Inde i mange midaldrende mænd bor en 12-årig dreng, der bare gerne vil sidde og læse Dragonlance i fred. Jeg er selv én af dem, men jeg ved, jeg ikke er alene. For et par år siden skulle jeg til møde med digital chef hos Lindhardt & Ringhof, Gertrud Smith, og i reolen på hendes kontor spottede jeg straks blandt hundrede andre bøger den originale Dragonlance-trilogi (”Chronicles”). Jeg glemte selvfølgelig alt om komplicerede eReolen-forhandlinger og styrtede hen for at bladre og pille ved dem. ”Det gør alle mænd,” grinede Gertrud.

Dragonlance-universet blev udtænkt af ægteparret Laura og Tracy Hickman på vej i bilen til et jobinterview hos Dungeons & Dragons (D&D) rollespilsudgiveren TSR. Hos TSR arbejdede allerede forfatter Margaret Weis, og det blev Tracy Hickman og Weis, der skrev de centrale bøger i serien efter at have udviklet karakterer og centrale konflikter gennem en række D&D-spillesessioner i universet. Første bog – ”Dragons of Autumn Twilight” – udkom i 1984 i et mindsteoplag på 50.000 eksemplarer. TSR prøvede faktisk at bestille kun 30.000, for er det der med bøger ikke lidt underligt? Det har de nok grinet meget af siden, da Dragonlance skulle gøre TSR til én af verdens førende Sci-Fi-/Fantasy-forlag uden rigtig at være et traditionelt forlag.

En hip børnebibliotekar på Værløse bibliotek anbefalede Dragonlance til mig, da jeg var 13 år. Jeg har senere kvitteret ved at vie mit professionelle liv til biblioteker.  Jeg var vant til ”Silas og den sorte hoppe” og ”Ronja Røverdatter” fra danskundervisningen, så Dragonlance var en åbenbaring. Jeg hørte om butikken Fantask i Skt. Pederstræde i København – legendarisk specialforretning for Sci-Fi, fantasy, rollespil og tegneserier – og håbede, at de måske havde mere af samme skuffe.

Det havde de! En hel butik fuld faktisk og min totale konvertering til nørd var komplet lige dér.

Tellerup har netop genudgivet den originale trilogi i lækker hardback. Det gjorde de sidste år, men min udgave står lidt gemt i mit skab på kontoret. For nylig opdagede min gode kollega dem og måtte straks kæle med dem, hvilket gav mig et stærk følelse af jalousi. Og så slog det mig: Hvad er det, der foregår?

Hvorfor hiver Dragonlance sådan i hjertestrengene på granvoksne mænd med lamineret medlemskab af DJØF og Berlingo i afdæmpet farve i parcelhusets carport? Den nemme forklaring er selvfølgelig nostalgi. Ingen hengiver sig så betingelsesløst som børn og unge til alternative universer, og det efterlader erindringsmæssige moræneaflejringer i sjælen. Det kan jo så ikke være hele forklaringen. Synet af ”Ronja Røverdatter” efterlader mig kold. Måske en smule fornærmet i virkeligheden. Det er næppe heller den litterære kvalitet, for god litteratur er Dragonlance godt nok ikke. De er kluntede og klichéfyldte, men dog underholdende og lettilgængelige.

I frokostpausen i dag gik jeg forbi Fantask, for det kan man altid lige gøre. Da jeg var der første gang i 1985, stod Morten bag disken. 31 år senere – her for en time siden – stod Morten stadig bag disken. Ja, altså, han har jo nok været hjemme i mellemtiden et par gange, men syret er det da, selvom han bedyrer, han meget snart går på efterløn. Vi er begge ældet med stor ynde, men ellers kunne det ligeså godt være 1985.

”Det var helt vildt, da de kom på dansk første gang i slut-firserne” husker Morten. ”Det var første gang, der var adgang til et helt fantasy-univers på dansk bortset fra Ringenes Herre, som var lidt fjernt for mange måske. Nu er det jo gået meget ned, men det solgte som varm brød, og vi sælger stadig den originale trilogi. Der er købere hver dag. Vi undredes, for vi havde så meget god fantasy på hylderne, der ikke blev rørt, mens vi stangede Dragonlance over disken i ét væk. Vi kunne jo så se, at folk kom tilbage og begyndte at købe bedre litteratur.”

Aha! Dragonlance var et gateway drug, og man glemmer jo aldrig sin første rus.

”Det er nostalgi selvfølgelig,” siger Morten, ”men det er også et sted, folk lissom kan være i fred. Hvor de kan være sig selv. Star Wars og Ringenes Herre er det samme. Jeg mener at have læst, den største computerspilsbrug er mellem midnat og kl. 2. Det er sikkert dér, alle familiefædrene sidder og endelig har ro fra kone, børn og pensionsordning til at spille,” griner han.  ”Jeg er jo inkarneret ungkarl,” understreger Morten ”så jeg har ikke den slags problemer.” Det er her, jeg indrømmer, jeg har spillet vanvittigt meget World of Warcraft mellem midnat og kl. 2!

Dragonlance er en såkaldt delt verden (”shared world”). Det vil sige, at mange forfattere, manuskript­forfattere, tegnere, spildesignere og andre gode folk uafhængigt af hinanden har skrevet værker, der foregår i den verden, og som derved kollektivt bidrager til verdenshistorien og mytologien – nogle gange endda med narrative konflikter som i tegneserien ”Star Wars: The Clone Wars,” der foregår et sted mellem film fem og seks (to og tre kronologisk … forvirret?), men som også modsiger dem i nogle sekvenser. Warcraft-universet er et andet, godt eksempel; computerspil blev til onlinespil blev til kortspil og romaner og tegneserier og spillefilm osv. Er det ikke tænkeligt, at disse verdener drager endnu mere, fordi de er så udviklede, og så gør det mindre, at de enkelte dele – særligt dem i periferien – hver for sig måske ikke helt holder niveau? Jo mere og jo bedre udviklet, jo dybere kan man synke ind i dem. Der er vel en grund til, at ældste datter, Josephine, og jeg selv sad i Nyborg Bio for at se Star Wars 7 og spontant hoppede af glæde i stolen som to 12-årige, så snart den berømte fanfare lød. Okay, Josephine var faktisk 12 på det tidspunkt, så helt unaturligt var det jo så ikke for hende.

Jacob Krogsøe er en slags mediebibliotekar på Randers Bibliotek, skribent for månedsmagasinet ”Pulp,” filmnørd og meget andet. Jeg kender ingen klogere end ham på disse emner, og han bekræfter langt hen ad vejen min nyudviklede mistanke.

“Nostalgien spiller en stor rolle. Det må man anerkende,” siger han. ”Sådan fungerer vi mennesker. Rent litterært er Dragonlance en noget ubehjælpsom størrelse. Dragonlance, og meget lignende fantasy, kan dog noget andet og mindst lige så vigtigt som at være ”stor litteratur.” Det er nemlig store mytiske og universelle fortællinger om kampen mellem det gode og det onde. Fortællinger, som vi mennesker gang på gang kan dykke ned i, hvor det ofte er underdog’en, der besejrer de onde skurke,” siger han.

Ja, det er jo dét. En enklere verden, hvor det er nemmere at se forskel på de gode og de onde. Meningen med tilværelsen kogt ned i enkle dikotomier. Godt og ondt, lys og mørke, rebellerne mod Imperiet, de frie folk mod Mordor. Ikke?

Jacob fortsætter: ”Det samme gælder for Star Wars og Tolkiens værker. Men det er også selve verdensfortællingerne, som trækker publikum ind. Der laves racer, lande, nye former for magi, samfundsstrukturer, religioner, myter, monstre, dyr, natur osv. I den sammenhæng er en forfatter som Tolkien en mester. Han er det, jeg vil kalde en ”gartnerforfatter.” Over en meget lang tidsperiode byggede han sin verden og sin mytologi. Han kiggede på den, lod noget blomstre, andet visne hen og skrev videre og videre. At så mange elsker Ringenes Herre skyldes ikke kun historien om ringen, men lige så meget, hvis ikke mere, den verden som Tolkien skabte, da den føles ægte og troværdig, på trods af at der er tale om fantasy. Det er godt gjort.”

Lige netop Tolkien er vel egentligt et ekstremt eksempel. Som meget grundig filolog byggede han jo de forskellige racers sprog op fra grunden, før han overhovedet skrev om dem. Det gør hans univers umiddelbart troværdigt og eminent synke-ned-i-værdigt, men også noget af en udfordring. Lad os være ærlige. Der er godt nok mange elvere, der synger lange uforståelige sange i Ringenes Herre, mens der sker nøjagtigt ingenting. Dér. Jeg sagde det.

Tolkien begyndte også at beskrive andre tidsaldre i sin verden, skabelsesberetninger o.lign. Det samme skete for Dragonlance, hvor vi startede i såkaldt fjerde alder i Krynns historie, men efterhånden kom skiftende forfattere til, og der var stadig D&D-scenarier, computerspil og meget andet godt. Det hele endte på 190 titler, et oplag på over 22 mio. samlet, og en vildtvoksende skov af perioder, karakterer og konflikter. Sådan bliver miljøbeskrivelse til romaner til universer til kulturelle fænomener.

Og nu har Tellerup altså så genudgivet den originale trilogi i revideret oversættelse, lækker hardback og samlet i tre titler ligesom originalen, hvor den sidst udkom i tre gange to bind. Jeg ringede til Harald Tellerup for at høre hvorfor. Er der nogen anledning?

”Fantasy-messen på Esbjerg Bibliotek,” svarede han. Og det er jo på lørdag faktisk. ”Vi syntes, vi skulle have noget med, når nu der fokuseres på forlaget Tellerups hovedgenre. Så har de jo solgt stabilt over årene, og den gamle udgave var sådan lidt fesen og delt lidt spøjst op. Min far købte i slutfirserne rettighederne til danske oversættelser af TSR’s katalog, og på den måde er de gået ind i forlagets DNA på en måde.”

Noget særligt omkring salget? ”Da vi åbnede vores online-shop i 2005, kunne vi se, at folk søgte på dem, og det støvsugede vores gamle lager ganske grundigt.” Og den dér særlige Dragonlance-magi? ”Ha!” griner Harald. ”Det er ikke mig. Jeg har en særlig Dragonlance-ekspert siddende herinde, der har været med fra starten.” Han var dog ude, og jeg skulle alligevel til at passe mit dagjob igen.

”Men nu udgiver vi jo den næste trilogi,” slutter Harald. ”’Legender’ hedder den.”

YES!