Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme. 

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building. 

I hate you, my eyes would tell him. 

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær. 

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet. 

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.