Når man hellere vil skrive end læse 

Min søn Aske på 13 år skal samle penge til klassens lejrskole i 2027. En fredag i januar fik han og alle hans klassekammerater fri fra skole for at komme med deres forældre på arbejde og tjene en skilling. Nu var der momentum! Det lykkedes mig gennem en effektiv kombination af mild overtalelse og løfter om naturalier i form af smoothies og diverse ekstern mødeforplejning at få ham til at bidrage til bloggen med dette indlæg.

Aske fik valget mellem forskellige formater, herunder “Bøger, jeg ægte har ønsket mig at eje”, “Fem forsider der virker” og “Hvad husker jeg om læsning, før jeg selv kunne læse”. Han landede på “Hvorfor jeg hellere vil skrive end læse”.

Her ser du, hvad dagens anstrengelser førte til (udover bidraget til lejrskolekontoen).

“Når jeg er i skole, og læreren giver os et valg om enten at læse i 30 minutter eller at skrive noget i Word i 30 minutter, vil jeg altid vælge at skrive en tekst. Jeg tror, at grunden er den her: Ligesom nogle godt kan lide at komme ind i et flow, når de læser en god bog, kan jeg godt lide, når jeg kommer ind i et godt flow, når jeg skriver. Så kan det godt være, at det nogle gange kan være svært for mig at komme ind i det flow. Men når jeg først kommer i gang, bliver jeg bare ved.  

Plus jeg har helt klart nemmere ved at komme i gang med at begynde at skrive end at åbne en bog. Jeg finder det ikke let, det med at blive investeret i en bog. Specielt ikke hvis den ikke handler om noget, jeg interesserer mig for. Men når jeg skriver en historie til en stil i skolen, kan jeg jo selv bestemme, hvordan den skal foregå. Eller, det kommer jo selvfølgelig an på kravene til stilen. Men for det meste synes jeg godt, at jeg kan få inkorporeret lidt af mine egne tanker. 

Jeg synes også, at det kan kræve lidt af en at sætte sig og læse, specielt hvis man i forvejen er træt. Når jeg skal slappe af, læser jeg ikke en bog, så sætter jeg bare en eller anden lidt sløset serie på. Fordi jeg ikke rigtig skal investere mig i den, jeg ser den bare ligesom. Men i hvert fald: Konklusionen er, at det at skrive noget bare kommer mere naturligt til mig.”

Hvad sidder jeg tilbage og tænker som mor, læser, bibliotekskonsulent og læsedame? Fremtidens læsning er (delvist) skrivning!

Aske har tidligere optrådt i disse spalter. Mød ham her:

2017: Portræt af en meget ung læser

2018: Portræt af en læser i nulte

2020: Askes sygt gode lydbøger

2021: Portræt af en læser i 2. klasse


Skriv en kommentar