Hvad gør man, når samarbejdet med en elsket og højt værdsat kollega er slut? En af løsningerne på savnet af min tidligere partner in crime Amanda Egebo har været at bede hende om at stille op til Portræt af en læser. Amanda og jeg har i to intense år arbejdet med, drømt om og diskuteret tusind aspekter af National indsats for børn og unges læseglæde. Nu er projektet slut, og Amanda betræder nye, faglige græsgange. Men her i portrættet møder jeg hendes humor og store viden om det litterære økosystem igen, og det gør du også. God fornøjelse!
Hvad er dit tidligste bogminde?
Muligvis ikke mit tidligste, men det står meget tydeligt for mig: Jeg læste alle de Sværd & Trolddom– bøger, jeg kunne komme i nærheden af som barn, og det var altid med en blanding af skræk og fryd. Jeg husker én aften, hvor jeg lå fuldstændig opslugt – og lige da det der ti-hornede vanvidsmonster gjorde det af med mig i bogen, trådte min mor ind på mit værelse. Jeg SKREG. Fuldstændig sikker på, at nu havde bogens skurk materialiseret sig i den virkelige verden. Litteraturens kraft i ren form.
Hvilken bog forbinder du med din ungdom.
Som 19-årig rejste jeg til Indien i tre måneder på den obligatoriske dannelsesrejse. Her læste jeg Arundhati Roys De små tings Gud. Den bog satte alt, hvad jeg så og oplevede i løbet af de måneder, i perspektiv – de politiske strømninger, kulturen, maden, naturen. Og det satte så sandelig også mit eget trygge danskerliv i relief.
Hvorfor valgte du at læse Litteraturhistorie?
Jamen jeg så slet ikke andre muligheder. Litteraturen var der jeg søgte, når jeg manglede svar. Det er det sådan set stadig. Hvad kunne Nietzsche sige om det onde vs. det gode? Hvad mente Simone de Beauvoir om kvindefrigørelse og kærlighed? Dengang som ung studerende var det klassikerne, jeg sukkede efter – i dag har jeg heldigvis en virkelig bred og alsidig læsesmag. Det er måske ikke Nietzsche, jeg spørger til råds længere, men jeg holder aldrig op med at lede efter nye steder litteraturen kan bringe mig hen og give mig svar.
Hvad skrev du speciale om?
Jeg skrev speciale om digitaliseringens indtog på bogmarkedet i Danmark og hvordan det stigende forbrug af e-bøger påvirkede danske forfatteres indtjening. Dengang var lydbøger slet ikke en ting endnu – siden da er presset på forfatteres indtjening ikke blevet mindre, tværtimod.
Hvad har dit professionelle arbejde med litteratur betydet for dit eget læseliv?
At litteraturen viste sig at være så uendelig meget mere end ophøjede klassikere, fandt jeg først for alvor ud af, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet og fik indblik i det vidtfavnende økosystem, der var rundt om bøgerne. Forlagsbranchen, boghandlerne, skriveværkstederne, digtoplæsningerne – alt det udenom, som var det der skete NU. At litteraturen jo også skal formidles, vises frem, kurateres og kræses om. Det har nok også givet mig et mere pragmatisk syn på litteraturen. At dens eksistensberettigelse også kan ligge udover det kunstneriske alene. At bøger og læsning kan tjene mange forskellige formål, have mange forskellige målgrupper og komme til udtryk på mange forskellige måder.
Hvilken bog har du altid lyst til at give i gave?
Lige nu er jeg optaget af Tarjei Veesas forfatterskab, og jeg ville elske at have nogen at snakke om Isslottet med. Veesas’ naturbeskrivelser er fænomenale, og det eksistentielle drama, der udspiller sig i bogen her med to små pigers venskab i centrum, er så smukt, dramatisk og alligevel tyst – han skriver som ingen anden, jeg har læst. Man får lyst til at flytte op i en norsk skov, bare for at sidde på en træstub og høre træerne gro.
Hvad driver din egen læsning i dag?
Jeg læser mange forskellige ting på en gang og går til og fra alt efter humør. I øjeblikket læser jeg en del faglitteratur, da jeg udover arbejde også er i gang med en Master i Børns Litteratur & Medier. Så det kan være en bog om børns brug af digitale medier den ene dag, en novellesamling den anden dag og så en murstensroman i weekenden, når jeg har lidt mere tid at gøre godt med.
En arbejdsskade er nok også at læse en del tekst OM bøger, selvom jeg ikke nødvendigvis ender med at læse det konkrete værk. Det er vigtigt for mig at være bredt orienteret. Jeg har også to læsekræsne drenge på 7 og 11 derhjemme, hvor det også er en fordel at have mere end de børnelitterære klassikere inde på lystavlen, når der skal findes nye bøger. Det er sjældent, de tager imod mine råd up front – men jeg kender deres læsesmag og nudger, hvor jeg kan.
Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Jeg følger en del bogbloggere, forlag og biblioteker på Instagram og det er jo i sig selv en kilde til uendelig inspiration. Lige nu er jeg blandt andet glad for @bogmennesket, hvis læsesmag ofte matcher min. Min liste over bøger, jeg bare MÅ læse, er uoverskueligt lang. Den kommer jeg aldrig i bund med.
Hvad er din litterære sorte samvittighed?
Jeg læser generelt for lidt dansk litteratur – det skal jeg blive bedre til.
Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Lægger den fra mig! Tidligere kæmpede jeg mig igennem en bog uanset hvad, men det er mit læseliv og min sparsomme tid simpelthen ikke til nu.
Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu læser jeg Amalie Langballes nye roman Elskende. Vild bog!
Hvornår er du sidst blevet opslugt af et litterært univers?
Jeg kan generelt godt lide, når litteraturen bevæger sig ud af bøgerne og adapterer til andre formater- til det store lærred, teater, kunst, leg, spil m.m. Det er da vildt sjovt, når man dyrker et fedt univers, at man så også kan strikke det, klæde sig ud, bage kager, samle på spillekort og alt derimellem.
Min ældste søn er glad for fantasygenren, og her er der jo virkelig mulighed for at gå all ind med worldbuilding. Nogle gange starter vi med bøgerne, og andre gange er det den anden vej rundt. Vi har selvfølgelig dyrket Harry Potter med alt hvad det indebærer, men der er jo SÅ mange fantastiske universer i vente, som jeg håber, vi skal læse og se sammen. Dune, His Dark Materials, Shadow & Bone, Game of Thrones, Ringenes Herre, Death Note – og 100 andre, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu.