Den 4. februar døde min svigerfar pludseligt. Vi havde lige fejret Almas 1-årsfødselsdag i familieboblen et par dage før, men i ét nu mistede Alma sin største fan uden at forstå det. Jeg har en idé om, at selvom hun ikke kan huske det, når hun bliver større, så sidder effekten af at blive elsket i hende ord- og billedløst. Nogle uger efter tog min søde kæreste og jeg et første blik på hans efterladte bogsamling. Min svigerfar var nemlig et bogmenneske, og min svigermor syntes, vi skulle tage alle de bøger, vi gerne ville have. En pænere måde at sige: ”Hjælp! Der er så mange!” tror jeg.

Der er noget forkert ved at rode i andre menneskers bøger. Jeg er typen, der styrer lige hen til folks reoler, når jeg er på besøg, men jeg gør det på en andægtig måde. Sådan da. Og de mennesker kan jo forsvare sig. Når folk er gået bort, føles det om et overgreb. Folks bogsamling er jo en manifestation af deres liv og personlighed. Hver bog har sin plads, sin fysiske udstrækning meget lig andre bøger, men nogle fylder mere end andre i ånden. Fx gik min svigerfar og min kæreste på kunstudstillinger sammen, og hvis udstillingen var god, købte de begge kataloget. De kunstkataloger er jo særlige på en ganske anden måde end den Alistair McLean-thriller, der blev indkøbt i en DSB-kiosk til en forglemmelig togtur, og som har fået lov at gemme sig siden.

For små fem år siden var jeg igennem det med min mor. Min far har i praksis været død i 18 år, og jeg har kun teoretisk familie tilbage. Jeg var derfor ikke helt klar på opringningen fra en ambulancelæge med beskeden om, hun var fundet livløs. En uge senere stod jeg i mit barndomshjem, hvor det allerede var tydeligt, at her boede ingen længere. Min mor havde bøger allevegne. Skønlitteratur, kogebøger, historiebøger. Da jeg var 10 år, havde de ikke opfundet Young Adult-genren, og i desperation kastede jeg mig over min mors Agatha Christie-samling og året efter en god gang amerikansk 70’er-kvindefrigørelse ved Erica Jong o.lign. fra samme reol. Det er min vurdering, at jeg var den danske tween-dreng, der i start-80’erne vidste mest om amerikanske kvinders seksuelle problemer – og mange forskellige løsninger herpå ikke mindst.

De sidste år af hendes liv købte hun ikke nye bøger. Sikkert, fordi hun ikke magtede kassationens ædle kunst. Værløse bibliotek stod for at holde hende beskæftiget, mens samlingen i lejligheden bare blev ældre og giftigere, eftersom hun røg 2-3 pakker om dagen og næsten altid var hjemme. Da jeg gik i gang med at fjerne bøgerne, viste de grovsennepsfarvede reoler sig jomfrueligt hvide, hvor de havde stået. Jeg smed alt ud bortset fra en ”Peer Gynt,” hun havde brugt i gymnasiet. Hun giftede sig med min biologiske far meget ung og blev til Bodil Christoffersen, men på titelsiden i den lille Peer Gynt har hun i teenage-usikker kuglepen skrevet sit pigenavn: ”Bodil Steinhørster.” Hun har også skrevet sirlige noter indeni, som gør, at den er endnu mere personlig. Jeg kan se hende for mig sidde bøjet over bogen og notere flittigt. Min indre bibliotekar har dog også lyst til at stange hende et erstatningskrav!

Med min svigerfar var det noget andet. Jeg kendte ham i sagens natur ikke nær så godt som min mor, og hans bogsamling kendte jeg ikke fra min opvækst. Han havde lidt en aura af sfinks over sig – om end en venligtsindet sfinks. Det virkede som et mentalt overgreb bare at gå ombord i samlingen og lægge i ”ud”- og ”behold”-bunker. Lidt ligesom at pincetdissekere en personlighed, der ikke kan forsvare sig. En afmontering af sfinksen, der virkelig ikke tilkommer mig. Dur, dur, dur ikke …

Hans samling bredte sig over både stuen i huset i Mårslet og ind på hans kontor. Masser af kogebøger. Særligt italienske, men også fx ”Downtime” af Nadine Levy Redzepi, som er ny for mig, og tre af Anthony Bourdains bøger, som jeg glæder mig til. Der var en større filosofisk sektion med Kierkegaards samlede værker (droppet; jeg får dem aldrig læst) og et lækkert trebindsværk om europæisk idéhistorie (håber at få dem læst). Masser af kunstbøger, som min søde kæreste tager sig af. Jeg nappede dog en titel om fotografiets historie til mig selv plus det løse. Han var tydeligvis også inspireret af det historiske materiale, der ligger til grund for Dan Browns ”Da Vinci-koden,” Dødehavsrullerne m.v. Jeg æælsker den slags og er uendeligt fascineret. Jeg tiltænker ham gerne, han læste det for at blive klogere på, hvor godtroende folk er, men jeg under ham at se overbærende ned på mig fra sin sky på flere måder, mens jeg labber det i mig.

• 

• 

• 

Tillad mig en kort, biblioteksfaglig afstikker her. Vi har i sektoren mange gange prøvet at tilskynde til og skabe rammer om litteraturformiling på sociale medier. Skubbe til det og få folk i gang. Bogsnak her er faktisk en reminiscens af én af de initiativer. Der er dog én stor udfordring: Folk synes, at hvad de læser, langt hen ad vejen er en privatsag. Det er simpelthen intimt på en anden måde end, hvad man ser af film eller hører af musik. Det er ikke engang sådan noget som ”Politikens store bog om at skifte køn, uden at nogen opdager det” eller ”Sådan røver du en bank med en elektrisk tandbørste.” Det er også ganske almindelig skønlitteratur, mange rutter lidt med. Læsning er simpelthen personligt, og personligt synes jeg, det er herligt! Det viser jo, hvor vigtigt det er. Det er også derfor, samlæsning er så potent.

Af samme grund er det også dejligt at have min svigerfars bøger stående. Han var som sagt et bogmenneske; ikke en læsehest, men en læsevæddeløbshest. Han havde glædet sig til efterlønnen. Så skulle han egentlig bare læse, lave noget god mad i sin trykkoger, se noget kunst og lege med sit barnebarn. Det otium kan gøres meget værre. Meget værre! Der er varmt og trøstende ved at sætte sig og læse i nogle af de bøger, vi ved, han havde læst. Skal vi kalde det asynkron samlæsning bare for at tage al glæde ud af det? Det skaber en forbindelse på en måde, ikke meget andet kan.

Når jeg kigger på min egen samling, synes jeg jo mestendels, det afslører de mange farver på mit renæssance-intellekts smukke palet (*host*), men jeg er lidt nervøs for, mine efterlade vil tage det som et bevis på svær personlighedsforstyrrelse. Måske skulle man lige kaste et ekstra blik på reolerne?