur skal fungere og rent faktisk give folk mulighed for at mødes og skabe egne fællesskaber, så skal det være uden særlige motiver eller bagtanker.

Den moderne bibliotekars opgave er hjælpe lokalområdet og samfundet.

Udover anekdoterne og gennemgangen af forskellige cases, så kigger Klinenberg også på, hvorfor private aktører ikke nødvendigvis kan dække vores behov for et tredje sted. Bl.a. fordi man ikke nødvendigvis kan hænge ud på en café i timevis eller måske har råd til det. Man opbygger heller ikke sociale relationer på samme måde, som man eksempelvis kan gennem en læsekreds eller på et aftenskolehold.

Skal man sige noget negativt, så er det, at Klinenberg måske er lidt for ukritisk i sin glæde ved stort set en hvilken som helst form for social infrastruktur. Men det er heller ikke hans intention. Klinenberg ønsker at vise, det er nødvendigt med biblioteker, parker og lignende tilbud. Så må det være op til andre at prioritere.

Røde pølser eller opera – folket kontra eliten

Med den nylige debat om elitær og folkelig kultur in mente, så er det interessant at se, Klinenberg ikke skelner, men dog har fokus på elementer og mekanikker, der bringer folk sammen. Ikke mindst lokalt.

Og det tænker jeg også i bund og grund er, hvad kultur handler om. At skabe en ramme, et fællesskab og en fortælling, vi alle kender og kan se os selv i.

’Palaces for the People’ er velskrevet, spækket med opbyggelige anekdoter og interessante cases, og er en bog, som burde ligge på enhver politikers og embedsmands natbord. Jeg har allerede sendt ’Palaces …’ til flere af mine venner og veninder i biblioteksvæsnet, men måske Henrik Sass Larsen også kunne bruge en.

Boginfo

’Palaces for the People – How Social Infrastructure Can Help Fight Inequality, Polarization, and the Decline of Civic Life’ af Eric Klinenberg, 277 sider, Crown, 2018.

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

april 24, 2018juli 1, 2018 / Mikkel C. / 1 kommentar

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

januar 30, 2018juni 12, 2018 / Mikkel C. / 5 kommentarer

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger 2015-2017 månedsvist. Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive. I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

#bogsnak på Bogforum

november 10, 2016november 10, 2016 / Mikkel C. / Skriv en kommentar

Alle vi glade bloggere her skal på Bogforum – og det skal du da også, ikke? Her er vores respektive planer, så hvis du ser os, så giv os et venskabeligt dunk i ryggen og lad os få talt ud om de dér bøger …

Rie

Det, som jeg glæder mig allermest til på BogForum, er at blive fuldstændigt opslugt af menneskestrømmen og bare lade mig flyde rundt på må og få i et slaraffenland af bøger. Falde over et arrangement og blive oplyst eller underholdt, spise mærkelige merchandise bolcher og ose rundt midt i galskaben. Da jeg kun kan være på BogForum et par timer fredag eftermiddag, har jeg derfor begrænset mig til at høre Flemming Rasch fortælle, hvorfor science fiction hverken er gammelt eller støvet kl. 13.05. (Stand C3-037) Det bliver nok lidt en ”preaching to the choir” oplevelse, men stadigvæk. Og så skal jeg også lige forbi Stand E Syd-002 kl. 14:30 og høre hvad Maiken Ingvordsen har at sige om synlighed og markedsføring af forfatterskaber. Det vil vores ambitiøse forfatterspirer på biblioteket sikkert blive glade for at høre noget om. Bare det snart var fredag!

Bogforum lidt oppefra

Lisbet

I virkeligheden er jeg slet ikke en messepige. De mange muligheder på BogForum overvælder mig, ja de nærmest paralyserer mig. Skal jeg overvære debatter, gå efter autografer eller jagte bogjulegaver? Skal jeg gå efter at opleve de internationale bestsellerforfattere eller zoome ind på de smalle, lidt mere intime interviews med debuterende lyrikere?

Derfor er det faktisk en gave, at jeg skal på arbejde på BogForum. Så slipper jeg for at træffe valgene! Fredag formiddag skal jeg se, hvordan BogForums nye, flotte skoletiltag løber af stabelen. Masser af københavnske klasser har fået et knaldgodt tilbud om at komme og møde forfattere. Jeg var med til et af de første møder om tiltaget, og jeg er spændt på at se, om BogForum er noget for de smukke, unge mennesker i den skolepligtige alder.

Jeg har også været med til at give input til programmet på Danmarks Bibliotekers stand. Her er debat om biblioteket og fokus på bibliotekets mangfoldige litteraturformidling alle tre messedage. Fredag formiddag giver vicebibliotekschef fra København Sanne Caft og formand for Dansk Forfatterforening Jakob Vedelsby skåltaler for hhv. forfattere og biblioteker. For hvad er vi egentlig uden hinanden?

Lørdag ligger jeg på sofaen derhjemme og læser måske i en bog.

Søndag er jeg igen på Danmarks Bibliotekers stand. Kl 10.30 fortæller blogger, anmelder og tv-personality Julia Lahme om, hvordan biblioteker kan lære noget af bogbloggere.

Kl. 13 sætter jeg vandflasker og stole frem til den altid velbesøgte Klassikerquiz med den sprudlende Adrian Hughes som quizmaster. Blandt kombattanterne er Signe Langtved Pallisgaard, litteraturformidler ved Gentofte Bibliotekerne og forfatter Stine Josefine Dige. Selvsamme Stine skal jeg interviewe kl. 15 om hendes nys udkomne, myldrende og mangfoldige findebog Os fra Nørrebro.

Sidst på eftermiddagen har jeg en vagt på standen, og det plejer at være hyggeligt at snakke med messegæster om stort og småt, fx om deres egen brug af bibliotekets tilbud.

Inden jeg går hjem besøger jeg NewPubs nye messeområde i skrivningens tegn. Det er første gang, at nye forfattere på nye forlag får deres egen, store platform på BogForum.

Hvis alt går vel, og hvis jeg virkelig anstrenger mig, får jeg undervejs også købt et par julegaver, snakket med gamle og nuværende kolleger og indtaget et utal af mærkelige pastiller.Se i øvrigt Danmarks Biblioteksforenings program her.

10801951_10203855254876402_6874486920577461044_n

Klassisk Bogforum-scene

Jan

For mig er BogForum mestendels en undskyldning for at snakke med venner og kolleger over en kop kaffe, men der er dog også oplæg og events, som jeg gerne vil overvære.

Som den nørdede biblioteksmand jeg er, så ser jeg frem til fredagens debatter på bibliotekerne stand (C3-003). Her er ’Biblioteket: Dannelse & folkeoplysning eller kommunalkontor & markedskonkurrent?’ med bl.a. Steen B. Andersen kl. 1030 og den efterfølgende samtale mellem Sanne Caft og Jakob Vedelsby samme sted noget, jeg ser frem til.

Lørdag vil jeg snige mig bort fra min pind og indfinde mig hos People’s Press (C4-009), hvor den skarpe Helle Vincentz diverterer kl. 1130. Senere samme dag, kl. 1530, er Flemming Rose at finde på Samfundslitteraturs stand (C2-020).

Søndag, tænker jeg, Lone Frank på Gyldendals stand (C3-036), kl. 1535, er værd at lytte til, mens Lars Tvede efterfølgende kl. 1610 på samme stand også særdeles lytteværdig. Desværre er den formidabel Geeti Amiri på nogenlunde samme tid hos Dansk PEN (C2-012). Hende havde jeg ellers også gerne overværet.

12227816_10153476292547261_4495506202823491763_n

Josephine (den da 12-årige omtalt nedenfor) mænger sig med forfattere på Tellerups stand

Mikkel

Sidste år havde jeg eReolen-forhandlinger hele fredag og modererede en panel-diskussion lørdag. Jeg havde den da 12-årige datter med, så hun kunne få et par nye (signerede) bøger og hænge ud med Tellerup-forfattere mestendels. Hun havde det herligt! I år skal den nu 13-årige til U18 kickboxing-landsholdssamling i Kolding lørdag, og det skal jo også passes. Så jeg nøjes med en tætpakket fredag.

Ud over frokost med den anden nationale projektleder i eReolen og den anden forhandler i vores lille eReolen-trojka og kaffemøde med mine med-bloggere her (yay!) skal jeg hænge ud på NewPubs store fællesområde. Selvudgiverfolket opruster nemlig kraftigt, og de vil myldre festligt omkring og vil altid gerne snakke. Selvudgivere udfordrer ikke kun den etablerede forlags-orden, men også bibliotekernes, og derfor er de fagligt set spændende. I Københavns Biblioteker eksperimenterer vi med, hvordan vi kan hjælpe det skrivende folk, og derfor er jeg interesseret i både skriveprocesser og markedsføringsideer.

Jeg lægger hårdt ud 10:30 på stand E Syd-008 med Heidi Korsgaard om vejen fra bogidé til skriveproces. Jeg kan lige møve mig over til E Syd-002 kl. 11 og høre om den lignende vej fra idé til færdigt manus med Jonas Bohn og Vibeke Bengtsson og blive hængende for sammesteds kl. 11:30 at høre Camilla Wandahl fortælle, hvordan hun blev forfatter. Kl. 12:30 fortæller Rasmus Houlind også på E Syd-002 om sin bog ”Hvis det handler om mig, så køber jeg.” Den har jeg tilfældigvis læst, og Rasmus er superskarp. Kl. 13:30 fortæller Helle Busck Fensvig (Busck som i Arnold Busck) om, hvordan bøger bliver salgbare. 14:30 fortæller SoMe-guru, Astrid Haug, om markedsføring af bøger på sociale medier på E Syd-009. Det var vist dét.

Det bliver svært med det kaffe og frokost, men mon ikke det går?

Hellere formidling end bøger

november 7, 2016november 7, 2016 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

De sidste par år har bibliotekerne, ikke mindst Københavns Hovedbibliotek været udsat for et veritabelt stormløb af et højlydt klagende skønlitterært hylekor. Jes Stein, Maria Helleberg, Jakob Vedelsby, Jan Thielke m.fl. har alle været ude med riven og beskyldt biblioteksvæsenet for alt lige fra at facilitere bogafbrændinger og til at undergrave demokratiet.

Senest har Danske skønlitterære Forfattere fundet på prisen ‘Årets bogsamling’, der blandet andet er tiltænkt det bibliotek, der er ”fyldt med gode bøger på hylderne.” Der er 100.000,- på spil, og pengene er øremærket indkøb af bøger. Formanden for de skønlitterære forfattere, Jan Thielke, siger i den forbindelse: ”Vi ønsker at sætte fokus på de biblioteker, som har en stor, kvalitativ og ikke mindst tilgængelig bogsamling, et bibliotek som ikke sætter en ære i at kassere så mange bøger som muligt.”

Hvis man ser bort fra de gerne højstemte og lidet faktuelle betragtninger, så har bibliotekskritikkerne dog ret i, at bibliotekerne de senere år har kasseret mange bøger. Rigtig mange. Men er det et problem? Og hvorfor er det egentlig nødvendig at kassere bøger? Og er det i det hele taget bibliotekernes rolle at samle til bunke? Lad os kigge nærmere på det.

Dø, bog! DØ!

Sætter vi i biblioteksvæsnet nu også ligefrem ”en ære i at kassere så mange bøger som muligt”? Her er svaret kategorisk nej. Kassationer er et nødvendigt onde. Ja, det er egentlig ikke så meget et onde, som en simpel nødvendighed.

Hvorfor, spørger den interesserede læser så?

Blandet andet fordi, der bliver udgivet bøger som aldrig før i Danmark. Det er kun positivt, men da antallet af kvadratmeter endsige hyldemeter i bibliotekerne ikke stiger proportionelt med antallet af udgivelser, så må noget smides ud, når der kommer nyt.

Det fremgår af Bog- og litteraturpanelets årsrapport fra 2016, at produktionen af ny dansk litteratur er steget med 50 % siden 2009. Der udkommer altså nye danske bøger som aldrig før, og antallet af titler på de danske biblioteker er da også steget med 1052 styks. Her er det dog værd at indskyde, at der gerne er færre eksemplarer af de forskellige bøger.

Figur 4 fra rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der udgives mange(!) skønlitterære bøger på dansk.

Vigtigt er det også at ihukomme, at når der i rapporten skrives, at der er forsvundet næsten 40.000 titler på bibliotekerne siden 2009, så er en titel ”i denne sammenhæng det samme som et faustnummer, som er et unikt nummer, der tildeles hver udgivelse i Dansk Bogfortegnelse. Den samme bogtitel kan godt være ophav til flere forskellige faustnumre, hvis den eksempelvis udkommer i en ny udgave med et nyt forord.” Her spiller de ændrede brugs- og informationsmønstre ind.

Det er nemlig værd at bemærke, og tænke lidt over, at det ikke er skønlitteraturen, der lider mest under kassationerne. Det er faktisk faglitteraturen. Mange af de kasserede titler er nemlig, igen ifølge Bog- og litteraturpanelets rapport, fag- og årsbøger. Her er bl.a. tale om håndbøger, opslagsværker, undervisningsmaterialer eller eksempelvis rejseguides. Internettet og e-ressourcer har simpelthen taget livet af f.eks. Karnov og teoribøger mange steder, og ældre udgaver af fagbøger især kasseres rask væk, da brugerne efterspørger nyeste udgave i højere grad.

En anden grund til, at der de seneste år også er blevet kasseret rigtig mange bøger, er, at der er blevet lukket en del biblioteker, og dermed også forsvundet mange hyldemeter.

Der kasseres naturligvis også slidte bøger, men også bøger, der ikke lånes ud. Især sidstnævnte er en kilde til evig kritik, men jeg kan godt garantere, at gemte vi alle de bøger, som vi kasserer på grund af manglende udlån i stedet for løbende at udskifte dem med nye og mere efterspurgte værker, så ville biblioteket forvandle sig til en mennesketom udørk. Foruden vi også ville forbryde os mod bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet.

Rollen som formidler

Nutidens store problem er da heller ikke en manglende adgang til litteratur, men at navigere og fremfor alt lade sig inspirere til rent faktisk at gide at læse noget. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed. Sådan var det engang, men ikke mere.

Da jeg trådte mine barnesko på bibliotekerne i 80’erne herskede der kartellignende tilstande i bogverdenen, så bøger kostede langt mere end, hvad jeg eller mine forældre havde råd til. Derfor spillede bibliotekets udbud en stor rolle. Inspirationen var mindre vigtig da. Der var det adgangen til bøger, der talte. Sådan er det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald. Vi kan købe bøger til rimelige penge, bytte os til dem på nettet eller læse dem digitalt fra vores lænestol. Ja, vi kan altså også låne dem på bibliotekerne. Mulighederne er praktisk talt endeløse.

NU er problemet at finde tid til bøgerne, at prioritere dem over Netflix, cafébesøg eller et rask halvmaraton i den nærmeste storby, og det er her, formidling kommer ind i billedet. Bibliotekerne er som aldrig før nødt til at formidle, gøre sig relevante og øge interessen for det skrevne ord, ikke bare stille bøger til rådighed.

Man må heller ikke glemme, at det er meget få – ikke engang jeg selv –, der bare kaster sig over en hvilken som helst bog på en vilkårlig hylde. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, hvor ens nysgerrighed, interesse og ens hunger efter mere litterære værker vækkes. Informations- og brugsmønstre har ændret sig. Folk græsser ikke længere bare rundt mellem reolerne. Det gjorde man i gamle dage, men mest af mangel på formidling. Der var simpelthen intet alternativ til at flakke formålsløst rundt blandt hylderne, som en anden flyvende hollænder på evig søgen efter et eller andet. Mødet med bogen er ikke bare et møde med en bog på en hylde. Det er en væsentlig mere kringlet vej, der går gennem flere faser. Hvis man er bekendt med udtrykket købsrejse, så ved man, hvad jeg mener.

Biblioteket – bogens eller dannelsens hus?

Vi ved nok alle, at ordet bibliotek har en særlig betydning – og nej, det er ikke bogreol eller bogsamling. Det betyder kort og godt hylde til skriftruller. Så ganske som ordet bibliotek ændrer betydning med tiden, så ændrer biblioteket også rolle. For så vidt man altså kan tale om én rolle for biblioteket.

Det Kongelige Bibliotek (og Statsbiblioteket) har nemlig sammen med centralbibliotekerne nogle særlige forpligtelser til at indkøbe og ligge inde med et bredt udvalg af litteratur. Hovedbiblioteker og lokalbiblioteker har nogle andre prioriteringer. Her gælder det om, at være relevante for det besøgende publikum og udnytte hyldemetrene mest effektivt.

Biblioteket skal ikke, som nogle i ny og næ mener, være et alternativ til det kommercielle bogmarked. Altså, opkøbe alle de bøger, der ellers ikke ville blive solgt, må man forstå. Den holdning har alle dage vakt min forundring. Bibliotekerne prøver netop – oftest i samarbejde med forfattere, forlag, boghandlere m.fl. – at gøre deres absolut bedste for at sikre kvalitet, alsidighed og aktualitet i bestanden, OG servicere brugerne og tilgodese deres ønsker. Biblioteket er altså et supplement til det kommercielle bogmarked, ikke et alternativ, og bør have et skarpt fokus på formidling og dannelse.

Historisk set har bibliotekets rolle da heller aldrig været at pushe danske skønlitterære forfatteres værker. Eller opbevare bogruller en masse for den sags skyld. Nej, det har alle dage været tænkt som et dannelsens hus, ikke nødvendigvis et bogens hus. Det er også derfor bibliotekerne i højere og højere grad arrangerer samtalecaféer og debataftener, og forsøger at give borgerne et neutralt frirum at bliver klogere i.

Fortidens bibliotekarer var i høj grad smagsdommere, hvor litteratur gerne skulle være opbyggelige, mens nutidens biblioteksansatte er forpligtede til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, ikke promovere de ”rigtige” skønlitterære bøger. Personligt vil jeg til enhver tid hellere hjælpe med til at give danskere læselyst end jeg vil læsse ulæste bøger på hylderne.

Burde vi fortsat gemme sådan en fætter her? Nej, vel?!

Hvad end kritikerne nu kan lide det eller ej, så er formidling en essentiel biblioteksydelse nu om stunder, og på mange måder vigtigere end fyldte hylder. Ganske som bibliotekerne også understøtter civilsamfundet, ansporer til debat og er en central aktør lokalt.

Et bibliotek er et levende sted, ikke et arkiv, en simpel bogsamling eller en litterær kirkegård.