Anders Matthesen har det svært med udtryk som ”Spørge ind til” og ”tværfagligt samarbejde”. Han er heller ikke vild med ordene ”mørtel” og ”acidophilus”. Det ved jeg fra læsning af hans underholdende pastiche på en selvhjælpsbog med titlen Livsstil er en livsstil: En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp (2021), som en gang for alle giver anvisningerne til et perfekt liv. (Så du behøver faktisk ikke at læse videre, men kan bare stoppe her og anskaffe dig bogen).

Ord kan klø. De kan frustrere og vække ubehag i kroppen. Jeg kløjes for tiden i ”åndelig oprustning”. Sammenstillingen af ånd og våben virker fundamentalt forkert, og jeg har spekuleret over, hvordan jeg kan bearbejde og måske endda forstå min antipati.

Genfortryllet
I efterårsferien gik jeg en lille tur på den eng, der ligger ved siden af vores feriehus i Skåne. Det var en vindstille dag i oktober, og der var helt tyst omkring mig. Det lille grantræ, der tittede op for 20 år siden, da vi begyndte at komme på adressen, var vokset til en kæmpe. Efterårets toner farvede landskabet, der virkede forladt. Stien fra huset ned til engen var næsten groet til, og jeg måtte balancere på væltede træstammer og træde uden om plørede områder med mos.

Det mindede mig om den gamle, tilgroede have med frugttræer, der lå ved siden af mit barndomshjem. Om sommeren var den næsten et uigennemtrængeligt vildnis. Min far talte med en særlig glæde i stemmen om de skovfogedæbler, der var modne og klar til at blive nydt. Intense, søde og bitre. Helt specielle og sjældne, for det var ikke hvert år, træet bar frugt. Både den skånske eng og frugthaven, som ikke findes længere, fremstod som fortryllede for mig. Blot i et glimt, men ikke til at glemme.   

Hvad har alt det her eng- og havesnak med åndelig oprustning at gøre?

Jeg tror, at ånd for mig hænger sammen med et element af fortryllelse og uforklarlighed. Så snart fortryllelse bliver koblet med krigsmetaforik, er det som at kvase en sart sommerfugl, ræbe under salmesang eller bede et poetisk fabulerende barn om at holde op med at skabe sig og vrøvle.

Den offentlige debat om ånd og samfundets behov for at opbygge åndelige forsvarsværker fortsætter sikkert de kommende år, sådan som verden ser ud. For mig virker retorikken affortryllende, og netop derfor vil jeg opsøge det, der genfortryller verden. Her kommer tre bud på bøger, der kan få os til at se verden og menneskelivet i et andet lys, og som i ordets bedste forstand er både åndfulde og dybt menneskelige.

Isslottet af Tarjei Vesaas
Den korte roman blev udgivet i 1963 og er en moderne klassiker. To 11-årige piger, Siss og Unn, danner langsomt og med stor varsomhed et venskab. Fortrolighed vokser frem og sammen med den en hemmelighed, som Unn deler med Siss. De indgår en ordløs pagt, og Unn forsvinder senere ind i et dragende og fatalt vinterlandskab. Hun bliver væk i isslottet. Det er en foruroligende og sanselig fortælling, der hæver sig op over tid og sted. I 1964 fik Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris for den lille perle af en roman.

Jeg stødte på Isslottet i Corona-årene, hvor jeg var med i en bogklub, hvor vi både læst nyt og gammelt. Derfor forbinder jeg den også (med et måske upassende anstrøg af nostalgi) med en tid, hvor vi var meget hjemme og af usædvanlige årsager havde god tid til at fordybe os i bøger. I de år blev der også talt om kulturens kraft. Dengang var fjenden en virus, og samfundssind handlede om afstand, håndhygiejne og nys i ærmet. Meget kan ændre sig på kort tid.

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry
Midt under 1. Verdenskrig, mere præcist i 1943, modtog verden denne vidunderlige historie om en lille prins, der rejser rundt i universet og som vil gøre alt for at redde sin elskede rose. Han møder mange mærkelige voksne og personager på sin færd, for eksempel en herskesyg konge og en ræv, der gerne vil være tam. Et stykke verdenslitteratur for børn og voksne og en påmindelse om, at vi ser bedst med hjertet.

Bogen har en særlig plads i mit hjerte, fordi min bror og jeg læste en passage højt ved bryllupsfesten for min kusine, og jeg mener, at vi øvede oplæsningen på vendelbomål. Det blev et meget særligt mix.

De fortabte spillemænd af William Heinesen
Ude i Atlanterhavet ligger Færøerne som en grøn og glitrende diamant. Øerne er præget af naturens storhed, tåge og magi. Jeg fordybede mig i romanen i 9. klasse, da jeg skrev en (alt for) lang bograpport om den. I hånden.

Romanens ubekymrede spillemænd lever i Torshavn omkring 1. verdenskrig, og persongalleriet befolkes af dem, deres venner og familie. Naturen er stærk og truende, men endnu mere farlig er afholdsbevægelsen personificeret ved bankbestyreren. Religiøsitet på den dårlige måde, grådighed, skønhed, poesi og tolerance formidles gennem romanens fire satser med musikalitet og en tro på det gode i mennesket. Magien findes! Godheden findes!

Romanen udkom i 1950, altså fem år efter afslutningen på 2. verdenskrig. Den er ældet med ynde og virker stadig frisk i sine temaer og kærlige personportrætter. Måske skulle jeg grave i gemmerne og finde den bograpport frem igen?