Gennem den sidste tid er Martin Rovang Jensen tit dukket op i mit feed på LinkedIn. Martin arbejder som kulturformidler ved Næstved Bibliotek & Borgerservice og skriver altid fagligt læseværdige og underholdende indlæg. Den dag han med afsæt i overskriften Når forsiden lover mere, end bogen kan bære skrev om en ganske særlig fagbog med titlen Kom i gang med Excel, hvor forsiden prydes af en kvinde med bare ben, der går en tur i strandkanten, måtte jeg bare spørge ham: “Vil du stille op til Portræt af en læser?” Svaret var ja, og her har du ham.

Hvem lærte dig at læse?
Jeg har lyst til at svare, at det gjorde jeg selv!

Jeg kommer ikke fra et hjem med masser af bugnende bogreoler, og der blev heller ikke snakket om læsning og litteratur. Så det var egentlig noget, jeg selv så småt kastede mig over som barn. Min mor læste dog godnathistorier op for mig som helt lille, men ellers kom jeg efterhånden selv i gang. Godt hjulpet på vej af udvalget på biblioteket, hvor jeg tit cyklede hen efter skole.

Så frem for at pege på, hvem der lærte mig at læse, vil jeg hellere pege på Næstved Bibliotek som dét sted, der fik mig på læsesporet. Og nu er det så dér, jeg arbejder. Cirklen er sluttet!

Hvilken læseoplevelse er den første, du husker?
Der er to fra min barndom, der er de absolut tidligste, jeg kan huske.

Den første var en hel serie af science fiction-bøger for børn skrevet af den tyske forfatter Nikolai von Michalewsky under pseudonymet Mark Brandis. Han udgav en række bøger op gennem 70erne, der også kom på dansk og med farverige, appetitvækkende forsider. Jeg kan huske, at jeg elskede dem og læste alle dem, der stod på skolebiblioteket – op til flere gange.

Min anden store læseoplevelse var Lloyd Alexanders fantasyserie om grisepasserassistenten Taran. Jeg har ikke været særlig gammel, da jeg tilfældigt faldt over første bind på hovedbibliotekets børneafdeling og lånte det med hjem. Jeg blev straks hooked og læste så i rap alle fem bøger. Det sjove er, at jeg aldrig har mødt andre, der har læst serien som barn. Måske er den lidt overset? Nu til dags husker jeg heller ikke meget af handlingen. Blot at den gjorde et kæmpe indtryk på mig i sin tid, og at 10-11-årige Martin følte sig meget stolt og voksen over at læse sådan en mere seriøs og på nogle punkter dyster serie fra ende til anden.

Hvilken bog var vigtig for dig i dine formative år?
Der tænker jeg straks på Art Spiegelmans legendariske, allegoriske tegneserie Maus om faderens overlevelseskamp under Anden Verdenskrig. Anden og sidste del udkom på dansk i 1992, og jeg opdagede serien få år efter på biblioteket. Jeg syntes dengang, at den var helt fantastisk – hvilket jeg i øvrigt stadig synes. Jeg var også rørt af de dele af fortællingen, hvor Spiegelman ikke holder igen med at vise, hvor kompliceret et forhold han havde til sin far.

Jeg kan huske, at jeg læste Maus igen og igen, og jeg endte også med at skrive den store danskopgave i gymnasiet om den, da jeg gik i 1.g i 1996. Så den gjorde et rigtig stort indtryk. Sjovt nok har min datter, der går i 9. klasse, lige skrevet en større opgave om den i engelsk.

Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Frem til nu har mit voksenlivs læsning meget direkte taget form af min studie- og arbejdssituation. Jeg har en kandidat i dansk og historie, og de første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som museumsinspektør, særligt med musikhistorie. Det betød, at jeg i mange år nærmest ikke læste andet end musikbiografier og musikhistoriske værker, og det er også dét, der primært fylder i min egen bogreol i dag.

Herefter kom nogle år, hvor jeg var gymnasielærer i dansk og historie på STX, og dér havde jeg så pludselig behov for at få læst op på dansk skønlitteratur – men stadig med et blik stift rettet mod, hvad der kunne bruges i undervisningsøjemed eller stod som specifikke krav i læreplanen. Ellers havde jeg nok ikke af egen drift læst folkeviser og Holberg!

Så i mange år var min læsning ret instrumentel. Jeg læste primært specifikke titler, fordi de skulle bruges til research, i udstillinger eller i undervisning.

Derfor har jeg det nu lidt, som om jeg er kommet op til overfladen i mit nuværende job som kulturformidler på et bibliotek. Jeg får ofte følelsen af, at jeg er tilbage i min barndoms læseglæde og -oplevelser, som jeg husker som præget af hygge og nysgerrighed på at læse alt muligt forskelligt. Selvfølgelig læser jeg som kulturformidler stadig en del med arbejdsmæssige briller, men sammenlignet med tidligere er rigtig megen af min læsning nu langt mere lystbetonet og umiddelbar, – hvad jeg lige falder tilfældigt over og som jeg synes, ser spændende ud.

Det føles lidt som at være ’sat fri’ som læser. Dét nyder jeg!

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Der kan jeg klokkeklart sige, at der ikke er noget bedre end at arbejde på et bibliotek, når det kommer til at finde læseinspiration. Jeg falder konstant over spændende titler. I vores udstillinger, i reolen med nye bøger, når jeg sætter lånernes reservationer på plads, på min ugentlige vagt på et lokalbibliotek osv. Det sker også ofte, at vi kolleger indbyrdes anbefaler titler til hinanden. Så min huskeliste på Biblioteket-appen er alenlang, fordi jeg så ofte tilføjer nye titler, jeg er stødt på i forbifarten.

Derudover følger jeg selvfølgelig også med i anmeldelser rundt omkring, og så er jeg ret glad for Goodreads-appen, hvor man kan logge sine læste bøger og via en ’minder om & andre læsere af denne har også læst…’ anbefalingsfunktion får mange gode anbefalinger. Det fungerer i hvert fald for mig.

Hvordan arbejder du med læsning som fagperson?
Som kulturformidler på et bibliotek bliver man jo hurtigt involveret i et væld af projekter, der kredser om læsning og læselyst.

Hvis jeg skal remse et par eksempler op, så kører jeg blandt andet en læsekreds, er involveret i et lille pop-up bibliotek i Næstveds nye svømmehal, er med til at kuratere vores meget populære inspirationsborde med nye titler og har nu på femte år et samarbejde med en lokal biograf, hvor vi ser filmatiseringer af romaner, og hvor deltagerne hører om både forfatter, bog og film. Lige om lidt skal jeg også sammen med to kolleger søsætte et væld af markeringer af FNs Internationale Læsedag og Read Hour d. 8. september.

Jeg er ret interesseret i, hvordan man hjælper de voksne, der egentlig gerne vil med på læsevognen, men ikke føler de har tid eller overskud til det. Måske også fordi jeg kan genkende mig selv i dén følelse?

Jeg må ærligt erkende, at især som travl gymnasielærer kunne jeg slet ikke overskue at læse andet end lige alt det, jeg havde brug for til min forberedelse af undervisning. I sådan en situation kan man måske understøtte på forskellig vis: med anbefalinger af gode, men korte bøger, pege på andet læsestof såsom tegneserier og skabe rum til planlagt læsetid med oplæsninger og læsekredse. Jeg synes, det er meget spændende at overveje, hvordan folks læsning kan hjælpes på vej på forskellig vis.

Hvad er din litterære sorte samvittighed – hvis du har sådan en?
Sådan en har jeg ikke rigtigt.

Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig over, hvad man nu engang kan lide at fordybe sig i – hvad enten det er læsestof, musik, film, hobbies eller andet. Jeg læser selv meget forskelligt i de her år. Det skyldes i høj grad også, at jeg uge efter uge er eksponeret for mange forskellige typer af bøger på mit arbejde. Så tit bliver min læsning ret tilfældig og uplanlagt formet af, hvad jeg lige falder over.

I stedet for en sort samvittighed kan jeg måske så i stedet tale med om ens egen dårlige samvittighed, når det kommer til læsning. Der har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser flere fagbøger i de her år. Det har jeg tidligere gjort. Men jeg tror simpelthen, jeg nåede en mæthedsgrænse som museumsinspektør og gymnasielærer og derfor de sidste år har haft behov for at læse skønlitteratur som en modvægt.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Desværre tvinger jeg ofte mig selv til at læse den færdig.

Jeg ville personligt gerne blive bedre til at droppe bøger, der ikke har fanget mig efter de første 30-40 sider for i stedet at bruge min læsetid på noget andet og bedre. Men dels har jeg så en følelse af, at den tid, jeg allerede har investeret i bogen, vil være spildt, dels kunne det jo også tænkes, at bogen bliver bedre undervejs?

Det sker nogle gange. Sidste sommer var jeg meget tæt på at opgive 20-30 sider inde i Jaqueline Harpmans I Who Have Never Known Men. Jeg holdt dog ud, og så blev bogen undervejs til en af mine bedste læseoplevelser dét år!

Generelt sker det dog ikke ofte nok til, at det retfærdiggør, at jeg altid hårdnakket hænger i med bøger, der ikke fanger mig. Så jeg gad godt at blive bedre til bare at lægge dem fra mig, hvis f.eks. den første tredjedel ikke siger mig det store.

Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnak-bloggens læsere?
Jeg har et eller andet med – og måske er det min historikerbaggrund? – at være fascineret af romaner, der udspiller sig i det vilde Vesten.

To romaner i dén setting, som jeg virkelig har nydt at læse og anbefaler til alle, der gider høre på mig, er Butcher’s Crossing af John Williams og I det fjerne af Hernan Diaz. Begge greb mig fra start til slut, og under læsningen kunne jeg nærmest se vindheksene hvirvle over prærien, føle mig øm bagi over at sidde på hesteryg i månedsvis eller dufte røgen fra aftenbålet.

Er man ude efter det samme i en dansk kontekst, synes jeg også, at Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara er en virkelig vellykket roman – som hun selv har kaldt en hede-western!

Til slut vil jeg vende tilbage til tegneserierne. Der er så mange fantastiske udgivelser derude med lige så store kunstneriske kvaliteter som selv de bedste skønlitterære værker.

Sammen med en kollega kører jeg en læsekreds for voksentegneserier, og af de mange titler, vi efterhånden har læst og diskuteret sammen med deltagerne, har jeg lyst til at fremhæve Bedemandens datter af Alison Bechdel, Dramaholdet af Nick Drnaso og Sort hul af Charles Burns. Fantastiske læseoplevelser som burde feje benene væk under enhver, der stadig tror, at tegneserier er useriøse eller kun for børn!