SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.

Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.

Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.

Lad os kaste os ud i det …

Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …

Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.

Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.

Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.

Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.

’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.

For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.

Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.

Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.

Og hvilke fortællinger det er!

Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.

Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.

Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.

Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.

De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”

Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.

Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.

Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.

Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.

Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.

Glædelig jul!

 

Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019

’Helte’ af Stepehn Fry, 475 sider, Modtryk, 2019

’Factfulness’ af Hans Rosling, 375 sider, Lindhardt & Ringhof, 2018